Indianapolis Colts - New Orleans Saints: Colts vinder med 1-12 points

Odds:

Indianapolis Colts: 1,52 @ Expekt og NordicBet

New Orleans Saints: 2,80 @ Pinnacle

CV: 65-35 – ingen værdi

De 2,56 på Colts-sejr med 1-12 fremkommer ved at fordele indskuddet således:

Colts 1-6: Odds 4,8 @ bwin: 53,4% (næsthøjeste: 4,5 hos mange bookies)

Colts 7-12: Odds 5,5 @ William Hill: 46,6% (næsthøjeste: 5 hos Ladbrokes)

New Orleans Saints – a dream come true:

New Orleans har været vært en Super Bowl hele ni gange, men i år er første gang de lokale helgener er med i The Big Dance. Sejren i NFC-finalen over Vikings blev fejret som var det en Super Bowl de havde vundet.

Den manglende succes i New Orleans førte i årevis til at holdet blev kaldt "the Aints", men siden en forfærdelig 2005-sæson, er der sket en stor omvæltning.

Den 28. august 2005 tvang orkanen Katrina byen i knæ. Saints' hjemmebane Louisiana Superdome blev brugt som tilflugtssted for de mange familier, der stod uden hjem og ikke kunne komme ud af byen. Domen tog selv skade under de voldsomme vejrforhold, og Saints endte med at spille alle hjemmekampe i 2005-sæsonen uden for byen (én kamp blev spillet på Giants Stadium, tre i Alamodome i San Antonio og fire på Tiger Stadium i Baton Rouge (hjemmebane for Louisiana State University's (LSU) collegehold)). Saints sluttede 2005-sæsonen som ligaens næstdårligste hold med en 3-13-record.

I januar 2006 hyrede Saints så Sean Payton som ny head coach. Payton havde brugt de forgangne tre sæsoner hos Dallas Cowboys som assistent for Bill Parcells (i 2005-sæsonen besad han både jobbet som assisterende head coach og quarterbacks coach).

2006-sæsonen markerede et vendepunkt for byen og klubben. Saints vendte tilbage til Louisiana Superdome og spillede for første gang nogensinde hele sæsonen foran et udsolgt stadion (og det har de gjort siden), og byens indbyggere, der stadig kæmpede med at vende tilbage til deres gamle liv, fandt i Saints et fælles støttepunkt. Klubben blev et symbol udadtil på byen, og der var få i USA, der ikke nød Saints "storybook-season" i 2006.

Under ledelse af Sean Payton, en fænomenal playcaller og motivator, med en ny quarterback i Drew Brees, som længe var på vej til Miami Dolphins, inden de ombestemte sig pga. bekymringer om en skulderskade Brees havde pådraget sig i 2005-sæsonens sidste kamp, og i stedet tradede sig til Daunte Culpepper hos Minnesota Vikings. Udover Brees havde Saints i draften hentet stortalentet Reggie Bush, der af mange var betragtet som et af de største talenter ud af college i umindelige tider. I syvende runde havde Saints taget chancen på en på det tidspunkt ret ukendt receiver, Marques Colston, som flere spåede havde en fremtid som tight end pga. sin størrelse.

Colston endte med at starte sæsonen og havde en fremragende sæson, hvor han greb 70 bolde for 1038 yards og 88 touchdowns i 14 kampe, heraf 12 fra start. Bush viste enkelte gange sit store talent, men har samlet set ikke formået at leve op til de (urimeligt store) forventninger der var til ham – og som han selv havde. Udover Bush og Colston bød 2006-draften også på safety Roman Harper og guard Jahri Evans, der begge er vigtige startere på holdet i dag.

Saints chokerede NFL-verdenen og vandt NFC South med en 10-6-record, der sikrede Saints andenseedningen i NFC og en bye week. I slutspillet blev det til en 27-24-sejr over Philadelphia Eagles på hjemmebane i Divisional Playoffs, inden den fantastiske sæson sluttede med et 14-39-nederlag ude mod Chicago Bears – som to uger senere måtte se sig besejret i Super Bowl i Miami af Indianapolis Colts.

Siden fulgte to sæsoner hvor Saints umiddelbart skuffede. Forventningerne var store grundet det fantastiske angreb, men i sidste ende kostede det at forsvaret var for svagt. 2007-sæsonen sluttede Saints med en 7-9-record og i 2008 blev det til en 8-8-record, selvom Drew Brees kastede for over 5000 yards og næstflest i historien.

Sean Payton gik ned i løn:

15. januar 2009 skete det som jeg umiddelbart ser som nøglen til Saints' succes i år. Sean Payton havde fået øjnene op for Jacksonville Jaguars' defensive koordinator Gregg Williams, og var så opsat på at få Williams som defensiv koordinator at han tilbød at gå $250.000 ned i løn for at Saints kunne få råd til at ansætte Williams.

Saints forstærkede yderligere forsvaret i offseason, bl.a. med signings af CB Jabari Greer og FS Darren Sharper, som begge har haft fantastiske sæsoner i år. Kasteforsvaret havde været det helt store problem for Saints i de foregående sæsoner, men Greer, som jeg umiddelbart var lidt kritisk overfor i Saints' system da han ville skulle spille mere man-coverage end zone-opdækning som han var vant til, har vist sig uvurderlig, og Sharper er en af ligaens største defensive playmakers, og havde ni interceptions og tre interception-returns for touchdown i den forgangne sæson.

Saints' forsvar var pludselig i stand til både at vende og vinde kampe for holdet, i stedet for at tillade et hav af points og tvinge angrebet til at holde trit.

I slutspillet har forsvaret spillet forrygende, men også til grænsen, og i to kampe er det blevet til ikke mindre end 7 takeaways, heraf hele fem mod Vikings i NFC-finalen.

Kritikere har været efter Gregg Williams for hans holds behandling af Brett Favre for to uger siden. Farve blev ramt gentagne gange i kampen, og enkelte af de hits han tog var ureglementerede. Williams har taget kritikken roligt og har op til denne kamp også udtalt at han satser på at forsvaret vil give Peyton Manning nogle "remember me"-hits, og at han ikke vil græde snot hvis Manning bliver nødt til at udgå undervejs – og det står så til fri fortolkning (han siger jo ikke at hans spillere skal gå efter at skade Manning eller ramme ham ureglementeret, men nogle kritikere mener at det står mellem linjerne).

Det må dog konstateres at forsvarets hårde stil slog Cardinals' QB Kurt Warner midlertidigt ud af kampen i Wild Card-runden og formentlig bidrog til at gøre hans beslutning om at gå pension lettere, og Brett Favre kunne uden tvivl også mærke at han havde været i kamp op til flere dage efter NFC-finalen (Rick Cleveland fra clarionledger.com fik tilsendt følgende billeder af Favres agent Bus Cook: http://boards.ign.com/football/b5105/189054572/p1).

Super Bowl-paraden er allerede en realitet:

At dét at få Saints i Super Bowl var stort for byen New Orleans afspejles meget godt i det faktum at byen vil holde en Super Bowl-parade for spillerne, uanset udfaldet af søndagens kamp. Normalt holdes der kun en parade for det vindende hold, men New Orleans vil altså hylde byens helte uanset hvordan det går i finalen.

For en by som New Orleans, der har gået så meget igennem, er alene dét at nå til Super Bowl for første gang nogensinde en så stor bedrift at de er villige til at fejre det, uanset om de vinder eller taber. Nu spiller spillerne naturligvis ikke for at få en parade, men ikke desto mindre virker det alligevel lidt som et forkert signal at sende i min optik. Byen er altså tilfreds NU – pyt med om Saints taber finalen, det er ikke længere vigtigt. Det var det at nå til den der var vigtigt.

Nej, jeg bryder mig ikke om det signal.

Jeg synes det er fint at man vil holde en parade selv hvis de taber, men så må man planlægge den efter kampen er færdigspillet i stedet for at sende et signal der kan virke lidt demotiverende.

Når dét så er sagt, så skal alle mand omkring Saints-mandskabet nok være motiverede, for det er jo trods alt ikke paraden man spiller for. Det er for at vinde Super Bowl og løfte Lombardi-trofæet, at Saints går på banen søndag.

Indianapolis Colts – this is business:

2006-sæsonen var speciel for Saints, men må i den grad også siges at være det for Indianapolis Colts. Efter i årevis at have hørt kritikerne snakke om at Colts og specielt quarterback Peyton Manning ikke havde hvad der skulle til for at gå hele vejen, lykkedes det endelig i 2006-sæsonen.

Efter en regulær sæson der sluttede ret skidt bl.a. takket være et horribelt løbeforsvar, tog Colts revanche i slutspillet. Safety Bob Sanders vendte tilbage efter en lang skadespause, og Sanders, der året efter blev kåret som årets bedste defensive spiller, var en uhyre vigtig brik på et skadesfrit Colts-hold, der først slog Chiefs og deres stærke løbeangreb på hjemmebane, for ugen efter at slå et andet stærkt løbehold, Ravens, på udebane, inden den helt store prøve.

AFC-finalen hjemme mod ærkerivalerne New England Patriots. Colts var nået til AFC-finalen i 2003, hvor Patriots på hjemmebane sikkert vandt, og året efter måtte Colts atter bøje sig for Bill Belichick, Tom Brady og New England Patriots i en slutspilskamp i Boston. I såvel 2005 som 2006 havde Colts dog formået at vende bøtten med en sejr i Boston i den regulære sæson i 2005 og en sejr hjemme i Indianapolis i 2006-sæsonen, så der var lidt grund til optimisme forud for kampen.

Optimismen falmede hurtigt, da Colts kom horribelt fra start med dårlige tacklinger defensivt og tabte bolde offensivt, og da Patriots 6 minutter inde i anden quarter kom foran 21-3 efter Asante Samuel returnerede en interception for touchdown så det for alvor sort ud. Colts fik reduceret til 6-21 inden pausen, inden en historisk anden halvleg fulgte.

Peyton Manning afsluttede et 14-spil langt drive med selv at sneake bolden ind fra 1-yard linjen, og på det efterfølgende drive blev det til endnu et touchdown og en two-point conversion, som udlignede kampen: 21-21. Patriots kom på 28-21 inden fjerde quarter, hvorefter de to hold fulgtes ad. Colts kom på 28-28, Patriots på 31-28, Colts udlignede til 31-31, Patriots med et field goal til 34-31 inden Colts med præcis ét minut tilbage kom foran for første gang i kampen. 38-34, og CB Marlin Jackson lukkede kampen med at intercepte Tom Brady. Colts var i Super Bowl – som de vandt.

Tre år senere står de der igen. Samme by, samme stadion, ja sågar samme hotel som sidst, og der er ingen tvivl om at de er der for at gøre det samme som sidst – vinde. Alle spillere og trænere har sagt det tydeligt – "This is not a vacation. It's a business-trip".

For QB Peyton Manning, der i år har skrevet sig ind i historiebøgerne med sin fjerde NFL-MVP-titel, handler det om at vinde og komme nærmere den status han altid har haft for øje: The greatest quarterback to ever play the game.

Tung arv løftet flot:

Colts' head coach Jim Caldwell blev allerede før 2008-sæsonen kørt i stilling til at tage over når Tony Dungy valgte at takke af. Det gjorde Dungy efter 2008-sæsonen og selvom Caldwell på mange måder minder om Dungy, har den fåmælte træner formået at løfte arven på fornem vis. Han har ikke været alene om det, og dét at have en quarterback som Peyton Manning, der har vist sig i stand til at fastholde et højt niveau selv uden Marvin Harrison og skaden til Anthony Gonzalez.

Caldwell viste hurtigt at han havde sine egne visioner og ikke "bare" ville køre Dungys stil videre. Ron Meeks, en nær ven af Tony Dungy, blev fyret som defensiv koordinator, og Larry Coyer blev ansat. En horribel special teams-enhed fik også en ny koordinator i Ray Rychleski og blandt spillerne blev left tackle-positionen taget fra Tony Ugoh, og i stedet tog Charlie Johnson over. Mens de første to beslutninger blev taget vel imod af fans, var bænkningen af Ugoh meget kontroversiel. Charlie Johnson har dog gjort et hæderligt job – om end han også har nydt godt af at have til opgave at beskytte netop Peyton Manning, der i sig selv er god til at undgå sacks og hits.

Den populære punter Hunter Smith forlod klubben i free agency og i stedet tradede Colts op i draften og valgte Pat McAfee, der allerede er populær blandt fansene og spillerne – nåja, og også gør det solidt på banen, både som punter, på kickoffs og som holder på field goals.

For den gængse NFL-fan vil skiftet fra Meeks til Coyer som defensiv koordinator nok ikke være noget der er blevet bemærket, men forskellen har været mærkbar.

Colts' løbeforsvar har forbedret sig markant og selvom de tillader flere touchdowns gennem luften end sidste år (hvor de tillod færrest passing touchdowns i NFL i Super Bowl-æraen), er det stadig et forsvar, der formår at lave de nødvendige spil. Den store forskel består dog i to ting: 1) Den indvendige del af den defensive linje, der har fået tilført ekstra kilo og er stærkere mod løbet end tidligere, og 2) Et mere aggressivt forsvar. Under Tony Dungy var dét at line op med to linebackers, der viser blitz ved line of scrimmage før snappet, ganske utænkeligt. Colts har i år gjort det i to afgørende situationer. Først mod Patriots på det afgørende (og berygtede) 4. og 2-spil, hvor Colts blitzede Brady, og få uger senere mod Ravens, hvor de viste blitz, men i stedet droppede tilbage i coverage, hvilket førte til Gary Bracketts afgørende interception.

Men så til kampen - stor forskel på de to forsvar:

Hvis man ser på de to forsvar og deres ageren i kamp fornemmer man hurtigt et par væsentlige forskelle.

For det første antallet af turnovers: Saints var nummer to i ligaen i den regulære sæson i turnovers med 39 interceptions og fumble recoveries (hhv. 26 interceptions og 13 fumble recoveries), mens Colts havde 26 (16 interceptions og 10 fumble recoveries). Evnen til at få points ud af disse turnovers er dog også væsentlig, og her er en væsentlig statistik, at Colts' forsvar ikke tillod et touchdown efter en turnover før spilleuge 15 mod Jaguars. De har heller ikke gjort det i slutspillet.

Det er altafgørende for Saints dels at forcere turnovers, dels at udnytte de turnovers til at sætte points på tavlen – og det skal være touchdowns og ikke bare field goals.

For det andet den defensive filosofi: Saints' forsvar er uhyre aggressivt og reagerer ofte på hvad de ser, mens Colts spiller mere disciplineret defensivt – og derigennem er bedre til at undgå de store spil. De kan dog snydes, hvilket Jets gjorde i AFC-finalen på Braylon Edwards' 80-yard touchdown, der kom efter en flot finte af Mark Sanchez – og også et godt double move af Edwards, der fik rystet rookie-CB Jacob Lacey af.

Saints' forsvars styrke består i høj grad i denne aggressivitet. Forsvaret kommer hurtigt hen til bolden når der ikke laves finter, men hvis Colts er i stand til at få løbeangrebet i gang, som det var mod Jets, vil det gøre opgaven meget svær for Saints, der vil blive meget sårbare overfor playaction-passes, som Colts' angreb i høj grad bygger på.

Hvordan vil Saints gribe Dallas Clark an?

Colts' tight end Dallas Clark ligner en nøglespiller i denne kamp. Han bruges ofte på samme måde som Patriots bruger Wes Welker, på de korte ruter ind over midten og som Mannings "hot read" (når Saints blitzer med en linebacker eller defensiv back efterlader det en plads hvor Manning kan kaste bolden hen). Jets havde i AFC-finalen et ganske godt tag i Dallas Clark i det meste af kampen, men problemet består for Saints i at de kan blive tvunget til at bruge Darren Sharper til at dække Clark, og Sharper er umiddelbart bedst når han "freelancer" i det bageste forsvar og kan angribe bolden aggressivt og gå efter interceptions.

Som udgangspunkt forventes det dog at Clark vil skulle op mod Scott Fujita – og hvis det ikke virker kan Saints blive tvunget til at gå med Sharper.

Alternativt skal Saints spille så aggressivt på forsvaret at de tvinger Clark til at blive inde på linjen i pass protection. Det er dog tvivlsomt om det vil kunne lykkes med dette.

Den måde Saints bruger deres cornerbacks på kan vise sig at blive afgørende for kampens udfald. Saints har sæsonen igennem spillet med Jabari Greer som venstre cornerback og Tracy Porter som højre cornerback – det betyder at Greer (Saints' bedste cornerback) får til opgave at dække Pierre Garçon, mens Colts' bedste receiver, Reggie Wayne, skal op mod Tracy Porter.

Pierre Garçon har en meget svær matchup, men kan han spille på samme niveau som mod Jets bliver det særdeles svært for Saints at stoppe Colts' kasteangreb. Hvis på den anden side at Garçon spiller på sit sædvanlige niveau (godt, uden at være prangende) vil Peyton Manning formentlig kun kaste i hans retning i et ret begrænset antal tilfælde og så skal Tracy Porter spille på et højt niveau og begrænse Reggie Waynes produktion (og det skal han sådan set uanset hvad). Sidst, men bestemt ikke mindst, har slotreceiver Austin Collie umiddelbart en fin matchup mod Randall Gay, der ikke har levet op til præstationerne fra 2008 i år.

Hvordan jeg end vender og drejer kampen når jeg frem til at Saints er nødt til at lave de store spil. De kan naturligvis godt vinde uden at forcere turnovers, men jeg tror det bliver meget svært hvis ikke de gør det.

Flere gameplans?

Én ting som er dukket op flere gange i de seneste uger er den mulighed, at Gregg Williams vil have flere gameplans mod Manning. Williams har også selv sagt at han ikke blot vil have en gameplan fra quarter til quarter, men fra drive til drive, for at få Manning lidt på hælene. Manning skal forvirres.

Og han skal forvirres fordi Manning gang på gang i år har vist at det kun er et spørgsmål om tid før han får skovlen under dig, hvis du holder fast i én strategi. Colts havde problemer mod Jets i første halvleg i sidste uge, men i slutningen af første halvleg fik Manning skovlen under Rex Ryan og Colts scorede siden 24 points i træk og vandt.

Manning er den quarterback i ligaen med størst frihed på banen, og offensive coordinator Tom Moore sender tre spilkald ind til Manning før et spil – to kast og ét løb (som så kan spejlvendes), og Manning vælger så selv hvilket af de tre spil han vil bruge. Ved line of scrimmage ser han forsvaret an og justerer spilkaldet (ofte vil han kalde et helt andet spil der udnytter det han læser).

Det gælder derfor om for et forsvar at vente med at "vise deres hånd" før tid. Flere hold har forsøgt at vente med at line op til kort før spillet skal sættes i gang – problemet med den taktik er dog at det giver Manning mulighed for at udnytte at forsvaret ikke er spredt nok ud, og Manning er vel den bedste spiller i ligaen til at udnytte det mindste svaghedstegn hos et forsvar. Uanset om det er muligheden for at fange et hold med 12 spillere på banen (mens de skifter ud), og få 5 gratis yards eller kaste en dyb bombe hvis en cornerback ikke er opmærksom.

Baltimore Ravens' middle linebacker Ray Lewis har egentlig sagt det bedst: Lad være med at kaste dig ud i et skakspil med Peyton Manning på banen – det er tabt på forhånd.

Det handler kort sagt ikke "bare" om at forsøge at forvirre Manning, men om at være effektive i det du gør. Hvis du vil lægge pres på, så skal presset også komme – hurtigt. Det nytter ikke kun at sende de fire spillere på den defensive linje, hvis ikke de er i stand til at komme igennem til Manning.

Comeback kids:

Drew Brees er en på alle måder fantastisk quarterback, der ligesom Manning læser spillet godt og udnytter svaghederne hos modstanderne. Han er ikke på samme måde som Manning en spillende træner, men mindre kan bestemt også gøre det. Ligesom Manning kører han playaction-passes uhyre effektivt og han har både en ganske stærk arm og god præcision på de dybe kast, og det gør denne kamp til en absolut drømmekamp for alle der elsker offensivt football.

Fælles for de to er også deres evne til at føre holdet tilbage fra de mest umulige situationer. Jeg har allerede beskrevet Colts' sejr over Patriots i 2006-sæsonens AFC-finale, men bare i denne sæson har Colts vundet 7 kampe hvor de var bagud i fjerde quarter, heraf endnu et fantastisk comeback mod New England Patriots.

Ingen af de to quarterbacks er fejlfri – det skal der på ingen måde gives indtryk af. Manning har fire kampe i år med min. to interceptions (de kom alle i et span på fem uger). I alle på nær én af disse kampe havde han dog flere touchdowns end interceptions (kun mod Ravens havde han 1 TD mod 2 INTs). Brees har kun 11 interceptions i år, men har i modsætning til Manning også en del tabte fumbles (Manning har ingen, Brees seks), og når Brees endelig har en dårlig kamp har han også gerne haft en rigtig dårlig kamp.

Det var bl.a. tilfældet da Brees sidst spillede på Miami Dolphins' hjemmebane (hvor Manning fem uger forinden havde ført Colts til 27 points på trods af at Dolphins havde bolden i over 45 minutter af kampen). Brees kastede et touchdown, tre interceptions og fumblede to gange (hvoraf den ene blev mistet). Men ligesom Manning har været i stand til at levere store comebacks både i år og tidligere år, så leverede Brees også et gigantisk comeback i denne kamp. Med fem sekunder tilbage af første halvleg førte Dolphins med 24-3. Brees løb (hoppede) på første halvlegs sidste spil i end zone, reducerede til 10-24, og i anden halvleg satte Saints 36 points på tavlen, mens Dolphins kun scorede 10. 14 af Saints' points kom på interception returns, mens Brees på dagen kastede ét touchdown og selv scorede to på løb/sneaks.

Moralen? Ingen af disse hold skal dømmes ude før kampen er forbi. Det er to quarterbacks, som hele tiden vil have troen på at kampen kan vindes og aldrig vil give op.

Saints' nederlag til Cowboys havde været længe undervejs efter flere mirakuløse comebacks, og selv mod Cowboys var de tæt på at få kampen i overtid, selvom de så ud til at være helt ude af kampen.

Skader kan få vis betydning:

Colts er op til kampen ramt af to skader på forsvaret som kan påvirke udfaldet af kampen. Cornerback Jerraud Powers, et lyspunkt på forsvaret i år, er stadig ude med den skade som også holdt ham ude af AFC-finalen. Han insisterer selv på at han vil være klar til på søndag, men spørgsmålet er om han vil få starten over Jacob Lacey, hvis ikke han bliver klar. Lacey har været overraskende god, i betragtning af at han gik undrafted og cornerbacks ofte har det lidt svært som rookies, men Powers er uden tvivl den bedste af de to. Powers kan dog sagtens få masser af spilletid alligevel, da Saints gerne vil sprede forsvaret ud med flere receivers. Det vil tvinge Colts til at have flere defensive backs på banen af gangen og der bliver brug for både Kelvin Hayden, Jacob Lacey og Jerraud Powers – og Tim Jennings kan nok også se frem til spilletid.

Værre ser det ud med defensive end Dwight Freeneys skade. Han blev ramt af en skade i højre ankel i slutningen af kampen mod Jets, og har humpet rundt siden. Freeney er kendt for hurtig at komme sig ovenpå skader, og selvom det er en skade der typisk tager lang tid at komme sig over, og en skade der er specielt skidt for Freeney, da han spiller højre defensive end (og dermed belaster netop den højre fod når han skal lave cuts), så tyder det, som dagene går, mere og mere på at han ender med at spille. Han vil formentlig kun deltage begrænset, og hovedsageligt spille på åbenlyse kastedowns – det har han dog også gjort særdeles effektivt tidligere.

Med begrænset deltagelse fra Freeney vil der blive lagt ekstra pres på Robert Mathis og Raheem Brock. Brock er en alsidig spiller, der både kan spille defensive end, defensive tackle og rush linebacker, men vi vil formentlig se Mathis og Brock som ends på tidlige downs og på åbenlyse kastedowns vil Brock rykke indvendigt med Freeney på ydersiden.

Løbeangrebene:

Det er to af ligaens bedste kasteangreb, der tørner sammen her, men løbeangrebene skal bestemt ikke glemmes i denne forbindelse.

Og lad det være sagt med det samme: Saints' løbeangreb er det bedste – i hvert fald på papiret. Med Pierre Thomas i spidsen har Saints haft et solidt løbeangreb i år. I slutspillets to kampe har Saints skaffet 119,5 yards i snit pr. kamp, 4,2 yards pr. carry og samlet 3 rushing touchdowns. I den regulære sæson var det endnu bedre med 4,5 yards pr. carry, 131,6 yards pr. kamp og 21 rushing touchdowns.

Man skal dog ikke undervurdere Colts' løbeangreb. De tillod et hav af rushing yards i de sidste to kampe i den regulære sæson, hvor de sparede starterne, og det manipulerer statistikken en smule. I de første 14 kampe tillod Colts 112,4 yards pr. kamp, 4,1 yards pr. carry og 9 rushing touchdowns. I slutspillet, mod to stærke løbehold, har de kun tilladt 86,5 yards pr. kamp og sølle 3,6 yards pr. carry – og har ikke tilladt et touchdown på jorden.

Saints vil dog angribe Colts med løbet på en anden måde end Ravens og Jets. De to hold er udprægede løbehold, der gerne bruger løbet til at sætte kastet op, mens Saints stort set gør det stik modsatte. Saints vil sprede forsvaret ud og løbe fra formationer med tre eller fire receivers. Dvs. Colts vil have færre spillere i boksen til at stoppe løbet, og det vil lægge ekstra ansvar på skuldrene af Daniel Muir, Antonio Johnson, Eric Foster og til dels Raheem Brock på spil hvor han rykker indvendigt. De skal ind og lave spillene og har færre sikkerhedsventiler, i form af linebackers, lige bag sig til at redde dem hvis ikke de får lavet tacklingerne – eller som minimum forstyrret løbet.

Derudover løber Saints ofte bolden fra Shotgun-formationer, hvilket et hold som Patriots havde ganske pæn succes med mod Colts tidligere på året.

Udover Thomas skal de tage højde for Reggie Bush, som Sean Payton ganske givet også vil forsøge at få involveret på en eller anden måde.

Selvom Colts' løbeangreb ikke umiddelbart er den største trussel – Colts rangerede sidst i ligaen i rushing yards pr. kamp i den regulære sæson – er red zone-løbeangrebet, som jeg har pointeret i et hav af analyser i løbet af sæsonen, noget der skal respekteres. I den regulære sæson (inkl. de to kampe med reserverne, hvor det ikke var imponerende stats de leverede) skaffede Colts 80,9 rushing yards pr. kamp og 3,5 yards pr. carry – men scorede alligevel 16 rushing touchdowns. I slutspillet er det blot blevet til 2,9 yards pr. carry og 71,5 rushing yards pr. kamp. Det er dog ikke blevet til rushing touchdowns i slutspillet.

De 2,9 yards pr. carry hænger dog i høj grad sammen med et uhyggeligt ineffektivt løbeangreb i kampen mod Ravens. Mod Jets skaffede Colts 101 yards på 24 carries (4,2 yards pr. carry), ført an af en stærkt spillende Joseph Addai, som også havde en god kamp sidst han mødte Saints (sæsonpremieren i 2007 – hans første kamp efter Colts' Super Bowl-sejr; i en kamp hvor Addai ligeledes spillede stærkt).

Ligesom Saints ynder Colts også at løbe ud af Shotgun-formationer, og stretch-playet er ligeledes et af varemærkerne. Counter-løb, hvor running backen finter løbet op i den ene side og cutter modsat, er et af den slags løb som Vikings i sidste uge havde pæn succes med (på baggrund af Saints' tidligere omtalte aggressive spil hvor de reagerer på det første de ser), men det er ikke noget Colts kører ret ofte.

Saints har i slutspillet tilladt hele 5,2 yards pr. carry og 133 yards pr. kamp, samt 5 rushing touchdowns. I den regulære sæson var Saints' løbeforsvar heller ikke noget der for alvor var værd at juble over med 4,5 yards pr. carry, 122,2 yards pr. kamp og 19 tilladt rushing touchdowns.

In the trenches:

Kampen mellem de to holds offensive og defensive linjer er – som i enhver anden footballkamp – værd at se på.

De offensive linjemænd får sjældent megen kredit, så lad os bare lige remse dem op og kigge lidt på dem og hvem deres direkte modstandere vil blive i kampen:

Colts' OL vs. Saints' DL:

LT Charlie Johnson:

Johnson overtog som tidligere nævnt starterjobbet som Mannings blindside bodyguard i offseason over Tony Ugoh. Han har gjort det hæderligt, men ikke meget mere, og har en svær matchup mod Saints' RE Will Smith.

Ifølge statistikkerne på profootballfocus.com har Johnson i 14 kampe (tolv i den regulære sæson plus to i slutspillet) tilladt 3 sacks, 8 hits og 35 hurries. To af hans bedste kampe har været de to mod Ravens, hvor han i alt tillod 1 sack, 2 hits og 1 pressure. I AFC-finalen mod Jets tillod han 6 pressures og 1 hit.

Will Smith er Saints' største pass rush trussel, og det er afgørende for Saints at han tidligt er i stand til at lægge pres på Manning, og dermed tvinge Colts til at afsætte ekstra spillere til at holde ham ude af kampen. Smith blev i den seneste kamp mod Vikings holdt til 1 pressure, og har ikke lavet et sack siden spilleuge 16.

Der burde være nogenlunde mulighed for at løbe i venstre side, hvor Johnson gjorde god figur i den seneste kamp. Johnson er godt nok ikke nogen ørn som run blocker, men Smith er på den anden side heller ikke fantastisk god mod løbet.

LG Ryan Lilja, C Jeff Saturday, RG Kyle DeVan:

Den indvendige del af Colts' linje er ganske stærk. Center Jeff Saturday er uvurderlig for Manning, og både DeVan og Lilja er ganske solide både i pass protection og run blocking.

De vil stå overfor Saints' defensive tackles. Remi Ayodele, Sedrick Ellis og Anthony Hargrove vil se mest spilletid på positionen. Ingen af de tre tilbyder meget som pass rushers, og vil Colts løbe burde der også være nogenlunde mulighed for det. Det største problem bliver næppe at komme forbi denne gruppe, men den næste der venter – linebackerne, hvor Jonathan Vilma har været stærk i midten

RT Ryan Diem:

Diem er efterhånden en veteran hos Colts. Stærk i pass protection, og samtidig også ganske hæderlig som run blocker. Diem vil hovedsageligt stå overfor Bobby McCray, der i slutspillet har taget over for Charles Grant, der er skadet. McCray har dog også været betydeligt bedre end Grant og er en ganske stærk pass rusher. Diem må dog som udgangspunkt anses for at have overtaget i denne matchup.

Saints' OL vs. Colts' DL:

LT Jermon Bushrod:

Bushrod overtog starterjobbet grundet en skade til Jamaal Brown, og har samlet set gjort et hæderligt job. Han har haft sine udfald, ikke mindst i kampen mod Cowboys, hvor han to gange lod DeMarcus Ware slippe igennem og ikke bare sacke Drew Brees, men også forcere en fumble, som Cowboys kom over.

Bushrod har over hele sæsonen tilladt 8 sacks, 9 hits og 23 pressures. Grundet Freeneys skade vil det variere hvem han står overfor. På oplagte passing downs vil han formentlig stå overfor Freeney, der er ligaens nok bedste pass rusher og førte ligaen suverænt i pressures i den regulære sæson med 41. På tidligere downs kan han både stå overfor Raheem Brock og Robert Mathis – og i enkelte tilfælde også Freeney hvis han er klar nok til mere end stærkt begrænset spilletid. Mathis er, ligesom Freeney, en stærk pass rusher, og det er svært at se Bushrod have fordelen i en matchup mod en af de to. Overfor Raheem Brock ser det umiddelbart noget bedre ud, da Colts ganske enkelt ikke har en legitim pass rush-trussel bortset fra Mathis og Freeney.

LG Carl Nicks, C Jonathan Goodwin, RG Jahri Evans:

Saints har i Nicks og Evans en meget stærk guard-duo, der begge har spillet på højt niveau i år. Goodwin er det svage led på indersiden (men er stadig en habil spillee), og selvom Colts' indvendige defensive linje er stærkt undervurderet, er det svært ikke at give Saints fordelen i denne matchup. Antonio Johnson, Daniel Muir og Eric Foster samt MLB Gary Brackett er nøglespillerne i Colts' løbeforsvar, og selvom de har gjort det godt er det her en hård matchup, og så længe kampen er tæt har Saints fordelen af at kunne spille balanceret på angrebet med både løb og kast. Tvinges de til at kaste ser det sortere ud – ikke mindst grundet Colts' to stærke pass rushers.

RT Jon Stinchcomb:

En af ligaens bedste right tackles. Han har i år tilladt 4 sacks, 3 hits og 23 pressures. Når Mathis liner op overfor ham må jeg give Mathis fordelen, men det er ikke nogen markant stor fordel da Stinchcomb er en uhyre stabil herre, der både er stærk når der løbes og kastes.

Samlet set: Fordel til Saints' offensive linje, ikke mindst grundet den indvendige del, mens Colts har fordelen på deres offensive linje – om end jeg ikke vil mene den er helt så stor.

Er erfaringen en fordel?

En god del af Colts' repræsentanter i finalen var også med for tre år siden og den erfaring kan de formentlig trække på til denne kamp og give videre til de spillere, der ikke var med sidst. Omvendt vil det være første gang størstedelen af Saints' spillere står i finalen og det kan ramme spillerne meget pludseligt, at de altså står på den største scene af dem alle, uanset hvor meget de føler sig klar til det. Det kan naturligvis også ske for Colts' spillere, selvom de har været der før.

Et par ord om special teams:

Jeg kan næsten ikke tillade mig at skrive en analyse der fylder lige over tolv sider i Word (Times skriftstørrelse 12) og kommer vidt omkring, og så ikke bruge nogle linjer på de to holds special teams-enheder. I sidste ende kan kampen meget vel blive afgjort netop her.

Colts' specialister:

Punter og holder Pat McAfee (rookie)

Kicker Matt Stover (den ældste spiller nogensinde i en Super Bowl) – Adam Vinatieri er backup

Long snapper Justin Snow

Kick returner Chad Simpson (i nogle Colts-kredse kaldt “Human touchback")

Punt returner T.J. Rushing

Saints' specialister:

Punter Thomas Morstead (rookie – det er første gang to rookie punters står på hver sin side i en Super Bowl)

Kicker Garrett Hartley (der afgjorde NFC-finalen med et snorlige spark fra 40 yards)

Holder Mark Brunell (backup-QB)

Long snapper Jason Kyle

Kick returner Courtney Roby

Punt Returner Reggie Bush

Selvom de unge sparkere, Morstead og Hartley har gjort det godt, vil jeg give Colts fordelen når bolden sparkes. McAfee har været fantastisk og Stover er en (normalt) bundsolid kicker, der både har nerverne og rutinen til at sætte de vigtige spark. Hartley var iskold på karrierens vigtigste spark i sidste uge, men jeg ser umiddelbart en større chance for at han bliver ramt af Super Bowl-jitters end Stover.

Begge returnenheder har en pæn fordel til Saints. Colts leverer sjældent store spil når de skal returnere bolden, men omvendt tillader de også forholdsvis sjældent store spil. Jets har dog scoret et kick return touchdown og Wes Welker lavede et stort punt return i kampen mod Patriots. Roby og Bush er begge glimrende til hhv. kick og punt returns, så der har Saints fordelen.

Mere eller mindre ligegyldige facts og statistikker:

Peyton Manning er født i New Orleans – hans far, Archie Manning, er kendt som en af New Orleans Saints' bedste quarterbacks nogensinde. Peyton var Saints-fan som barn.

Drew Brees spillede college for Purdue – som ligger i West LaFayette i Indiana.

Når man så sætter de to quarterbacks op overfor hinanden:

Peyton Manning og Drew Brees blev i år hhv. nummer 1 og 2 i MVP-afstemningen.

Drew Brees var nummer 1 i ligaen i år i completionprocent, mens Peyton Manning var nummer 2. Det samme i antal touchdowns i år

Siden 2006 har Drew Brees kastet 122 touchdowns – samme antal som Peyton Manning. Manning har dog kun kastet 51 interceptions i den periode, mod Brees' 57.

Ligesom Peyton Manning er Colts' receiver Reggie Wayne født i New Orleans og voksede op som Saints-fan. Han gik på college i Miami, hvor Super Bowl spilles – samme by som Drew Brees, som tidligere, nævnt kunne have spillet for, hvis de ikke havde ombestemt sig pga. hans skulderskade.

Jim Caldwell er den femte rookie head coach i Super Bowl. Hvis Colts vinder vil han blive den tredje rookie head coach der gør det.

Det er fjerde gang Colts er i Super Bowl – alle fire gange har været i Miami.

Det er kun tredje gang i historien at de to førsteseedede hold møder hinanden i Super Bowl. I både 1991 og 1993 slog NFCs førsteseedede hold AFCs førsteseedede hold – i begge tilfælde var AFCs repræsentant Buffalo Bills.

Et hold der har tabt til Tampa Bay Buccaneers i den regulære sæson har aldrig vundet Super Bowl (Saints tabte til Buccaneers i spilleuge 16).

Hvis Colts vinder vil det være anden gang et hold vinder Super Bowl året efter Tony Dungy er stoppet i klubben. Buccaneers vandt i 2003, året efter de havde fyret Dungy (og Colts ansatte ham).

Et hold der scorer mindst 32 points har aldrig tabt Super Bowl.

AFC har vundet 9 af de seneste 12 Super Bowls – inden da havde NFC vundet 13 i træk og 15 af 16.

Hvis Colts vinder vil Adam Vinatieri få sin femte Super Bowl-ring – denne gang dog uden at sparke i finalen.

Der er aldrig en Super Bowl, der er gået i overtid.

Cowboys' QB Tony Romos ekskæreste Carrie Underwood skal synge nationalmelodien før kampen – hun nåede dermed i Super Bowl før Romo. :)

God kamp: