Indianapolis Colts - Baltimore Ravens: Colts vinder med 7-18 points

Odds:

Oddset på 3,08 fås ved at placere indskuddet som følger:

56% af indskuddet placeres på Colts 7-12 til odds 5,5 @ William Hill (5 @ Ladbrokes og Bet365)

44% af indskuddet placeres på Colts 13-18 til odds 7 @ William Hill og Bet365

(19-24 til odds 11 findes hos bl.a. Bet365)

I tilfælde af andre odds, brug da denne til at finde både samlet odds og indskudsfordeling: http://www.betxpert.com/tools/doublechance.asp

CV på kampen: 70-30, hvilket ikke gør at kampen er værd at spille på lige på.

Chancevurderingerne er sat ud fra en forventning om at Joe Flacco er helt klar (både 70-30 og de 35% for dette spil)

Rest or rust?

Jeg berørte det kort i slutspilsoptakten, men må også hellere nævne det i denne analyse: Colts' beslutning om at trække starterne i spilleuge 16 mod Jets, opgive 16-0-sæsonen, og rive op i den årlige debat om "rust vs. rest" – få er enige når diskussionen falder på dette emne (utroligt nok, med tanke på at der jo kun er to sider), og det er umuligt at sige hvad der er det "rigtige" at gøre her.

Min holdning er at Colts' trænerstab (og front office, som i praksis nok dikterede hvad der skulle ske) traf det rigtige valg; en 16-0-sæson ikke bruges til noget hvis ikke man vinder Super Bowl (bare spørg Patriots-fans); man har større chance for at vinde Super Bowl hvis man har et skadesfrit hold. Men hvad så med både 16-0 OG Super Bowl? Ja, det kunne da være fint – og historisk, ikke mindst – og man kan da sikkert også få både i pose og i sæk, men når det altoverskyggende mål er at vinde Super Bowl, hvorfor så risikere skader til starterne ved at give dem masser af spilletid i de sidste to kampe, "bare" for at gå 16-0? Og kommer man først på 15-0 hvordan vil kritikken SÅ ikke hagle ned over en når man trækker starterne i den kamp?

Der er som nævnte mange holdninger, og i sidste ende er det vel blot at konkludere, at Colts valgte at "ofre" den perfekte sæson for at have en større chance for at vinde Super Bowl. At de så ikke har statistikken med sig i den beslutning er en anden ting. Et yndet kritikpunkt af Colts' beslutning er at fremhæve at dét ene år hvor de spillede igennem med starterne vandt de Super Bowl, mens de ikke er nået så langt når de har sparet starterne. Her "overser" man så dels 2003-sæsonen, hvor Colts spillede sæsonen igennem med starterne og røg ud i AFC-finalen, dels det faktum at Colts har været skadesramt i flere af disse slutspil, dels at de tre af de seneste fem gange de er røget ud er blevet slået ud ud af den senere Super Bowl-vinder (altså ikke et hvilket som helst hold), og de øvrige to gange (de seneste to gange) har det været mod den efterhånden onde ånd, San Diego Chargers.

Nuvel, nok om fortiden for nu. Colts er skadesfri i år, og det hænger til dels sammen med beslutningen om at spare starterne i de sidste kampe.

Men presset er der:

Netop dét faktum at de er skadesfri, samt valgte at opgive den perfekte sæson (eller i hvert fald lægge den i hænderne på en rookie-QB, som viste sig ikke at være klar til det), gør dog også at presset på Colts i år er større – i hvert fald udefra. Der har været kraftig kritik fra flere fansider, og det virker sågar som om selv ikke en Super Bowl-sejr vil være nok til at tilfredsstille nogle af fansene (så vil de jo nok brokke sig over at de ikke gik over i historien som det første 19-0-hold nogensinde).

Presset er også til stede indefra, men det hænger ikke på samme måde sammen med dét fansene er sure over. Colts vil til gengæld "bare" ud og vinde, og få vendt den dårlige statistik, der siger "one and done" i slutspillet i tre af de seneste fire sæsoner. Spillere, trænere og alle omkring holdet kender den nyere slutspilshistorie i klubben, og vil vise at det ikke hænger sammen med rust pga. hvile.

Derudover vil spillerne forsøge at vende al kritikken til noget positivt på banen. Fansene vil uden tvivl være "fired up" og forvente et festfyrværkeri fra spillerne, og mon ikke også spillerne er ramt af en vis "us against the world"-mentalitet efter al virakken?

Pierre Garcons fokus: Ravens eller Haiti?

Én Colts-spiller kan dog risikere at være ramt lidt mentalt inden kampen starter – WR Pierre Garcon er halvt haitianer, og flere bekendte (både venner og familie) er endnu savnet efter jordskælvet tidligere på ugen.

Så et ret naturligt spørgsmål når snakken falder på Garcon må være om hans fokus er på banen mod Ravens eller udenfor banen på Haiti? Jeg skal ikke kunne sige det, men i sidste ende er det professionelle atleter vi har med at gøre, og Garcon har da også meldt ud at han bliver og vil hjælpe Colts i slutspillet, og først når Colts er røget ud af slutspillet, vil han tage til Haiti.

Videre fortolkning af dette vil jeg lade være op til læseren – videre til selve kampen.

TILFØJELSE (fredag eftermiddag): Det forlyder at Garcons familie på Haiti er okay.

Colts' pass rush vs. Ravens' o-line:

Ravens havde i de to holds møde tidligere på sæsonen ganske pæn succes med at holde Colts' pass rush væk fra QB Joe Flacco. LT Jared Gaither og RT Michael Oher leverede begge en fornem kamp overfor hhv. Dwight Freeney og Robert Mathis.

I løbet af kampen blev Joe Flacco kun ramt én gang, og her var han sluppet af med bolden. Det var samtidig én af blot to kamp i år hvor Colts ikke lavede et sack (de lavede heller ikke et mod Bills, men det var også med reserver i tre quarters). Kan Gaither og Oher (og resten af linjen) levere en ligeså fornem kamp i dette opgør er Ravens allerede nået langt, men med en Joe Flacco under center, som stadig kan være lidt påvirket af sin lårskade, og derfor ikke være ligeså mobil som normalt, vil det formentlig kræve endnu mere af linjen at holde ham væk fra jorden i denne kamp – ikke mindst med tanke på at Dwight Freeney går helt skdesfri ind til denne kamp, i modsætning til kampen i den regulære sæson.

Ray Rice: Run!

Med en (måske) halvskadet quarterback, som leverede en lidet overbevisende stat-line mod et hæderligt (men så heller ikke mere) Patriots-secondary, bag en offensiv linje, der tillod tre quarterback hurries på 10 dropbacks, til et dybt middelmådigt Patriots-pass rush, har Ravens i dén grad brug for at kunne løbe bolden.

Det kunne de også i sidste uge – uhyre effektivt endda. Ray Rice brød fri for 83 yards og touchdown på kampens første offensive spil, og så var stilen lagt. Flaccos stat-line (4/10 for 34 yards og 1 INT) skal naturligvis også ses i dét lys, at Ravens sjældent havde brug for at kaste bolden fordi løbet fungerede så godt. Det er dog stadig lidt bekymrende, at Flacco ikke leverede mere, når han nu netop havde et så stærkt løbeangreb. Succes med løbet burde sættes kastet op og føre til at Ravens effektivt ville kunne udføre playaction-spil.

Der er fra amerikanske eksperts side spekuleret i at Flacco var mere skadet end Ravens umiddelbart giver udtryk for, og det kan da også være én af forklaringerne på den manglende succes gennem luften. En lårskade vil uundgåeligt have indflydelse på Flaccos evne til at træde ind i kastet, og jeg vil da næsten tillade mig at håbe at det vitterligt var derfor – for hvis ikke det var pga. skaden var det ganske enkelt bare en af de mest håbløse quarterback-præstationer jeg har set længe (hvis vi lige ser bort fra spillere som bl.a. JaMarcus Russell, der sjældent leverer andet end håbløse præstationer).

I det omvendte opgør havde Colts pæn succes med at stoppe Ray Rice, og han blev holdt til 71 yards på 20 carries (3,6 yards pr. carry – hans laveste snit i hele sæsonen), og generelt har Colts haft et nogenlunde tag på disse hurtige backs. Også Titans' Chris Johnson blev holdt nogenlunde i skak, og nåede ikke over 4 yards pr. carry, og havde i to kampe ikke ét løb for mere end 11 yards (ingen andre hold formåede at holde ham til et længste løb der var så kort i den her sæson).

Det er en af de store historier om Colts' forsvar i år – evnen til at stoppe løbet. I Super Bowl-sæsonen i 2006 var løbeforsvaret fuldstændig håbløst i sidste halvdel af sæsonen hvor bl.a. Bob Sanders var ude, men da de nåede slutspillet og Sanders var tilbage klikkede forsvaret og holdt modstandernes løb i skak, og det bidrog til at Colts nåede hele vejen.

Under den nye defensive koordinator, Larry Coyer, har Colts' forsvar i år (og her har jeg fraregnet de to sidste kampe hvor reserverne tillod et hav af rushing yards) tilladt 1574 yards på 381 carries i 14 kampe (112,43 i snit pr. kamp og 4,13 yards pr. carry). Det er solide, men på ingen måde fantastiske stats, men det skal også nævnes at flere af de løb, der har været med til at trække snittet op er kommet sent i kampe der er afgjort (bl.a. mod Rams).

Den form Ray Rice og Willis McGahee har vist de seneste uger er dog ganske skræmmende, og hvis ikke Colts' forsvar er klar fra start, kan det hurtigt gå som vi så det gøre i søndags for Patriots. Rice er den eksplosive af de to, mens McGahee er en solid mulighed i short-yardage situationer, men også sagtens kan tage læsset ellers, og også kan lave store spil, og – ligesom Rice – gribe bolden effektivt. Colts' største problem på forsvaret er de tunge backs, der er svære at få ned, da den defensive filosofi bl.a. bygger på små (dvs. typisk under 300 lbs) spillere, som til gengæld er forholdsvis hurtige.

Kan Ravens' forsvar levere endnu en pragtpræstation?

Vi var i søndags ikke blot vidne til en slutspilssejr med 34 passing yards (delt lavest i Super Bowl-æraen), men også en fabelagtig præstation af Ravens' forsvar, som lagde et uhyggeligt pres på Patriots' QB Tom Brady, forcerede turnovers, og var fantastiske til at komme over disse – to af de tre interceptions de lavede var "tip drills".

MEN... der skal heller ikke lægges skjul på at det var et Patriots-hold, som var langt fra tidligere tiders præstationer, over stort set hele linjen:

* Wes Welkers fravær var mærkbart, også selvom Julian Edelman gjorde det solidt
* Den offensive linje spillede horribelt
* Tom Brady virkede, formentlig som konsekvens af de to ovenfor nævnte ting, uhyre usikker, og til tider direkte bange for sit knæ. For to år siden havde Brady scoret et rushing touchdown i den kamp i stedet for at kaste bolden væk fra fem-yard linjen med en lille motorvej ind til end zone. Han virkede decideret rystet – en del af det kan naturligvis også hænge sammen med den dårlige start, men Patriots har tidligere været i stand til at ryste disse ting af sig og rejse sig. Det var ikke tilfældet denne dag.
* Bill Belichicks attitude med ca. 50 sekunder tilbage af første halvleg hvor han står og tager sit headset af inden Ravens kører et spil på tredje down, som kunne give ny første down (eller give Patriots bolden) er så anti-Patriots'sk som noget kan være.

Ikke sagt at Ravens fik sejren foræret af Patriots – på ingen måde. En stor del af grunden til de ovenstående problemer var netop fornemt spil af Ravens' forsvar. Men Patriots skal også selv have en del af skylden for det – der var absolut intet der fungerede for dem, og spørgsmålet er om Ravens kan være så heldige at få sådan en "foræring" to uger i træk? Jeg tvivler.

I mødet tidligere på sæsonen havde Ravens generelt et solidt tag på Peyton Manning, som ganske vist kastede for 299 yards og completede 71% af sine kast, men også blev intercepted to gange, og kun kastede ét touchdown.

Ravens havde ikke succes med at nå ind til Manning og få ham sacked i kampen og linjen tillod kun fem pressures (Manning blev aldrig ramt), og det er ganske enkelt ikke nok når man står overfor Peyton Manning. Han skal presses til at slippe tidligt af med bolden, rammes og gøres usikker – kort sagt: Pass rushet skal hjælpe det bageste forsvar. Det gør sig generelt gældende i football, det gør sig mere specifikt gældende når man har med Peyton Manning at gøre, og det gør sig i høj grad gældende når man har et secondary, som ikke hører til blandt ligaens allerbedste.

Det skal dog nævnes at Ravens fik spillet sig op i løbet af sæsonen og blev bedre og bedre mod kastet, og for sæsonen blot tillod en passer rating på 71,9 (6. lavest i ligaen).

Kan Colts løbe bolden?

Colts er som nævnt nogle gange langt om længe skadesfri, og det gør sig ikke mindst gældende på running back-positionen, hvor Joseph Addai i flere kampe har måttet trække det store læs, fordi rookie Donald Brown har været skadet. Brown har til tider vist prøver på sit talent, men samlet set har hans første sæson i klubben ikke været imponerende: 78 carries for 281 yards og 11 catches for 169 yards – og samlet tre touchdowns (alle løbet ind). Addai har været betydeligt bedre og slutter med 828 yards på 219 carries og 10 touchdowns – hertil lægges 51 catches for 336 yards og tre receiving touchdowns.

Jeg har berørt det flere gange i løbet af sæsonen, men Colts' problem – og styrke – med løbeangrebet er, at det i høj grad er ineffektivt "between the 20's", men til gengæld er stærkt i red zone. Med Peyton Manning, der effektivt dirigerer tropperne frem til red zone er det ikke umiddelbart et stort problem, men der er tidspunkter hvor det ville hjælpe gevaldigt at have et stærkere løbeangreb til at trække lidt af læsset, i stedet for at stort set alle points Colts sætter på tavlen kræver at Manning leverer varen og fører holdet frem af banen, i stedet for bare at give bolden til en running back, der kan skaffe en masse yards.

Yderligere viser statistikken at Addai løber mere effektivt efterhånden som kampen skrider frem (3,3 yards pr. løb i 1. quarter, 3,9 i 2. og 3. quarter og 4,1 i 4. quarter). Med tanke på alle de tætte kampe Colts har haft i år må det betragtes som en styrke at vide at man i Addai har en running back, der er til at stole på, hvis man vælger at køre en draw på vej frem ad banen.

I det seneste møde løb Addai bolden 19 gange for 74 yards (hans næsthøjeste total i sæsonen) og et touchdown, og selvom 3,9 yards pr. carry ikke er fantastisk, er det ikke desto mindre stadig nok til at flytte kæderne og hjælpe holdet til mere overkommelige tredje downs.

Hvis Ravens tvinges til at kaste...:

... så ser det sort ud. Kort fortalt.

Jeg må indrømme at min tiltro til Joe Flacco med den lårskade han har umiddelbart ikke er ret stor. Jeg forventer ikke en ligeså horribel præstation som i sidste uge, af flere grunde. Dels er Colts' forsvar opbygget således at det tillader en forholdsvis høj completionprocent (63,8% i år er forholdsvis lavt for Colts), men sørger for at få lavet tacklingen umiddelbart efter catchet, og derigennem undgår at blive brændt dybt. Generelt er fokus på at undgå at tillade de store spil, og så selv lave nok til at man kan vinde – og det må siges at have virket indtil nu.

Der er flere eksempler på det – bl.a. uge 2 mod Dolphins, hvor Colts havde bolden i mindre end 15 minutter, men stadig vandt 27-23. Forsvaret havde store problemer med at komme af banen, men lavede det vigtige spil mod slutningen af kampen, som gav Colts mulighed for at vinde. Mødet med Ravens var også et eksempel på det. Ravens flyttede flere gange bolden ind i Colts' territorium, men måtte fem gange nøjes med at score field goals – derudover brændte de et field goal. Det ene af de fem field goals de scorede kom da de med 1. and goal på Colts 1-yard linje tre gange stoppede løbet og holdt Ravens ude af end zone. I slutningen af kampen lavede Gary Brackett så det helt store spil da han med 2.49 tilbage interceptede Joe Flacco på 3. down i Colts' red zone. En incompletion havde givet fjerde down og formentlig et field goal til Ravens, hvilket ville bringe dem i spidsen.

Netop evnen til at lave det ene store spil der skal til, uanset om det er offensivt eller defensivt, har kendetegnet Colts i år, og er en af de væsentligste grunde til at Colts har vundet 7 kampe med 1-8 points, og 7 gange i år er kommet tilbage i fjerde quarter efter at have været bagud, for at vinde kampen.

Men hvorfor ikke ikke anbefale den smalle sejr...?

Den lette måde må være at sige at jeg ikke synes oddset er til det – det er godt nok et nogenlunde standardodds, som jeg har fundet værdi i tidligere i Colts-kampe, men jeg ser visse faktorer som peger mod at Colts denne gang ikke behøver afgøre det til allersidst. Flaccos skade, et skadesfrit og motiveret Colts-hold, hjemmebanefordel (det seneste møde var i Baltimore, ikke i Indianapolis).

Det er bestemt ikke i statistikken man skal finde trøst: Colts har således blot vundet fire kampe i år med 7-18 points, mens Ravens kun har tabt to med den pågældende margin.

Ser man på de indbyrdes møder, har Colts vundet de seneste syv kampe, herunder i slutspillet – i Baltimore – for tre år siden (Super Bowl-sæsonen), hvor Colts vandt 15-6 (en kamp uden touchdowns). Af de syv sejre har de tre været med 7-18 points – men dog ikke nogle af de seneste tre.

En lidt pudsig statistik, jeg ikke havde set før nu (mens jeg skriver analysen) er at Ravens har tabt med 7-18 points tre af de fire gange de er røget ud af slutspillet siden genopstandelsen i 1996.

Næstsidste lille note:

Det her er et af de til tider lidt glemte rivalopgør i ligaen. Colts startede i Baltimore (som Baltimore Colts), men flyttede i 1983 franchisen til Indianapolis, hvilket Baltimore aldrig rigtig har tilgivet ejer Jim Irsay. Baltimore stod dermed uden et NFL-hold indtil Cleveland Browns i 1996 flyttede til Baltimore og blev til Ravens.

Sidste note – skaderne:

Colts har 20 spillere på deres skadesrapport, men alle disse har deltaget fuldt i træningen, og må forventes at være aktive. Kicker bliver Matt Stover, selvom Adam Vinatieri er blevet klar ovenpå en skade.