I første halvår af 2020 har Danske Spil* et samlet BSI på 2,3 milliarder kroner og et resultat på 794 millioner kroner efter skat. Det er mindre end i samme periode i fjor, men spiludbyderen kalder det alligevel for tilfredsstillende. 

Danske Spils bruttospilleindtægt (BSI) er i årets første seks måneder faldet med 194 millioner kroner. Faldet kan blandt andet tilskrives COVID-19, som lukkede ned for næsten al topsport verden over i store dele af årets første seks måneder. Det skriver Danske Spil i pressemeddelelse.  

Coronapandemien haft negativ indvirkning på indtjeningen i flere af koncernens datterselskaber, herunder Danske Licens Spil, som blandt andet udbyder Oddset, Tips og kasinospil. I første halvår 2020 har selskabet haft et BSI på 896 millioner kroner, hvilket er cirka 166 millioner kroner mindre end i samme periode i 2019.

Danske Spil*: Kasino og lotterierne har holdt os oven vande

På trods af koncernens faldende indtjening finder Danske Spil* halvårsregnskabet tilfredsstillende. Det siger bestyrelsesformand i Danske Spil*, Peter Christensen.

”1. halvår 2020 har på alle måder været udfordrende, også for Danske Spil*. COVID-19 lukkede for sportskampe over hele kloden og reducerede udbuddet af væddemål på sport markant. Samlet set er det lykkedes for Danske Spil* at fastholde en tilfredsstillende omsætning på kasino og især på lotterierne, der har været begunstiget af flere store præmiepuljer.”

I modsætning til Danske Licens Spil har Danske Lotteri Spil, som blandt andet udbyder Lotto, Vikinglotto og Eurojackpot, haft en stigning i BSI. I første halvår af 2020 udgjorde selskabets BSI 1,3 milliarder kroner, hvilket sammenlignet med omsætningen i samme periode sidste år er en stigning på godt 65 millioner kroner. 

Søren Skovdal Rasmussen, Chief Financial Officer (CFO) i Danske Spil*, siger, at Danske Spil* nu er tilbage på rette spor. 

”I takt med den forsigtige normalisering af samfundet vil vi også opleve en normalisering af omsætningen på Oddset og andre spilletilbud i vores datterselskaber. Kombineret med en reduktion af virksomhedens omkostninger – ikke mindst markedsføringsomkostningerne – betyder det, at Danske Spil* er tilbage på sporet. Samlet set fastholder vi således forventningen til årets resultat.”

Ifølge kvartalsrapporten forventer Danske Spil* et årsresultat i niveauet 4,5-4,7 milliarder kroner i BSI og et resultat efter skat i niveauet 1,3-1,4 milliarder kroner. 

Du kan finde hele Danske Spils halvårsregnskab her.