"Jeres forsvar er stærkt og kontant, I ved præcis, hvornår I skal slå til i omstillingsspillet og så har I altså styr på dødboldene."

En udtalelse som denne vil uden tvivl glæde enhver fodboldspiller, -træner og -fan at høre om sit eget hold.

Og det var faktisk, hvad Ståle Solbakken sagde i tirsdagens udgave af Tipsbladet i en artikel, som i virkeligheden handlede mere om AaB’s chancer mod Manchester City end om nordjydernes spillestil.

Det forbudte D-ord
FC København-træneren har dog endnu ikke glemt, hvordan man laver fikse finter, så han inddrog det i Danmark så forhadte "D-ord", og straks blev tekstens indhold sløret. Ja, man kunne ligefrem se for sig, hvordan den på Vesterbro knejsende Cimbrertyr begyndte at fnyse og skrabe i jorden.

Alt sammen på grund af: Drillo. Egil "Drillo" Olsen.

Større skældsord findes ikke i det danske fodboldvokabularium, for her til lands spiller vi både flot, underholdende og med stor succes.

Det sidste har det ganske vist knebet med på klubplan over de senere år, men det har de seneste to sæsoner set bedre ud. Med AaB som bannerførende mandskab.

Og hvordan er denne succes så opstået? Har det været med to Laudrup-typer i frie roller, en karismatisk Elkjær-lømmel på toppen og en elegant midtstopper i form af en René Henriksen-klon til at styre defensiven?

Nej da. 

Curth er ikke den nye Flo
For ganske som Egil "Drillo" Olsen indså det på norsk fodbolds vegne i starten af 1990’erne, så har AaB (og efterhånden også flere andre danske hold) forstået, at man må spille på den måde, man nu en gang har ressourcer til for at opnå størst mulig succes.

Hvis milliardærklubberne snupper de bedste individualister, må holdene længere nede på den økonomiske rangstige koncentrere sig om at styrke kollektivet.

Og det er præcis, hvad AaB har gjort.

"I min optik spiller de på samme måde, som Drillo gjorde med Norge i halvfemserne. De står i en meget lav 4-5-1-opstilling, de spiller med et meget kontaktsøgende forsvar, de satser på overgange, de er ekstremt gode til kontraspillet, og så satser de på at score på dødbolde, som de også er rigtig gode til", sagde Ståle Solbakken helt ordret i det citat, jeg rensede for "D-ordet" i starten af dette indlæg og lad os bare lege med på nordmandens sammenligning.

Drillos første landshold var især funderet på en stærk keeper (Erik Thorstvedt) og Rune Bratseth i forsvaret. Det er vel ikke forkert at give Karim Zaza stor roser for indsatsen i AaB, selvom nordjyderne ikke har nogen decideret parallel til den for Norge dengang så vigtige Bratseth.

Men selve spillestilen i forsvaret kan sammenlignes defensivt, selvom jeg personligt mener, at AaB’s backs er mere angrebsivrige og kommer til flere indlæg fra baglinjen, end man så det med Drillos Norge.

Fortsætter vi sammenligningen til midtbanen råder både AaB anno 2009 og Norge anno Drillo over flere spændende spillere og tillader samtidig en teknisk stærk boldfordeler (henholdsvis Andreas Johansson og Erik Mykland) plads blandt et par hårdtarbejdende centrale spillere og gennembrudsstærke kanter (eksempelvis Anders Due og Øyvind Leonhardsen).

Men i angrebet er det svært at finde sammenligning mellem AaB’s Jeppe Curth og Norges Jan Åge Fjørtoft, der som oftest agerede fyrtårn under Drillo-perioden ind til Ole Gunnar Solskjærs debut i 1996 (bare to år før Drillo stoppede som landstræner), hvor Tore Andre Flo også var en betydende faktor.

Størst succes uden Prica
Og det er pudsigt nok næsten denne faktor alene, der har vakt den danske harme mod "Drillo-fodbolden".

For siger man Drillo til en dansker, tænker de fleste straks i lange, høje bolde op mod en radmager angriber, som så må håbe på at rage den i mål eller i det mindste skabe plads til en fremadstormende midtbanespiller.

Dette er dog kun en meget forsimplet udgave af Drillos spillemåde, som i langt højere grad var baseret på omstillingsspil og at fange modstanderne, når de var ude af balance, hvad der ikke harmonerer så godt med at tonse lange bolde op på en tårnhøj angriber.

Ganske som AaB de seneste sæsoner har gjort det godt i Europa; med en solid defensiv, der hele tiden siden tungt på sine modstandere, en massiv midtbane og en angriber, der skal holde i bolden ind til støtten kommer fra midtbanens lette kavalari.

Javel, AaB havde i Rade Prica en magtfaktor i det danske luftrum, men i de europæiske kampe dominerede svenskeren ikke i samme grad og videre kan man indvende, at AaB først for alvor slog igennem europæisk, da Prica var fortid i klubben.

Samtidig har det været positivt at konstatere, at AaB i de senere kampe har turdet satse mere på gennembrudsstærke kanter i form af eksempelvis Anders Due og Caca, mens disse pladser før har været udfyldt af Jeppe Curth og Andreas Johansson, som ikke har samme speed og evner mand-mod-mand.

Og netop Andreas Johansson er formentlig en af AaB-træner Magnus Pehrssons største taktiske hovedpiner i øjeblikket.

For svenskeren gør det godt i den frie rolle bag en enlig angriber i det system, AaB har opnået størst succes med, mens det i hjemmekampen mod FC Nordsjælland var tydeligt, at de rød/hvide slet ikke er klar til at sadle om til en 4-4-2-formation.

Allerede efter et kvarter var Luton Shelton beordret tilbage på banen som boldjagende midtbanespiller og den taktiske mangel på fleksibilitet skyldes for en høj grad det store hensyn, der tages til Andreas Johansson som midtbanens omdrejningspunkt.

Rigtige vindere nyder succesen
Men alene det at AaB-trænerne strækker sig for at finde plads til den teknisk stærke og boldfordelene svensker bør – sammenholdt med det faktum at en offensivspiller som Anders Due har strålet på europæisk plan i denne sæson – få enhver til at indse, at der skam ikke kun tænkes i defensiv organisation hos de forsvarende mestre.

Og så gør det da ingenting med en rose fra konkurrentens træner, der oven i købet har en fortid i AaB og som er vokset op med Drillo-fodbolden i Norge.

Uden forudindtagede kritiske røster fra danske feinschmeckere og en glubsk sportspresse.

Og mens danskere tænker på lange bolde og dårlig fodbold, når de hører "D-ordet", tænker nordmænd formentlig snarere på de mange store og overraskende triumfer, holdet fejrede.

Akkurat som Ståle Solbakkens bemærkning i langt højere grad var en giftpil med retning mod dansk sportspresse end AaB’s succes, som klubbens fans egentlig bare bør nyde uden at have forsvarsparaderne oppe.

Som man siger i Italien: "Vinderne jubler mens taberne forklarer".