Tom Boonen - Vinder/plads: Draw no bet: 1 (Odds 3,625 hvis nr. 2 eller 3)

Chance (1-X-2)

6-76-18%

Betvalue

Bet value viser et væddemåls værdi baseret på spilforslagets chancevurdering. Jo højere bet value, desto bedre er væddemålet i forhold til oddset:

1. 100% - 105%
2. 105,01% - 110%
3. 110,01% - 120%
4. 120,01% - 130%
5. 130,01%+

Beregning: Chancevurdering (%) × odds × 100

5175,7%

Spilbar ned til odds

4,00

Rigtig/forkert

Læs Ladbrokes-anmeldelse

Betting tip

Tom Boonen - Vinder/plads: Draw no bet: 1 (Odds 3,625 hvis nr. 2 eller 3)

Spil på Ladbrokes

Spiltype, chancevurdering og betvalue

Spillet er et såkaldt each way-spil. For at aktivere each-way-spillet skal du sætte kryds i ”each way” lige før indsatsplaceringsboksen. Spillets udgangspunkt-odds er 26. Ved et each way-bet spiller du reelt to spil: Et på at Tom Boonen vinder Milano – San Remo, og et på at Boonen ender på podiet. Realoddsene ser ud som følger:

Vinder: 16,625

Chance: 6 %

Sum (16,625 x 6): 99,75

Plads: 3,625

Chance: 21 %

Sum (3,625 x 21): 76,125

Betvalue (100+76) = 176%

Chancevurderingerne er altså som følger:

Vinder: 6 %

Placering som 2 eller 3: 21 %

Lavere placering: 73 %

Milano – San Remo er for sprinterne – men…

Lørdag d. 17. marts skal rytterne ud på en lille tur på 300 kilometer fra Milano til San Remo – det er nemlig dagen hvor sæsonens første klassiker (og sågar et monument) skal køres. Milano-San Remo er primært en klassiker for sprinterne, men det betyder ikke at vi nødvendigvis ser Mark Cavendish mod André Greipel, Marcel Kittel og Tyler Farrar.

Men med en distance på 300 kilometer ændres mange ting. Først og fremmest kan der nå at opstå mange uheld, som det fx var tilfældet i 2011, hvor uheld næsten alene sørgede for udskillelsen hele vejen til San Remo, og blandt andet Hushovd, Freire, Greipel og Cavendish blev fanget i styrt, hvilket resulterede i at Matt Goss kunne slå Cancellara og Gilbert i spurten.

Noget andet er, at det er meget, meget anderledes at spurte efter 300 kilometers kørsel. Oscar Freire er det klassiske eksempel på det. Han har altid været en hurtig mand, men han er ingen Cavendish – og alligevel har han vundet Milano – San Remo tre gange i en spurt samt VM tre gange. Begge løb er meget lange, og det handler i sidste ende om hvem der har mest at gøre godt med, og her har power sprinterne en lille fordel. 

Og så er der lumske bakker i finalen: Poggio og Cipressa. En mand som Philippe Gilbert vil stensikkert forsøge sig her, og her kan sprinterne absolut ikke følge med, hvorfor der bliver kørt hektisk før, på og efter stigningerne, og det er med til at skabe en del hektik i finalen. Og traditionen tro er der vel mindst én favorit der falder på bakkerne.     

Tidligere vindere

Milano – San Remo er vundet af en håndfuld forskellige typer. I 2008 blev afslutningen ændret en lille smule, og det udnyttede Cancellara til at stikke af sted med sejren.

2011: Matt Goss

2010: Oscar Freire

2009: Mark Cavendish

2008: Fabian Cancellara

2007: Oscar Freire

2006: Filippo Pozzato

2005: Alessandro Petacchi

2004: Oscar Freire

2003: Paolo Bettini

2002: Mario Cipollini

2001: Erik Zabel

2000: Erik Zabel

Powersprinteren Tom Boonen

Tom Boonen mangler i den grad ét løb på sit CV: Milano-San Remo. Han har Paris-Roubaix, Flandern Rundt, VM samt etapesejre i Tour de France, og så er der ret beset kun ét stort løb tilbage, nemlig den italienske klassiker. I hvert fald for en type som Boonen. Han har været tæt på tidligere: I 2007 blev han 3’er, mens han i 2010 kun blev slået af Oscar Freire.

Som type er han perfekt til løbet – problemet er, at det er der mange andre, der også er. Han er udholdelig og har netop sine forcer i de lange løb, og han har en fornuftig spurt efter en lang dag på vejen. Uanset om det er en massespurt eller en decimeret gruppe, der skal afgøre løbet, så bør en topfit Tom Boonen være med fremme.

Han er stærk som en okse og kan godt komme med over stigningerne (dog ikke i Gilbert-fart), mens han også bør være der i finalen i en massespurt. Men der er ingen tvivl om, at hans bedste chance er i en decimeret spurt uden verdensmesteren, for er Cavendish, Greipel og Farrar der, så får Boonen lidt svært ved at slå disse fyre, uanset om de har kørt 300 kilometer før spurten.

Det springende punkt for mig, er at Tom Boonen helt bestemt har set skarp ud i 2012 – først sejrede han i Tour de San Luis på en enkelt etape (efter at have fejlet lidt på en tidligere i løbet, hvor han blev 2’er efter Chicchi), og i øjeblikket ser han skræmmende stærk og motiveret ud i Tour of Qatar. Der er naturligvis langt fra Tour of Qatar til Milano – San Remo, men det springende punkt er ikke, at han gør det godt i Tour of Qatar, men at han ser så skræmmende ud.

Det er kendetegnet ved hele Omega Pharma – Quick Step holdet indtil videre i denne sæson. Noget af forklaringen kan skyldes, at de har fået en del tilgange fra HTC-holdet, og deres mentalitet har smittet af. Ganske vist er det ikke de tidligere HTC-ryttere, der har vundet løb indtil videre, men sådan noget smitter helt sikkert af – især fordi Brian Holm har en del at sige på holdet. Hvis vi fortsætter i denne stil med ting, der har ændret sig for og omkring Tom Boonen, så kan det også nævnes at han er flyttet fra Monaco og hjem i vante omgivelser i Belgien.

Sidste år var han med i forholdsvist lang tid i løbet, på trods af at han blev syg under Tirreno-Adriatico få dage før løbet. Han endte som nummer 28, 1’12” efter Goss.

Konkurrencen er stor som altid

Det er en klassiker – og sågar et monument – og derfor er konkurrencen også på allerhøjeste niveau. Allerede nu kan man udpege de største konkurrenter for Tom Boonen.

Den første er Mark Cavendish. Der er ingen tvivl om at han er den hurtigste sprinter, og som verdensmester (og omgivet af mange af de folk, der gav ham trøjen) vil han være ufatteligt motiveret til at genvinde denne klassiker, som han vandt i 2009. Han kan jo nemlig godt vinde løbet, og han er da også med rette forhåndsgevinst, men han skal virkelig være fit for at klare sig over Cipressa og Poggio, der nok er den største ulempe for Mark Cavendish.

En mand som Philippe Gilbert har udtalt, at han meget gerne vil vinde dette løb, og han har da også været tæt på før med to tredjepladser (2011 og 2008). Begge gange skete de i en mindre gruppe, for Gilbert har bestemt ikke spurten som et våben. Han er hurtig, men han slår ikke sprinterne, og han skal derfor håbe på at kunne rive sig fra på Cipressa eller Poggio. Det har han styrken til, men til gengæld kan han få problemer med at holde føringen på det flade stykke efter stigningerne. Jeg har ringe tro på ham, medmindre Milano San Remo gentager sig selv fra sidste år og bliver et kaotisk og meget hårdt løb.

Sidste års vinder blev Matthew Goss, og det står efterhånden klart at det er i disse løb, han brillerer. Meget lig Freire har han det med at dukke op, skønt han ikke har vist meget inden, som man fx så det under VM, hvor han fik en andenplads. Han er en hurtig mand, så selv i en gruppe med flere sprintere bør man ikke fraregne ham.

Det skal man heller ikke med Peter Sagan, trods hans unge alder. Liquigas-rytteren er et fænomen, der – i hvert fald på sigt – nok skal vinde Milano – San Remo hvis han fastholder sin udvikling. Han er god i hårde løb, og selvom man skulle tro at de 300 kilometer var en tand for langt for en så ung rytter, så skal man huske på at han sad med næsten hele vejen ind til mål sidste år, hvor han dog smed 27 sekunder og sad i gruppen lige efter de forreste. De sidste 5-7 kilometer kan dog godt blive lidt af et problem for ham i år, men helt bestemt en farlig rytter, der konstant udvikler sig.

Norge har hele to favoritter, men den ene, Thor Hushovd, kører først og fremmest på hold med Philippe Gilbert, der åbenhjertigt har erklæret, at han går efter sejren i dette løb, og dernæst er han besat af Paris-Roubaix. Han kører formentligt med så langt han kan, men Gilbert ligner i øjeblikket hovedprioriteten for BMC, selvom Hushovd godt kan ende med at vinde Milano – San Remo en dag, men rollefordelingen er så vigtig for BMC’s succes, at jeg tror det ville være farligt hvis Hushovd kørte sin egen chance, medmindre Gilbert var skidt kørende. Den anden, Edvald Boasson Hagen, kører ligeledes på hold med en anden favorit, Mark Cavendish, og hans chance skal primært komme ved at Cavendish bliver sat på bakkerne – hvis han ikke gør det, så bør Boasson Hagen nok ikke være meget andet end lead-out. Kører han sin egen chance, så er han fantastisk farlig, men har samtidigt også vist sig at have en lille svaghed i de helt lange løb: Men spørgsmålet er hvor længe han har det problem, for før eller siden lærer man det jo.

André Greipel har indtil videre set stærk ud, men har været ramt af sygdom i optakten. Han er måske marginalt bedre end Cavendish på bakkerne, men hvis Cavendish ikke er med i finalen, så tvivler jeg på at Greipel er det.

Og så er der Fabian Cancellara, der tidligere har gjort det, mens han sidste år blev 2’er. Jeg tror næppe, han får mulighed for at stikke af sted som dengang i 2008, så han skal håbe på et hårdt løb, hvor en decimeret gruppe kommer i mål. Han har forbedret sin spurt meget, men mod en sprinter i en mand-mod-mand duel bør det være en let konkurrence for sprinteren.

Der er stadig en hel håndfuld ryttere, der kunne vinde løbet. Heinrich Haussler, Tyler Farrar, Alessandro Petacchi og Daniele Bennati. Haussler så svag ud i hele 2011, og jeg tvivler lidt på at han har genfundet 2009-formen. Alessandro Petacchi virker til at have mistet meget af sin speed, men til gengæld har han en enestående erfarenhed, der dog primært vil vinde ham løb/etaper med en meget hektisk finale. Daniele Bennati har det med altid at være næstbedst – der er simpelthen en der altid er hurtigere end ham hver eneste gang snart. Tyler Farrar tror jeg mest på i denne gruppe, men han behøver formentligt et tog, der kan placerer ham fordelagtigt.  

Konklusion

Konkurrenterne er mange, og Tom Boonen er bestemt ikke topfavorit – men han er i min verden heller ikke en større outsider end Edvald Boasson Hagen eller Thor Hushovd, der begge først og fremmest er i sekundære roller for deres holdkaptajn – jeg har større tro på Boonen, end jeg har på dem, og som det er, rammer Unibet nok en del bedre med deres odds 15.

Ladbrokes har såre simpelt sat oddset en tand for højt her, og jeg forventer, at oddset falder en del før løbsstart.