Arvefjende-opgør. Klassiker. Slaget om Nord-London. Kært barn har mange navne. Men topopgør kan vi ikke kalde Arsenal-Tottenham – kampen der fløjtes i gang i aften kl. 21 på Emirates Stadium. Arsenal indtager ganske vist fjerdepladsen i Premier League, men Tottenham Hotspur ligger på sidstepladsen. SIDSTEPLADSEN!

Og mens The Young Guns hos Arsenal fortsat er under Arsène Wengers stabiliserende vinger, har Spurs-hanekyllingerne netop skiftet træner – fra Juande Ramos til Harry Redknapp. Drama og desperation præger klubben; ikke den allerbedste optakt til et opgør mod den stærke nabo.

En lille trøst for Tottenham er det dog at sidst de to klubber mødtes (i januar i år: ligacuppen), vandt Spurs med hele 5-1. At det så var første Spurs-sejr siden 1999, er en anden sag…

En analyse af aftenens kamp findes hér.

Denne artikel er viet til et nærmere kig på den sære størrelse der kaldes Tottenham Hotspur: 

Purgatory

So Purgatory is for the ones that are too bad to get into heaven and not quite bad enough to get into hell? Just like Tottenham...

Mens jeg så den i øvrigt fremragende film “In Bruges,” stivnede mit smil da ovenstående vittige bemærkning blev stukket ud. Kniven sad lidt for tæt på hjertet.

Sandheden er ofte ilde hørt. For sandt er det at Tottenham i umindelige tider har rodet rundt i limbo – uden at rykke ned i den næstbedste række (i hvert fald ikke siden 1977…), men også uden at nå helt op hvor det er sjovt.

Pinligt for en klub der regnes som en af de helt store i engelsk fodbold – pga den store fanbase, det store budget og de mange store stjerner der gennem tiden har figureret på holdet. Og såmænd også pga de historiske meritter der er ganske nydelige. Men triumferne er blevet mere og mere pletvise – og mindre og mindre glorværdige…

50 år uden mesterskab

Tottenham Hotspur har vundet det engelske mesterskab to gange, i 1951 og i 1961. Det er altså snart 50 år siden det sidst skete. Et halvt århundrede.

I 1961 blev det også til en FA Cup-titel; Spurs var såmænd den første engelske klub til at score sig en Double i det tyvende århundrede. FA-pokalen snuppede man også i 1962 (under den legendariske træner Bill Nicholson, 1958-1974, der skaffede i alt otte trofæer hjem) – og Spurs har faktisk vundet pokaltitlen hele otte gange. Til sammenligning har Manchester United vundet den 11 gange – heraf fem gange siden 1990.

Sidst Spurs vandt FA Cuppen var i 1991…

Det var med folk som Paul Gascoigne og Gary Lineker på holdet. Og vejen til finalen (hvor Spurs vandt over Nottingham Forest med Stuart Pearce som benhård back, og hvor Gascoigne i øvrigt blev knæskadet da han selv groft mejede en modstander ned) gik over en mindeværdig semfinale mod arvefjenden, Nordlondon-naboen Arsenal. Søndag d. 14. april 1991.

3-1 endte det, bl.a. via et fremragende frisparksmål af Gacoigne. Og siden har 14. april været en helligdag for alle ægte Spurs-fans.

Hvilket på en eller anden måde er temmelig trist. For det siger lidt om hvor få betydningsfulde kampe Spurs har vundet over Arsenal.

90’ernes ørkenvandring

Men tilbage til meritterne. Efter FA Cup-triumfen begav Tottenham sig ud i en ørkenvandring – den næste pokal kom først i hus i 1999: Ligacuppen. Og det selv om klubben i starten og midten af halvfemserne rådede over offensive pragtspillere som Jürgen Klinsmann, Teddy Sheringham, Darren Anderton, Nick Barmby og Ilie Dumitrescu.

Træner Osvaldo Ardiles (kom til i 1993) forsøgte faktisk at spille med alle disse Famous Five på banen. Meget ambiøst – og temmelig naivt (selv om Klinsmann bombede kasser ind). Og den gamle storspiller Ardiles blev fyret i 1994.

Hvilket var uhyre deprimerende for os fans. For Ardiles inkarnerede Spurs-ånden: Han havde været med på det store hold der faktisk VAR med i den absolutte top omkring 1980 (uden at vinde mesterskabet, ja – men det var tæt på, og det blev til to FA Cup-gevinster og en UEFA Cup-titel). Et hold der også talte personligheder som Glenn Hoddle, Ricardo Villa, Steve Archibald…

Og Ardiles stod for det positive, offensive spil – som vi Spurs-fans altid bryster os af (lidt ligesom danskerne med landsholdet i 70’erne): Det kan godt være at vi ikke vinder, men vi spiller fanme flot fodbold!

Boring Arsenal

Og det var faktisk nok til at holde modet oppe i en del år – også op gennem de resultattynde 90’ere. Her vandt hadeobjekt nr 1 Arsenal diverse ting, men på grumt kedelig vis. ”Boring Arsenal,” blev klubben kaldt dengang. Fuldt fortjent.

Men ak – det gik jo over da den pokkers franskmand kom til, i 1996. Arsène Wenger revolutionerede Arsenal (dog ikke med det samme, de første år havde Arsenal stadig et betonforsvar med typer som Lee Dixon og Martin Keown). Bibeholdt effektiviteten, men bibragte en elegance, en æstetisk nydelse, en vis je-ne-sais-quoi...

Da blev man for alvor misundelig i Tottenham Hotspur. De bitre følelser kunne blandt andet ses da den bomstærke midterforsvarer Sol Campbell i 2001 skiftede til netop Arsenal. Siden har han ikke heddet andet end ”Judas”.

Bizar transfer-politik

Sol Campbells skifte var et klassisk eksempel på de af og til bizarre vinde der har blæst i Tottenhams direktionsgange. For hvad ligner det at sælge en profil til en konkurrent? Det skal med at Campbell havde fuldendt sin kontrakt – og det var begrænset hvad Spurs kunne gøre hvis han virkelig ønskede at skifte. Men den store forsvarer havde igen og igen udtrykt ønske om at holdet blev forstærket – så han kunne få opfyldt sit ønske om at spille Champions League-fodbold. Ønsket blev ikke opfyldt; Spurs kendte ikke sin besøgelsestid.

Et halvt år før salget af Sol Campbell var Daniel Levy kommet til som formand – og repræsentant for aktiemajoritets-haveren ENIC International Ltd, et investeringsselskab. Det kunne ikke få Campbell til at blive, men det har givet flere penge at rutte med. Og Spurs var faktisk i to sæsoner så tæt på toppen som man kan komme – både i 2005/06 og 2006/07 blev klubben nr 5, dvs lige udenfor de CL-kvalificerende pladser. I 2006 lå Tottenham faktisk på fjerdepladsen, men tabte i sidste spillerunde til West Ham fordi halvdelen af truppen var ramt af maveforgiftning. Og hvem snuppede så fjerdepladsen? Arsenal, såmænd.

Berbatov og Keane

Men tilbage til pengene og transfer-dispositionerne. For der sker stadig sære ting i Tottenham. Op til denne sæson solgte klubben sine to topscorere, Dmitri Berbatov og Robbie Keane, til henholdsvis Manchester United og Liverpool. Igen absolutte profiler – og igen var aftagerne absolutte konkurrenter.

Tottenham lå dog heller ikke på den lade side hvad spillerkøb angik. I løbet af sommeren hentede man stortalenter som Modric, Giaovani og Bentley – samt en klassemålmand i PSVs Gomez. Og efterfølgende er EM-profilen Pavlychenko og den stærke City-forsvarer Corluka kommet til.

Men lige lidt hjalp det. Tottenham fik en katastrofal sæsonstart – den værste i årtier – med blot to point i ni kampe. Og hovederne begyndte at rulle.

Først røg sportschef Damien Comolli. Ikke uden bifald fra Spurs-fans – for Comolli, der kom til i 2005 (da Frank Arnesen – endnu en ”Judas” – skiftede til Chelsea) havde tidligere arbejdet for Arsenal (og er ven af Wenger), og det er jo ikke verdens bedste CV i vores øjne.

Farvel til Ramos

Og i sidste uge røg så manager Juande Ramos. Den spanske mirakelmager der havde reddet holdet op fra bund-suppedasen i sidste sæson og havde sikret en ligacup-triumf (finalesejr over Chelsea), den første pokal i ni år.

Gav det mening at fyre Ramos? Både-og. Den bizarre transfer-politik (hvad ligner det at sælge sine to topscorere, og hvad ligner det at købe Bentley, en højrekants-landsholdsbobler, når man i forvejen har Aaron Lennon, Englands måske allerstørste talent – og når det er venstrekanten man har brug for en forstærkning til?) er det vel primært Comolli og Levy der bærer ansvaret for. Men Ramos må også have haft indflydelse – og hvis ikke, så har han været godt dum; en manager SKAL have indflydelse over hvilke spillere han skal gøre godt med.

Og uanset hvad – tåbelige transfers eller ej: Spurs-truppen bugner af talent. Med andre ord for ringe at Ramos ikke har kunnet få mere ud af den. Eller uheldigt? Tjah.

Harry Redknapp

Nu er det Harry Redknapp der står ved roret i Tottenham. Og han har klogt nok sikret sig hånd- og halsret over transferpolitikken. Han kan naturligvis ikke få alt hvad han peger på – men klubben sælger og køber ikke uden hans godkendelse.

Fornuftigt. Og Redknapp der i sidste sæson førte Portsmouth til FA Cup-titlen, virker i det hele taget som en snu fætter. Lidt for snu, måske. Han har været indblandet i flere korruptionssager. Endnu uden domfældelse, men røgen ser ud til have en brand bag sig et eller andet sted. Han har således på et tidspunkt fået en galophest af en spilleragent (hesten har dog været en fiasko, forsikrer Redknapp - den har intet vundet).

Det er ikke første gang Tottenham Hotspur anskaffer sig en aparte manager. Et andet eksempel er George Graham (1998) der vakte Spurs-tilhængernes modvilje ved ikke blot at være tidligere Arsenal-træner (og –spiller), men også være dømt for korruption (han havde fået penge under bordet af agenten Rune Hauge for at hente danske John Jensen til Arsenal).

Og i 2001 reinkarnations-tåben Glenn Hoddle. Tidligere storspiller for Spurs – men hans evner på banen stod i grel modsætning til hans menneskelige egenskaber. Han var i 1999 blevet fyret som engelsk landstræner for sin stupide udtalelse om at handicappede måtte have have gjort noget ondt i et tidligere liv. Og hans trænergerning i Tottenham var også præget af konflikter. Flere spillere kritiserede ham for at være dårlig til at kommunikere – og for i det hele taget at være en dårlig træner. Tjah, måske havde han gjort noget grimt i et tidligere liv…

Redknapps yndlingsklub?

Men nu er det altså Harry Redknapp der skal indfri det store Spurs-potentiale. Officielt var hans første kamp som Tottenham-træner weekendens sejr over Bolton (der fik en mand udvist), men han kom til så sent at det var assistenttræner Clive Allen der stod for holdudtagelsen.

Så Redknapps ilddåb kommer altså denne onsdag, på Emirates Stadium mod Arsenal – Tottenham Hotspurs’ arvefjende.

61-årige Harry Redknapp er i øvrigt født i London – og som dreng holdt han med – ja, hvem mon? Arsenal.

Suk.