Gode råd er normalt dyre, men ikke her hos BetXpert, hvor de er gratis...

Vi er nået til afsnit 3 af "Odds Med Omtanke" - en klummeserie skrevet af en spiller med masser af erfaring at dele ud af: Hvad skal man være opmærksom på som spiller/oddser? Hvad er faldgruberne, tommelfingerreglerne, etc?

I denne uge er der rumble in the jungle mellem: Systemer og strategier!

Systemer og strategier – what to do...

Lad mig starte med at skrive det så klart og tydeligt som muligt: Jeg kan ikke lide systemer, jeg tror ikke på dem, jeg kan ikke lide det de nogle gange gør ved folk, og jeg bruger dem ikke selv (men jeg har gjort!).

Drømmen om det sikre system

OK, kender i det her billede? Man sætter sig ned og finder ud af, at man vil lave sine spillevaner om, man vil tjene lidt penge og opleve at have et overskud for en gangs skyld, så man har brug for et system! Det burde da ikke være så svært, der findes jo alskens smarte måder at narre penge fra de stakkels bookies, og i øvrigt var der én i et forum, der skrev noget om at guld og grønne skove ventede om hjørnet, hvis bare man lige gjorde sådan og sådan.

Uden at vide det, så kunne jeg godt forestille mig, at en del af jer har forsøgt jer på den facon (jeg ved i hvert fald, at det har jeg selv engang), at man har troet på den nærmest automatiserede måde at skabe overskud på, hvis bare man altid griber tingene an på en bestemt måde. Er det ikke en vidunderlig sutteklud at ty til, når man endnu en gang har tabt penge: ”Jamen, jeg begynder da bare nu at bruge SYSTEMET, så bliver alting godt...” Tropeøen er faktisk allerede købt, katten Keld kan leve af Beluga kaviar og Far her kan bade sig i ”wine, women and song” resten af sine dage.

Systemer: Et lille udsnit

Her er bare et lillebitte udsnit af nogle af de ”systemer”, jeg er stødt på i diverse fora gennem de senere år:

- Greenwood
- Martingale
- D’Alembert systemet
- Double up systemet
- The safety system
- Low odds systemet
- Odds 3 eller højere systemet
- 1,01 systemet

Systemernes fællesnævner

Det ene eksempel efter det andet på ideer, der har til formål at sprænge banken (læs: sikre evigt og stabilt overskud), men som hver og én rummer systemtankegangens indbyggede svaghed. Nemlig: Man smider tøjlerne og lader systemet overtage styringen.

Hvis man er kommet så langt, at man har indset, at det kun er sig selv man kan stole på i denne betting verden, så er der måske nogle der vil argumentere, at systemet kan medvirke til at optimere et givent overskud. Det kan det måske også, i kortere eller længere perioder, men igen er det, efter min mening, at stikke sig selv blår i øjnene. Det er nemlig ikke systemet, der gør det, men derimod den præstation man selv yder, de kampe man finder, den disciplin man udviser, de sportsgrene man vælger, ”money management”, og selvfølgelig først og fremmest de odds man spiller på.

Overskud skyldes sund fornuft

Og før der er nogen, der protesterer højlydt (”Jeg har købt en villa på Strandvejen ved hjælp af Low odds systemet”, ”Greenwood betaler for ét helt års forbrug af Lotto-kuponer” osv.), så vil jeg lige sige, at det kan da sagtens være, det har bare ikke en pind med systemet at gøre, men derimod med nogle helt universelle cost-benefit sammenhænge, der gælder for al betting (investering). Det handler, endnu, endnu, endnu en gang om betvalue! Sund fornuft, med andre ord.

Den personlige oplevelse

Min egen personlige baggrund for at skrive som jeg gør, er en ihærdig og årelang søgning efter systemet, der ville forvandle vand til vin, 25-ører til guldklumper og katten Keld til Eva Longoria. Indtil…..det gik op for mig: Det findes jo slet ikke!!!

Noget af en ”eye opener”, og siden den erkendelse kom til mig, hvilket er 4-5 år siden, er det gået støt, stille og roligt, op ad bakke til den væsentlige indtægtskilde, som investeringer i spil er for mig i dag.

Been there, done that

Så jeg HAR været der… Euforien når et system synes at virke, nedturen når det alligevel ikke virker. Jeg kan huske, at jeg engang efter 3 mdrs. uafbrudt succes med at spille Greenwood-systemet - en rigtig pæn sum penge tjent ind og en følelse af at kunne gå på vandet – fik så læsterlig en nedtur, at overskud lynhurtigt var vendt til stort underskud. Eller systemet med de lave odds; fremragende så længe man vinder, problemet er bare at 2 tab i træk udligner 20 gevinster!

ALT kan ske

Sagen er nemlig den at i sport og spil, der er det meget sundt at have det udgangspunkt, at ”det der bare ikke kan ske”, ja det sker altså engang imellem. Jeg er simpelthen træt af at høre fra folk, der i ramme alvor mener at Barcelona har 97% chance for at vinde hver gang de spiller, og at et hold vinder fordi ”de skal vinde den kamp”!!! Yeah, right, selvfølgelig!

(Læs også BetXperts Guide til Greenwood: http://www.betxpert.com/artikel/guide-til-greenwood )

System-kiks vækkede fornuften

Men faktisk var det endnu en kikset oplevelse med et system, der fik mig ind på den rigtige bane (og det er ikke meningen, at det skal lyde frelst!). En søndag for 4-5 år siden kom min kone og jeg hjem efter en dejlig aften i byen, jeg checkede dagens resultater og opdagede at alt, og jeg mener alt, var gået mig imod – systemet havde ikke hjulpet -, sådan at kontoen var blevet reduceret med sådan ca. 80%. De sidste 20% smed jeg i irritation og begyndende desperation (fuldstændigt uden betvalue!) efter Juventus, jeg tror mod Lecce, og Juve hev en kneben 1-0 sejr i land. Det fik mig til drage den konklusion, at der var 2 muligheder:
a) Enten dropper du betting eller
b) Spiller på det der er fornuft i at spille på

Nå, min kone (meget vigtigt at konen eller kæresten støtter sådan et projekt) og jeg valgte det sidste, og det er jo gået meget godt sidenhen.

Strategier

Jeg tror som sagt ikke på systemer, men jeg tror til gengæld 110% på værdien af en fasttømret strategi, der tager hånd om de parametre, der afgører succes eller fiasko i bettingverdenen. I en senere artikel vil jeg komme mere ind på, hvordan jeg helt konkret (på nær et par forretningshemmeligheder...:-)) har bygget min spilleforretning op, men her følger nogle generelle betragtninger, man evt. kunne gøre sig.

Tommelfinger-regler

-Vælg hvad der skal spilles på:
Spil f.eks. kun seriøst på sportsgrene og ligaer man har et vist kendskab til

-Betvalue er et ufravigeligt krav:
Behøver forhåbentligt ikke yderligere kommentarer - se evt sidste uges artikel

-Vælg hvor mange spil der må laves om ugen eller måneden (bl.a. ud fra en risikobetragtning):
Begræns antal af spil, sådan at det ikke ”lokker” for meget liiiige at smide lidt efter en eller anden ligegyldig kamp. Det er med til at give disciplin, hvis man har lidt svært ved at begrænse sig

-Money mangement – hvor mange % af ens bankroll må investeres pr. spil:
2-3% af ens bankroll pr. kamp f.eks., i hvert fald aldrig over 5-10% pr. kamp, også selvom ”jamen, jeg er helt sikker….”

-Flat rate betting (samme beløb på alle spil) eller varierende indsats afhængig af f.eks. bet value:
Jeg er tilhænger af flat rate betting, men man må finde det, der passer én selv bedst

-Lav budget: Hvor meget forventer jeg at vinde månedsvis, kvartalsvis eller årligt:
Stil forventninger og krav, det er meget givende i forhold til at disciplinere sit spil

-Før regnskab og records, og reagér hvis f.eks. et bestemt spilområde ikke giver tilstrækkelig indtjening:
Hvis man vil spille seriøst, så er regnskab og records fuldstændigt uvurdelige, det giver muligheden for at justere efter behov, sæson, styrker og svagheder

Dertil kommer selvfølgelig, at panikspil (”åh, jeg skal vinde det tabte hjem”) og hurraspil (jeg er bare så hot i øjeblikket”) er absolut forbudt, at disciplin er vigtig, og at reglerne skal følges.

Og jeg kunne sikkert skrive flere ting, men sæt f.eks. ovenstående sammen, så det passer til én selv, så har man i hvert fald begyndelsen til en strategi, der kunne give afkast i længden.

Kedeligt og koldt...?

Så er der måske nogen, der synes, det hele bare bliver for trist. Ord som disciplin, manglende spontanitet, regler... er ikke ligefrem de mest sexede i denne verden. Og spil og sport skulle jo gerne være sjovt, og i øvrigt så gider jeg heller ikke bruge så meget tid på det...

Men, nej, nej og atter nej, det bliver ikke spor kedeligt, det bliver til gengæld sjovt (hvis man synes det er sjovt at vinde, altså) og udfordrende; det kan give en vis selvindsigt, og det behøver altså ikke at tage meget tid.

Find selv balancen

Der er jo nemlig ingen, der siger, at man ikke kan spille for sjov, måske for helt små beløb, og så klare de mere seriøse spil ved siden af. Der er ingen der siger, at man ikke kan variere sine spil, spille 15 kampe på en kupon eller hvad man nu er til, hvis man bare kan skelne mellem skæg og snot, hvad satser jeg på, hvad er for sjov, hvordan kan lige netop jeg tjene penge med spil, hvor er mine styrker og svagheder. Kort sagt: En strategi er en plan, og en plan hjælper efter min mening i allerhøjeste grad på mulighederne for at lave overskud på spil.

Den lille forskel…

Et meget konkret eksempel på forskellen mellem system og strategi, kan jeg give ved hjælp af en rigtig god ven, der ligesom jeg selv er meget fodboldinteresseret i almindelighed, men interesseret i engelsk fodbold i særdeleshed. Han er hobbyspiller, og laver nogle mindre spil hver weekend.

Han følger fortrinsvis 4 hold i England: Liverpool, Manchester United og Norwich, som han alle hader som pesten, og så Ipswich, hans store kærlighed. Hver eneste evige weekend i løbet af sæsonen laver manden 4 spil, hvor han spiller på sejr til Liverpool, Manchester United og Norwich, og på nederlag til hans elskede Ipswich. For som han siger: ”Så kan jeg da trøste mig med en gevinst”, hvis det forfærdelige skulle ske at de 3 vinder og Ipswich taber. Se, det er et slags system, og et system vel at mærke der giver tab år efter år!

Value-strategi gav fodboldtur

For at være lidt på tværs og som en lille gimmick, satte jeg mig for at kigge specielt intensivt på de 4 holds kampe i løbet af en sæson. Jeg satte lidt penge af til det, spillede så langtfra altid på deres kampe, men kun når jeg kunne finde noget value, men summa summarum, i løbet af et år gav de 4 holds kampe mig en tilbagebetalingsprocent på 138. Det kan til gengæld kaldes en strategi, og tilmed en strategi der betaler en tur for os begge til Portman Road om en 14-dages tid!

Næste uge: ”Money management”

I næste uge vil temaet være ”Money management”, og hvorfor det hænger nøje sammen med anvendelsen af den strategi, man har valgt, og hvorfor man ikke kan klare sig uden, hvis man på langt sigt vil succes som spiller/investor. Om 14 dage er temaet i øvrigt ”Den psykologiske faktor”.

Hvis I har nogle spørgsmål, kommentarer eller lignende er I meget velkomne.

Mange hilsner og take care,
Investor