Brasilien - Frankrig: (AH: -0,5) 2

Kvartfinale i Frankfurt (om retten til at møde England/Portugal i semifinalen)

Et genfødt fransk hold med ny taktik, ny gejst og ny Zidane-eufori har gode chancer for at overraske mod de brasilianske favoritter – der har skadesproblemer.

Jeg beklager, at denne analyse er meget lang. Men en monster-kamp fortjener en monster-analyse. Kniber det med tiden, så brug de fremhævede ord til at shoppe rundt og navigere dig frem til det, du synes er vigtigt.

Brasilien-Frankrig ER en storkamp, faktisk for stor til en kvartfinale, men det er Frankrigs skyld, eftersom holdet kun formåede at blive toer i sin pulje. Netop derfor – og så fordi Brasilien er Brasilien, dvs mange folk spiller blindt på Ronaldinho og co. – er oddset på brasiliansk sejr meget lavt. Alt for lavt. For faktisk har Frankrig ganske gode chancer for at stikke en kæp i det brasilianske hjul. Det tog tid, før holdet kom i gang ved dette VM, men i gang kom man. Og med manér, da man slog Spanien.

Er Brasilien kommet i gang? Både og. Holdet har ikke overbevist for alvor – og så har man i øvrigt endnu ikke mødt en rigtig klassemodstander. Det sker denne lørdag. Omvendt har brasserne endnu ikke haft behov for at overbevise. Det har de nu - og så gør de det måske.

Begge hold har en verdensklasse-spiller, der ikke har rullet sig ud endnu. For Brasilien er det Ronaldinho, for Frankrig Thierry Henry. Jep, Ronnie-drengen (jeg har lovet Brasiliens-ekspert Frank Pilantra, at jeg ikke ville bruge det udtryk, og jeg skal da også nok holde mig i skindet i resten af analysen...) lagde op til nogle mål mod Japan, og Henry har scoret et par mål. Men verdens bedste har de ikke været. Og det er de jo ellers.

Men så har holdene andre strenge at spille på. Og her er det vigtigt for Frankrig, at den elegante kreatør Zidane er vågnet til dåd, og at stortalentet Ribéry er trådt ind på verdensscenen med manér. De kan volde det ellers stærke brasser-forsvar mange problemer. I den anden ende kan Brasilien også få problemer. Ronaldinho har ikke været sig selv, Kaká er tvivlsom pga en skade (ligesom Emerson) – og fremme har Ronaldo ganske vist nettet tre gange, men han ligner ikke én der kan kyse Thuram og Gallas.

Dommer er Luis Medina Cantalejo fra Spanien, men mon ikke han er professionel nok til at undlade at hævne sit fædrelands deroute mod Frankrig... :-)

Spilforslag
Brasilien er favorit, fordi holdet er forsvarende verdensmester, har en bredere trup og kommer med fire sejre i træk ved denne slutrunde. Mens Frankrig kun har spillet én god kamp. Men når man kan få odds 2,14 for asian handicap 0,5 i Frankrigs favør (reelt X2), er det bare at slå til. Et flot valuebet (betvalue på 122%).
Dette i betragtning af Frankrigs velfungerende taktik og spil mod Spanien, og i lyset af Brasiliens skader.

Spil-forklaring
Bemærk, at asian 0:0,5 også kan skrives sådan:
Brasilien-Frankrig -0,5

Fidusen er såmænd blot, at Frankrig fører med et halvt mål - og dermed vindes væddemålet, uanset om kampen ender uafgjort eller med fransk sejr.

Slå evt "Asian handicap" op i vores betting-ordbog: www.betxpert.comhttp://www.betxpert.com/artikel/ordbog-hvis-du-vil-vide-og-vinde-mere 

Fransk sejr giver odds 5,0 hos 24hPoker (har været længere oppe diverse steder), også et super-spil.

Man kan også spille X2 hos 24hPoker og få odds 2,13 ved at gøre sådan: Sæt 57,47% af indsatsen på X til odds 3,7 - og resten på 2-tallet til odds 5,0. Se vores oddsværktøjer: www.betxpert.com/tools/doublechance.asp 

Over/Under
En målfattig kamp er det sandsynligste, når der er tale om to af verdens bedste forsvar. Men oddset er temmelig uinteressant (1,67 hos Pinnacle). Der er trods alt også nogle af verdens bedste offensivfolk på banen.
Chancevurdering Over/Under 2,5 mål: 40-60


NÆRMERE KIG PÅ DE TO HOLD

De forsvarende mestre fra BRASILIEN står i kvartfinalen efter at have vundet fire kampe med en samlet målscore på 10-1. Temmelig suverænt. Og alligevel er holdet blevet kritiseret.

Det kan virke uretfærdigt, men et eller andet sted er det såmænd ret logisk. Det er brassernes egen skyld, eftersom de har forvænt os, dels som landshold, dels som individualister på diverse klubhold. Vi vil sgu have lagkage hele tiden!

Sådan er virkelighedens verden naturligvis ikke – der skal også rugbrød til. Men lad os tage et ædrueligt kig på, hvad der fungerer, og hvad der evt fungerer mindre godt, hos Brasilien.

Indledende kampe
Holdet lagde ud med at slå Kroatien 1-0. Her burde det sådan set ikke overraske nogen, at man havde svært ved at gennemtrænge en supersolid kroatisk forsvarsmur, men den grelle mangel på inspiration på midtbanen og den notoriske uoplagthed i angrebet var alligevel bemærkelsesværdig. Der skulle et langskudsmål af Kaká til for at trække sejren hjem.

Derefter blev Australien slået 2-0. Lidt synd for et godt kæmpende australsk hold, der virkelig gjorde det svært for brasserne. Sejren var dog logisk nok; der er grænser for hvor længe man kan stå for presset. Igen kneb det med kreativiteten, og igen var angrebet stillestående. Men der var dog tegn på tøbrud hos d’herrer Ronaldo og Adriano – og sidstnævnte scorede et udmærket mål.

I tredje kamp mod Japan var puljen allerede afgjort, Brasilien var så godt som sikker på førstepladsen, og Japan næsten sikker på at misse kvalifikationen. På den baggrund skal sejren og indsatsen tages med et gran salt, men alligevel: Ronaldo scorede to gange og virkede faktisk i hopla. Selv Ronaldinho, hidtil nærmest blind VM-passager, åbnede for posen og lagde op til diverse chancer og mål. Og så kom Brasilien i øvrigt bagud, men vandt 4-1.
I ottendedelsfinalen mod Ghana var der desværre igen lukket for den kreative hane. Bolden blev spillet rundt og rundt, og kampen var faktisk drønkedelig. Det blev alligevel 3-0, men det var i overkanten. Ronaldo scorede 5 minutter inde i kampen; Kaká stak bolden frem, og Il Fenomeno uddriblede målmanden og puttede den i rusen. Et fint mål der gjorde Ronaldo til alle tiders VM-topscorer med 15 mål, 1 mere end navnkundige Gerd Müller (der dog scorede sine 14 i to slutrunder, 1970 (10) og 1974 (4)) og 2 flere end Just Fontaine (der kun behøvede én slutrunde, 1958, til sine mange mål). Men derefter var det småt med kræs.
Adrianos mål til 2-0 burde have været annulleret for offside, og så scorede Ze Roberto kort før tid, da Ghana havde fået en mand vist ud og vist i øvrigt havde givet op.

Godt og skidt hos Brasilien
Målmand Dida har været generelt god - som sædvanlig. Han har dog haft et enkelt drop – men var heldig med, at Australiens Harry Kewell ikke kunne ramme målet fra få meters afstand.

Forsvar: Har været skræmmende godt. Cafu og Roberto Carlos har været dygtige til at løbe med hjem, selv om de er godt oppe i alderen, og selv om de jo notorisk elsker at gå med frem. Det hjælper, at de begge stadig er hurtige. Og midterforsvaret er uhyggeligt. Især Lucio, men også Juan (og så betænk, at de på bænken har en mand som Cris...). Hurtige, fantastiske til at time deres løb og tacklinger. Forsvarere fra det næste årtusinde.
Lidt spooky, at Brasilien, der plejer at have verdens bedste angreb, nu nærmest har verdens bedste forsvar...

Den defensive midtbane: Ze Roberto har gjort det virkelig godt. Han er jo egentlig offensivmand, men han bruger sin teknik og hurtighed fremragende i defensiven – og præsterer nogle spektakulære tacklinger. Har faktisk reddet holdet ved flere lejligheder.
Emerson har stået lidt blegere i billedet, men sådan er Emerson: No nonsense, getting the job done. Det er vel kun Makelele, der overgår ham som bølgebryder på midtbanen.

På den offensive midtbane har Kaká løbet og løbet – tilbudt sig konstant og forsøgt at hitte på noget fremefter. Ind i mellem er det lykkedes. Og hans mål mod Kroatien var en perle. Men man savner måske nok lige det sidste nøk.
Og det gør man i høj grad også fra Ronaldinho. Han spillede en god kamp mod Japan (hvor intet var på spil), men har ellers virket temmelig anonym. Og hvorfor nu det? Træt efter en lang sæson med spansk titel og CL-pokal? Træt af at være verdens bedste spiller, ham som alle forventer magi af HELE TIDEN...? Eller har han været snu og sparet kræfter til de vigtige kampe, der kommer nu?

I så fald personificerer han så at sige det brasilianske hold. For hidtil har man haft fornemmelsen af, at de bevidst har kørt på højst 75%. Det fulde potentiale har man bestemt ikke set – simpelthen fordi det ikke har været nødvendigt. Det er i hvert fald én udlægning. En anden er, at det bare ikke klikker lige pt for The Fab Four i front.

De to angribere, Ronaldo og Adriano, har set overvægtige eller formsvage ud og været meget stillestående. Især Ronaldo. Men han har jo scoret kasserne, efter en elendig start mod Kroatien og en sløv fortsættelse mod Australien. Adriano ser egentligt ikke overvægtig ud, men virker ikke i hopla (ganske som hele hans sæson). Han har dog også nettet et par gange. Spørgsmålet er, om Brasilien egentlig kan optimere angrebet? Man har Fred (er kommet ind og har scoret en enkelt gang), men han har spillet ret få kampe for Lyon i den forgangne sæson og er næppe løsningen som starter. Så er der Robinho, som mange krævede ind i startopstillingen efter den triste VM-start. Han er dog en helt anden type end de øvrige tre – er en fiks, lille dribler der godt kan lide at trække tilbage i banen og deltage i spillet. Tjah, hvis Ronaldo og Adriano var i topform, ville jeg aldrig overveje Robinho – simpelthen fordi der i Ronaldinho og Kaká burde være fikshed og kreativitet nok bagfra. Men når han er kommet ind, har han skabt liv i kludene. Og da han mod Japan fik lov at starte, gik det fint. Mod Ghana var han dog skadet, og Adriano vendte tilbage (uden den store succes; ud over det mål han fejlagtigt fik lov at score). 

TRUPNYT for Brasilien 
Robinho, der pga en skade stod over mod Ghana, efter ellers at have startet mod Japan, er tvivlsom. Men han ventes dog at blive klar – og få pladsen ved siden af Ronaldo, for Adriano har ikke spillet godt (scorede dog mod Ghana). Midterforsvarer Lucio (vigtig mand) har også døjet med noget skadesværk, men skulle også blive klar.

Til gengæld ser det umiddelbart ikke ud til, at Kaká og Emerson bliver fit for fight. Knæ- og ankelproblemer gør, at de ifølge holdets læge er 70% klare. Det er ikke nok til en kamp på dette niveau. Der kan naturligvis være tale om bluff, men den slags plejer Brasilien (der jo erklærede sin VM-opstilling længe før slutrundens start) ikke at gøre i. Der er også den mulighed, at de faktisk bliver klare, men lad os se.
Det ligger i kortene, at Kakás afløser i givet fald bliver Juninho, en snu og kreativ midtbanemand med et fremragende spark til bolden (det vil nok betyde, at Roberto Carlos for én gangs skyld IKKE skal sparke frispark), men Kakás dynamik og hurtighed har han ikke. Emersons aftager bliver i givet fald Arsenals Gilberto. God og solid, men Emersons udstråling (og lejlighedsvise brutalitet) har han ikke.

Klare svækkelser.

OPDATERING fredag: Både Kaká og Emerson kunne træne med fredag - og har øget deres chancer for at kunne spille. De er dog stadig tvivlsomme.

Juan og Adriano misser en eventuel semifinale, hvis de får gult kort mod Frankrig. Mest udsat er naturligvis midterforsvarer Juan, men mon ikke han tænker på holdet og ofrer sig. Man har jo kompetente folk på bænken i tilfælde af en semifinale.

Bud på opstilling
Ronaldo – Robinho (Adriano)
Ronaldinho – Juninho (Kaká)
Zé Roberto – Gilberto (Emerson)
Roberto Carlos – Lucio – Juan – Cafú
Dida


Velkommen til VM, FRANKRIG. Efter tre sjaskede indsatser i den indledende gruppe, trådte franskmændene i karakter i ottendedelsfinalen mod Spanien. Som en dreven matador tog Les Bleus fusen på den spanske tyr, der løb forvildet rundt i arenaen, modtog stik efter stik og til sidst forblødte.

Frankrig-Spanien
Frankrig vandt 3-1 – helt og aldeles fortjent. Spanierne prøvede og prøvede, men kunne ikke trænge igennem det franske forsvar, og i den anden ende var der hele tiden fare på færde, når Zidane og Ribéry tryllede. Spanien kom ganske vist foran, da Thuram begik et meget klodset og helt unødvendigt straffespark, men snart efter udlignede Ribéry på en fremlægning fra Vieira. I anden halvleg fortsatte den franske overlegenhed; spanierne havde bolden mest, men brugte den dårligt, og det var en naturlig udvikling, at Frankrig kom på 2-1. Også selv om det skete på en lidt kontroversiel måde, og kun 7 minutter før tid. En høj bold lander i højre side, på den spanske banehalvdel, Puyol stæser efter den, det samme gør Henry. De er dog begge et stykke fra bolden, og en anden spanier vil sandsynligvis nå den først. Så meget mere vanvittigt er det hvad Puyol gør: Han giver Henry en skulder i brystet, så franskmanden falder omkuld. Klart frispark. Idet han rammer jorden tager Henry sig til ansigtet, som om det er dér han er ramt – og det er jo et temmelig ufint trick. Men der VAR frispark – og det var med stor sandsynlighed blevet dømt uanset. Frisparket sendes frem i feltet, hvor Vieira header bolden i nettet, via Sergio Ramos. Spanien er knækket. Helt til sidst scorer Zidane så til 3-1 på et flot kontraangreb.
Man kan diskutere, hvad der var sket, hvis Puyol ikke havde dummet sig. Men Thuram dummede sig jo også. Og som franskmændene spillede, havde de nok under alle omstændigheder taget sejren i den forlængede spilletid.

Lidt synd for de talentfulde spaniere, der for så vidt havde fortjent mere end en ottendedelsfinale, men de tabte til et bedre landshold. Taktisk bedre, mere rutineret – og så var Zidane og Ribéry altså klasser bedre end spanierne.

Hvad havde ændret sig for Frankrig?
Men hvad pokker var der sket med Frankrig? For holdet havde virkelig været impotent og ukreativt i de første tre kampe (0-0 mod Schweiz, 1-1 mod Sydkorea og 2-0 over Togo)? Tjah, flere ting. For det første var Spanien en modstander, de gamle franske cirkusheste godt kunne sætte sig op mod. For det andet havde man lavet en taktisk ændring. For det tredje fik især Zidane og Ribéry gang i tryllerierne.

Den taktiske ændring bestod i, at man gik fra 4-4-2 til 4-5-1 (eller 4-2-3-1). Det gav Henry svære arbejdsbetingelser helt i front, at han skulle være alene, og han havde da heller ikke en af sine bedre kampe. Men det gav et overtag på midtbanen, og det gav Malouda til venstre og Ribéry til højre rige muligheder for at skyde frem – og modtage stikninger fra især Zidane, men også Vieira.
Men mest af alt handlede det om, at Zidane og Ribéry var i hopla. Zidane havde sådan set også spillet fornuftigt i sine første kampe (han havde karantæne mod Togo), men her viste han virkelig sit geni.

Zidane ER blevet langsom og kan ikke længere med største lethed uddrible to mand. Men han har stadig sin teknik og sit fantastiske overblik. Og han sinker bestemt ikke spillet – tværtimod sørger han hele tiden for at slå hurtige afleveringer til sine medspillere, og oftest så de er i medløb og har plads og kan bevæge sig fremad med bolden. Han er blevet 34 år, men når han er i hopla, er han stadig klasser bedre end Spaniens ellers virkelig dygtige Alonso og Xavi.
Og ved siden af Zidane fik Ribéry sit gennembrud. Jeg har længe hyldet den lille Marseille-tekniker og forudsagt, at han ville bryde igennem ved VM – hvis bare han ville få chancen. Det fik han sådan set mod Schweiz og mod Togo, og det gik da ok, men det kneb med selvtilliden. Det gjorde det ikke længere, da han fik scoret mod Spanien! SÅ var der ingen grænser for hans formåen. Fantastisk spiller.

Samtidig spillede Makelele og Vieira også en stor kamp på den defensive midtbane. Vieira deltog også i det kreative arbejde. Og Makelele åd Torres igen og igen.

Forsvaret var solidt som altid. I anden halvleg var der ind i mellem optræk til ballade, når hurtige og hittepåsomme Joaquin rundede Abidal, men så blev han skærmet af, af Gallas, Thuram eller Makelele.

De eneste der ikke spillede virkelig godt, var Henry i front, Malouda på venstrekanten og til dels Abidal på venstrebacken. Og så havde Barthez temmelig lidt at lave. 

TRUPNYT for Frankrig
Alle mand skulle være til rådighed. Zidane måtte stå over træningen torsdag pga en øm fod, men ventes bestemt at blive klar.

Spørgsmålet er, om træner Domenech går tilbage til 4-4-2 eller holder fast i formationen mod Spanien, dvs med én angriber og to hurtige folk på hver side af Zidane. Det sandsynligste er, at han holder fast i 4-2-3-1-opstillingen. Den virkede jo fint mod Spanien, og også mod Brasilien kan der være ræson i en talstærk midtbane.

Man kan sige, det er synd, at Henry skal vansmægte i front. Han er meget alene og bruger mange kræfter på at kæmpe og slås. Men 4-4-2 virkede skidt i de første tre kampe.

Det vil altså sige, at Trezeguet nok igen må starte på bænken.

Faktisk har jeg en idé, som Domenech da gerne må tage til sig... :-) Lad Henry tage pladsen på venstrekanten i stedet for en lidt bleg Malouda – og lad Trezeguet være centerforward. Værsgo, Domenech.

Det skal i øvrigt med, at Ribéry, Vieira og Zidane misser en eventuel semifinale i tilfælde af en advarsel mod Brasilien. Mest udsat er nok Vieira, men jeg tvivler på, at det får ham til at holde igen.

Bud på opstilling
Henry
Malouda – Zidane – Ribéry
Makelele – Vieira
Abidal – Gallas – Thuram – Sagnol
Barthez


MATCH-UP
Brasiliansk defensiv/fransk offensiv
Den brasilianske defensiv har været knaldgod indtil videre (var dog heldig ikke at indkassere mål mod Australien og også mod Ghana, hvor Dida helt tilfældigt fik et ben i vejen for et hovedstød). Ind i mellem opstår der sprækker, men så tætner Ze Roberto dem typisk. Som Frankrig spillede i gruppekampene, ville det være drenge mod mænd, med brasserne som de fuldvoksne. Men hvis franskmændene spiller som mod Spanien, bliver det spændende. For Zidane var superdygtig til at skabe plads og slå farlige stikninger. Det var Vieira i øvrigt også. Og især Ribéry var uhyre giftig, en konstant udfordring. Han kan blive svær at holde for Roberto Carlos, som skal være meget påpasselig og nok også bakkes op af de andre. I midten bliver Henry, sådan som han har spillet hidtil, spist af Lucio og Juan. Omvendt, HVIS han tager sig sammen og finder sit spil, så er der INGEN der kan holde ham. Det er dog et stort HVIS.
Frankrig stiller nok med Malouda til venstre og Ribéry til højre. Malouda har ikke helt fået sit spil op at ringe endnu, men kan godt udgøre en fare for Cafú.

Fransk defensiv/brasiliansk offensiv
Den franske defensiv har også været uhyre solid. To mål imod, og det ene var et sydkoreansk kludemål, temmelig tilfældigt, og det andet var et spansk straffe – som den mest rutinerede mand på banen, Thuram, begik på total rookie-vis. Det var meget unødvendigt. Men ok, fejl begås. Og generelt har det franske forsvar været sin opgave voksen – mod spanierne gav man næsten ingen chancer væk, og det var altså mod folk som Torres, Raul, Garcia og Joaquin (denne løb dog noget om hjørner med Abidal) – dvs noget mere bevægelige end fx Ronaldo.

Thuram og Gallas er et fremragende midterforsvar, og både Sagnol og Abidal er solide backs. Der er dog klasseforskel; Sagnol er god både fremme og bagud, mens Abidal er solid bagude (men kan komme i problemer mod en hurtig mand), men kun habil frem ad banen.
Hvis Brasilien stiller med Ronaldo og Adriano, ligner det mad for det franske forsvar. Ingen overraskelser, (sandsynligvis) ingen lynhurtige dybdeløb. Og fysisk kan Thuram og Gallas godt være med. Det bliver mere uforudsigeligt, hvis Robinho er med – for ham kan Abidal godt få problemer med. Under alle omstændigheder er Ronaldinho og Kaká/Juninho nødt til at støde med frem og hjælpe, hvis det franske forsvar skal rystes.
Det bliver også spændende at se hvad de brasilianske angrebsbacks kan gøre ved de franske backs. Carlos skal ikke forvente en nem kamp mod Sagnol, mens Cafú måske godt kan lave et trick eller to mod Abidal (men som nævnt skal han passe på Malouda i den anden ende).

Midtbane:
WAU! Sikke et match-up. Dels Ronaldinho og Kakà over for Vieira og Makelele. Dels Zidane (og Ribéry og Malouda) over for Emerson (eller Gilberto) og Zé Roberto. Sikke dueller, sikke muligheder! Hvis Kakà altså bliver klar. Juninho er også en klassespiller, men har ikke helt Kakàs kvaliteter. Ligesom Gilberto er knapt så god som Emerson.
Hvis Ronaldinho spiller som hidtil, behøver Vieira og Makelele ikke være så nervøse, og Kaká har det ofte svært mod en type som Makelele (ok, der er kun ÉN som Makelele, så lad os i stedet sige, mod tætsiddende markører). Zidane skal ikke geråde ud i løbedueller mod Ze Roberto, men det ved han godt – og han er fremragende til at forme sit spil, så det passer. Hvis man så ham mod Spaniens i øvrigt fremragende midtbane, så man en fantastisk taktiker. Sikke et overblik, sikken snuhed. Men nemt bliver det ikke for franskmændene. Emerson er en terrier, og Zé Roberto er lynhurtig. Og begge tackler, så det gør ondt. Men ok, det gør Vieira og Makelele også... Med Gilberto på banen vil det nok være en tand nemmere for Zidane og co.

INDBYRDES
Sidst de to hold mødtes, var i 2004, hvor en venskabskamp endte 0-0.
Og så var der jo VM-finalen i 1998... Dengang (hvor Barthez, Zidane, Thuram og Vieira var med – ligesom Ronaldo, Roberto Carlos og Cafu) vandt Frankrig 3-0.