Italien - Frankrig: 2

VM-finale i Berlin mellem Italien (i blåt) og Frankrig (i hvidt). En monster-kamp der fortjenter en monstrøs analyse.

(Kniber det med tiden, så brug de fremhævede ord til at navigere dig frem til det mest interessante, såsom trupnyt).

Sådan cirka halvanden millard tv-seere, foruden 72.000 heldige live-tilskuere, vil her overvære mødet mellem klodens to bedste hold. De slagne lande i kølvandet på Italiens og især Frankrigs vej til finalen levner ingen tvivl. Og det gør de to holds spil ved VM og generelle kvaliteter heller ikke.

Defensivt og destruktivt spil?
Begge hold er fremragende i defensiven, ja. Men destruktive er ingen af dem. Lad mig minde om, at ud af otte kvartfinalister var Italien og Frankrig de eneste der (mod henholdsvis Ukraine og Brasilien) både ville og kunne noget fremad.

Og offensivt har de to hold skam også noget at byde på. Hos Frankrig har troldmand Zidane tryllet som i gamle dage, og hans lærling Ribéry har strålet på højrekanten og reelt været slutrundens åbenbaring. Hos Italien har Totti vist sit geni i de seneste kampe, og stort set hele det italienske hold har vist, at det foruden at kunne forsvare, bestemt også kan angribe (med diverse back-mål til følge).

Men ja, begge hold spiller en slags 4-5-1-formation, dvs kun med én egentlig angriber. Dette har været den tyske slutrundes kendetegn: En ret forsigtig udgangsposition, med én mand på toppen. I kvartfinalen spillede syv af otte hold 4-5-1; kun værtslandet spillede 4-4-2 (men en meget forsigtig og afventende én af slagsen). Selv Brasilien turde ikke andet end at stille med en enkelt angriber.

Kedelig finale?
Får vi så en kedelig finale? Tjah, med to 4-5-1-formationer og to hamrende dygtige forsvar, kommer det næppe til at regne med mål. Der er naturligvis nogle forbehold – der kan ske tilfældigheder eller udvisninger, eller Barthez kan igen have sæbe i handskerne – men som udgangspunkt kan man nok forvente en målfattig kamp. Man skal også have med, at VM-titlen er så stor, at man nødigt vil blotte sig for meget, nødigt vil oversatse.

Men fodbold er andet end mål. Det er også tekniske detaljer, afleveringer, driblinger, nærkampe, tacklinger, taktiske dispositioner, etc, etc. Semifinalen mellem Tyskland og Italien (der jo endte 0-0 i ordinær kamp) var således en underholdende kamp, spillet i højt tempo og med mange flotte detaljer (og godt forsvarsspil).

Omvendt var Portugal-Frankrig (0-1) en temmelig kedelig kamp. Her var også godt forsvarsspil, men der blev satset for lidt, og der var for meget ligegyldigt boldtrilleri.

Mit bud er, at denne kamp vil lægge sig midt imellem; mindre tempofyldt end Tysklands-semifinalen, men mindre kedelig end Portugal-opgøret.

Der er en del interessante kampe-i-kampen. Gattuso-Zidane, Makelele-Totti, etc. Og intenst skal det nok blive. Og på et teknisk meget højt niveau.

Over/Under 2,5 mål
Men tilbage til målene. Hvor mange vil der blive scoret? Som nævnt næppe ret mange. VM-finale, defensive formationer, gode forsvar (kun ladet henholdsvis 1 og 2 mål gå ind i foreløbigt 6 kampe)...

Men odds 1,37 (flere steder, bl.a. Eurobet, Pinnacle) for Under 2,5 mål? Det er lige så skaldet som Barthez. Ikke værd at smide penge efter, selv om det er et meget sandsynligt udkomme. En risiko er der jo, og forsvindende lille er den altså ikke. Som man kan se nærmere beskrevet længere nede i analysen, er der nogle svage punkter i begges forsvar, som måske vil blive udnyttet.

Chancevurdering Over/Under 2,5 mål: 28-72

Hvem vinder?
Tjah. Italien er odds-favorit – hvilket må skyldes, at holdet spillede virkelig godt i semifinalen mod Tyskland, mens Frankrig mod Portugal gik ned i kadence i forhold til ottendedels- og kvartfinalen. Og så at italienerne har haft en ekstra dag at restituere i, mens de gamle franske fodboldben spillede semifinale onsdag.

Oddset på Frankrig er steget fra 3,28 (torsdag) til 3,35 i skrivende stund (natten til lørdag). Hos 24hPoker og Pinnacle. Italiensk sejr fås til 2,7 hos Nordicbet. Krydset (det mindst usandsynlige resultat og et mindre valuebet) til 2,9 hos Betandgame og Globet. De nævnte odds er alle for den ordinære kamp.

Men Frankrig spillede skam solidt i semifinalen og har altså slået Spanien, Brasilien og Portugal i de seneste kampe – mens Italien kun har mødt ét klassehold: Tyskland. Og de bedste franske momenter har været noget bedre end de bedste italienske.

I Zidane, Ribéry og Henry har det franske hold et flerstrenget offensivt våben, som det italienske forsvar kan få svært ved at holde fra livet (der er især et svagt punkt i Materazzi, i Nestas fravær). Mens det franske forsvar, støttet af verdens bedste defensive midtbane, ligner et overmatchning af det italienske angreb. Endelig har Frankrig et plus via rutinen (uden at Italien er decideret urutineret).

Stort set det eneste der afholder mig fra at sætte Frankrig som favorit er målmændene. Buffon er fremragende og sikker, mens Barthez er upålidelig. Og så spiller det også lidt ind, at Italien med Lippi står stærkere på trænerfronten end Frankrig med Domenech.

Men holdene er så jævnbyrdige, at der er værdi i et spil på Frankrig.

Man kan tage den rene løsning til odds 3,35 – eller man kan vælge den forsigtige X2-løsning til 1,58 hos Pinnacle. Bemærk, at spillet er et Asian handicap, med 0,5 i fransk favør.

Vi dropper forsigtigheden, tager springet og satser på fransk sejr. Så må vi håbe at gammelmandsholdet har luft til denne sidste store opgave, og at Barthez glemmer sæben.

Odds-opdatering, lørdag kl. 14:55: Betsafe giver 3,46 for fransk sejr.

Nærmere kig på de to hold

ITALIEN
Vejen til finalen
Italien vandt sin gruppe (foran Ghana, Tjekkiet og USA) og besejrede derefter Australien og Ukraine i ottendedels- og kvartfinalen. I semifinalen gik det ud over værtsnationen Tyskland.

Hidtidigt spil
Italien startede meget svingende, men har i kvart- og semifinale spillet virkelig godt.

I de første kampe gik det fint mod hold, der gerne ville spille bold. 2-0 over Ghana og Tjekkiet (der dog var en mand i undertal) var fine sejre for et udmærket spillende italiensk hold. Til gengæld havde italienerne store problemer med at skabe spillet og sætte sig igennem mod defensivt spillende modstandere. Således fik USA 1-1, trods en mand i undertal. Og i ottendedelsfinalen skulle man ud i 94. minut, før man via et tilfældigt straffe vandt over Australien (her var Italien dog en mand i undertal).

Men i kvartfinalen var de problemer en saga blott. Her viste Italien klassen mod et meget defensivt indstillet Ukraine-mandskab og vandt fortjent med 3-0.

Forskel i forhold til de første kampe? Totti og Toni. Især er den kreative spilfordeler Totti uhyre vigtig for offensivens gennemslagskraft, og da han kom i hopla (lagde op til to mål), kom der et helt andet snit over Italiens spil. Og Toni, der langt fra havde lignet en Serie A-topscorer i de første kampe, scorede to mål.

Mod Tyskland i semifinalen var Totti igen godt spillende – hvorimod Toni faldt tilbage i usynligheden. Der var dog også tale om et virkelig dygtigt tysk midterforsvar. I det hele taget udgjorde Tyskland en god modstander, og det var en virkelig velspillet kamp, med uhyre højt tempo. Begge hold var dog temmelig forsigtige og undgik at oversatse.

I en ret lige kamp var Italien lige en tand bedre, og det var fortjent, at holdet kort før straffesparkskonkurrencen afgjorde opgøret med to flotte mål (Grosso og Del Piero). Lidt tilfældigt og dermed heldigt, at det skete så kort før slutfløjtet, men helt tilfældigt var det nu ikke.

Den rutinerede og intelligente Lippi havde set, at tyskerne var ved at være godt og grundigt trætte, og foretog nogle smarte indskiftninger, der lagde ekstra pres på det germanske forsvar. Ikke et oversats, men et sats – et klogt og veltimet sats.

Der var efter kampen snak om, at Italien (ITALIEN!) sluttede med fire angribere på banen. Det er naturligvis noget vrøvl. Gilardino (kom ind for Toni), Iaquinta (kom ind for Camoranesi), Del Piero (kom ind for Perrotta) og Totti er for så vidt alle en slags angribere, men reelt var der kun én angriber på banen: Gilardino. Iaquinta overtog Camoranesis plads på højresiden af midtbanen og fungerede altså ikke som angriber. Det samme med Del Piero til venstre (om end han klart var mere offensiv end Perrotta havde været). Og Totti er jo at regne som offensiv midtbanespiller.

Så fire angribere var der ikke tale om. Men bestemt en offensiv afslutning fra italiensk side.

Spillestil
Det er værd at bemærke, hvordan Italien har stillet op - og spillet – ved denne slutrunde.

Formationen har heddet 4-4-2 (4-3-1-2) mod Ghana, USA og Australien. Mens den har heddet 4-5-1 (4-4-1-1) mod Tjekkiet, Ukraine og Tyskland.

Med andre ord: Relativt offensivt, med to angribere, mod relativt svage hold. Og temmelig defensivt mod stærkere hold.

I 4-4-1-1-formationen har Totti ligget som offensiv midtbanemand og fodret en enlig angriber (Toni). Til højre har Camoranesi også været temmelig offensiv, men har også skullet løbe med tilbage. Den øvrige midtbane har bestået af Perrotta (mest til venstre), Gattuso og Pirlo. Heraf er Perrotta og Gattuso allermest arbejdsmænd og boldflyttere, mens Pirlo er den defensive spilfordeler (og i øvrigt en fremragende én af slagsen).

Som udgangspunkt har Italien altså i de vigtigste kampe været ekstremt defensiv, med kun to egentligt offensive spillere. Mere defensiv end Frankrig – ja, endda mere defensiv end hold som Ukraine og Portugal, der ellers har excelleret i livrem & seler-bold under denne slutrunde. Én ting er dog hvad papiret siger, noget andet hvordan det ser ud i virkeligheden. Og hvordan spiller Italien så i praksis?

Ja, man kommer ikke udenom, at udgangspunktet er defensivt, og at det også i praksis som oftest bliver til en omgang defensivt orienteret fodbold – det vigtigste er og bliver at lukke af bagude. Men helt så slemt som det teoretiske udgangspunkt er det trods alt sjældent. For det gode ved italienerne er, at de næsten alle sammen er gode boldspillere og er hurtige og villige til at støde med frem og supplere Totti og Toni. Perrotta til venstre, Camoranesi til højre – og Pirlo i midten. Selv Gattuso, om end han ikke skal løbe mange meter fremad, før han lammes af kreativitets-blokade og må overlade bolden til Pirlo. Forsvarerne er også gode til at gå med frem, især backerne, Zambrotta til højre og Grosso til venstre.

Netop Grosso var på forhånd udpeget som et svagt punkt, men han har gjort det godt. Solid i defensiven og markant fremme. Han har såmænd fremtvunget et afgørende straffespark (mod Australien) og scoret et afgørende mål (mod Tyskland). Også Cannavaro kan spille med fremme (sker dog meget sjældent), som man så ved det andet mål mod Tyskland. Kun Materazzi er vel decideret utilpas, hvis han har bolden på modstandernes banehalvdel (medmindre den ligger til pandebrasken).

Hold-status
Det er altså det italienske hold: Defensivt orienteret, som udgangspunkt, men dygtigt til at udnytte modstandernes blottelser og støde talstærkt frem. Truppen er bred – se blot angrebet der skummer over med giftige angribere (Toni, Gilardino, Iaquinta, Inzaghi...), og træneren er taktisk ekstremt velfunderet.

Defensiven er fantastisk stærk – hvilket blot EET indkasseret mål (og det var et selvmål) i nu seks kampe vidner om. De to backs er gode til at gå med frem og lægge indlæg eller endda være målfarlige. Og midterforsvarerne er uhyre hovedstødsstærke (Cannavaro trods sine kun 175 cm).

Det svage punkt i forsvaret har været Marco Materazzi, der har spillet i den skadede Nestas fravær. Materazzi er høj og hovedstødsstærk, men han er pga sin hidsighed og dårlige dømmekraft en tikkende bombe – man venter bare på en albue eller en stempling. Og så er han i øvrigt til at tale med når bolden spilles langs jorden, langt fra den klasse Cannavaro og Nesta udviser. Mod tyskerne opstod der faktisk kun farlige situationer, når Lukas Podolski havde bolden og havde Materazzi som umiddelbar modstander. Heldigvis havde man så Buffon.

Jep, man skal ikke glemme, at Italien i Buffon har en af verdens tre bedste målmænd (Lehmann og Cech er sgu også ret gode...). Placerer sig altid rigtigt – og er kolossalt reaktionsstærk. Samtidig med, at han i modsætning til visse andre (Barthez) udstråler en stor sikkerhed.

Midtbanen er baseret på Milans dynamiske duo, Gattuso & Pirlo. Den første en vaskeægte matchspoiler, en lille terrier der bider sig fast i haserne på modstandere og ikke slipper. Den anden en intelligent og teknisk dygtig feltherre der suger bolden til sig lige udenfor det italienske felt og derfra sørger for de første spilfordelinger. En defensiv spilfordeler, altså – men han kan også gå med frem og stikke bolden, så den bliver farlig. Han er dog ikke særligt hurtig, og hans væsentligste offensive force er hans verdensklasse-spark. En af spillets bedste frisparks-skytter.

Angrebet afhænger først og sidst af Francesco Tottis humør. Roma-vidunderbarnet der efterhånden er blevet 29 år (snart 30), er den klassiske nr 10, der skal fodre angriberen/angriberne med sukkerbolde og i øvrigt trække en hulens masse frispark med sine driblinger. I de seneste kampe har det fungeret fint.

Problemet for Italien har så været, at Toni kun i én kamp har kunnet leve op til sin status som Serie A-topscorer. Det ER svært at være alene i front, det koster mange kræfter, men alligevel en skuffende indsats fra Fiorentina-manden. Der har fået forbavsende meget snor – i betragtning af de navne, der sidder udenfor.

Stærke og svage sider
Italiens stærke sider er målmand Buffon, midterforsvarer Cannavaro, angrebsivrigheden hos de to backs, en fremragende defensiv midtbane og Tottis tryllerier i offensiven.

Svage sider er midterforsvarer Materazzi, lidt mange boldflyttere på midtbanen (Perrotta, Gattuso) og for lidt giftighed pt i angrebet. Samt at Grosso på venstrebacken i modsætning til Zambrotta ikke er superhurtig.

Trupnyt for Italien
Midterforsvarer Nesta, forsvarsstyrmanden, er fortsat skadet og må se finalen fra sidelinjen. Trist for den sympatiske Milan-spiller – og trist for det italienske hold, der ganske vist ikke har indkasseret mål i hans fravær (han blev skadet mod Tjekkiet i tredje gruppekamp), men som i afløser Materazzi har et svagt punkt, der KAN give problemer.

De Rossi er klar efter udstået karantæne (fire spilledage for en sindssyg albue i fjæset på USA's O’Brien i anden gruppekamp), men som Gattuso har spillet, skal Roma-talentet nok ikke regne med en startplads på den defensive midtbane.

Bud på opstilling
Toni
Totti
Perrotta – Pirlo – Gattuso - Camoranesi
Grosso – Materazzi – Cannavaro – Zambrotta
Buffon


FRANKRIG
Vejen til finalen
Frankrig skuffede ved kun at besætte andenpladsen i den indledende pulje, efter Schweiz (men foran Sydkorea og Togo). Det betød, at holdet i stedet for en relativt nem ottendedelsfinale mod Ukraine (og Italien i kvartfinalen...) måtte kæmpe sig igennem en perlerække af klassehold, først Spanien, så Brasilien og i semifinalen Portugal. Som bekendt lykkedes det dog...

Hidtidigt spil
Det franske spil var i gruppespillet kendetegnet ved decideret impotens. 0-0 mod Schweiz, 1-1 mod Sydkorea og 2-0 over et ringe Togo-hold var ikke godt nok. Og franskmændene lignede det de var og er: Slutrundens ældste hold.

Ja, med lidt mere Henry-skarphed mod Schweiz og lidt mere konsekvens mod Sydkorea (her sad Frankrig på kampen, men gik død til allersidst og tillod en kludemåls-udligning) havde det set anderledes ud, rent resultatmæssigt, men spillemæssigt var der problemer uanset.

Men de problemer forsvandt som dug for solen, da holdet ramte playoff.

Spanien blev slået 3-1 i ottendedelsfinalen. En fortjent sejr. Spanierne havde bolden mest, men kunne som regel kun spille den ufarligt rundt på midtbanen, og når franskmændene fik presset bolden over på egne fødder, var der hele tiden fare på færde. Frankrig spillede klart bedst og kontrollerede faktisk kampen – selv om spanierne rørte bolden mere. Det franske hold var taktisk bedre indstillet og klart mere kreativt.

Føringsmålet til 2-1 – der knækkede spanierne – kom kun 7 minutter før tid og blev sat ind i forlængelse af et kontroversielt Puyol-frispark på Henry. Men frispark var der nu – Puyol sætter (helt unødvendigt, for en anden spanier ville have nået bolden) skulderen i brystet af Henry, der væltes omkuld (at Thierry H. så tager sig til ansigtet, er en anden (ufin) sag, men egentlig kun en detalje; frispark var der uanset).

I kvartfinalen gik det så ud over selveste de brasilianske verdensmestre, der reelt intet kunne stille op. 1-0 blev det på et mål af Henry, men det kunne såmænd godt være blevet en større sejr. Brasilien havde ikke midlerne til at gennemtrænge det solide franske forsvar, og på midtbanen regerede Zidane som om en vis Ronaldinho ikke havde været verdens bedste de seneste par år.

I semfinalen gjaldt det Portugal, og også her trak Frankrig en 1-0-sejr hjem – uden reelt at være truet af modstanderen (undtagen når Barthez fumlede...). Franskmændene spillede ikke så flot som mod Brasilien eller Spanien, men det skyldtes nok mest, at portugiserne under Scolari er så forbandede kompakte og defensivt orienterede (og ufarlige fremme). Det var en ret uskøn kamp, men under omstændighederne gjorde Frankrig det godt, scorede efter en god halv time (Zidane på straffespark) og kunne derefter spille på kontra (der burde have givet i hvert fald en 2-0-sejr).

Var der straffe? Ja. Den ellers fremragende Carvalho snydes af Henrys smarte træk og spænder i desperation ben. Bevidst forsøg på at bremse modstanderen ulovligt, og der VAR berøring. Man kan mene, at Henry ikke ville være faldet helt så nemt, hvis hans træk ikke var blevet en kende langt, men straffespark var der nu uanset.

Hvad har ændret sig for Frankrig?
Men hvad pokker er der sket med Frankrig? For holdet var virkelig impotent og ukreativt i offensiven (mens forsvaret til gengæld var bundsolidt) i gruppekampene. Tjah, flere ting. For det første har playoff-modstanderne kunne motivere de gamle franske cirkusheste. For det andet har man lavet en taktisk ændring. For det tredje har især Zidane og Ribéry fået gang i tryllerierne.

Den taktiske ændring består i, at man er gået fra 4-4-2 til 4-5-1 (eller 4-2-3-1). Det giver Henry svære arbejdsbetingelser helt i front, men efter en halvsvag kamp mod Spanien, var han supergod mod Brasilien og god mod Portugal. Og det har givet et overtag på midtbanen, hvilket giver Malouda til venstre og Ribéry til højre rige muligheder for at skyde frem – og modtage stikninger fra især Zidane, men også Vieira.

Mest af alt handler den franske genfødsel om, at Zidane og Ribéry er kommet i hopla. Zidane havde sådan set også spillet fornuftigt i sine første kampe (han havde karantæne mod Togo), men mod Spanien og Brasilien har han virkelig vist sit geni. Og ikke mindst vist, at den gamle ikke er helt færdig endnu... Mod Portugal var han knapt så markant, men stadig midtbanens herre.

Zidane ER blevet langsom og kan ikke længere med største lethed uddrible to mand (en enkelt kan han nu godt tage). Men han har stadig sin teknik og sit fantastiske overblik. Og han sinker bestemt ikke spillet – tværtimod sørger han hele tiden for at slå hurtige afleveringer til sine medspillere, og oftest så de er i medløb og har plads og kan bevæge sig fremad med bolden.

Og ved siden af Zidane har Ribéry fået sit gennembrud. Jeg har længe hyldet den lille Marseille-tekniker og forudsagt, at han ville bryde igennem ved VM – hvis bare han ville få chancen. Det fik han sådan set mod Schweiz og mod Togo, og det gik da ok, men det kneb med selvtilliden. Det gjorde det ikke længere, da han fik scoret mod Spanien! Siden har der ikke været grænser for hans formåen. Fantastisk spiller.

Det er fristende at tro, at Zidane og Ribéry er begyndt at spille så godt pga den taktiske ændring, men det hænger nok mindst lige så meget sammen med motivation (for Zidanes vedkommende) og selvtillid (Ribéry).

Hold-status
Den franske udvikling ved dette VM er historien om den grimme ælling. Det startede så skidt, men siden blev det så godt. Og i modsætning til Italien, der ”kun” har har mødt ét klassehold, Tyskland i semifinalen (der var Tjekkiet i gruppespillet, men tjekkerne var offensivt stærkt svækkede og fik desuden en udvisning) har Frankrig altså på rad og række mødt Spanien, Brasilien og Portugal...

Og vundet fortjent. Ved at spille defensivt? Ja og nej. Som beskrevet har man skiftet taktik og formation, og én angriber er naturligvis mindre satset end to angribere, Men bagved Henry har man altså tre meget offensive midtbanefolk – noget mere offensive end Italiens – i Zidane centralt og Malouda til venstre og Ribéry til højre. Og Vieira er dygtig til at gå med frem. Og franskmændene har vist sig meget villige til at skabe noget fremad – især Zidane og Ribéry har været kreative og forsøgsivrige.

Reelt har Frankrig kun spillet decideret defensivt mod Portugal i semifinalen, og hvorfor ikke? Man kom foran i første halvleg, og derefter handlede det bare om at vente og evt spille kontra. Portugal ville intet, selv da holdet kom bagud. Hvorfor skulle Frankrig risikere det helt store – for at give tilskuerne noget at se på? Næh, så hellere trække den sikkert hjem, og samtidig spare noget energi til søndagens kamp.

Frankrig har kun ladet to mål gå ind i seks kampe. Et halv-tilfældigt kludemål mod Sydkorea og en straffesparks-scoring mod Spanien. Det kunne jo tyde på en heftig defensiv indstilling, men allermest handler det nok simpelthen om, at forsvaret er fantastisk dygtigt.

Og det på trods af, ikke på grund af, målmand Barthez. Indtil Portugal-kampen kunne man se gennem fingre med, at han ind i mellem tabte bolden – for han nåede jo altid at samle den op igen. Og han er stadig uhyre reaktionsstærk og dygtig i én-mod-én-situationerne. Men mod portugiserne begik han altså flere deciderede drops, og kun rent held gjorde, at det ikke blev straffet.

Thuram og Gallas har været slutrundens bedste midterforsvar og faktisk fået mindet om Laurent Blanc og Desailly til at blegne. Gamle Thuram er forudseende som få, og Gallas er hurtig og hård. Til højre har Bayern Münchens Sagnol haft en stor slutrunde, mest defensivt, men også offensivt, selv om det har været svært at markere sig for en back til højre, hvor Ribéry jo tryller. Til venstre har Abidal gjort det solidt, både tilbage og fremme. Han har dog samtidig været et svagt punkt ind i mellem og ladet fx Spaniens Joaquin løbe om hjørner med sig.

Så er det heldigt, at Frankrig har allestedsnærværende Makelele, verdens og slutrundens bedste defensive midtbanespiller. Han skærmer af, tackler, erobrer bolde – og afleverer altid med omtanke. 33 år er han blevet, den lille, store spiller (1,74), men intet tyder på, at han ikke kan levere verdensklassefodbold de næste 5-6 år...

Sammen med Vieira udgør han reelt verdens bedste defensive midtbane (ja, bedre end Italiens). Vieira startede slutrunden svagt, ude af form, tilsyneladende, men det viste sig at være motivationen den var gal med. For da han var anfører mod Togo bragede han igennem med et mål og et måloplæg. Og i playoff har han spillet som vi kender ham: Dominerende, stort set umulig at få bolden fra – og gode afleveringer.

På den offensive midtbane har Zidane og Ribéry, som tidligere omtalt, spillet fremragende. Malouda til venstre har til gengæld stået svagt i billedet. Han ER faktisk en god spiller, hurtig, driblestærk og målfarlig. Men han virker hæmmet og usikker og taber mange bolde. Jeg har skrevet det et par gange, men gentager gerne: Smid ham dog af, sæt Henry over til venstre, og lad den fødte centerforward Trézéguet spille centerforward.

Tag ikke fejl, Henry har gjort det godt som enlig angriber; scoret tre mål og fremtvunget afgørende fri- pg straffespark. Men holdet kunne være endnu bedre, med både ham og Trézéguet på banen.

Læg i øvrigt mærke til, hvordan de franske spillere – især Thuram, Makelele og Zidane – hele tiden holder små strategimøder inde på banen, og justerer spillet. Rutinerede og intelligente spillere. Og i sidste ende er der nok dem der bestemmer, i hvert fald på banen, snarere end træner Domenech (der i mange sammenhænge har vist sig som et temmelig stort fjols).

Stærke og svage sider
Frankrigs stærke sider er det fremragende midterforsvar, den dygtige højreback Sagnol, den defensive midtbane og den offensive trekant Zidane-Ribéry-Henry. Når Henry er i humør, kan INGEN holde ham. Og når Zidane er i humør, er han STADIG verdens bedste spiller. Ribéry leverer det uventede og producerer ind i mellem chancer på samlebånd.

Svage sider: Målmand Barthez, der ind i mellem har sæbe i handskerne og udstråler alt andet end sikkerhed. Venstrekanten, hvor både Abidal og Malouda ind i mellem kikser. Abidal er nok nødt til at spille, da alternativet er enten at splitte super-midterforsvaret ved at flytte Gallas derud eller at indsætte notorisk talentløse Silvestre. Men Malouda burde man altså sætte på bænken.

Trupnyt for Frankrig
Frankrig har i skrivende stund ingen skadesproblemer. Fem mand stod over den almindelige træning fredag og nøjedes med motionscykel: Sagnol, Vieira, Barthez, Malouda og Abidal. Men der skulle ikke være reel risiko for deres deltagelse søndag.

Domenech vil sandsynligvis stille med det samme hold som i de seneste kampe. Dvs en 4-5-1-opstilling – der reelt er en 4-2-3-1-formation.

Man kunne jo mene, at det var passende at droppe Barthez efter hans uheldige indsats i semifinalen, men selv om man i Coupet har en fremragende afløser, vil det næppe ske. Ikke lige før en VM-finale - her vil man ikke pludselig satse på en relativt landsholds-urutineret keeper. I stedet vil man nok satse på, at Barthez klemmer balderne sammen og holder fast i bolden.

Angriber Saha har i øvrigt karantæne, men han er kun at regne som reserve. Og i virkeligheden forstærker det på sin vis holdet, eftersom det øger Trézéguets chancer for at få spilletid som indskifter.

Bud på opstilling
Henry
Malouda – Zidane – Ribéry
Makelele – Vieira
Abidal – Gallas – Thuram – Sagnol
Barthez


MATCH-UP
Italiensk forsvar mod fransk angreb
Med Nesta på banen, ville Italien have verdens bedste forsvar. Men det er han jo ikke, og Henry bliver en stor mundfuld for Materazzi. Ligesom Ribéry kan blive et problem for venstreback Grosso. Til gengæld bør Zambrotta ikke have svært ved at holde Malouda (Juve-manden kan dog få enden på komedie, når Henry trækker til venstre).

Umiddelbart et klart plus til Frankrig, selv om Cannavaro vil stoppe en stor del af hullerne. Men så er der jo Buffon. Han er utroligt svær at passere, og der skal muligvis en Henry-genialitet til.

Fransk forsvar mod italiensk angreb
Et italiensk angreb bestående af Toni med Totti som hængende støtte udgør umiddelbart ingen større trussel mod et bomstærkt fransk forsvar. Det er dog mere nuanceret end som så. Toni bliver sandsynligvis ædt af store og stærke Thuram og Gallas, og Perrotta/Grosso får svært ved at komme udenom Sagnol. Men i den anden side kan Abidal blive den lille mod Camoranesi (og Zambrotta) – og skal nok håbe på støtte fra Makelele (den plejer dog også at komme).
Endelig er der den ubekendte Barthez-faktor: Vil han stå, som han KAN - dvs aldeles fremragende. Eller vil han stå, som han jo også kan - dvs rystende usikkert? Må man foreslå en smule meditation, Fabian? Du kan jo godt gribe en bold, for pokker.

Midtbane v. midtbane
Kan Zidane udmanøvrere Pirlo og Gattuso? Han kunne udmanøvrere Alonso og Xavi, han kunne ordne Zé Roberto og Gilberto – og Costinha kæmpede godt, og fik også hjælp fra Figo og Maniche, men alligevel trak Zizou sig som oftest sejrrigt ud af duellerne. Pirlo og Gattuso? Ja, hvis spillehumøret fortsat er intakt (og det er det nu nok, dette er finalen!), så vil Zidane igen dominere midtbanen. Og han får jo støtte fra Malouda og især Ribéry. Og Vieira.

Og netop Vieira og Makelele udgør et temmelig uoverstigeligt bjerg for den italienske offensiv. Pirlo er ikke hurtig nok, det er Totti i øvrigt heller ikke. Ja, han kan nogle tricks – og man skal bestemt ikke afvise, at han får stukket nogle sukkerbolde til Toni (spørgsmålet er så, om den lange angriber når frem, før Thuram og Gallas...) – men Makelele er et godt bud på en Totti-æder.

Jamen dog – det lyder jo som et markant fransk overtag. Tjah. De stærke franske sider er virkelig stærke. Men i den franske ende står en upålidelig Barthez (han kan stå en brandkamp eller floppe), mens Buffon er Nationalbank-sikker i den anden ende. Og Malouda taber sandsynligvis en del flere bolde på midtbanen end Perrotta og Gattuso.


INDBYRDES
Italien fører klart i den indbyrdes statistik: 17-8-7. Men det seneste opgør var EM-finalen i 2000, og da vandt Frankrig. Dvs - det tæller som kryds i statistikken, fordi kampen gik i forlænget spilletid, men det tælller som et tungt nederlag for Italiens fodbold-ære. Italienerne førte 1-0 indtil sidste minut, hvor Frankrig fik udlignet ved Wiltord. Og i den forlængede spilletid scorede Trézéguet så det forløsende Golden Goal.
Såvel Wiltord som Trézéguet er nok at finde på bænken fra start i Berlin-finalen. Det var de nu også dengang; De blev skiftet ind.
I Berlin starter Frankrig sandsynligvis med fem gengangere fra 2000-finalens startopstilling: Barthez, Thuram, Vieira, Zidane og Henry. Mens Italien nøjes med to: Cannavaro og Totti (Del Piero blev skiftet ind, ligesom han muligvis bliver det denne gang).

Pudsigt nok slog Frankrig også dengang Portugal i semifinalen.

DOMMER
Kampens opmand bliver argentinske Horacio Elizondo, der som bekendt straffede Wayne Rooneys vanvittige bolle-stamp med et rødt kort i kvartfinalen mellem Portugal og England.

VEJR-NOTE
Vejrudsigten taler om regn-risiko i Berlin søndag aften. Lige nu regner det – og det betyder, at holdene næppe får lov til at træne på finalens græstæppe i dagene op til kampen. Selve opgøret skulle dog ikke være i fare.

ITALIENSK SKANDALE
Simrende i baggrunden har under hele slutrunden været de italienske korruptionsskandaler. I den største af dem er Juventus og Milan og diverse andre klubber under anklage for at have fikset kampe. Stort set hele landsholdet og i øvrigt også træner Lippi er berørt af sagerne, men har altså alligevel kunnet præstere temmelig godt ved VM. Senest præsenterede sagens anklager sit krav: Tvangsnedrykning af Juventus (til Serie C), Milan, Lazio og Fiorentina (til Serie B).
Det er uvist, hvad udfaldet bliver, men nedrykning er bestemt ikke udelukket - og det betyder, at en lang række af landsholdsspillerne måske skal se sig om efter nye klubber.
I øvrigt berører sagen også det franske landshold, eftersom Juventus jo har Thuram (han stopper dog alligevel sin karriere efter VM), Vieira og Trézéguet i sin stald.