Med sidste weekends resultater i NFL har Atlanta Falcons – et hold stort set alle før sæsonen forventede ville være en af NFLs prügelknabe i denne sæson – gjort det utænkelige: Kommet i slutspillet qua en andenplads i NFC South, en af ligaens stærkeste divisioner, med en rookie head coach og en rookie QB.

Før denne sæson var der en del snak om at NFC South de seneste fem år var blev vundet af det hold som året forinden var sluttet sidst i divisionen – det måtte jo betyde at Atlanta Falcons ville vinde divisionen. Ak ja, man kunne jo knapt tænke tanken uden at trække på smilebåndet og konstatere, at traditioner var til for at blive brudt, og det ville den her helt sikkert blive i år. Dertil var Falcons simpelthen for langt efter alle andre... hvem griner af tanken nu? De vandt ganske vist ikke, men i sidste spillerunde gjorde de deres mens Panthers med nød og næppe hev en smal sejr hjem over Saints, som gav dem divisionen.

Hvordan i alverden er det lykkedes for holdet, som sidste år på dette tidspunkt lignede et hold i komplet opløsning, at vende bøtten? Jeg har – med god hjælp fra danske Falcons-fans, som har betydeligt bedre indblik i organisationen end jeg – prøvet at få stykket sammen hvad forklaringen kan være. For at få forklaringen må vi starte for godt to år siden og arbejde os fremad.

Michael Vick-skandalen
Den 7. januar 2007 hyrede Falcons Bobby Petrino som ny head coach. Petrino havde 1999-2001 fungeret som offensiv koordinator hos Jacksonville Jaguars – og blev af Jaguars’ daværende head coach Tom Coughlin (nu head coach for New York Giants) kaldt ”the best play-caller I’ve ever been around” – og blev betegnet som en offensiv ”mastermind”. Petrino havde derefter i fem år arbejdet i collegerækkerne med pæn succes, og tog over i Atlanta dagen efter holdet havde fyret Jim Mora.

Petrino blev blandt andet hentet ind, for at få det fulde potentiale ud af QB Michael Vick, men den plan gik i vasken i løbet af april måned, da Vicks involvering i arrangerede hundekampe kom ud i medierne, og kulminerede den 26. juli da Vick blev forbudt at rejse ud af Virginia indtil hans retssag. På det tidspunkt stod det klart, at Vick ikke ville komme til at spille i 2007-sæsonen. Dermed stod Falcons og Petrino pludselig uden holdets offensive stjernespiller og måtte i stedet ty til Joey Harrington.

Petrinos afsked
Den danske kicker Morten Andersen, der i 2007 spillede sin sidste sæson i ligaen beskrev efterfølgende hvordan han havde oplevet Falcons’ sæson og Petrino – uddrag fra blogindlægget ”Jeg går efter en sæson mere”, torsdag den 3. januar 2008, følger nedenfor:

"Jeg havde et lille møde med Petrino i løbet af foråret og var ikke imponeret. Han sagde at klubben ville have unge spillere ind og det var også tilfældet med kickerpladsen. Fair nok.

I mellemtiden var Michael Vick anklaget for involvering i hundeslagsmål, en forsvarsspiller var kørt gal på jetski og der var generel utilfredshed mellem spillerne og hovedtræneren i Falcons.
Jeg fulgte med og havde bange anelser om udfaldet senere på året.

Jeg var igen tilbage i NFL og jeg glemmer aldrig min første arbejdsdag i klubben.
Der var stille og ingen smil. Kun en nervøs latter og tomme blikke. De ældre spillere rystede på hovedet og trak opgivende på skuldrene. Hvad var der sket med min elskede klub???

Livsglæden og fornøjelsen ved at lege og spille bold var ingensteds at finde, og alt pegede mod Bobby Petrino. Jeg forsøgte selv at komme tættere på ham hver dag, men med blandet effekt. Jeg kom til den konklusion, at han ikke var i besiddelse af de mest elementære kommunikationsevner. Han havde det ikke godt i selskab med andre og alt var forceret. Han var aldrig i omklædningsrummet og jeg så ham sjældent snakke med en spiller, bortset fra når der skulle skældes ud. Det var et elendigt arbejdsmiljø.

Petrino stak halen mellem benene og forsvandt. Efter at det første chok havde lagt sig i klubben, så medførte det store jubelscener spillerne imellem. Jeg ved ikke om det er tilfældigt at vi i årets to sidste kampe uden Petrino, scorede flere point end vi havde gjort i nogle af de tidligere kampe.”

Udtalelsen om at han sjældent snakkede med spillere blev på sin vis bekræftet af en anonym veteran fra holdet, der til ESPN udtalte, at når man kom ind på Petrinos kontor for at tale med ham, kom svaret kontakt: ”Go to your positional coach”.

Bobby Petrino havde kort efter han blev ansat hængt et skilt op i holdets mødelokale, hvorpå alle de ting han forventede af spillerne stod. Neder stod ordet ”Finish”. 13 kampe inde i sæsonen sagde Petrino op, og ejer Arthur Blank, som ikke havde set opsigelsen komme, svarede hårdt igen på det efterfølgende pressemøde: ”I don’t think quitting after 13 games is equal to the word ’Finish’”.

Opsigelsen var en historie i sig selv. Petrino havde et meget kort møde med sine assistenter, hvor han fortalte dem om beslutningen. Spillerne mødtes han aldrig med. De fik i stedet en seddel med følgende besked:

Atlanta Falcons players;

Out of my respect for you, I am letting you know, with a heavy heart, I resigned today as the Head Coach of the Atlanta Falcons. This decision was not easy but was made in the best interest of me and my family. While my desire would have been to finish out what has been a difficult season for us all, circumstances did not allow me to do so. I appreciate your
hard work and wish the best.

Sincerely,
Bobby Petrino

Falcons-veteranen S Lawyer Milloys reaktion efter at have læst beskeden var at strege Petrinos underskrift over og skrive ordet ”Coward”, som det kan ses på billedet nedenfor.


Nyt Front Office
Det stod klart at Falcons måtte bygges op fra bunden igen og første skridt måtte være en oprydning i holdets Front Office. Petrino havde været President og daværende General Manager (GM) Rich McKays projekt. Blank fratog McKay titlen som GM og den 13. januar 2008 ansatte han i stedet 42-årige Thomas Dimitroff.

Dimitroff havde siden 2002 været Scout (og siden 2003 Director of college scouting) for New England Patriots, og havde været med til at finde og drafte flere af de talenter, som havde ført holdet til flere Super Bowl-titler og den næsten perfekte 2007-sæson – bl.a. G Logan Mankins, C Dan Koppen, DT Vince Wilfork, DE Ty Warren og CB Asante Samuel. Han skulle nu stå for genopbygningen af Falcons’ franchise.

Ansættelsen var noget kontroversiel, især hos pressen, da Arthur Blank end ikke havde mødt Dimitroff personligt, men havde haft ansættelsessamtalen over webcast. Dimitroff havde ydermere ingen GM erfaring. Dét han havde var en klar plan for hvordan Falcons skulle genopbygges, og det var nok til at overbevise Blank.

“The Atlanta Falcons Paradigm” og ny trænerstab
Dimitroffs plan gik ud på at skabe “The Atlanta Falcons Paradigm”, som kort fortalt handler om at fastlægge et mønster, som spillere og trænere skal passe under, både i forhold til arbejdet og personlighed. ”Team-first”-spillere og -trænere ville være en essentiel del af dette. Det skulle være slut med selviscenesættende spillere og trænere.

Første punkt på dagsordenen var at finde en ny head coach. Forgæves havde holdet forsøgt at få fat i Bill Parcells, som tilsyneladende blot havde vist interesse i jobbet for at få en bedre aftale med Miami Dolphins, hvor han tog over som Executive Vice President of Football Operations. Arthur Blank følte sig snydt og til grin som følge af dette, men Billy Devaney (nu GM hos St. Louis Rams), der ledte jagten på en ny head coach, fandt i Jacksonville Jaguars’ defensive coordinator Mike Smith, en træner, der passede optimalt ind i paradigmet; ”Team first”.

Den 24. januar 2008 blev Emmitt Thomas gjort til assisterende head coach. Han havde efter Petrinos opsigelse fungeret som midlertidig head coach – det var altså med ham på sidelinjen at holdet i de sidste to kampe scorede hhv. 27 og 44 points (flere end på noget tidspunkt i sæsonen). Inden da havde Thomas fungeret som Falcons´ Senior Defensive Assistant/Secondary Coach. Thomas var og er en populær træner og en person, som spillerne har utrolig stor respekt for.

Et hav af nye assistenttrænere kom til og holdet stod da sæsonen startede med en trænerstab med blot fem trænere, der havde været i klubben før 2008-sæsonen – og kun Thomas havde været der i mere end to sæsoner.

Mens Mike Smith var uerfaren som head coach sørgede han for at finde erfarne koordinatorer og trænere til de vigtigste poster – bl.a. posterne som offensive coordinator og special teams coordinator. Offensive coordinator Mike Mularkey, tidligere tight end i NFL, og havde i 2001-2003 fungeret som succesfuld offensive coordinator hos Steelers. I tiden hos Steelers blev Mularkey kendt for en filosofi om fysisk ”smash-mouth” football, men også som en utrolig kreativ træner, der var glad for trick plays. Smash-mouth football var vejen Falcons ønskede at gå.

Special teams coordinator blev Keith Armstrong, der tilbage i 1994-96 fungerede som defensiv positionstræner hos Falcons og siden 1997 havde været special teams coordinator hos først Chicago Bears og siden Miami Dolphins. En erfaren træner, der med tanke på hvor vigtig special teams kunne blive i en sæson, hvor der ikke var de store forventninger til angrebet, lignede et noget nær perfekt valg.

Ny defensive coordinator blev Brian VanGorder, der sidste år fungerede som linebacker-coach og også var en respekteret herre blandt spillerne. Han var stoppet i klubben efter sidste sæson for at blive defensive coordinator for University of South Carolina, men efter en måned forlod han collegerækkerne igen, for at komme tilbage til Falcons.

WR-coach blev Terry Robiskie, der er i gang med sin 27. sæson som træner i ligaen. Robiskie er tidligere NFL-receiver, og skulle forsøge at få det optimale ud af en receivergruppe, der i unge Roddy White havde et stort talent, men ellers ikke så specielt god ud. Også Michael Jenkins, et tidligere førsterundevalg, der havde skuffet i sine hidtidige sæsoner hos klubben skulle under Robiskies behandling.

Da trænerstaben var på plads var der muligvis mange nye trænere i klubben, men der var et hav af både erfarne og særdeles kompetente trænere til stede, der skulle hjælpe klubben i den rigtige retning. Af andre vigtige og/eller erfarne trænere kan nævnes QB-coach Bill Musgrave, defensive line coach Ray Hamilton, linebackers coach Glenn Pires, secondary coach Alvin Reynolds og offensive line coach Paul Bondreau.

Oprydning i spillertruppen
Oprydningen i truppen kunne begynde, og alle bånd til Michael Vick-æraen skulle kappes, så der kunne startes op fra bunden. Organisationen havde fået en forkærlighed for Virignia Tech (VT)og dets spillere, og det var blevet så tydeligt, at både presse og organisationen selv var begyndt at snakke om det. Michael Vick, DeAngelo Hall og Jimmy Williams – valgt i hhv. første, første og anden runde i hhv. 2001, 2004 og 2006 – var alle fra VT, og var blot nogle af de største navne derfra.

Vick var suspenderet, Hall blev tradet til Raiders og Jimmy Williams blev fyret. Til sidst var truppen blottet for spillere fra VT. Fælles for flere af VT-spillerne, som holdet havde draftet under Jim Mora Jr. med Rich McKay som GM – specielt Hall og Williams – var at de besad hvad blev kaldt ”atheltic arrogance”. Mora og McKay gik bevidst efter denne slags spillere, og specielt valgene fra VT blev betegnet som dette.

En af de, der hjalp mig med baggrundsviden til artiklen beskrev ”athletic arrogance”, på følgende måde: ”Det kan vel bedst beskrives som en slags lidt overdreven selvtillid der bygger på deres store evner, og som vigtigst af alt i virkeligheden er bundet i forventninger til dem selv etc., og ikke så meget dårlige personligheder, altså med andre ord, de virkede mere arrogante end de var. Den gang købte man (eller jeg gjorde i hvert fald) det råt, men sandheden er nok at det bare var en undskyldning for hvor store idioter både Hall og Williams viste sig at være.”

Denne arrogance – selviscenesættende personlighed om man vil – var i direkte modstrid med Dimitroffs ”team first”-tilgang, og det var derfor naturligt at skille sig af med disse spillere.

Samtidig blev flere af holdets store stjerner sat på porten. Bl.a. RB Warrick Dunn og TE Alge Crumpler – Michael Vicks yndlingsmål – forsvandt, og tilbage var et Falcons-hold uden åbentmundede spillere, men også uden flere af de bedste. Holdet er det vigtigste, og det ved spillerne, som selv fremhæver at det er en del af holdets succes frem for egen succes, når det går dem godt og de bliver spurgt til egne præstationer.

Michael Turner
Én ting jeg vidste med sikkerhed inden jeg gik i gang med denne artikel var, at signingen af RB Michael Turner i free agency var et uhyre vigtigt element i genopbygningen af Atlanta Falcons.

Turner blev valgt i femte runde af draften i 2004 af San Diego Chargers og havde efter en stille første sæson fungeret som primær backup for LaDainian Tomlinson fra 2005 til 2007. Ingen var i tvivl om hans evner, og allerede i 2007 var han en eftertragtet herre – han endte dog med at skrive under på en ét-årig kontrakt med Chargers. Efter 2007-sæsonen, hvor han i slutspillet tog over for en skadet Tomlinson i kampen mod Indianapolis Colts, og var en vigtig del i sejren, blev han free agent.

Turner kom til samtale hos Falcons, og Dimitroffs plan tiltalte Turner så meget, at han kort efter skrev under på en seks-årig kontrakt til en værdi af 34,5 millioner dollars. Flere eksperter var skeptiske – det var en stor kontrakt at give til en spiller, der ikke havde været fast starter siden college og, trods nogle gode kampe i Tomlinsons fravær, var forholdsvis uprøvet.

Mike Smith, der kom fra et run-first hold i Jacksonville var fast besluttet på, at holdet skulle kunne løbe bolden på angrebet og stoppe løbet på forsvaret – og så tage det derfra. I Turner havde Falcons fået en featured back, der ville kunne løbe bolden igen og igen, og som organisationen kunne bygge angrebet op omkring. Og løbet har de gjort – kun Baltimore Ravens har løbet bolden flere gange i år end Falcons. Turner er samtidig den running back i ligaen med flest carries.

I free agency skrev holdet desuden kontrakt med bl.a. S Eric Coleman og K Jason Elam.

Opbygning gennem draft
Én af de ting Thomas Dimitroff tog med sig fra New England Patriots var, at holdet skulle opbygges gennem draften: ”Our approach will be to build through the draft and supplement through free agency. We all know an anemic draft can make or break an organization.”

I årets draft sad Atlanta Falcons på tredjevalget efter at et cointoss skulle afgøre hvem der skulle sidde på valgene 3-5. Da QB Matt Ryan fra Boston College ikke var blevet taget efter de første to valg, slog Dimitroff og Falcons til. Mange havde ellers vurderet at DT Glenn Dorsey ville være et oplagt valg, da han bredt blev betegnet som draftens bedste spiller, og samtidig ville være den brik på forsvaret, der kunne stoppe løbet, som Mike Smith ønskede det. Ryan var dog Falcons’ valg, og holdet havde dermed fundet et nyt ansigt udadtil, og en spiller, der var den diametrale modsætning til Michael Vick.

Vick havde været på kant med loven flere gange inden hundeslagsmålene kom frem. Han var dog stadig populær blandt nogle af holdets fans, som håbede at Vick ville komme tilbage når/hvis muligheden skulle byde sig. Falcons havde bundet mange penge i Michael Vick, og gjorde nu det samme med Ryan, der fik en seks-årig kontrakt til en værdi af 72 millioner dollars. Kontrakten gjorde ham til den fjerdebedst betalte QB i ligaen – efter Peyton Manning, Ben Roethlisberger og Carson Palmer. Han stod altså, inden han endnu havde spillet ét eneste spil i NFL med en større kontrakt end Patriots’ Tom Brady, der har vundet tre Super Bowls. Diskussionen om rimeligheden i kontraktens størrelse rasede.

Bortset fra den kontroversielt store kontrakt var Ryan dog enhver PR-medarbejders drøm. Han var intelligent (han havde 32 af 50 svar rigtige i Wonderlic-testen, der gives til alle spillerne forud for draften – det var den højeste score for en QB og kun Brian Brohm scorede ligeså højt), en leder og en arbejdshest, der konstant ville arbejde på at blive bedre. Kort sagt; en mønsterspiller.

Fansene buhede dog af ham til træningen – de var ikke klar til at se ham overtage fra Michael Vick. Det gik dog ikke Ryan på og han viste tværtimod forståelse for at fansene havde svært ved at give slip på Vick. Det kunne han ikke ændre på, og han måtte bare gøre sit bedste og prøve at føre holdet frem til en så god sæson som muligt, hvis det var ham der skulle gå hen og vinde starterjobbet.

Falcons tradede op i første runde og valgte offensive tackle Sam Baker med 21. valget – en kontroversiel beslutning, da flere mente han sagtens kunne være faldet længere ned. Dimitroff kunne dog lide hvad han så i Baker, og ville ikke risikere at et andet hold tog ham.

Af øvrige valg i draften var bl.a. MLB Curtis Lofton i anden runde og WR Harry Douglas i tredje.

Pletskud!
Og samtlige mand har leveret varen. Michael Turner har været alt hvad Falcons havde håbet – og mere til. Hans 17 rushing touchdowns er en Falcons-rekord.

Matt Ryan spiller som en garvet veteran og har kun lignet en rookie i to kampe i år – de to kampe mod Buccaneers, som i (snart tidligere) defensive coordinator Monte Kiffin har en mand, der kan få enhver quarterback til at ligne en rookie. Fansene har for længst taget Ryan til sig og antallet af Michael Vick-trøjer svinder ind uge for uge og erstattes af trøjer med nummer 2 og navnet ”Ryan” på ryggen. Ryans første kast i NFL var et kast til Michael Jenkins, som blev grebet for 62 yards og et touchdown – tonen var sat!

Curtis Lofton og Harry Douglas har ligeledes bidraget i stor stil; Lofton har startet fra dag 1 og mens Douglas ganske vist ikke har startet, har han fået spilletid i samtlige kampe og bidrager både som receiver, rusher (han har løbet bolden 12 gange og grebet den 23 gange) og returner. Sam Baker har blot spillet med i otte kampe pga. skader, men var starter fra dag 1, og har ikke tilladt et eneste sack i år.

Mike Mularkeys system med smash-mouth football har været succesfuld, og hans playbook er samtidig fyldt med spil, der passer perfekt til det hold Falcons har fået sig – en arbejdshest på RB, der kan fjerne presset fra den unge QB.

Michael Jenkins er blomstret op under Robiskie, og udgør sammen med Roddy White – der efterhånden er en af ligaens bedste receivere, og satte en Falcons-rekord med 1382 receiving yards for sæsonen – en yderst solid receiverduo. Jenkins har måske ikke levet op til de forventninger, der er til et førsterundevalg, men han spiller solidt – og om ikke andet er det fremskridt.

Bill Musgrave har på rekordtid gjort Matt Ryan klar til livet i NFL og at Ryan ligner en veteran når han dirigerer angrebet på banen og også spiller som en (i hvert fald det meste af tiden) er i høj grad Musgraves fortjeneste.

Paul Bordreau har gjort en offensiv linje, der før sæsonen var store spørgsmålstegn ved, til en solid enhed, der både beskytter Ryan godt og laver masser af huller til Michael Turner og backup Jerious Norwood.

På den defensive linje har Ray Hamilton fortjeneste i John Abrahams flotte sæson, hvor han har lavet 16,5 sacks – ligeså vel skal Glenn Pires nævnes i forbindelse med Curtis Loftons flotte rookiesæson.

Falcons’ special teams har været et af ligaens bedste i år. Holdet har blot tilladt 49 yards på punt returns i denne sæson, suverænt færrest i ligaen, og ny NFL-rekord. Buffalo Bills tillod blot 53 punt return yards i 1991, men det gjorde Falcons bedre i år.

Punter Michael Koenen har puntet 63 gange i år – to er blevet blokeret, 4 sparket ud af banen, 8 downet af en Falcons-spiller, 4 touchbacks, 27 fair catches og af de 63 punts er hele 25 (svarende til 39,7% af alle punts) sat indenfor modstandernes 20-yard linje. 20 gange har modstanderne returneret bolden og det altså blot for et snit på 2,5 yards pr. return. De 53 yards Bills anno 1991 tillod var på 15 returns, svarende til 3,5 yards pr. return.

Det er ikke bare flot – det er fantastisk. Og det er en uhyre vigtig brik i kampen om field position.

Dermed ikke sagt, at der ikke er plads til forbedring på holdet, for det er der bestemt. Falcons’ løbeforsvar tillader hele 4,9 yards pr. carry, og det vil derfor være oplagt at gå ud enten i free agency eller i draften og forbedre løbeforsvaret. Her kan en defensive tackle være et oplagt sted at slå ned. Det kan også være en defensive tackle, der kan fungere som pass-rusher, da det næsten kun er John Abraham, der bidrager på den front i øjeblikket. Generelt ligner det en off-season, hvor forsvaret vil være i fokus.

Det kunne have gået meget anderledes…
Man kan kun spekulere i hvordan det var gået, hvis Falcons ikke havde vundet deres cointoss og fået tredjevalget. Det havde givet mulighed for at Ravens kunne trade sig op eller at Chiefs kunne vælge Ryan.

Hvordan ville det være gået hvis ikke Mike Smith havde valgt Matt Ryan som starter før spilleuge 1, hvorLions kom på besøg i Georgia Dome og Falcons vandt 34-21. Ryan kastede blot bolden 13 gange i kampen – fandt en modtager på ni kast for 161 yards og et touchdown. Michael Turner leverede en pragtpræstation og løb bolden 22 gange for 220 yards og to touchdowns.

Ugen efter kom så det første møde med Buccaneers, hvor Ryan lignede en rookie og Turner blev holdt i skak. Nederlag på 9-24. Det blev fulgt op af endnu en stor kamp på hjemmebane mod Chiefs, som blev slået let med 38-14, inden det i spilleuge 4 blev til endnu et 9-24-nederlag – denne gang til Panthers.

Det var dog stadig en start over forventning – de forholdsvis klare hjemmesejre viste at Falcons i hvert fald ikke var blandt ligaens allerdårligste hold. Spillerne og trænerne var klar over det og troen på egne evner var pludselig til stede i truppen.

Mike Smith har ligeledes – i skarp modsætning til Bobby Petrino – været en ”players coach” – hvilket DE John Abraham også gav udtryk for i et interview på NFL Network i sidste uge – og har gjort sit for at give spillerne selvtillid, ved bl.a. at uddelegere ansvaret til såvel rookies som veteraner. At underpræsterende spillere som Michael Jenkins har præsteret som de har er også Mike Smiths fortjeneste.

Siden holdet startede 2-2 har de vundet 9 af 12 kampe, og ligner et potentielt farligt bekendtskab i slutspillet. I første runde venter Cardinals, som bestemt ikke har imponeret i de seneste uger. Fra nu af er alt dog bonus, for der hvor Falcons er nået til nu, er længere end nogen havde turdet håbe.

John Abrahams syn på sagen
John Abraham blev som tidligere nævnt interviewet på NFL Network i sidste uge. De ville – ligesom jeg – finde ud af hvordan det her turn around kunne ske, og adspurgt ”When exactly did you realize things were different?” hed svaret fra Abraham: “When we hired Mike Smith ... when I talked to him – sat down and talked to him, we had like a man-to-man talk, which I hadn’t had with quite a few coaches in a long time, I knew I had somebody I could trust, someone I could play for”. På et spørgsmål om hvordan Matt Ryan havde været i stand til at gøre det han har gjort kom svaret: ”I guess it’s called being a natural leader.”

Når man kigger tilbage på denne sæson for Falcons må man – når man har fået samlet kæben op fra gulvet – blot konstatere, at det er en helt fantastisk præstation, der – sammen med Miami Dolphins’ worst-to-first i AFC East – for fremtiden bør stå som en af de største historier i NFL-sæsonen anno 2008 og samtidig må være utrolig opløftende at være vidne til for flere af de hold, der frister en tilværelse i bunden af ligaen i år og skal i gang med genopbygningen. Hvis et hold med så store problemer, både på og udenfor banen, på under ét år kan gå fra at være et af ligaens tre dårligste hold til at være det næstbedste i dets konference, så beviser det blot at så længe man er villig til at gøre hvad der skal til, så kan det lade sig gøre.


(Fra venstre mod højre: De to førsterundevalg i årets draft OT Sam Baker og QB Matt Ryan, efterfulgt af GM Thomas Dimitroff, HC Mike Smith og Falcons-ejer Arthur Blank)