DBU jagter ny Elkjær

Danske klasseangribere bliver færre og færre. Hvad kan man gøre ved problemet? Tjah. Køer kan ikke danse tango, påpeger træneruddannelseskonsulent Peter Rudbæk, som ønsker mere fokus på talentarbejdet i klubberne. Kun ved at acceptere afslutterne som specielle typer med et særligt medfødt talent, kan Danmark fremelske nye spillere som Preben Elkjær.

”Hvad tænkte du som det første, når du gik på banen?”

Selv om DBU’s træneruddannelseskonsulent, Peter Rudbæk, stillede spørgsmålet til fire forskellige personer, var svaret det samme. Ebbe Sand, Preben Elkjær, Jess Thorup og Bent ’Turbo’ Christensen tænkte alle først og fremmest på at score mål, da de som aktive gik på banen.

Og det er en vigtig pointe, når fremtidens danske målscorere skal fremelskes. Det mener i hvert tilfælde Peter Rudbæk, som sidste tirsdag var tovholder på et DBU-møde med førnævnte eks-angribere samt landstræner Morten Olsen og generalsekretær Jim Stjerne Hansen.

”Hvis vi håber på at finde de typer, der kan det sidste og kan afgøre fodboldkampe, så skal vi lære at forstå dem. Derfor er det vigtigt, at trænerne lærer at acceptere og forstå, hvordan de tænker,” siger Peter Rudbæk til BetXpert med en advarende tilføjelse.

”Hvis ikke en træner ikke ved det, og derfor ikke kan agere på det, eller vælger at sige, at spilleren må indrette sig, så skal de bare vide, at de løber en risiko i talentudviklingen.”

Dygtige danske angribere (afsluttere) bliver færre og færre

Og advarslen gælder ikke bare på klubplan. I marts 2008 påpegede landstræner Morten Olsen udviklingen i Berlingske Tidende, hvor han blandt andet sagde:

”Vi får problemer med at finde angribere og offensive midtbanespillere. Det er lettere at udvikle en forsvarsspiller, mens det tager mange år at få den perfekte angriber. Danmark har altid haft et angrebsproblem, men det bliver tydeligere i moderne fodbold. Det er hos de kreative spillere, og dem der skal sparke bolden i kassen, at vi mærker problemet mest.”

Som tallene her på siden viser, er andelen af danske angribere i toppen af Superligaens topscorerliste faldende, og Peter Rudbæk erkender, at de farligste spillertyper for tiden har udenlandsk pas. Han foretrækker at kalde dem for ”afsluttere”, da angriberbegrebet dækker over alt for mange og for varierende typer.

Hvor er de danske afsluttere blevet af?

Ifølge Peter Rudbæk er der mange forklaringer på, at der er længere imellem ”de nye Elkjær-typer”, men en af de største faldgruber er formentlig måden, vi i Danmark leder efter nye talenter på.

”Når en virkelig stor del af det er instinkt eller medfødt, så handler det i første omgang om at scoute efter dem. Men hvis ikke vi ved, hvad vi kigger efter, så risikerer vi bevidst eller ubevidst at sortere dem fra,” siger han.

I Brøndby fungerer Peder Siggaard som A+-træner. Han har blandt andet skrevet et speciale i forbindelse med sin P-licens som træner om, hvordan angriberne i Superligaen agerer i forhold til topangriberne fra Champions League.

Og han peger på et par taktiske aspekter, som gør udviklingen af danske afsluttertyper svær i Superligaen.

Taktik og utålmodighed kvæler talenterne

”Jeg synes, det er sjældent, de spiller med to angribere, selv om de starter med to på toppen. Den ene er næsten altid sådan en, der dropper ned i banen. Så kan du definere det, som du vil, men den ene har næsten altid defensive forpligtelser, så det tit mere ligner en 4-4-1-1,” siger Peder Siggaard og uddyber:

”Det er sjældent, der spilles med en Rade Prica og en Jeppe Curth eller en Marcus Allbäck og Santos, som er to deciderede målscorertyper ved siden af hinanden.”

En anden faktor er den manglende tålmodighed. Ofte er det på netop angriberpladsen, klubberne først skifter ud, hvis krisen kradser, og det kan koste på den lange bane, mener Peder Siggaard.

”Det kræver tid. Man kan ikke bare sætte en ung angriber ind, som så scorer tyve mål med det samme. Det sker næsten aldrig. Der er altid nogle sæsoner, hvor de kun scorer fire eller seks mål, selv om de faktisk spiller ret mange minutter. Men hvis man giver dem tid, skal det nok blive bedre. Og det er nok den tålmodighed, der er mange, der ikke har. For vi lever af mål.”

Den holdning deler Ebbe Sand, der selv er tidligere måltyv og i dag fungerer som angrebstræner på landsholdet.

”Jeg ved godt, der er utroligt meget på spil, men det handler også om at vise lidt tålmodighed og give spillerne muligheden for at gribe chancen. Omvendt skal man som spiller selvfølgelig også være klar til at slå til.”

Udlændinge snupper Superligaens angrebspladser

Ebbe Sand erkender, at andelen af udlændinge generelt er vokset i Superligaen, siden han selv var aktiv. Men nærstuderer man tallene viser det sig, at det især er blandt angriberne, at de danske spillere er trængt.

Mens 23 procent af forsvarerne og samme andel af midtbanespillerne er udlændinge, er hele 36 procent af angriberne ikke-danske i denne Superliga-sæson.

Og det er et problem, mener Ebbe Sand, som efterlyser mere fokus på afslutterne og specialtræningen af disse ude i klubberne. En holdning der bakkes op af Peter Rudbæk.

Nødvendigt med specialtræning

”Der er jo også en grund til, at man i langt tid har haft målmandstrænere. Og nu begynder man at ansætte angrebstrænere, selv om jeg nu nok tror, det er bedre at kalde dem afslutningstrænere. Det tror jeg er en erkendelse af, at her er nogle spillere, der er så specielle, at de ikke bare skal trænes specielt. De skal også tales med, lyttes til og coaches specielt,” siger Peter Rudbæk.

Rudbæk understreger, at han ikke ønsker at være den store, belærende pegefinger over for klubberne, der også har økonomi, sponsorer og andre hensyn at tage.

Til gengæld vil han gerne have debatten åbnet, så meget af ”den tavse viden” kan blive luftet og se dagens lys. Peter Rudbæk understreger, at de udenlandske angribere i ”Dame N’Doye-klassen” stadig er vigtige for Superligaens udvikling. Alligevel håber han, at fokus kan blive rettet mere mod de danske afsluttertyper i en tidligere alder.

Tag særlige hensyn til den egoistiske ener

”Hvis Danmark skal have en interesse i, at vi har en talentudvikling, som klubberne og DBU putter penge i, så synes jeg ikke, det gør spor, at vi også engang imellem har afsluttere, der er født, opvokset og udviklet i Danmark.”

Og så er vi tilbage ved måden, klubberne søger efter talenter på. Her efterlyser Peter Rudbæk mere plads til ”eneren”, som måske ikke deltager i alle returløbene, men som kan noget helt specielt på egen hånd foran målet.

”Hvis man leder efter guld, skal man virkelig knibe øjnene sammen. Kul er lidt lettere at finde.”

Det betyder også, at der tidligt skal udvises særlige hensyn til afslutteren, som ikke nødvendigvis skal være af samme helstøbte karakter, som eksempelvis midtbanespillerne på holdet.

”Jeg synes også, der skal være komplette spillere. Men jeg tror nok, at to af de spillere, der løber på banen, skal være specielle. Nemlig ham, der står i mål og ham, der skal lave målene,” siger Peter Rudbæk.

Det handler altså for klubberne om at forstå og acceptere, at afsluttertyperne har et medfødt talent, som det kan være svært for andre spillere at træne sig op til. Eller som Peter Rudbæk afsluttende bemærker med et grin:

”Du kan ikke lære en ko at danse tango.”