Bookmakerne er ude med odds på Danmarks VM kvalifikation til verdensmesterskaberne i Qatar 2022. BetXpert giver dig her et overblik over de bedste odds.

I går blev der trukket lod til VM kvalifikationen til slutrunden i Qatar 2022. Her var Danmark i øverste seedningslag og fik en god lodtrækning. Men hvor god var den? Bookmakernes odds indikerer, at de ikke er helt enige. 

Ét er dog sikkert: VM-kvalifikationskampene spilles i 2021 med start fra marts måned. Det egentlige kampprogram er dog endnu ikke fastlagt. Vores modstandere er Østrig, Skotland, Israel, Færøerne og Moldova. 

BetXpert giver dig her et overblik over markedets bedste odds på VM kvalifikationen. Som nævnt peger oddsene lidt i hver deres retning. Det kommer vi mere ind på senere. 

De bedste odds på Danmarks VM kvalifikation

Herunder har BetXpert oplistet markedets bedste odds på Danmarks VM kvalifikation til slutrunden i Qatar 2022. Står bookmakernes odds bare nogenlunde målt med virkeligheden, er vi ikke langt fra at skulle pakke klaphatten ned i den store rejsekuffert om to år. 

Kommer Danmark til VM i Qatar 2022? Højeste odds Bookmaker
Danmark kvalificerer sig til VM 2022 i Qatar 1,85
Danmark kvalificerer sig IKKE til VM 2022 i Qatar 2,75
Hvem vinder Gruppe F? Højeste odds Bookmaker
Danmark 2,00
Østrig 2,65
Skotland 10,00
Israel 31,00
Færøerne 600,00
Moldova 600,00
Hvem kommer i top-2 i Gruppe F? Højeste odds Bookmaker
Danmark 1,15
Østrig 1,18
Skotland 3,00
Israel 10,00
Færøerne 31,00
Moldova 31,00

OBS: Odds er fra tirsdag den 8. december klokken 15.47.

Odds på Danmarks VM-kvalifikation hos Danske Spil

Som det ses på spiludbydernes odds, så er Danmark favoritter til at vinde VM-kvalifikationsgruppe F. Særligt østrigerne skal dog ikke helt undervurderes. De har en række gode og rutinerede spillere, som på dagen godt kan gøre tilværelsen svær for de danske drenge. 

Og nu kommer vi til det med, at bookmakernes odds ikke er helt strømlinede. Danske Spil* giver odds 1,85 for, at Danmark kommer til VM i Qatar. Til sammenligning giver Unibet* blot odds 1,40. Hertil kommer, at Danske Spil* giver odds 1,90 for, at Danmark ikke kommer med til VM-slutrunden. Det er en del lavere end de odds 2,75 hos Unibet*.

Fælles for begge spil er, at her ikke er tale om, at Danmark partout skal vinde Gruppe F. Spillene gælder også, hvis vi kvalificerer os via 2.-pladsen og efterfølgende playoff. 

Danmark – fra øverste seedningslag

Via en lang række af gode resultater kom Danmark i øverste seedningslag til VM kvalifikationen. Det har nu mundet ud i, at vi er havnet i en overkommelig gruppe med landene Østrig, Skotland, Israel, Færøerne og Moldova. 

Når det så er sagt, så må vi også kigge lidt indad og erkende, at vores modstandere formentlig også er meget tilfredse med at være i gruppe med os. Fra øverste seedningslag kunne de også have fået selskab af Portugal, Spanien, Italien, Frankrig, Belgien, Holland, Kroatien, England og Tyskland. Så på den vis er vi ikke de eneste, der har været heldige med lodtrækningen. 

Og så må det være tid til at klappe os selv lidt på skulderen igen. Når vi fraregner vikarlandsholdets 0-3-tab ude mod Slovakiet, har Danmark kun tabt to ud af de seneste 42 kampe. Begge nederlag har været mod verdensetterne fra Belgien. 

Så selvom Østrig og gruppens andre lande formentlig er glade for at have trukket os, så må ovenstående statistik alligevel indgyde en vis respekt. 

De etablerede spillere fra Europas største klubber

Det må vores trup også gøre til en vis grad. Vi har gode og velkendte spillere i en række af Europas største klubber. Her tænkes der ikke mindst på Kasper Schmeichel, Simon Kjær, Andreas ”AC” Christensen, Daniel Wass, Pierre-Emile Højbjerg, Thomas Delaney, Christian Eriksen, Yussuf Poulsen og Martin Braithwaite.

Bevares, der findes større stjerner på fodboldhimlen, men det er immervæk flot af en lille nation som Danmark at have så mange spillere hos så bred en skare af Europas største klubber. Hertil kommer også, at de ovenstående spillere blot er et udpluk af de mere rutinerede og etablerede af slagsen. Vi har også masser af talent med stort potentiale i. Flere af disse spillere huserer også i det, som man i danske forhold vil kalde for store klubber.

Talentmassen

Dette ikke mindst gældende F.C. Københavns 21-årige angriber Jonas Wind. Han er teknisk rigtig god, har et sublimt overblik, kan gå ned i banen og deltage i det opbyggende spil, og så afslutter han godt med både fod og hoved inde i feltet. 

Hurtigheden er imidlertid ikke noget af skrive hjem om. De andre kvaliteter betyder dog, at Jonas Wind kan få en nøglerolle på landsholdet de næste 10-13 år. Det er ikke uden grund, at FCK forventer at lave transferrekord på angriberen. Et sted over de 100 millioner kroner er målet. 

Herudover har vi også backen Joakim Mæhle fra belgiske Genk. Han kan spille begge backs og desuden også på midtbanen som kant. Hans offensive indstilling og hurtige antrit gør ham til et farlig våben, både som målscorer og som oplægger. Det er blot et spørgsmål om tid, før klubadressen og lønchecken bliver endnu større, end den er i Genk. 

Også spillere som Alexander Bah, Rasmus Nissen Kristensen, Mikkel Damsgaard og Robert Skov kan nævnes som spændende spillere for fremtiden. Sidstnævnte døjer dog lidt med at finde ud af, hvilken position på banen han er bedst på. Der er også flere spillere fra særligt U21-landsholdet, som kan gå en stor A-landsholdskarriere i møde. Det er dog usikkert, hvor mange af dem der når at gøre sig gældende i denne VM kvalifikation. 

Ergo har vi en god stamme af etablerede spillere kombineret med unge og sultne ditto. Og selv flere af de etablerede spillere har stadig en alder, hvor de endnu har deres bedste år foran sig. Eksempelvis 25-årige Pierre-Emile Højbjerg, der p.t. brænder banen af for Tottenham i Premier League og Europa League. 

Det lover godt for Kasper Hjulmand og hans drenge frem mod VM i Qatar 2022. Som bekendt skal man dog ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt. Oddsene er dog med os. Det kan vi ikke benægte. 

Danmark har kvalificeret sit til VM ved fem ud af 21 forsøg. Alle fem gange har dog været indenfor de seneste ni verdensmesterskaber. Vi var således med i 2018, 2010, 2002, 1998 og 1986.

Østrig – førsteudfordrer til Danmark

Vi vil her tage et hurtigt kig på de andre hold. Østrig er på papiret vores største trussel til 1.-pladsen og den direkte kvalifikation til VM 2020 i Qatar. Faktisk mener Transfermarkt.com, at Østrigs trup var mere værd end den danske trup ved seneste landsholdssamling. 

Østrigernes trup blev vurderet til 1,8 milliarder kroner. Den danske til 1,7 milliarder kroner. Det skal dog med, at Danmark ikke havde et par dyre herrer i skikkelse af Jens Stryger Larsen og Robert Skov med i truppen ved den lejlighed. Hoffenheim-spilleren bliver alene vurderet til lidt over 100 millioner kroner. Udinese-spilleren til endog lidt mere besked 22 millioner kroner. 

Et hurtigt kig nedover Østrigs seneste trup afslører hurtigt, at det ikke kun er Danmark, der har spillere på store adresser. Det er dog fortrinsvis Bundesligaen, østrigerne befinder sig i. Den største stjerne er Bayern München-spilleren David Alaba. Han agerer i høj grad schweizerkniv for Østrig. 

Han spiller alt lige fra central forsvarer til venstre back, venstre midtbane, defensiv midtbane, central midtbanespiller, højre midtbane og offensiv midtbanespiller. Hjemme i München spiller han mest som centerforsvarer, men har også en del optrædener som venstre back.   

Til trods for sin rutine og status af respekteret Bayern München-stjerne er David Alaba dog ikke anfører. Det er i stedet 32-årige Julian Baumgartlinger fra Bayer Leverkusen. 

Herudover vil de fleste nok også nikke genkendende til navne som Martin Hinteregger (Eintracht Frankfurt), Andreas Ulmer (RB Salzburg), Stefan Lainer (Borussia Münchengladbach), Stefan Ilsanker (Eintracht Frankfurt), Christoph Baumgartner (TSG Hoffenheim), Marcel Sabitzer (RB Leipzig) og Michael Gregoritsch (FC Augsburg). 

Slutteligt kender de fleste fodboldkyndige selvfølgelig også angriberen Marko Arnautović. Han har været i klubber som Werder Bremen, West Ham og Stoke. I dag slår han sine folder i den kinesiske Super League for Shanghai SIPG. Det er blevet til 17 mål i 35 kampe for sidstnævnte klub.  

Østrig har kvalificeret sig til VM i syv ud af 21 forsøg. Senest i forbindelse med VM i 1998 i Frankrig. Odds 2,65 på, at Østrig vinder Gruppe F vidner alligevel om, at vi ikke skal undervurdere dem. 

Skotland – britisk er bedst

Vi er også havnet i gruppe med de kære skotter. De har lidt et ry for kun at stille op med spillere fra The Championship i England samt et par navne fra den hjemlige Premiership. 

Det ry lever de sådan set stadig op til, da 16 ud 24 ved seneste landsholdssamling var fra en af de to ovenfor nævnte ligaer. Fem af disse spillere var imidlertid fra de to store skotske klubber, Rangers FC og Celtic. 

Blandt de resterende navne var der Liam Cooper (Leeds United), Andrew Robertson (Liverpool), Kieran Tierney (Arsenal), Scott McTominay (Manchester United), John McGinn (Aston Villa), Stuart Armstrong (Southampton), Oliver Burke (Sheffield United) og Oliver McBurnie (Sheffield United).

Ergo er The Championship- og Premiership-spillerne suppleret med en god portion Premier League-rutine. Alligevel bør det være en opgave, som Kasper Hjulmand og kompagni kan løse. Skotland ligger p.t. blot nummer 48 på FIFA’s verdensrangliste. 

Alle spillere fra den seneste landsholdsudtagelser huserer i det britiske fodboldsystem. Britisk er bedst. 

Det er lykkedes kittellandet at kvalificere sig til VM i otte ud af 21 forsøg. Senest ved VM i 1998 i Frankrig. EM-statistikken er ikke meget bedre. Tre gange i 16 forsøg. Senest ved EM i 1996 i England. Odds ti på, at Skotland vinder Gruppe F viser med al tydelighed, at vi her har at gøre med en darkhorse. Det gør odds 3,00 på en top-2-placering i øvrigt også. 

Skotlands trup er senest blevet vurderet til 1,5 milliarder kroner.  

Israel – rutineret angriber med mål i støvlerne

Israel er et forholdsvis ukendt blad for de fleste danske fodboldfans. Landet har nemlig ingen som helst tradition for at gøre det godt ved hverken EM eller VM. 

Faktisk har de aldrig været med til en EM-slutrunde. De blev medlem af UEFA i 1992 og har siden da haft syv forsøg til at komme med til europamesterskaberne.

Meget bedre ser det ikke ud med VM. Her har de været i kvalifikationen 23 gange. Én gang er det lykkedes at komme igennem nåleøjet. Israel var således med til VM i 1960 i Mexico. Her røg de ud efter gruppespillet. 

Kommer det mon til at gå bedre ved denne VM kvalifikation til Qatar i 2022? Oddsene indikerer det ikke just. Det gør landsholdstruppen heller ikke. Der er dog tre navne, som en del nok kender til.

29-årige Nir Bitton spiller til dagligt i centerforsvaret hos Celtic. Landets anfører, Bibras Natcho, spiller i Partizan Beograd. Han har tidligere optrådt for klubber som Rubin Kazan, CSKA Moskva og Olympiakos. 

Den største stjerne må dog være angriberen Eran Zahavi. Selvom han er blevet 33 år, ved han stadig, hvordan man scorer mål. Det har PSV Eindhoven også set, hvorfor de hentede ham i sommer fra Guangzhou R&F. Her scorede han 103 gange og lavede 31 assists i 117 kampe.

Tidligere har han været i blandt andre Maccabi Tel Aviv. Her scorede han 122 gange og lavede 23 assists i 157 kampe. I skrivende stund har Zahavi scoret tre gange og har lavet tre assists i ti kampe for sin hollandske klub. 

Det er dog slet ikke kun på klubholdene, at Eran Zahavi har haft personlig succes. I 26 EM-kvalifikationskampe er det blevet til 13 mål og fire assists. I otte Nations League-kampe hedder statistikken seks mål og to assists. For VM-kvalifikationskampe hedder tallene 12 kampe, to mål og én assist. 

Er Eran Zahavi på banen for modstanderne, er det slet ikke usædvanligt, at man skal score minimum to gange for at vinde kampen. Alligevel viser odds 31,00 med tydelighed, at store dele af resten af truppen mangler noget kvalitet. Odds 10,00 for en top-2-placering vidner heller ikke om en nation, der nedlægger den ene kompetente modstander efter den anden. 

Israels trup vurderes til at være lidt under 250 millioner kroner værd. Østrigs David Alaba har alene en værdi på over 480 millioner kroner.

Færøerne – den ser svær ud, brødre

Vi skal ikke længere tilbage end den 10. oktober for at finde Danmarks seneste møde med Færøerne. Her vandt de rød-hvide uden besvær med 4-0 i Herning. 

Uden at fornærme færingerne kan man vist godt sige, at de hører til i en helt anden vægtklasse end Danmark. Det vidner både seedningerne til denne kvalifikation såvel som holdenes position i Nations League om. Færøerne har lige spillet i D-rækken i sidstnævnte turnering. Her vandt de dog gruppen foran Malta, Letland og Andorra. Det betyder, at Færøerne nu skal spille i C-rækken næste gang. 

Færøernes trup vurderes til lidt under 25 millioner kroner. Det er da også meget sparsomt med kendte navne. Mest prominent er nok AC Horsens’ anfører Hallur Hansson og det tidligere F.C. København-talent Brandur Hendriksson. 

Langt hovedparten af truppen spiller til dagligt hjemme på Færøerne. Den er dog krydret med få spillere fra sekundære svenske og norske ligaer plus Gilli Rólantsson fra Brann Bergen, som spiller i Eliteserien. 

Alt andet end seks point mod Færøerne vil ikke være godkendt. Det kan næsten ikke svare sig at tale om oddsene på Færøerne. Lidt spydigt sagt vil det kun være aflysninger, specielle forhold og skrivebordssejre, som vil kunne give vores nordiske brødre gruppesejren. 

Moldova – gruppens formodede agterlanterne

Moldova er den evige prygelknabe i EM- og VM-kvalifikationer. Det lille land med 3,5 millioner indbyggere har endnu aldrig været i nærheden af en slutrunde. 

Heller ikke i Nations League på C-niveau kan de gøre sig gældende. Her var de senest i Gruppe 3 med Slovenien, Grækenland og Kosovo. Ét point blev det til ved den lejlighed. Det kom i hus via 1-1 hjemme mod Kosovo. 

Moldovas trup er dog noget dyrere end Færøernes. 89 millioner kroner menes den at være værd. Ikke så overraskende spiller en klart overvejende del af spillerne hjemme i Moldova. Der er dog enkelte af dem, som hører hjemme på fine europæiske adresser. 

Anfører og forsvarsstyrmand Alexandru Epureanu er på kontrakt i Istanbul Başakşehir. Venstrebacken Oleg Reabciuk spiller i den bedste portugisiske liga for Paços de Ferreira. Midtbanespilleren Artur Ionita spiller i Benevento fra Serie A. Slutteligt er der to spillere fra Æresdivisionen. Målmand Alexei Koselev fra Fortuna Sittard og angriberen Vitalie Damascan fra RKC Waalwijk. 

Ovenstående ændrer dog ikke ved, at Danmark skal have seks point ud af de to opgør mod Moldova. Og igen giver det ikke megen mening at forholde sig synderligt til oddsene på Moldova. Det er utopi at tro på en gruppesejr endsige en top-2-placering. 

Tidligere indbyrdes opgør

Danmark har mødt Østrig ni gange fra 1950 til 2018. Hvert hold har vundet fire kampe, mens én er endt uafgjort. Bemærkelsesværdigt er det, at syv af kampene har været venskabskampe. De to gældende kampe var i forbindelse med EM-kvalifikationen til EM i 1992. Her vandt vi begge opgør. 2-1 hjemme og 3-0 ude. 

Danmark har også krydset klinger med Skotland ni gange. Her ser statistikken ikke for god ud. Vi har blot vundet to af disse kampe og har tabt de resterende syv. Opgørene strækker sig fra 1970 til 2016. 

Så ser det straks bedre ud med vores møder med israelerne. Dem har vi mødt otte gange og har vundet de syv. Én gang har vi tabt, hvilket var en venskabskamp i 1978. To af sejrene var i EM-playoff-opgørene tilbage i 1999. Først vandt vi med 5-0 i Israel, efter at Jon Dahl Tomasson havde åbnet ballet allerede i det 2. minut. Han skulle lidt senere score til 2-0. De sidste mål blev sat ind af Stig Tøfting på frispark, Martin Jørgensen og slutteligt Brian Steen Nielsen på et langskud. Returopgøret vandt vi med 3-0. 

Færøerne har vi mødt fire gange og altid med dansk sejr til følge. Senest med 4-0 i Herning tilbage i oktober i år. 

Danmark har aldrig før mødt Moldova. 

FIFA-rangeringer per november 2020:

Danmark: 12
Østrig: 23
Skotland: 48
Israel: 87
Færøerne: 107
Moldova: 178