En etableret bookmaker er på vej ind på det danske marked. Marathonbet har ansøgt om en spillelicens, og bookmakeren forventer at kunne tilbyde sportsbetting til danskerne, inden den nye fodboldsæson starter. 

Egne oddssættere og høj tilbagebetalingsprocent er dele af den strategi, Marathonbet arbejder ud fra. Og den høje tilbagebetalingsprocent kan også snart tilbydes til danske kunder, fortæller Marathonbets danske landechef til BetXpert. Sidste år søgte bookmakeren nemlig om licens hos Spillemyndigheden til at udbyde spil. 

"Det går desværre ikke så hurtigt, som jeg håbede på, og det skyldes forsinkelser på den tekniske del," siger Tony Brandenborg, landechef for Danmark hos Marathonbet, til BetXpert

Landechefen ved ikke, hvornår ansøgningen eventuelt bliver godkendt af Spillemyndigheden, men forhåbningen hos Marathonbet er, at bookmakeren kan tilbyde sit produkt til danske kunder, inden den nye fodboldsæson går i gang: 

"Jeg tror og håber, at vi kommer i luften sidst i første halvdel af 2019," siger Tony Brandenborg. 

Marathonbet har endnu ikke en hjemmeside i Danmark, men domænet marathonbet.dk blev registret i 5. oktober 2016, og på hjemmesiden mødes man af beskeden: "This website is under construction and will be launched soon".

Marathonbet er sponsor hos flere prominente fodboldklubber i Europa herunder Manchester City, Lazio og Girona, og bookmakeren har allerede licens i Storbritannien, Spanien, Italien, Cuaracao og Alderney. Marathonbets hovedkontor ligger i Brighton & Hove ved den engelske sydkyst. 

Nedtoner russisk forbindelse

Marathonbet har en broget historik, siden bookmakeren blev etableret i 1997. Ifølge branchemediet EGR er ejerskabet ikke klart, men bookmakeren har russisk oprindelse, og det er ikke ret svært at opdrive tvivlsomme anmeldelser og forumtråde online om Marathonbet.

I et interview med EGR (betalingsside) nedtoner Marathonbets direktør, Natalia Zavodnik, den russiske forbindelse og vil hellere fokusere på Marathonbets internationale fokus. 

"Vores fokus er ikke Rusland, og vores .com-hjemmeside er licenseret på Curacao. Vi har historisk fået mange kunder fra den del af verden, men folk har fri adgang til vores tjenester, hvor de vil. Det er ikke forbudt for russiske kunder at få adgang til .com, men det er ikke vores fokus. Det er på Europa og nu Latinamerika og Afrika," siger Marathonbets direktør.

Marathonbets .com-hjemmeside ligner langt fra det, man ser andre bookmakere i Danmark tilbyde, og nogle vil måske mene, at boomakerens hjemmeside trænger til en gevaldig overhaling, men det afviser direktøren: 

"Jeg kan ikke sige, at vi har fået meget negativ feedback fra vores kunder om vores produkt. Jeg hører rent faktisk det modsatte; man kan se en masse information med det samme. Så ja, det er anderledes i forhold til en masse andre produkter på markedet, men for nogen kunder er det den foretrukne måde. Vi har udviklet softwaren internt eller har fået den tilpasset til os, og der er ingen tredjepartsplatform," siger Natalia Zavodnik til EGR