Er det smart at følge såkaldte betting-eksperter? Herunder købe-eksperter? Umiddelbart kan det se forjættende ud, hvis en ekspert over længere tid er på et interessant plus i sit regnskab, men det er ikke altid, at den slags er så nemt at overføre til ens eget betting-regnskab. Plus på bund-linien hos den pågældende ekspert garanterer desværre langtfra altid, at de mange følgere af denne ekspert også får positivt udbytte. Der er mange overvejelser, som skal gøres. Med andre ord: det kan varmt anbefales at læse eksperttips, men følg dem ikke blindt.

Kender I det? Man følger en ekspert, som har et bevisligt meget fint overskud. Man har fulgt ham i længere tid, så der er ikke tale om tilfældige fuktueringer, men af én eller anden grund er ekspertens tal i ens personlige regnskab ikke nær så imponerende? Hvordan kan det være?

En af de ”nemmeste” måder at få overskud i sin personlige betting på er at følge eksperter, som mere eller mindre konsekvent eller i det mindste over en længere periode scorer sig overskud på sine tips – korrekt?

Det synes logisk nok, for vil man være en succesfuld better, præsterende et interessant overskud, så er det sjældent, at ens egne picks rækker tilfredsstillende. Forhåbentligt er man i stand til at lave overskud på disse, men for at lave et rigtigt interessant overskud er en relativ høj frekvens – bet-kvantitet – en nødvendighed, det især hvis man benytter sig af et fornuftigt money management, som alle gamblere ved (eller burde vide) er en forudsætning for succes på den lange bane.

Intet virker derfor mere oplagt end at supplere sine egne idéer med succesfulde eksperters. Det er ligetil, ikke sandt?

Svaret er desværre nej.

Hvorfor det forholder sig sådan kræver en nærmere forklaring og analyse, og det kommer vi til. Først vil jeg imidlertid inddele eksperter i to distinkt forskellige grupper.

Store markeder”-eksperter

Den ene del af eksperterne (og det er her størstedelen af købe-eksperterne, hvor man betaler for picks, befinder sig) opererer på store og tunge markeder, hvor enkelte indskud ikke påvirker odds (der skal mange og gerne tunge indskud til, før odds-markedet rykker sig). Disse leverer ofte picks til de store ligaer, England, Tyskland, Italien, Spanien og Frankrig, Champions League og Europa League, samt til diverse landskampe. Af og til leverer de også picks til, hvad jeg vil kalde ”mellem-markederne” så som Holland, Belgien og Portugal, samt måske den brasilianske liga, Copa Libertadores e.lign.

Endvidere hører ”amerikanske” eksperter i NFL, NBA, NHL og MLB til i denne kategori, da markederne her også har stor omsætning og er temmeligt tunge, ligesom eksperter, som opererer på high-profile tennis-kampe, også hører til i denne kategori. Det er vigtigt at bemærke, at picks til disse ”ligaer” i denne kategori bevæger sig næsten udelukkende indenfor de igen tunge odds-markeder, primært Asian Handicaps, under/over-spil samt til en vis grad 1X2-spil. Taler vi målscorer-spil eller andre specials, er vi nede i markeds-størrelser, som placerer en bet-pickster af denne type i næstfølgende kategori.

Små markeder”-eksperter

Den anden kategori af eksperter opererer på typisk små markeder, hvor der hyppigt er store odds-forskelle mellem bookmakerne, hvilket gør det nemmere at finde værdi i de bedste odds. Indenfor denne kategori vil man typisk finde eksperterne med en høj tilbagebetalings-procent (tbp). Emne-områderne er mangfoldige dækkende alt fra lower-profile håndbold-, ishockey- og basketball-ligaer over inde-hockey til diverse vintersportsgrene, bandy, curling, etc., og i denne kategori finder vi også alle specials-spillene så som målscorer-spil, spil på antal kort, hjørnespark, offside, etc. ... kort sagt, you name it.

Det er vigtigt at skille mellem de to typer af eksperter, da de opererer ud fra to forskellige forudsætnings-platforme og henvender sig til to markant forskellige grupper af puntere.

Lad mig starte med at fokusere på første kategori af eksperter, den som opererer på store markeder.

De store markeder”-picks – baggrund & analyse

Disse eksperter retter sig typisk imod storspillere, at også mindre gamblere kan få udbytte er en gevinst i hatten. Bortset fra i korte perioder er ingen af disse i stand til at score en tbp på mere end maksimalt 108 procent, og det er endda undtagelsen. 105 procent vil blive anset for værende rigtigt godt.

Forklaringen på dette er flere ting.

Først og fremmest, hvis den pågældende ekspert er seriøs, så opererer han ud fra det asiatiske maked, hvilket primært vil sige Asian Handicaps. Det fordi det er det eneste marked, hvor det er muligt at gøre store indskud (hvilket er meget væsentligt for de seriøse købe-eksperter – ellers ville størstedelen af deres bruger-/kunde-grundlag falde væk). Det er dog ikke eneste grund. En anden årsag er, at man meget nødigt vil have, at oddset styrtdykker, så snart man har sendt en picks-mail ud til bruger-gruppen. Sker det, vil det kun være et fåtal af brugere, som får nytte af pick’et (at odds så ofte rykker sig alligevel, er en anden sag, og den problematisering kommer om lidt). 

Finder man en ekspert, som kontinuérligt laver overskud på store markeder, så synes sagen imidlertid klar, så er det bare med at følge denne eksperts tips, ikke sandt? Men så simpelt er det desværre ikke i virkelighedens verden.

Down to”-prisen

I den ideelle verden spiller man en eksperts pick 10 sekunder efter offentliggørelse, så man kan få den samme pris, men det er desværre kun i en drømmeverden, at det kan lade sig gøre. Derfor er alle ordentlige ekspert-tips behæftet med en minimum-pris, et ”down to”-odds, altså en oplysning om, hvad det laveste odds, man bør spille væddemålet til, er. Under den pris vurderer eksperten det pågældende væddemål til ikke at have værdi, eller mere præcist, til at have minus-værdi.

Nu ved alle rutinerede gamblere, at prisen (oddset) er alfa og omega, så ikke noget nyt her og heller ikke noget umiddelbart foruroligende. Hvis man ikke når at spille et ekspert-pick, før markeds-prisen har ændret sig, så er det da lidt ærgeligt, men lad os sige, at eksperten har anbefalet et pick til odds 2,10 og har anset det spilbart ned til odds 1,90, så er der da stadig pæn værdi i at spille det til f.eks. odds 2,00, ikke sandt? Og skulle oddset endeligt være skredet til under ”down to”-prisen, i førnævnte tilfælde 1,90, så lade man jo bare være med at spillet bettet, sværere er det jo ikke...

Det lyder jo temmeligt idiot-sikkert. Selvom toppen af prisen er røget, så får man stadig et bet til mer-værdi (omend en lidt mindre sådan), og skulle prisen være røget ned under ”down to”-lejet, så lader man det bare ligge. Uanset, så er man med ekspertens beviselige performance jo stadigvæk på den rigtige side af de 100 procents tbp og skulle på den lange bane således være sikret et overskud.

Problemet er bare, at det holder sjældent stik.

Hvis man analyserer en eksperts picks, så er det faktisk langtfra alle picks’ene, som indeholder værdi. Adskillige vil være til minus-værdi, uanset hvor dygtig eksperten er, for det er simpelthen umuligt at levere 100 procent komplette cv-analyser. Nogle gange vil ekspertens vurdering ramme ved siden af, og det uanset hvor dygtig han er. Pågældende eksperts dygtighed og kompentance vises ved, at han i gennemsnit er i stand til at holde en positiv/høj tbp. Sådan er det med alle eksperter, og ikke noget nyt i det.

Derudover er der en anden faktor, man bør tage i ed. Selvom en ekspert er beviseligt dygtig og i stand til at levere picks til en gennemsnitlig tbp på, lad os sige, 108 procent, så er det meget sjældent, at hans ”down to”-pris holder. For købe-spils vedkommende er forskellen på den oprindelige pris og ”down to”-prisen ikke ualmindeligt 0,15 (f.eks. fra et anbefalet odds 2,05 ned til ”down to”-prisen 1,90), og det er et spring på 15 procent i den forventede tpb. Dvs. eksperten ”burde” forvente en gennemsnitlig tbp på hans picks på 15 procent, men altså ”kun” er i stand til at holde 8 procent, hvilket vil sige, at selvom hans bundlinie-resultat er fint, så er hans chance-vurdering (cv) skæv. Hopper man på denne eksperts bets ukritisk ned til hans down-to-pris, så vil man formentligt være heldig, hvis man slipper afsted med skindet på næsen og hverken under- eller overskud.

(som en indskudt bemærknig skal det understreges, at ikke alle eksperters statistik udviser denne diskrepans mellem cv og tbp, men det skyldes ofte en ”omvendt-metode”, hvor de på tidspunktet på pick-offentliggørelsen sætter cv’en på basis af markedet på dét tidspunkt, hvorefter de så vælger en positiv, men næsten så lille som mulig positiv værdi. Hvis man skulle følge logikken i dette, ville der ofte være størst teoretisk værdi i at spille imod disse eksperters picks, nemlig hvis man venter til markedet har flyttet sig, for så vil værdien på modstander-holdet ofte være større end det oprindelige picks værdi var – går man disse eksperter på klingen, så får man imidlertid sjældent en indrømmelse af, at det modsatte bet er bedre, det uanset deres cv viser det, hvilket er en klar indikator af, at cv’en er sat efter start-markedet og ikke efter ekspertens egentlige/selvstændige vurdering.)

Men det stopper ikke her. Uanset hvor tungt et marked er, så vil der altid forekomme odds-movements, og som oftest vil disse over tid, jo tættere man komme på kampstart, afspejle, hvad den fair cv/pris burde være. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at slutmarkeds-priserne gennemsnitligt er betydeligt tættere på en korrekt cv end markedets start-priser.

1/3 bets = fint, 1/3 bets = okay, 1/3 lader vi ligge

Lad os sige, man følger en pickster... man får spillet en tredjedel af hans væddemål til præcist det odds (eller højere), han har anbefalet væddemålet til... man får spillet en tredjedel af hans picks til et sted mellem hans oprindelige odds og ”down to”-oddset... og en tredjedel får man ikke spillet, fordi oddset er skredet til under ”down-to”-prisen.

Det burde teoretisk resultere i, at man på alle den første tredjedel af betsene scorer sig ekspertens gennemsnitlige tbp, på den tredjedel, der er skredet en smule, men ikke nok til ikke at spille det, scorer et mindre overskud, og på den sidste tredjedel blot ikke har spillet, hvilket kun nedsætter frekvensen, men ikke tbp’en.

Enkelt, ikke sandt? Men nej! – for sådan kommer det ikke til at forholde sig i praksis.

Problemet er nemlig, at de picks, som sikrer ekspertens fine tbp, typisk er de picks, man ikke kan spille, fordi odds-markedet har rykket sig.

Værdien er i de picks, man ikke får spillet

Det er, når man tænker over det, alt sammen logisk. Hvad eksperten i virkeligheden (gennemsnitligt) er god til (uanset om han er sig det bevidst eller ej), er at spotte markedets slut-pris. De odds, han har anbefalet til en højere pris end slut-prisen, vil gennemsnitligt være de odds, som sikrer ham sin høje tbp, men problemet for brugere af hans picks ér, at det samtidigt  også er de odds, de sjældent kommer i nærheden af, fordi de logisk er blevet slashet.

Tilbage står så resten – dem, der ikke er blevet slashet, og dem, der er røget en smule ned i odds, men stadig står til over ”spilbar-ned-til”-prisen. Da ingen eksperter kan anbefale gode picks udelukkende (her taler jeg ikke om, om de går hjem eller ej, men om værdien i dem), så vil der altid være kvalitets-forskelle i en eksperts picks. Nogle vil ganske enkelt være bedre end andre, og nogle vil endda indeholde minus-værdi.

Nu er problemet for en better, som følger en ekspert, så følgende, nemlig at typisk vil de picks, der er til at få til den oprindelige pris (eller højere) ikke indeholde nogen som helst værdi... snarere det modsatte... og de picks, der er slashet, og hvor man efterfølgende ikke kan få den oprindelige pris, det er picks’ene med værdi...

Hvis man gør sig umagen at gå eksperters (herunder købe-eksperters) picks igennem, notere sig odds-udvikling, forskel på det sene marked og det odds, pick’et oprindeligt blev anbefalet til, og så ser med hvilken hyppighed de forskellige picks går hjem, ja så vil man opdage, at værdien lå i de odds, der blev slashet, og ikke dem, der stod til kort før kampstart.

Derfor er det ekstremt vigtigt at holde sig for øje, at holdningen, ”det ikke gør det store, at man ikke har nået at spille alle ekspertens picks før odds-slash, men blot dem, hvor prisen holder,” netop ikke holder. Tværtimod vil det meget sandsynligt lede til underskud.

De små markeder”-picks – baggrund & analyse

Flere ting går igen i de to kategorier, ”store markeder”-eksperter og ”små markeder”-eksperter. Først og fremmest – og dette er endnu mere udpræget hos ”de små markeder”-eksperter, da odds-svingene typisk er større her – er det vigtigt at holde sig for øje, at ikke alle en eksperts picks indeholder værdi. Typisk, ja næsten konsekvent, er det de picks, som er blevet slashet, der indeholder værdien, mens de picks, der efter en halv dag står, ja, der er værdien i bedste fald tvivlsom.

Jeg skal understrege, at der intet er galt med eksperter, som opererer på små markeder. De gør overhovedet intet galt (tværtimod), og selv er de ofte i stand til at score sig mildest talt imponerende tbp’er.

Problemet er brugbarheden for dem, der følger.

Da odds-forskellene på det tidlige marked indenfor denne kategori er store de forskellige bookmakere imellem vil det være næsten unaturligt, hvis vidende bettere ikke var i stand til at spotte værdi-priser og nogle gange endda ganske heftige værdi-priser. Noget de efterfølgende odds-slashes da også viser med stor tydelighed. Ser man f.eks. en skisports-anbefaling af et H2H-væddemål til 2,00, er det ikke unormalt, at oddset kort efter er nede i 1,70-1,65. Det er et kæmpe odds-fald, intet mindre. Tilsvarende ting kan ske på Asian Handicap fodbold-markedet, men meget sjældent i så voldsom grad.

Spotter man en sådan ting, så er der sjældent tvivl om, at der var tale om et pick til stor værdi (det uanset, om det efterfølgende måtte gå hjem eller ej), problemet er bare at ”da” i denne sætning jo er i da-tid... prisen er røget, og bettet er gået ens næse forbi.

Imponerende tbp’er

Kigger vi på de forskellige ”små markeder”-eksperter, så hæfter man sig ofte ved meget imponerende tbp’er, som snildt kan befinde sig i lejet 110-115 procent.

Analyserer man priser og resultater i bund, ligger årsagen til disse høje tbp’er typisk i, at der er tale om tidlige priser, som efterfølgende hurtigt er blevet markant slashet.

Det kompenserer – der er lang vej fra f.eks. førnævnte 2,00 til 1,65-1,70 – for, at adskillige picks kan være behæftet med minus-værdi. For brugeren er det imidlertid ekstremt vigtigt at være opmærksom på, ikke kun at oddset man spiller til ”står”, for det gør det fra tid til anden, men også på, at det ikke har været ”åbent” i ret lang tid. Har det været åbent i længere tid, og oddset stadigt er tilgængeligt, så er der pæn stor sandsynlighed for, at der er tale om et væddemål til minus-værdi, og det uanset pickster’en kan fremvise en meget imponerende tbp. Dén er nemlig grundlagt ved alle de picks, som er blevet tidligt slashet.

Derfor er det altafgørende, ikke kun at man kan få det (tilnærmelsesvis) samme odds, men også at man holder grundigt øje med tidspunktet for offentliggørelsen af pick’et. Er man ikke meget tidligt ude (i mange tilfælde ekstremt tidligt ude, ofte er vinduet åbent ganske få minutter), så har den eller de pågældende bookier med sikkerhed allerede modtaget indskud, men vurderet, at deres odds-sætter har mere ret end den pågældende ekspert. Var bookien ikke sikker på det, så ville oddset, da der er tale om et meget lille marked, været blevet slashet lynhurtigt.

Generelle limits

Også andre forhold gør sig også gældende på de små markeder i forhold til de store (Asian-)markeder.

Det sker, at Asian-bookies så som Pinnacle og et par andre udbyder spil af denne type, altså spil på små markeder, men typisk er limits lave. Med det mener jeg ikke, at de er lavere end de europæiske bookmakeres limits, men for en Asian-bookie vil en limit på f.eks. 500 kroner være ekstrem lav (det set i forhold til, at for en fodboldkamp fra en af de større ligaer er limits på 100.000 kroner eller derover dagsordenen for Asian-bookierne, når man når op på selve kamp-dagen).

Generelt er væddemål på disse mindre markeder de europæiske bookmakeres domæne, hvilket giver implikationer.

Den første er, at limits altid er relativt lave. Dette, hvad der er en lav limit, afhænger naturligvis af, hvor høje indskud man normalt opererer med som spiller, men i forhold til væddemål generelt er bets i denne kategori behæftet med limits, som gør dem uinteressante for stor-spillere. Det betyder så ikke nødvendigvis noget for gamblere, som opererer med en mindre bank-roll, men selv disse vil ofte finde, at limits er ”irriterende lave”.

Personlige limits

Dertil kommer en anden ting, nemlig personlige limits. Den slags er næsten ikke-eksisterende hos Asian Handicap-bookmakere (der er eksempler, men de er sjældne), mens det for europæiske bookmakere er en integreret del af business-strategien.

Det er efterhånden ingen hemmelighed, at mange vindende spillere, især hvis de ikke er små-spillere, samt spillere, som ikke nødvendigvis vinder, men hvis spille-mønstre bookien ikke bryder sig om (fordi de ligner, at de vil vinde i længden), får deres indskuds-limits slashet. Og dette ofte til et niveau, som bedst kan betegnes som værende lig udelukkelse.

De forskellige europæiske bookies slasher forskelligt, og de er ikke alle lige ”slemme”, men fælles er, at de, hvis er der tale om en vindende spiller med et for dem ubehageligt spil-mønster (det betyder i virkeligheden bare, at du spiller værdi-væddemål), så er det ofte blot et spørgsmål om tid, inden vedkommende bliver slashet til et lavt niveau.

Eksperterne på disse små markeder gør intet forkert overhovedet, tværtimod er mange af disse eksperter meget dygtige (hvilket i denne sammenhæng vil sige betydeligt dygtigere end visse bookmakeres odds-sættere), men man kan stille spørgsmålstegn ved den generelle nytte-værdi af deres picks. Forestiller man sig, at man i gennemsnit opererer med en tre-fire timers forsinkelse af indskuds-placering efter pick-offentliggørelse samt kigger på limits (samt meget sandsynligt en efterfølgende personlig limitering), hvad står så tilbage?

Uanset, meget af den sidste problematisering omkring ”små markeder”-eksperter er et spørgsmål om smag samt personlig betting-profil, herunder ikke mindst indskud-størrelser, og jeg forsøger på ingen måde at tage noget fra eksperter af denne ”mindre markeder”-type, blot stiller jeg spørgsmålstegn ved den generelle nytte-værdi. Det, hvis vi taler om det store flertal af brugere, som ikke kan nå det tidlige odds (hvilket ganske enkelt vil være umuligt, idet slash ofte vil ske efter blot tre-fire indskud) samt om den generelle monetære værdi i disse picks.

Til hvad nytte er eksperter så?

Det store spørgsmål er uundgåeligt – hvad nytte har man så egentlig af eksperter (om de så befinder sig på de ”store markeder” eller de ”små markeder”)? Og her bliver det igen individuelt.

Personligt kan jeg sige, at der ér enkelte eksperter, som jeg følger næsten 99 procent blindt. Desværre kan jeg også sige, at ingen af disse optræder, eller rettere for nu at sige det præcist, har deres hoved-aktivitet på free sites så som BetXpert. Langt størstedelen er tale om ”private” eksperter, som over længere tid bevisligt præsterer. Det måske ikke tbp-mæssigt gigantisk, men solidt (her er jeg f.eks. fint tilfreds med en 102 %’s tbp). Det er også et klart gennemgående træk ved disse eksperter, som jeg følger mere eller mindre blindt, at de alle har været længere tid på den ene eller den anden side af betting-disken og at de kender gamet inside out. De ved med andre ord alle alt om, at det drejer sig om én ting: Pris, pris, pris, og intet andet end pris.  

Men det betyder bestemt ikke, at jeg ikke har stor nytte af andre eksperter, bl.a. flere af mine ekspert-”kolleger” her på BetXpert, hvis picks jeg pænt ofte følger. Men jeg gør mig altid øvelsen at sætte mig grundigt ind i tingene, det også selvom jeg i den pågældende liga/sportsgren ikke måtte være i nærheden af at have samme kompetence-niveau som den pågældende ekspert, samt ikke mindst lave en odds-markeds-vurdering af det pågældende pick.

Det sidste er væsentligt, og gør man ikke det, mister man procenter. Det især tydeliggjort ved, på hvilket tidspunkt det vil være mest optimalt at gøre sit indskud. Hvis man som jeg opererer med en personlig bettingrulle-tbp på mellem 99 og 104 procent (taget over års-resultaterne efter årtusindskiftet), så er det indlysende, at det er af stor betydning, om man scorer sig et odds på f.eks. 0,03 højere eller lavere. Derfor slipper man, hvis man har en lignende betting-profil som jeg, ikke udenom at lave en odds-markeds-analyse og -prognose i tillæg til en forsøgt cv, og det ligegyldigt om dette er ens egen cv eller en eksperts, som man har tillid til.

Inspiration – og at blive klogere

Uanset hvor meget man følger med i adskillige ligaer og vænner sig til at gennemgå snart sagt alle kampe på forhånd, så vil der være ting, som man misser. Det fanger andre måske, og ad den vej kan man få uvurdérlig inspiration til væddemål, som man har overset. Ved en gennemgang af ekspertens argumenter og en efterfølgende selvstændig analyse af kampen kan man så undre sig over, hvorman man i første omgang kunne undgå at få øje på netop dét bet, men det sker ofte (for mig i hvert fald).

Så inspiration fra eksperter er godt. Det leder i min personlige betting til ganske mange væddemål.

Derudover finder jeg adskillige ekspert-analyser og anbefalinger meget brugbare, selvom jeg måske ender med ikke at spille forslaget eller måske endda er decideret uenig i det. Meget af den tid, jeg bruger på betting, er search på nyheder, som kan rykke odds og så forsøge at være forud for et anticiperet markeds-movement, men også meget er læsning af, hvad andre folk ved, mener og vurderer om denne kamp eller dette hold. Det hjælper altid at få nye informationer og få nye/andre vurderinger. Hvis ikke af brugbarhed til den pågældende kamp så måske til fremtidlige kampe og væddemål. Det er sjældent, jeg med sikkerhed kan sige, at det var ”spildt arbejde” at læse dén analyse igennem, for betydeligt oftere end ikke, så har jeg fået ét eller andet ud af det. Noget jeg måske kan profitere af næste uge, om en måned, eller måske i næste sæson.

Det hele drejer sig om at blive klogere og vide så meget som muligt, så man derved bliver sikrere og hurtigere i sine vurderinger, det både på hold og kampe, men også i prognoserne af, hvordan odds-markedet vil både lægge sig og flytte sig.

Der er én type ”ekspert”-anbefalinger, som jeg imidlertid altid springer over (well, dvs. at jeg desværre ikke formår at slippe udenom en hurtig skimning for at blive klar over indholdet), nemlig den type analyser, som kun indeholder statistik og intet andet. Jeg har aldrig forstået meningen med den slags. Alle kan læse statistikken (hold A har vundet sine seks seneste kampe, og deres scorings-gennemsnit er...), og man kan være forvisset om, at det er det første, odds-sætteren gør. Dernæst, så vil det kun tage fem minutter at hive samme statistiske oplysninger frem, men hvor går man så fra der?

Hvis man tænker sig om, ved man at odds-sætteren allerede har gjort samme arbejde og allerede har inkorporet de statistiske facts i odds-sætningen, så hvordan nogen kan tro, at man kan få en ”edge” over bookien på statistik alene, er mig en gåde (det især, hvis vi taler liga-fodbold, hvor alt statistik på forhånd er inkorporeret i odds-sætterens skema-oddssætning, hvorefter han så tilføjer sine personlige betydnings-fortolkninger af form, teamnews og andre forhold. Når det er sagt, så hører statistik ofte med i grundige analyser, og stats kan være et hjælpemiddel, absolut. Men at gøre det til et ene-argument for et bet, ja, jeg kan ikke undgå at smile her... :-)

Man trykker selv på knappen

Generelt vil jeg i min personlige betting sige, at jeg drager stort udnytte af at læse eksperters analyser og vurderinger – at jeg så meget sjældent følger dem blindt, er en anden sag. Til syvende og sidst er ansvaret for at trykke på ”place bet”-knappen mit alene og ingens andre.

Så eksperters analyser er ingenlunde overflødige for mig, da man kan blive adskilligt klogere af dem også til fremtidigt brug. Men hvis man forsøger at springe over, hvor gærdet er lavest, blindt at kopiere en eksperts picks på baggrund af hans måske meget fine tbp, ja så risikerer man at blive skuffet.

Formålet med denne artikel er på ingen måde at tage noget fra succes-fulde eksperter eller deres tbp. Sidstnævnte er som oftest fuldt korrekte (det er de i hvert fald her på BetXpert, og da også de fleste andre steder). Formålet er et andet, nemlig et forsøg at anskueliggøre, hvad der kan ske rent regnskabs-mæssigt og matematisk, når man i sin egen betting følger eksperter.

Jeg har over de seneste måneder sparret indholdet og konklusionerne i ovenstående med flere prof-bettere, og alle er enige i problematiseringen af at kunne ”overføre” tbp succesfuldt. Problemet er desværre, at det er meget vanskeligt i praksis.

Jeg håber, at ovenstående overvejelser omkring forskellen mellem eksperters offentlige (og private) tbp, og den tbp man i sit eget betting-regnskab får ved at følge eksperter, giver grund til eftertanke og er brugbare. Det er i hvert fald hensigten med denne artikel.