Danske Spil slog i 2018 rekorden for bruttospilindtægt og leverede over 1,21 milliarder kroner i udlodningsmidler til det danske sports- og foreningsliv. Især VM og Eurojackpot bidrog til den sorte bundlinje.

5,32 milliarder.

Så stor var Danske Spils bruttospilindtægt (BSI) i 2018, hvilket er mere end 400 millioner kroner højere end  2017, som dengang var rekord. Med andre ord har danskerne aldrig tabt flere penge til Danske Spil på tværs af den statsejede bookmakers platforme.

Det succesfulde år skyldes ifølge Danske Spil fremgang i store dele af koncernen, øget interesse for Eurojackpot og et succesfuldt VM, hvor flere end nogensinde spillede på slutrunden, og hvor der blev omsat for over 800 millioner kroner.

”Indtjeningen i Danske Spil overgik forventningerne i 2018, og resultaterne er skabt i et dansk marked, hvor globale spilleselskaber investerer stort. Trods den skærpede konkurrence er Danske Spils økonomiske bidrag til det danske samfund større end nogensinde. Vi er i bestyrelsen meget tilfredse med årets resultat,” siger Peter Gæmelke, bestyrelsesformand i Danske Spil A/S, i en pressemeddelelse.

BSI i Danske Licens Spil A/S steget med 20 % 

BSI er steget med 3 % i Danske Lotteri Spil A/S ift. 2017, mens Danske Licens Spil A/S opnåede en fremgang i bruttoindtjeningen på 20 %.

Det overordnede resultat vækker ikke kun tilfredshed hos bestyrelsen, men også på den statsejede bookmakers direktionsgange.

”Jeg er meget stolt over at kunne præsentere et så stærkt rekordresultat på vegne af Danske Spil, hvor mange dele af koncernen har vundet markedsandele. Vi har en klar strategi, og det er lykkedes for ledelse, medarbejdere og samarbejdspartnere at eksekvere. Således har vi investeret mere end nogensinde i modernisering af vores IT-platform og vores IT-løsninger. Vi har styrket kundeoplevelsen med digitale løsninger hos store dele af vores forhandlere og opdateret og udviklet vores apps,” siger administrerende direktør, Susanne Mørch Koch, i en pressemeddelelse.

1,21 millarder i udlodningsmidler

Danske Spil giver hvert år overskuddet fra sine lotterier til blandt andet dansk sports- og foreningsliv i form af udlodningsmidlerne, og i 2018 blev det til i alt 1,21 milliarder kroner, hvilket er 165 millioner kroner højere end året forinden.

Siden liberaliseringen af markedet i 2012 er det især på onlinekasinomarkedet, Danske Spil har oplevet størst vækst. Herefter kommer væddemål.

Lotterierne er de produkter, der målt på bruttospilleindtægt bliver spillet mest, men både væddemål og onlinekasino har fordoblet den respektive bruttospilleindtægt på det danske marked siden 2012.