Med brug af blod-spinning flirter de danske Superliga-klubber med doping-gråzonen i jagten på at få skadede spillere tilbage på grønsværen...

Smertestillende piller og indsprøjtninger har længe været benyttet for at holde fodboldstjernerne på benene, men der bliver også foretaget mere kreative tiltag for at kunne stille i stærkeste opstilling.

Vi så i Champions League opgøret mellem Barcelona og PSG, hvor afgørende det er for catalanerne, at de har Lionel Messi til rådighed, og klubberne er under stort pres for at levere resultater, vinde trofæer og komme langt i de internationale turneringer. Her kan en skade til en bærende profil få hele korthuset til at ramle.

For mere end 10 år siden udbrød der Beckham-panik i den engelske landsholdslejr, da megastjernen måtte udgå med en ankelskade efter en grim tackling fra argentinske Aldo Duscher i Manchester Uniteds CL kamp mod Deportivo La Coruña. Dermed var David Beckham tvivlsom op til VM slutrunden i ´02.

Landstræner Sven-Göran Eriksson beordrede Beckham i et ilt-telt for at få gang i boldomløbet, så anklen ville hele hurtigere. Og David Beckham kom på benene og scorede mod Argentina på straffespark i den engelske 1-0 sejr.

Nye tider, nye skikke

Men det var dengang, og der bliver taget nye metoder i brug. Nu er blod-spinning blevet et varmt emne efter flere klubber har bekendt at de benytter denne kontroversielle behandlingsform.

Vi starter i Tottenham, hvor træner André Villas-Boas er en presset mand, der går ind til de afgørende sidste spillerunde i Premier League samtidig med, at London-klubben stadig har vigtige Europa League kampe tilbage på programmet.

Midt i dette hektiske forår blev walisiske Gareth Bale ankelskadet i EL-opgøret mod Basel, og den portugisiske træner har afsløret, at de benytter blod-spinning for at få deres topscorer klar igen.

Der er dermed blevet tappet blod fra Gareth Bale, som bliver centrifugeret og efterfølgende injiceret i kroppen igen. Det skulle gøre skadesbehandlingen op til fem gange mere effektiv, og tidligere på sæsonen har Tottenham-angriberen Jermain Defoe også været igennem spinning-maskinen.

Men diskussionen har kørt på, om det ikke er på grænsen til doping og en uheldig glidebane, der kan få klubberne til at eksperimentere yderligere. Dette blod-spinning leder jo tankerne hen på bold-doping, som vi kender fra især cykelsporten.

Der skulle ikke være en direkte præstationsfremmende gevinst ved blod-spinning, og derfor tog det internationale anti-doping agentur WADA det af dopinglisten i 2011. WADA kritiserede ellers José Mourinho for tilbage i 2005 sæsonen at benytte blod-spinning i forbindelse med en skade til hollandske Arjen Robben.

Også i Superligaen

De danske Superliga-klubber er også sprunget på vognen og flere klubber nu benytter bold-spinning; heriblandt FCK, OB og Randers:

- "Det stimulerer helingen. Der er en masse gode ting i det cellekoncentrat, som man sprøjter ind. Vi har brugt det i enkelte tilfælde i Randers, men vi er en smule afventende i forhold til at se dokumentation for effekten. Den er ikke overbevisende". - Peter Faunø, læge for Randers FC

Fodboldklubberne kan være på vej ind i et kanyle-minefelt, og som fodbold-romantiker kan man ikke undlade at frygte at flere klubber vil være fristede til at benytte nye metoder som blod-spinning til at få selv skadesfri spillere til at f.eks restiturere hurtigere. Der vil også fremover komme nye behandlingsmetoder, men er vi ikke allerede ved at have nået grænsen for kreativiteten?