BetXpert-brugeren bettingspider vandt i maj en konkurrence på BetXpert, hvor en tur til Manchester Uniteds hjemmebane, Old Trafford, og et møde med mod nogle tidligere United-stjerner var præmien. bettingspider har lavet en rejsebeskrivelse fra mødet med United-legenderne. En bookmaker havde foræret BetXpert rejsen.

En tilfældig hverdagsmorgen. Klokken har sneget sig op omkring de 08.30, da vi svinger ind på parkeringspladsen foran børnehaven. Konen mener, at hun vil være relativt hurtig til at få afleveret børnene (De af læserne, som er i et parforhold med børn, ved, at "relativt hurtigt" betyder "hurtigere og mere effektivt end undertegnede".) Nogle gange er tale sølv, tavshed guld, og denne gang skulle det vise sig rigtigt.

Jeg ved, at de fem minutters venten kan blive til 10, så jeg finder iPhonen frem og tjekker bettingnyheder, hvad jeg gennem årtier har gjort for lige at få et hurtigt overblik over en kombination af fodboldnyheder og betting picks. Med andre ord; BetXpert.

Der reklameres for en konkurrence, hvor man kan få lov at spille på Old Trafford og møde Manchester Uniteds legender. Regler: Foreslå, hvem der købes og sælges fra Manchester i sommerens transfervindue og deltag i lodtrækningen. "Det er jo sådan noget, man aldrig vinder," tænker jeg. Men jeg kan da om ikke andet deltage perifært i en sådan debat ved at komme med forslag, der er bedre end de nuværende forslag (Erik Bo Andersen var der én, som havde foreslået. Humor når det er bedst/værst).

Vi springer til fredag (den 13!), og jeg har glemt alt om konkurrencen, da en mail tikker ind: "Du har vundet en tur til Old Trafford, Manchester, med ledsager". Hold da op. Hvad har jeg? Jeg har som 80'er barn været heldig at følge Uniteds op- og nedture i 90'erne, dengang Tipslørdag på DR 1 var noget, man så frem til hele ugen, og som regel indebar en Liverpool-kamp fra Anfield eller en United-kamp fra Old Trafford. "Theater of Dreams". Jeg finder den største United-fan i min omgangskreds, Lars. Jeg tænker, at han må være den helt rigtige at invitere med til lidt bold på Old Trafford. Lars spillede for år tilbage seriøs bold og sagde nej tak til et Herfølge-skifte, året inden de gik hen og blev danske mestre, og skader gjorde det senere umuligt at betræde de store stadions. Selvfølgelig takkede Lars ja!

Vi modtager et program et par dage inden afrejse, og jeg noterer mig i punktform: Hotel Football, Old Trafford, fire hold, medbring skinner og støvler, kamp. Men hvad kan man forvente? Hvad kan man håbe på?

Fortune is the gaffer

Afrejse: Vi tjekker ind i Kastrup med store forventninger uden at vide, hvad det næste døgn vil bringe, men efter en kort rejse og en taxatur med en chauffør, der er Manchester City-fan, tjekker vi kun tre timer senere ind på "Hotel Football", der ligger 100 meter fra Old Trafford. Klokken er 13. Temperaturen er 20 grader, og vi skal igennem Munich Tunnel ved Old Trafford. Pas, fodboldstøvler og skinner fremvises ved checkpoint, og vupti, så befinder vi os i Trafford-Warwick-suiten med udsigt til hele banen.

Holy moly. Skal vi virkelig ned og spille på den bane. Det er et billard-tæppe. Og nok et af verdens fineste. Fire procent plastik er inkorporeret i græsset, der bliver gødet med hvidløg for at fjerne blandt andet orme i græsset. Maskiner "reder" græsstråene op i vinkelret stilling efter hver kamp - det er en hel videnskab. Og ganske anderledes end de baner, jeg selv har optrådt på gennem 15 års ungdomsbold. Det er vildt det her.

En toastmaster kalder 50 heldige mediefolk, Manchester Unied-forretningspartnere og bettingfolk sammen. Nu sker det. Fire trænere bliver præsenteret med hvert sit hold. Trænerne eller "Managers" er Andy Cole (Ja, dén Andy Cole. Og alle kigger forgæves efter hans evige side-kick; Dwight Yorke), Bryan Robson eller Captain Marvel, som nogle af jer måske vil huske ham som, Gary Pallister, der virkelig ér en 193 cm. høj kæmpe, og så Quinton Fortune, den yngste i slænget. Alle fire er i dag stadig en del af Manchester United enten som ambassadører eller trænere på Uniteds ungdomshold. Vi skal spille en semifinale og finale/bronzekamp på hver 20 min. Fuld bane, 11-mandsbane. På stadion. Det er sgu rigtigt. 20 minutter. Hvad forventer Quinton af os?

Quinton vinder fra start af på et fantastisk humør og en entusiasme, der går rent ind. Han ved, at det er specielt det her. Ikke for ham måske, men for hans 11 sammenbragte spillere. "Four-three-three, we play. Four-three-three-we play," gentager Quinton. I need goalkeeper, I need defenders, I need...

Keeperposten bliver besat, en italiener og et par spaniere tager forsvaret, Lars og jeg tager os af midtbanen sammen med en spanier, og tre italienere styrer angrebet. Umiddelbart en fin opstilling, hvis man kunne regne med, at A-landsholdsets ratings kunne overføres til et par repræsentanter fra den spanske radiostation COPE, ansatte fra sportsavisen Marca osv., der var med på vores hold. Vi er på hold med navne som M. Di Donna, V. Cotugno, C. Tabasco og A. Salguero Romeo. 

Sommerfugle og adrenalin

Quinton guider os til Uniteds omklædningsrum i katakomberne under teatret. Det er her Schmeichel har buldret i årtier. Det er rummet, hvor Ferguson i 2003 sendte en støvle mod David Beckham som et resultat af sidstnævntes manglende arbejdsiver i 0-2 FA Cup-nederlaget mod Arsenal inden sin transfer til Real Madrid. Det er her, vi nu bliver ført ind og indfinder os. Splinternye United-spilletrøjer, shorts og strømper er sirligt hængt op med navn og nummer. Nummer 8. Ja, som bestilt på forhånd. Forbilledet er jo ingen anden end Barca-legenden Stoickhov.

Udeholdets træner besøger vores omklædning. Bryan Robson. Det er sgu lidt sjovt det her, tænker jeg og smiler lidt over, at sidekammeraten alligevel ikke synes, at hans gamle Copa Mundial var prætentiøse nok til en tur på Old Trafford, hvorfor et nyt par støvler og skinner var blevet hasteindkøbt.

Udstyret sidder rigtigt. En energidrik er blevet drukket på flyet til Manchester frem for den sædvanlige grønne trylledrikke på dåse. Der skal ikke være nogen undskyldninger på græstæppet. Der bliver lavet lidt løs opvarmning, der bliver spist en Nutramino-bar. Ingen undskyldninger. No regrets. Der er vand og energisaft i store isterningebowler ved midterlinjen. Der er sommerfugle i maven og adrenalin i blodet.

Vi står i spillertunnelen. Champions League-hymnen, der så ofte er blevet spillet på Old Trafford, gjalder nu ud over den enorme bane. Selvfølgelig bliver kampene optaget af Uniteds' kameraer, så vi kan få en CD med hjem og efterbehandle kampen. En TV-runner giver håndtegn til dommeren i sort og hans to linjevogtere om at føre an, mens vi vinker op til de imaginære tilskuere, der er blevet forment adgang. En gruppe på 30-40 japanske turister, der er på stadionrundvisning, har sneget sig ind på den modsatte langside. Er der en spiller agent imellem dem? Er der én chance for (stadig) at blive opdaget? Diego Forlan er jo 39 og aktiv spillende i Hong Kong...

Idiot på russisk

Kampstart. Lad mig sige det med det samme. Di Donna som venstreback og Cotugno som centerback er ikke optimalt. Efter 30 sekunder løber de sammen i forsvaret og en Jamie Vardy-type løber bolden forbi vores keeper. 0-1 til det rent engelske hold. En hurtigt udligning til 1-1 af Manzilla Monuz bringer os tilbage i kampen. Men hold op det er tough at løbe 70 meter fremad, backtracke 70 meter, for at sprinte 70 meter igen. Det er "box-to-box" mod et engelsk hold, der tydeligvis spiller fodbold flere gange om ugen. FT:1-2 og vi er kun i "bronze"-finalen – der skal spilles mod udvalgt hold fra Rusland. Start 11’eren lyder: Teslya, Minovskiy, Dadashev, Irmatov, Ivanov, Matsnev, Karpov, Evgenev, Platonov, Faustin og Kulikov.

Det er sjovt, men det er seriøst sjovt. Der er små eftertacklinger og råb til dommeren fra især Italienerne (selvfølgelig) om "Fauuul", hvortil der svares ’English football’. Der er ordvekslinger i luften. der ganske kort fra russerne lyder "Itiotii", når man yder modstand. Oversættelse overflødig. Som flere af jer læsere måske har oplevet på campingpladser eller egne kampe rundt om i Europa, så afhænger løbevilligheden hos sydlandske spillere meget af humøret. Angribere løber sjældent med hjem over midterlinjen, der fungerer som grænsen for løbevillighed ligesom samme grænse gør sig gældende, når en forsvarsspiller forvilder sig med frem og skal løbe retur. Lars og jeg kigger på hinanden og er enige om, at det nok er de sidste minutter, vi spiller på Old Trafford, og stikker i en ny 50-60-70 meter sprint efter et par lynhurtige russere på 20-22 år.

FT: 0-4. Vi gjorde, hvad vi kunne. Presset var for stort. Fire forskellige sprog og misforståelser i returløb skal ikke være en undskyldning. (Watford har jo fx +22 forskellige nationaliteter løbende rundt på holdet og spiller Premier League.)

Vi får klædt om, spillere og trænere mødes til fælles middag og Q&A-session i suiten, hvor Englands VM-chancer og Mourinhos' spillestil i United besvares diplomatisk af Captain Marvel og lidt mere direkte af Pallister, der fremstår meget underholdende, alt imens Cole og Fortune fortæller om deres trænerdrømme.

Et par af de grønne, iskolde Heineken nydes, mens et sidste blik rettes fra suiten og ud på den kæmpestore bane. Jeg har ikke rigtig lyst til at forlade stedet, men vi gør det med en kæmpe oplevelse, da vandingsanlægget på Old Trafford atter tændes og afventer de kommende eventyr i Teatret.

Det var sgu ekstraordinært det her. Ikke bare "relativt" ekstraordinært, men direkte ekstraordinært. Tak til BetXpert for at sende en sådan gigantisk oplevelse videre til deres brugere. Af fodboldhjertet tak.

Mvh bettingspider & co

Edit 9. august: I en tidligere version fremgik bookmakerens navn og et billede med bookmakerens navn. Dette er fjernet jf. kommentar 11 til artiklen.