Tre nye klubber gør deres entre i den bedste engelske række, hvor særligt Brighton og Huddersfield bliver et nyt bekendtskab for mange. Kan de skabe overraskelsen og overleve i verdens bedste liga, eller skal de en tur tilbage til Championship? Læs anden del af vores Premier League 2017/18 optakt, der gennemgår de sidste 10 af ligaens 20 hold.

 

En milliardstor tv-aftale i England gør, at pengene kan flyde frit fra klubberne i transfermarkedet. Særligt storklubberne forventes at gøre store handler, men sandheden er, at samtlige klubber i ligaen har råd til at forstærke sig. Som altid forventes nyoprykkere at få en svær første sæson, men også her er der økonomisk mulighed for at hente forstærkninger, og det kan skabe tæt kamp i bunden af rækken.

Optakten til Premier League er i to dele. Dette er den anden del, og alle klubber er sorteret efter, hvordan Premier League-eksperten- og skribenten Thomas Schyth vurderer, at de ender i løbet af sæsonen. Bemærk, at der er stadig er en uges tid til sæsonstart, og transfervinduet er endnu ikke lukket, så hold øje med kommentarer til optakten, hvor der løbende vil blive orienteret om de vigtigste transfers.

Første del kan læses her.

Southampton Newcastle Crystal Palace Leicester Bournemouth
Watford Brighton Swansea Burnley Huddersfield

Premier League 2017/18 Odds & Tips

Udvalgte odds på nedrykkere fra Premier League 2017/18

Bedste odds Bookmaker
Huddersfield 1,66
Bet365
Brighton 2,25
Betfair Sportsbook
Burnley 2,40
NordicBet
Watford 2,75
Bet365
Swansea 3,25
Unibet
Newcastle 5,00
888sport
Crystal Palace 6,00
Unibet
Bournemouth 7,00
Danske Spil
Leicester 17,00
888sport
Southampton 26,00
Bet365

 

Southampton – Kan Saints fortsætte stabilitet med konstant salg af talenter?

Southampton gik som altid ind til sidste sæson med en forventning om, at de skulle spille sikkert med i den øverste halvdel af ligaen. Fokus på Liga Cuppen og et enormt presset juleprogram gjorde det dog svært for Saints at fastholde momentum i ligaen. En 8. plads blev reddet hjem mod slutningen af sæsonen, men der var mange bump på vejen. De sidste mange sæsoner har Saints haft et fantastisk ungdomsarbejde, men så snart spillerne er slået igennem på førsteholdet, er de blevet solgt til større klubber. Kan den nye manager Pellegrino skabe en god sæson med det spillermateriale, der nu er til rådighed?

Forventet startopstilling:

4-4-2: Forster – Pied, Yoshida, Stephens, Bertrand – Tadic, Davis, Romeu, Boufal/Redmond – Austin, Gabbiadini

Bud på straffesparksskytte:

Charlie Austin / Dusan Tadic

Styrker/Svagheder:

Southampton havde svært ved at finde kontinuitet i spillestil sidste sæson, hvilket betød, at man nogle gange forsøgte at være boldbesiddende, offensive og kreative, mens man i andre kampe var mere direkte. Umiddelbart så man bedst ud i de kampe, hvor man stod dybt og spillede direkte, og det kan vise sig at være positivt under den nye manager Pellegrino. Argentineren har nemlig præference for det direkte spil, hvilket han bl.a. viste sidste sæson med Alaves. Southamptons har mange dygtige kontrafolk, men en alt for defensiv tilgang kan blive et problem mod svagere klubber, da det så kan blive svært at åbne modstanderens forsvar.

Nøglespillere:

Stephens / Yoshida. Det ser ud til, at Southampton mister deres bedste forsvarsspiller Van Dijk i transfervinduet, og således afhænger stabiliteten bagude af Yoshida og Stephens. Det er ikke top verdensstjerner, vi her har med at gøre. De var begge henholdsvis 1. og 2. reserve, da sidste sæson startede, men grundet skade til Van Dijk og salg af Fonte midt i sæsonen, blev de ”kastet for løverne” i anden halvdel af sæsonen. Det gjorde de bedre end forventet, men det er stadig et til tider usikkert makkerpar, og det er vigtigt, de finder kontinuitet og et godt samarbejde gennem en hel sæson.

Transfers ind:

Southampton har som en af de få klubber i Premier League forholdt sig meget i ro i transfervinduet. Man har købt den 21-årige forsvarsspiller Bednarek fra polske Lech Poznan, men mere er det endnu ikke blevet til. Bednarek kommer fra en sæson, hvor han var fast forsvarsspiller for Lech, men det kan ikke forventes, at han går ind og slår etablerede Premier League-spillere af holdet. Derfor er det oplagt, at han er et køb til fremtiden og til bredden på holdet.

Transfers ud:

Man har solgt Jay Rodriguez (angriber) til West Bromwich. Efter han er vendt tilbage fra langvarig skade har han aldrig rigtig fundet sit gamle niveau, og med indkøb af Gabbiadini var han formentlig kun tiltænkt en reserverolle.

Derudover har man solgt backen Cuco Martina til Everton, men han var alligevel blot 3. valg til backen, og dermed kan man ikke sige, at man er gået svækket ud af transfervinduet.

Den største transferspekulation omkring Saints går på forsvarsspilleren Van Dijk, der er eftertragtet hos de største klubber i England. Således er Manchester City, Chelsea og Liverpool efter sigende interesserede i spilleren, og han er ikke blevet inkluderet i holdets pre-season af samme grund. Da han også selv offentligt har bedt om at blive solgt, kan det derfor godt forventes, at han forlader klubben, inden transfervinduet lukker.

Sæsonen:

Southamptons forventninger til denne sæson er ikke meget anderledes end vanligt. Man forventer at ende i den øverste halvdel i ligaen, og det er da også en forventning, man normalt indfrier. Kan man finde en kontinuerlig spillestil, og kan den nye manager Pellegrino få det meste ud af den trup, han har med at gøre, så er det bestemt muligt. Som altid forventes midterfeltet i ligaen at blive en tæt affære, men det kræver en sæson, hvor man undgår vitale skader, hvis man vil have mulighed for at ende der, hvor det er sjovt.

Southampton-Swansea 1 til odds 1,78 hos Nordicbet*

Southamptons nye manager kan få det bedste ud af spillermaterialet til rådighed, mens Swansea formentlig er svækkede til kampen. Læs den fulde ekspertanalyse her. 

Newcastle – En solid oprykker

Newcastle vandt som forventet sidste sæsons Championship og sikrede sig dermed oprykning. Man var dog ikke så overlegne i Championship, som mange havde forventet, og Brighton så i lang tid ud til at ville rende med 1. pladsen i rækken. Newcastle har dog i tiden i Championship bygget holdet op om en dygtig grundstamme, og man skal nu se, om man kan begå sig i den svære første sæson i Englands bedste række.

Forventet startopstilling:

4-4-1-1: Darlow – Manquillo, Lascelles, Clark, Dummet – Ritchie, Shelvey, Hayden, Murphy – Diamé/Perez – Gayle

Bud på straffesparksskytte:

Matt Ritchie

Styrker/Svagheder:

Manager Benitez har bygget Newcastle op om en solid defensiv, hvor forsvar og midtbane arbejder godt og tæt sammen. Det giver mulighed for omstillinger, når man vinder bolden, men samtidig har man dygtige pasningsspillere, hvor blandt andet Shelvey kan åbne modstandernes forsvar. Det må være en styrke for holdet, at man gennem sidste sæson spillede på denne måde i Championship, da det er et koncep,t der har potentiale til at kunne lykkes for en oprykker i Premier League.

Sidste sæson viste dog også, at man er enormt afhængig af Shelveys afleveringer og Gayles mål, og det er uvist, om de kan holde samme høje kvalitet i den bedste engelske række. Man er meget afhængig af få folk, og læser modstanderne dette, kan Newcastle hurtigt lukkes ned for.

Nøglespillere:

Jonjo Shelvey viste med al tydelighed sidste sæson, hvor vigtig han er for holdet, da han var ude med karantæne midt i sæsonen. Her havde holdet store problemer med at få spillet til at flyde, hvilket straks blev bedre, da han kom tilbage. Denne sæson bliver han igen manden, der skal lave de afgørende afleveringer, men han får det ikke nemt mod de bedre modstandere i rækken. Han skal levere sit bedste i hver eneste kamp, hvis Newcastle skal blive en succes i år.

Transfers ind:

Newcastle har hentet fornuftigt ind i løbet af transfervinduet. De havde i forvejen en rigtig god trup, så det har ikke været nødvendigt for dem at lave kæmpe udskiftninger – noget man ellers ofte ser ved oprykkere.

Lejeune (midterforsvar) er kommet til fra Eibar, hvor han spillede fast sidste sæson. Det er endnu uvist, om han kan vinde en plads i midterforsvaret, da Clark og Lascelles gjorde det godt sidste sæson, men om ikke andet kan han styrke bredden på positionen.

Manquillo (højreback) fra Atletico Madrid er også kommet til. Han var sidste sæson udlejet til Sunderland, hvor han var fast mand, og han virker som et fornuftigt køb med afgangen af Anita. Manquillo skal kæmpe med Yedlin om pladsen på højre back, og han kan måske have en fordel her grundet sin større Premier League-erfaring.

Jacob Murphy (offensiv kant) er ligeledes ny mand i klubben efter skiftet fra Norwich. Her havde han en succesfuld sidste sæson med ni mål og ni assist, og han virker som en fornuftig erstatning for Couffran.

Som sidste tilkomst har man hentet Merino (midtbane) fra Dortmund. Han er en ung spiller med potentiale, men han er primært et køb for fremtiden og bredden.

Transfers ud:

Newcastle har strømlinet deres trup i løbet af transfervinduet, og det har betydet et farvel til spillere som Anita, Couffran, Murphy  og Vuckic. Af disse spillere var Couffran fast mand sidste sæson, men han producerede ikke nok, og man vil nok føle sig styrket ved ankomsten af Jacob Murphy i stedet. Anita var også fast/indskifter sidste sæson, men med indkøbet af Manquillo var han overflødig på holdet, og hans niveau er heller ikke, hvad det har været en gang.

Sæsonen:

Newcastle kan forvente en hård sæson – ligesom det oftest er tilfældet for oprykkere. Man har dog den fordel, at man på trods af rækkens stærkeste trup, ikke spillede frit, kreativt og offensivt i sidste sæson i Championship. Man spillede mere effektivt og med fokus på defensiv stabilitet, og det kan komme holdet til gode i den nye sæson. Mod de etablerede Premier League-klubber er det netop sådan en spillestil, der kan komme til at virke for holdet, men det kræver, at Gayle kan være ligeså skarp som sidste sæson.

Holdet har masser spillere med stor erfaring, og af de tre oprykkere ligner de klubben, der har bedst mulighed for at kravle op i tabellen.

Crystal Palace – Kan De Boer blive en succes i Premier League?

Palace hentede ”Big Sam” ind som manager i sidste sæson for at redde klubben fra nedrykning, som Pardew havde bragt dem tæt på. Sam klarede som altid ærterne, og så var hans job ”well done”. Nu skal hollandske De Boer forsøge at skabe mere rum til nedrykningsstregen, end man formåede sidste sæson, og hvis De Boer får sin vilje, bliver det nok næppe med defensivt og kynisk spil. Kan De Boer blive en succes i Premier League efter hans korte, mislykkede forsøg i Inter?

Forventet startopstilling:

3-4-3: Hennessey – Ward, Delaney, Dann – Townsend, Milivojevic, Puncheon, Schlupp – Sako, Benteke, Zaha

Bud på straffesparksskytte:

Benteke

Styrker/Svagheder:

De Boer ønsker at bringe offensivt, boldbesiddende spil til Crystal Palace, og han har da også dygtige, kreative spillere til rådighed. Ud fra træningskampene ser det ud til at, han ønsker at benytte et 3-mandsforsvar med to meget offensive wingbacks. Det er en formation, der viste sig god i sidste sæson, og med spillere som Zaha og Benteke i front skal man nok skabe mål. Derfor kan større defensiv stabilitet være et plus. Det kræver dog et skifte til en formation, som spillerne ikke er vant til, og spørgsmålet er, om den Premier League-uerfarne manager kan implementere en sådan ændring i sin første sæson.

Nøglespillere:

Andros Townsend. Hvis det holder stik at De Boer – som i træningskampene – vil benytte Townsend som wingback, så bliver det en nøglerolle på holdet. Townsend er meget en humørspiller, der hurtigt bliver irriteret, hvis tingene ikke går hans vej. Spørgsmålet er derfor, hvor godt han tilpasser sig den nye rolle, hvor han også skal have fokus på at forsvare og ikke kun angribe fremad. Umiddelbart har han kvaliteterne til at udfylde en sådan rolle, og lykkes han med det, kan han blive en nøglefigur for holdet.

Transfers ind:

Palace har ikke været ude med de store armbevægelser i transfermarkedet, men De Boer har hentet forsvarstalentet Riedewald til fra Ajax. Det er en spiller, han kender godt, fra da han var manager i klubben. Det ligner et køb, der skal styrke bredden i midterforsvaret, hvis man vil gå over til tre forsvarsspillere.

Derudover har man lejet den unge midtbanespiller Loftus-Cheek i Chelsea, der sagtens kan gå hen og blive en vigtig spiller i sæsonen. Han er god og dynamisk, og det er. hvad man har brug for på den centrale midtbane i systemet. Han kommer formentlig til at kæmpe om pladsen, da man har mange folk til positionen, men han skal helt sikkert nok få sin chance, og så er det bare om at gribe den.

Transfers ud:

Palace har ikke været aktive i forhold til at hente mange spillere, men til gengæld har man også formået at holde på stammen af førsteholdsspillere. Således er det kun målmand Mandanda, der er forsvundet af vigtige spillere, men han var alligevel afløst af Hennesey i sidste sæson grundet Mandandas langvarige skade.

Overflødige spilelre som Flamini, Ledley og Fryers har ligeledes forladt klubben, men de indtog også positioner, hvor man er rigtig godt besat.

Sæsonen:

Crystal Palace har spillermateriale til at skabe noget positivt, og det samme med en god og stemningsfyldt hjemmebane. Det store spørgsmål er, hvordan De Boer vil klare sig i en liga som Premier League, der trods alt er markant anderledes end den hollandske Æresdivision, hvor De Boer har høstet sin succes. Et formationsskifte på banen og en ny manager kan give stort bagslag, men falder alle til i rollerne, kan det ligeledes blive en stor succes. Potentialet er der i hvert fald til at sikre sig en position i god sikkerhed fra nedrykningsstregen.

 

Leicester - Overrasker de tidligere mestre igen?

Leicester vandt overraskende mesterskabet forrige sæson, og sidste sæson havde man så problemer med både at prioritere ligaen og de nye udfordringer i Champions League. Intern uro og managerskifte var også på dagsordenen, og det hele endte med, at assistenten Shakespeare måtte overtage styringen. Det klarede han så fornuftigt, at han styrede dem væk fra nedrykningsfare samt leverede flotte indsatser i Champions League.

Det har nu givet Shakespeare en fast kontrakt som manager for klubben, og spørgsmålet er. hvor langt holdet kan drive det,med genfunden fight og spilleglæde, samt en sæson hvor man kan koncentrere sig fuldt ud om Premier League.

Forventet startopstilling:

4-4-2: Schmeichel - Simpson, Morgan, Huth, Fuchs - Mahrez, Drinkwater, Ndidi, Albrighton - Okazaki, Vardy

Bud på straffesparksskytte:

Mahrez

Styrker/Svagheder:

Leicesters store styrke de seneste sæsoner, har været deres sammenhold og viljen til at kæmpe for hinanden. Gennem en klassisk 4-4-2, har man stået dybt, kompakt og solidt, og så har man leveret sin offensive trussel gennem omstillinger til primært Vardy. Leicester har til tider tendens til at blive for dybtliggende, og det giver modstanderne gode muligheder for at dominere kampen, og med Vardy ofte overladt helt til sig selv, er man meget afhængig af, at han præsterer hver gang.

Nøglespillere:

Jamie Vardy er spilleren, der skal sparke bolden i kassen for Leicester og ikke nok med det. Han skal faktisk også helst selv skabe chancerne, da han ofte befinder sig meget alene med modstandernes forsvar. Til tider har han kunnet støtte sig op af kreative Mahrez, men det er langt fra sikkert, at egypteren er at finde i truppen, når sæsonen går igang, da flere klubber er meget aktivt efter ham. Således bliver Vardys speed og træfsikkerhed af endnu større vigtighed for Leicester, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at opnå sæsonens målsætninger.

Transfers ind:

Leicester har forholdt sig roligt og fornuftigt i transfervinduet. Deres store styrke er sammenholdet og det indgående kendskab til hinanden, så en massiv udskiftning i transfervinduet ville kunne ødelægge meget. Man har således indtil videre blot hentet tre spillere til klubben:

Harry Maguire er komme til klubben som forsvarsspiller fra nedrykkerne Hull. Maguire er 24 år, og var i lange perioder i sidste sæson en god mand i defensiven for et ellers skidt kørende Hull-mandskab. Leicester havde sidste sæson problemer med, at man var sårbare i bagkæden, hvis ikke Morgan og Huth kunne spille samtlige kampe. Derfor har man nu forstærket bredden af midterforsvaret fornuftigt med Maguire.

Vicente Iborra (midtbanespiller fra Sevilla). Leicester foretrækker at spille med to defensive midtbanefolk, og hertil kræves der en god bredde. Samtidig er flere klubber ude efter førstevalget Drinkwater, så Iborra ligner en solid forstærkning af bredden på positionen.

Jakupovic (målmand fra Hull). Med den succes Schmeichel har haft i Leicester, er det tvivlsomt, om Jakupovic kommer til at få ret mange kampe i sæsonen. Til gengæld har man solgt reservekeeperen Zieler, så Jakupovic virker som en fornuftig reserve på positionen.

Transfers ud:

Ligesom der ikke er kommet mange nye ansigter til klubben, er der heller ikke forsvundet ret mange. Man virker til at have et velfungerende fællesskab, og det er man påpasselige med at bryde alt for meget op. I transfervinduet er det derfor kun reserver, der har forladt klubben i form af Zieler, Wasilevski, Kapustka og Wague.

I den resterende del af transfervinduet kan man dog få svært ved at holde på særligt spillere som Mahrez og Drinkwater. Flere klubber er aktivt ude efter deres underskrift, og med de penge der er til rådighed i Europa i øjeblikket, er det tvivlsomt om Leicester har råd til at afvise alle tilbud.

Sæsonen:

Leicesters mål for sæsonen må være at sikre sig mod nedrykning - gerne gennem en solid midterplacering. Selvom man blev mestre forrige år, er man godt klar over, at trupstyrken mand for mand ikke er blandt de stærkeste i ligaen, og derfor kan man ikke forvente at skulle spille med i toppen. Leicester har dog en evne til at hente masser points trods alle odds, og særligt på hjemmebane er man stærke. En sikker midterplacering lyder derfor ikke som et usandsynligt mål for klubben, omend meget kan afhænge af, hvor mange stamspillere man ender med at sælge.

 

Bournemouth – Skaffer Howes romantiske fodboldfilosofi points?

Bournemouth har vundet mange fans efter deres oprykning til Premier League i 2015. Ikke nok med at man har etableret sig i ligaen, men man har også – helt uvant for en nyoprykker – gjort det gennem flot, offensivt, seværdigt pasningsspil. Sidste sæson skaffede man sig en rigtig flot top 10 placering, og det på trods af mange skader og fravær i særligt anden halvdel af sæsonen.

Forventet startopstilling:

4-2-3-1: Begovic – Francis, Cook, Ake, Daniels – Arter, Surman – Ibe/Stanislas, King, Pugh - Afobe

Bud på straffesparksskytte:

King / Stanislas

Styrker/Svagheder:

Bournemouth vil gerne være spilstyrende, i boldbesiddelse og kontrollere kampen. Man spiller den tålmodigt ud fra bagerste række og har boldsikre typer på hele midtbanen og i angrebet. Bournemouth bliver dog ind imellem ramt af, at man gerne vil spille denne offensive form for fodbold, men ikke helt har samme kvalitetsspillere til at udføre det som topklubberne. Det gør, at man ofte taber bolden i farlige situationer, hvilket medfører, at man kan rammes på omstillinger. Samtidig har man problemer, når man skal møde de største klubber, da disse overtager styringen af kampen. Det betyder, at man pludselig skal forsvare og stå kompakt, hvilket man ikke er vant til.

Nøglespillere:

Nathan Ake er kommet til fra Chelsea. I første halvdel af sidste sæson var han udlånt til klubben her og gjorde det fantastisk i midterforsvaret. Han var en af klubbens bedste spillere, men i januar blev han hentet tilbage af Chelsea. Nu er han skiftet permanent og skal finde sidste sæsons flotte niveau frem. Bournemouths offensive spillestil gør, at man har brug for hurtige og forudseende spillere i forsvaret, og her er Ake helt sikkert en vigtig brik.

Transfers ind:

Som nævnt er Ake hentet til klubben fra Chelsea på permanent basis. En klar forstærkning af forsvaret og en fornuftig handel af klubben.

Derudover har man også valgt at forstærke sig i målet, hvor Chelseas reservekeeper Begovic er kommet til. 37-årig Boruc er efterhånden over sin bedste fodboldperioder, og han er til tider meget usikker. Store Begovic fylder godt i målet og i feltet, og træder han ud af sin reserverolle, kan han blive en stor succes i klubben.

Offensivt har klubben også valgt at forstærke sig, idet man har tilknyttet den snu målræv Defoe til truppen. En meget kynisk og dygtig afslutter, der dog ikke helt besidder fordums fart og dribleevne og derfor er meget afhængig af spillere, der kan skabe chancerne for ham. På den måde er Bournemouth et godt sted at være, men han får hård konkurrence blandt de mange dygtige, offensive spillere som Afobe, Wilson, King og Mousset.

Transfers ud:

Bournemouth har haft succes til at fastholde sin faste stamme fra sidste sæson, om end man ikke længere har Wilshere til rådighed på midtbanen, der var på lån sidste sæson fra Arsenal. Han var dog mod slutningen overflødig i klubben, da blandt andet King virkelig slog igennem på den offensive midt, mens Arter og Surman var mere oplagte valg til den defensive del af midtbanen. Det er derfor en fasttømret og god trup, man har til rådighed.

Sæsonen:

Bournemouths mål denne sæson må være at konsolidere sig endnu engang i ligaen. Man hentede ganske vidst en top 10-placering sidste sæson, men pointmæssigt hentede man ”kun” 46 points. Man vil fortsætte med sin charmerende spillestil, men vil have brug for at være mere kyniske på udebane, hvor man ofte bliver straffet for at stå for højt i banen.

West Bromwich-Bournemouth 1 til odds 2,31 hos Jetbull

West Bromwich har forberedt deres træningskampe godt, og de bør være sammenspillede til den første kamp i sæsonen. Bournemouth vil gerne frem på banen, og det kan blive farligt mod Pulis' kompakte og direkte spillestil. Læs hele ekspertanalysen her.

Watford – Bringer Silva succes med sig?

Marco Silva kom midt i sidste sæson til Hull, hvor de lignede en håbløs nedrykker. Han vendte dog spillet i klubben og fik dem til faktisk at kæmpe hårdt mod nedrykning – en kamp de dog alligevel endte med at tabe. Han skaffede dog klubben gennemsnitligt flere points end sin forgænger Phelan, og det skaffede ham et job hos Watford til denne sæson.

Watford var hårdt plaget af skader det meste af sidste sæson, og det havde stor indvirkning på holdet, der flere gange måtte skifte formation og spillestil i mangel på spillere på bestemte positioner. Kan mere kontinuitet i klubben skabe større succes end sidste sæsons kamp mod nedrykning?

Forventet startopstilling:

4-2-3-1: Gomes – Janmaat, Britos, Kaboul, Holebas – Capoue, Cleverly – Amrabat, Pereyra, Success/Zarate - Deeney

Bud på straffesparksskytte:

Troy Deeney

Styrker/Svagheder:

Silva vil gerne spille attraktiv fodbold, men det kan være svært, når man ikke har de bedste spillere i rækken. Jeg forventer, at Watford vil satse på at være gode på bolden, da de har mange dygtige, kreative og boldsikre spillere. De har stærke Deeney i boksen og med spillere som Success, Zarate, Amrabat og Pereyra til at fodre ham, er de en konstant trussel over kanterne. I den modsatte ende er deres forsvarsspillere ofte langsomme, og koncentrationen er heller ikke altid på plads. Det giver placeringsvanskeligheder, og det kan særligt kreative hold udnytte til at skabe store chancer.

Nøglespillere:

Pereyra var skadet stort set hele sidste sæson, men er en rigtig dygtig, teknisk og kreativ spiller. Han kan både drible mod mål selv eller spille sine kollegaer fri, og han har et rigtig godt overblik. Hvis Silva vil gennemføre en forholdsvis offensiv og boldbesiddende stil, så er Pereyra formentlig manden, de fleste angreb skal gå igennem, og så bliver han enormt vigtig i forhold til at distribuere bolden og skabe chancer.

Transfers ind:

Watford har holdt sig til få solide indkøb ud fra en vurdering af, at man i forvejen råder over en stærk trup. Det er primært den centrale midtbane, der er blevet styrket, hvor hele tre spillere er kommet til.

Cleverley blev lejet i Everton sidste sæson, og han er nu skiftet på en permanent aftale. Han gjorde det godt i sidste sæson på holdet og bidrager med sikre pasninger og en god fightervilje.

Will Hughes er kommet til fra Derby, og han bliver et enormt spændende bekendtskab i ligaen. Han var en af de absolut bedste spillere for Derby sidste sæson, og med sine blot 22 år er han en, man skal holde øje med til fremtiden. Han vil formentlig få svært ved at tilkæmpe sig en plads foran Capoue og Cleverley, men han skal helt sikkert nok få sine chancer.

Lidt det samme gør sig gældende med det tredje indkøb, Chelseas unge Chalobah. Han er også en rigtig spændende spiller, der forstærker bredden på midtbanen – en position hvor man nu er ganske flot besat.

Transfers ud:

Offensivt har Watford mistet nogle gode spillere, idet Niangs låneaftale er afsluttet, og han vender tilbage til Milan. Han var et rigtig godt bekendtskab for holdet i sidste sæson, og hans kreativitet, fart og målfarlighed vil blive savnet. Mario Suarez har i løbet af sommeren fået et attraktivt tilbud fra Kina, så ham må man også undvære, om end han nok alligevel havde været reserve.

Slutteligt er altmuligmanden Zuniga tilbage i Napoli efter endt låneaftale. Han var en god mand at have til bredden på holdet, da han kan dække mange pladser på begge kanter, men topniveauet rakte ikke til en startplads, og derfor naturligt at låneaftalen ikke blev til mere.

Sæsonen:

Det bliver spændende at følge Watford denne sæson, der først og fremmest går efter at sikre sig mod nedrykning. Jeg tror dog ikke, man kan undlade at satse på en midterplacering, da spillertruppen besidder god kvalitet, og manager Silva viste gode takter med Hull. Spørgsmålet er, hvor meget det rækker til i år, og jeg kunne godt frygte for Watford, at de til tider vil blive en smule for offensivt indstillede. Det har man ikke umiddelbart et kompetent forsvar til at løse, så derfor tror jeg ikke på en placering i den øverste halvdel af tabellen, om end jeg heller ikke tænker, man kommer i stor nedrykningsfare.

 

Brighton – Holder solide oprykkere sig over stregen?

Brighton var stabile gennem hele sidste Championship-sæson, og de sikrede sig fortjent oprykning. De lå længe nr. 1, men måtte se sig overhalet af Newcastle mod slutningen. Brighton har aldrig spillet i Premier League, og man vil nu kæmpe med næb og kløer for at overleve sin første sæson i rækken. Et par solide indkøb og så ellers en sammentømret, selvtillidsfyldt trup, skal sikre klubben et godt resultat.

Forventet startopstilling:

4-4-2: Ryan – Bruno, Dunk, Duffy, Suttner – Knockaert, Stephens, Sidwell, Murphy – Baldock/Hemed, Murray

Bud på straffesparksskytte:

Murray / Hemed

Styrker/Svagheder:

Brighton står godt og solidt i forsvaret, men stiller sig normalt ikke alt for dybt. Det vil sige, at de ligger presset på egen banehalvdel og ikke har noget imod, at modstanderne er i boldbesiddelse, men til gengæld har man ikke så langt, når man erobrer bolden. Det giver gode muligheder for omstillinger, og med en direkte spillestil på bolden gør det dem ofte farlige. Det kan dog blive en svaghed for dem i denne sæson. De kommer nemlig op mod stærkere modstandere, end de er vant til, og så er det nemt at komme til at blive presset længere tilbage på banen, end man ønsker. Det vil både give modstanderne større chancer samt begrænse egne muligheder på omstillinger.

Nøglespillere:

Forsvarsparret Duffy og Dunk bliver nøglespillere for Brighton denne sæson. Med en defensiv indstilling til kampene, og modstandere der er et niveau højere, end man er vant til, får de to travlt med at kommunikere med resten af holdet samt at have fokus på egen placering. Det kræver rigtig meget af midterforsvaret, når man bliver presset i størstedelen af kampene, og her kommer deres placeringsevne og samarbejde til at være en vigtig brik, hvis Brighton skal have succes.

Transfers ind:

Brighton er et af de hold, der satser på at holde fast i det, der virkede for dem sidste sæson. Det betyder, at man ikke har haft behov for at skifte stort ud i truppen, da tæt på samtlige spillere præsterede flot i sidste sæson.

Man har dog alligevel forstærket sig en smule med:

Mathew Ryan (målmand fra Valencia). Han er en dygtig keeper, der er hentet ind for at erstatte Stockdale, som man har solgt.

Til venstre back har man købt Suttner i Ingolstadt. Han skal formentlig dele spilletid med sidste sæsons faste mand Bong, der til tider er ustabil i sine præstationer.

Fra Chelsea har man været så heldige at få fat i den offensive Isaiah Brown, der er en god og kreativ spiller, som havde stor succes i Huddersfield sidste sæson. Den unge englænder vil formentlig være indskifter i mange kampe, men er en god forstærkning af den offensive bredde på holdet.

Derudover har man hentet Gross (midtbanespiller fra Ingolstadt) og Kerr (forsvarsspiller fra Celtic), der forventes at styrke bredden på holdet og altså ikke være spillere, der direkte skal forstærke startelleveren.

Transfers ud:

Brighton har haft succes med at holde på de fleste af de spillere, der præsterede så flot for dem sidste sæson. Man har dog solgt keeper Stockdale, hvilket ikke umiddelbart er en svækkelse med tilgangen af Ryan.

Derudover har kun reserver forladt klubben, og man kan således klargøre sig til næste sæson med en intakt trup, om end manager Hughton nok gerne havde modtaget nogle flere forstærkninger i transfervinduet (ette kan dog nå at komme endnu).

Sæsonen:

Brighton kan se frem til en hård sæson, som det er tilfældet for de fleste oprykkere. Det er et hold, der nok skal bruge noget tid til at vende sig til kvaliteten og tempoet hos modstanderne, men gennem en solid og kompakt defensiv – samt gode omstillinger – håber man at kunne skrabe nok points sammen til at overleve i rækken. Deres spillestil - som de ikke behøver ændre på i forhold til sidste sæson - kan dog blive en fordel for dem, hvis de udfører den, som de gjorde i Championship. På den måde har de en chance for at hente points mod de fleste, og det kan være nok til at skaffe dem over stregen.

Brighton-Manchester City (-1,5) 2 til odds 2,06 hos 888Sport*

Omstillingen til Premier League kan blive svær for nyoprykkerne Brighton. I første kamp skal de op mod Citys nyindkøbte stjerner, og det kan blive en for stor mundfuld for den lille klub, der ellers var gode på hjemmebane sidste sæson. Læs den fulde ekspertanalyse her.

Swansea – Starter Clement sæsonen bedre end sin forgænger?

Sidste sæson startede forfærdeligt for Swansea under Bob Bradley, og i lang tid lignede de ligaens dårligste hold. I januar hentede man så Paul Clement ind, og han formåede at hente 1,37 points pr. kamp, hvilket var nok til at sikre overlevelse. Clement fik styrket forsvaret, men man var samtidig enormt afhængig af Gylfi Siggurdsson, som med al sandsynlighed skifter klub i løbet af transfervinduet. Hvordan vil Svanerne klare sig uden den kreative islænding?

Forventet startopstilling (Med forventning om at Siggurdsson skifter klub):

4-3-1-2: Fabianski – Naughton, Fernandez, Mawson, Olsson – Mesa, Britton, Carrol – Fer – Llorente, Ayew

Bud på straffesparksskytte:

Llorente

Styrker/Svagheder:

Swansea gik mod slutningen af sidste sæson over til at spille 4-3-1-2, som var meget kompakt på den centrale midtbane. Dette havde god effekt for klubben, der formåede at vinde de fysiske slag på midtbanen, og samtidig gav det deres offensive midtbane friheden til at kunne fodre de to angribere. Det, der bliver dilemmaet, er, at man faktisk råder over rigtig gode kantspillere som Narsingh, Routledge, Montero og Dyer, og hvor skal man finde plads til dem uden fløje?

Hele sidste sæson havde Swansea svært ved at kreere chancer gennem åbent spil, og mange af deres mål faldt efter dødbolde. Deres kreative, offensive spil er således nødt til at forbedres, hvis man vil forvente at skaffe tre points i nogle af kampene.

Nøglespillere:

Leroy Fer. Fer er en dygtig spiller, som har stået lidt i skyggen af de andre dygtige folk på holdet. Han er helt klart bedst, når han får offensiv frihed, og hvis Siggurdsson bliver solgt, er det måske lige netop hans chance. Såfremt man stiller med en smal midtbane og benytter en offensiv kreatør, vil Fer formentlig blive manden, der kan fodre de to angribere med gode afleveringer.

Transfers ind:

Swansea har været rimelig anonyme på transfermarkedet, men meget står og falder måske også med, hvad der sker med Siggurdsson.

Indtil videre har man hentet unge Tammy Abraham i Chelsea på en lejeaftale, hvilket virker som en god forstærkning af den offensive bredde.

Derudover har man smidt over 12 millioner euro efter Las Palmas' midtbanespiller Mesa, som kan blive en god forstærkning. Han erstatter formentlig Cork på midtbanen, som man har solgt til Burnley.

Transfers ud:

Som nævnt ovenfor har man solgt Jack Cork, men bortset fra det har man formået at holde fast på de førsteholdsspillere, man ønsker at benytte. Et par reserver i form af Baston og Amat har fået lov at skifte klub.

Det helt store spørgsmål for klubben i transfervinduet er, om Siggurdsson bliver solgt. Han var sidste sæsons helt store stjerne i klubben, og Everton har allerede lagt to skyhøje bud på islændingen. Det er nok begrænset, hvor længe en klub som Swansea kan sige nej til de store millionbeløb, så forventningerne er helt klart, at man må undvære ham i næste sæson. Med de beløb der nævnes for ham, ville det dog åbne op for muligheden for at skaffe sig andre forstærkninger.

Sæsonen:

Swansea kan godt gå hen og få en svær sæson. I starten af sidste sæson var man elendige defensivt, men det fik Clement rettet lidt op på efter sin ankomst. Herefter blev man så til gengæld rimelig tamme offensivt, og havde det ikke været for Siggurdssons kreativitet og gode dødbolde, så havde man ikke lavet mange mål sidste sæson. Hvis Siggurdsson som forventet skifter i transfervinduet, er det svært at se, hvem der skal kunne dirigere Svanernes offensive spil, og det kan blive en hård kamp for dem at skaffe points nok til at ende over nedrykningsstregen. 

 

Burnley – Bliver Turf Moor et fort?

Sidste sæson var Burnley længe blandt de allerbedste hjemmehold i rækken, men til gengæld var man ligeså svage ude, som man var gode hjemme. Blot syv point hentede man på udebane, og den statistik skal forbedres, hvis man vil gøre sig forhåbninger om en god sæson. Dyches tropper stod solidt og kompakt hele sæsonen, men hvordan vil det gå i den nye sæson, hvor man må undvære forsvarsgeneralen Michael Keane?

Forventet startopstilling:

4-4-2: Heaton – Lowton, Keane, Tarkowski, Ward – Brady, Hendrick, Cork, Arfield – Barnes, Gray

Bud på straffesparksskytte:

Barnes / Gray

Styrker/Svagheder:

Burnley stiller sig meget dybt, og de forsvarer med otte mand omkring eget felt. Det betyder, at man er utrolig svære at åbne op, da hele holdet er med på at fighte gennem alle 90 minutter. Samtidig har man to hurtige og dygtige folk i front, der er klar til at udnytte enhver mulighed for omstillinger. Burnleys store problem er, at man står så langt tilbage, at der ofte er tale om en slags powerplay fra modstanderne, der konstant er en trussel mod målet. Har modstanderne store angribere eller dygtige skytter fra distancen, kan Burnley får svært ved at lukke dem helt ned.

Nøglespillere:

Ben Mee. Sidste sæson styrede Mee og Keane midterforsvaret i Burnley, hvor særligt Keane viste sig som den lysende stjerne. Med et hold, der er så meget under pres gennem kampene som Burnley, er det ekstra vigtigt, at midterforsvaret står solidt og kommunikerer godt med resten af holdet. Den opgave hviler i år i højere grad på Mee, eftersom Keane er solgt. Meget afhænger derfor af, i hvor høj grad Mee er i stand til at organisere holdet i kampene.

Transfers ind:

Burnley har ikke så stort et budget som de øvrige klubber i rækken, og derfor har transfervinduet også været i den rolige ende.

Man har dog formået at hente Swanseas midtbanespiller Cork til klubben, der virker til at passe godt ind i systemet. Han fighter og er god defensivt, men er samtidig i stand til at sende gode bolde op til de to angribere. Med Burnleys skadesproblemer på den centrale midtbane sidste sæson, virker det som en fornuftig forstærkning af holdet på positionen.

Burnley har også kigget i retning af Stoke, hvorfra man har skaffet tilgang af offensive Walters og backen Bardsley. Walters har i mange år været en dygtig kontraspiller for Stoke, og på den måde kan han bidrage til Burnley med fight og overblik i omstillingerne. Bardsley er ligeledes en mand, der altid er 100 procent dedikeret i kampene, og som kan tage en tørn i midterforsvaret, hvis man render ind i skader på den position.

Fra Leeds har man hentet venstrebacken Taylor, som forventes at blive reserve for Ward, og som kan indgå fint i systemet. Det giver helt sikkert en større tryghed i bredden i bagerste række.

Transfers ud:

Den største nyhed i forhold til afgange er midterforsvar Keanes salg til Everton. Han var utrolig vigtig for dem sidste sæson, og flere storklubber var ude efter ham i transfervinduet. Det er spændende, hvordan Burnley vil klare sig uden ham, da man ikke umiddelbart har hentet en erstatning på transfermarkedet, og derfor formentlig må sætte sin lid til sidste sæsons reserve Tarkowski. Han er slet ikke oppe på niveau med Keane, men måske kan han blomstre under mere spilletid.

Udover Keane har kantspilleren Boyd og backen Darikwa forladt klubben, men de var alligevel forventet at få reserveroller i løbet af sæsonen. Det er desuden positioner, hvor man er godt dækket ind, så det er umiddelbart ingen svækkelse.

Sæsonen:

Burnley kan forvente at få en hård sæson i år, hvor målet endnu engang er at overleve i den bedste række. Det kan dog blive en svær opgave, for man har tendens til at stille sig for dybt, når man forsvarer, og så er det ofte et spørgsmål om "held", hvis modstanderne ikke scorer. Sidste sæson var man sammen med Sunderland med afstand det hold, der indkasserede flest skud imod sig, og når man samtidig selv kun producerer få chancer (hvoraf mange er på langskud), så kan man hurtigt ende i problemer. Man viste sig dog enormt stærke på det intime Turf Moor sidste sæson, og kan man gøre hjemmebanen til et fort endnu engang, så har man en chance for at overleve.

Burnley rykker ned til odds 2,40 hos 888Sport*

Burnley har ikke formået at forstærke sig markant denne sæson, men har til gengæld mistet en af sine vigtigste spillere. Sidste sæson overpræsterede man i store dele af sæsonen, og det kan blive svært at gentage. Læs den fulde ekspertanalyse her. 

 

Huddersfield – Er mange nye spillere vejen frem for oprykkerne?

Huddersfield spillede sig flot i playoff sidste sæson, hvor man besejrede Reading på straffespark for oprykningen. Huddersfield var et underholdende bekendtskab i sidste sæson, hvor man via sin offensive stil forsøgte at skabe masser af chancer, men ligeså ofte endte med at lukke mange mål ind. Et massivt antal nye spillere er kommet til klubben for at forstærke oprykkerne, men er det nok til at overleve?

Forventet startopstilling:

4-2-3-1: Lössl – Smith, Schindler, Jørgensen, Malone – Mooy, Hogg – Kachunga, Palmer, Ince - Mounie

Bud på straffesparksskytte:

Mooy / Ince

Styrker/Svagheder:

Huddersfield vil gerne holde højt tempo i kampene, hvilket betyder, at man presser højt og aggressivt. Manager Wagner har samme fodboldfilosofi som sin gode ven Klopp i Liverpool, og helbanepresset virker til at være vejen frem. Det kan skabe usikkerhed hos modstanderne, og vinder man bolden højt på banen, har man ofte mulighed for at skabe store chancer.

I Premier League kan denne spillestil for en oprykker ende med at være en stor svaghed, da modstanderne ofte får store chancer, hvis de spiller sig forbi det indledende pres.

Nøglespillere:

Mathias Zanka Jørgensen kommer formentlig på en stor opgave i Huddersfield. Klubben vil gerne presse meget højt, og det betyder, at forsvaret ofte vil blive udsat for farlige situationer, hvor man ikke er mange folk med tilbage. Hvis Zanka formår at indgå i et godt samarbejde med Schindler, kan det blive en succes, men er de to ikke helt koordineret, kan modstanderne hurtigt få en masse store chancer.

Transfers ind:

Huddersfield har forsøgt at forstærke sig markant til den kommende sæson. Man har hentet:

Tom Ince fra Derby der var den helt store oplevelse i Championship sidste sæson. En offensivt indstillet, teknisk dygtig og målfarlig kantspiller.

Mounie (angriber fra Montpellier) blev topscorer sidste sæson for sit hold i franske Ligue 1. Han skal hurtigt vende sig til tempoet og spillestilen i England, da det er ham, man forventer skal lave målene for holdet.

Depoitre (angriber fra Porto). Var reserve i Porto sidste sæson og fik ikke mange minutters spilletid. Han forventes at få en reserverolle i klubben og være en forstærkning af bredden.

Malone (back fra Fulham). Malone gjorde det godt på backen i Fulham sidste sæson, og han har gode kvaliteter fremad banen. Dem skal han bruge til fulde i den nye sæson, da Wagner gerne vil have sine backs til at presse højt og hjælpe til i offensiven.

Mathias Zanka Jørgensen (forsvarsspiller fra FC København). Zanka har i flere år været en integreret del af FCK's forsvar, men skal nu se, om han kan tilpasse sig en af de største ligaer i verden. Han bør kunne være med fysisk, men det bliver spændende at se, om han også kan følge med mentalt til de mange "slagsmål" og det høje tempo, der følger med i England.

Williams (midtbanespiller fra Reding). "If you can’t beat them, join them". Williams var med til at tabe oprykningsfinalen med Reading til netop Huddersfield, men er nu hentet til klubben for at deltage i Premier League. Williams passer godt ind på holdet, da han er arbejdsom og offensivt indstillet. Han er god i pasningerne, men kan få svært ved at skabe en startplads foran sidste sæsons succesfulde makkerpar Hogg og Mooy.

Jonas Lössl (målmand fra Mainz) spillede fast i Bundesligaen sidste sæson. Han er lejet ud til Huddersfield denne sæson. Lössl har højden og fysikken til at kunne begå sig i Premier League, hvor der ofte er stor kamp i feltet, og formår han at gå modigt ind i duellerne i luftrummet, kan han blive en succes for Huddersfield.

Udover disse nye spillere har man også tilknyttet Mooy og Kachunga fast til klubben, der begge var lejet i sidste sæson og gjorde det rigtig godt. Midtbanespilleren Palmer, som man lejede i Chelsea sidste sæson, har man også lykkedes med at forlænge lejeopholdet af, så man nu har ham til rådighed i endnu en sæson.

Transfers ud:

Selvom Huddersfield har hentet mange nye spillere til klubben, har man ikke solgt ud den anden vej. Man spiller en fysisk krævende spillestil, og dermed virker det fornuftigt, at man har forsøgt at forstærke på kvaliteten og bredden på holdet. Umiddelbart er det kun reservespillere, der har forladt klubben, om end Chelseas Isiah Brown ikke længere er i klubben efter hans lejekontrakt udløb.

Også på målmandsposten har man måttet rokere, da man havde lejet Ward i Liverpool sidste sæson. Også hans lejeaftale udløb, hvilket er grunden til, at man nu har hentet danske Jonas Lössl.

Sæsonen:

Huddersfield skal forsøge at kæmpe mod nedrykning, og selvom det bliver en svær opgave, bør de blive et underholdende bekendtskab i den bedste engelske række. Modsat de fleste nyoprykkere virker Wagner nemlig ikke til at ville gå på kompromis med sin offensive, aggressive, højtpressende spillestil, og det kan give nogle særdeles underholdende og målrige kampe. Det lyder umiddelbart som en farlig taktik for en nyoprykker, og man kan ende med at blive straffet mod de taktisk dygtige hold i ligaen. Måske netop derfor er man også oddsmæssigt favoritter til at ryge direkte tilbage i Championship.

Topscorer for Huddersfield: Tom Ince til odds 11,00 hos 888Sport*

Tom Ince havde en rigtig flot sæson for Derby i Championship, hvor han blev holdets topscorer. Han har leveret flot i træningskampene, og han er en af spillerne på holdet, der har erfaring fra Premier League. Læs Frede Pedersens fulde ekspertanalyse her.