Er italiensk klubfodbold helt til rotterne? Støvlelandet kan i hvert fald pt. ikke gøre sig gældende i europæisk sammenhæng.

Det er således slut med italiensk CL deltagelse i denne omgang. Roma røg ud efter straffespark mod Arsenal, Inter sagde farvel efter 0-2 på Old Trafford, og Juventus måtte nøjes med 2-2 hjemme i Torino, efter 0-1 ude mod Chelsea.

Fiorentina sagde allerede farvel efter CL-gruppespillet, hvor man endte efter Lyon og Bayern München.

I UEFA Cupen lever Udinese stadigvæk, men det er så også dét, og UEFA Cup’en betyder i det store hele ikke ret meget i Italien.

Italiensk fodbold ER inde i en down periode, men…: Det kan hurtigt vende igen. Lad os kigge på støvlelandets europæiske indsats de seneste små 20 år.

2007: Milan snupper titlen

Det er trods alt ikke mere end to år siden, at Milan slog Liverpool 2-1 i CL-finalen. Dengang var England repræsenteret med tre engelske hold i semifinalen (Chelsea, Liverpool og Manchester United), men lige lidt hjalp det.

Mens Liverpool slog Chelsea (nok en gang), kørte Milan helt og aldeles hen over Manchester United på San Siro. Den første kamp på Old Trafford var endt med en 3-2 sejr til englænderne på et sidste minuts mål af Rooney, mens de blev kørt ud af Milano med en 0-3’er i bagagen.

I finalen scorede Inzaghi to gange, og selvom Dirk Kuyt fik reduceret, vandt Milan med 2-1 og fik derved hævn for finalen i 2005.

Masser af italienske finaler

Hvis vi nulstiller historien fra sæsonen 1991/1992 hvor Champions Leage som begreb så dagens lys, og hvor de engelske hold igen fik lov til at være med (ja, Manchester United var med i pokalvinder-turneringen året før og vandt den, men Liverpool blev engelske mestre i 1990 og havde endnu et års europæisk karantæne), så er fordelingen af CL-pokaler nogenlunde ligelig mellem de store fodboldlande, men med en lille spansk dominans:

Spanien 5
Italien 4
England 3
Tyskland 2
Frankrig 1
Portugal 1
Holland 1

Men sjovt nok har engelske hold været i finalen seks gange, italienske 11 gange og spanske syv gange i samme periode. Spanierne har altså en høj udnyttelsesgrad med fem pokaler i for syv hold, mens italienerne halter noget efter mht effektivitet – men glimrer med finale-deltagelser.

I 1990’erne var der en ret markant dominans af italienske hold i finalerne og fra 1992 hvor Barcelona mødte Sampdoria på Wembley og frem til at Real Madrid slog Juventus i 1998, var der hvert eneste år repræsenteret et italiensk hold i finalen. Juventus og Milan med hver tre finaler og så Sampdoria med en enkelt.

Derefter kom der en periode på fire år hvor de ikke nåede en finale, men i 2003 mødtes Milan og Juventus så i et direkte show-down på Old Trafford, hvor Milan vandt efter 0-0 og straffespark. Det var den sidste finale Juve deltog i, mens Milan har været der to gange siden, med en enkelt pokal til følge. I alt har Milan været i seks finaler i den omtalte periode.

Endnu mere markant i UEFA Cuppen

I 90’erne var UEFA Cup’en også markant domineret af italienske hold. Fra 1989 og frem til 1996 er der hvert år et italiensk hold i finalen, og kun i 1992 hvor Ajax besejrer Torino, havner pokalen ikke i Italien. Inter er i fire finaler og vinder de tre af dem, Juventus vinder to pokaler og det samme gør Parma, og i 1993 vinder Parma desuden Cup Winner Cup’en.

Dengang var der italiensk prestige i at vinde UEFA Cup’en, mens den i dag blot er reduceret til en parentes. Fire af finalerne blev for øvrigt et opgør mellem to italienske klubber.

År 2000: Ligheder med 2009

Jeg havde fornøjelsen af at bo og arbejde i Bologna i Italien i år 2000. Jeg var ofte på Renato Dall’Ara for at følge hjemmeholdet, og tog da også på nogle ture til Verona og Milano for at se fodbold. Den sæson var ret sammenlignelig med den igangværende.

I CL-kvalifikationen røg Parma ud mod Glasgow Rangers, mens Milan sluttede som nr. 4 i deres gruppe efter Chelsea, Herta Berlin og Galatasaray. Lazio vandt deres gruppe foran Kiev, Leverkusen og Maribor mens Fiorentina sluttede som nr. 2 i deres gruppe, efter Barcelona, men foran Arsenal og AIK Stockholm.

Dengang var der to gruppespil, og i anden omgang røg Fiorentina så ud som nr. 3 efter Manchester United og Valencia. Lazio gik dog videre efter gruppespil mod Feyenoord, Chelsea og Marseille, men i kvartfinalen var det slut med italienske hold, da Valencia slog Lazio med sammenlagt 5-3.

I UEFA Cup’en gik det ikke meget bedre, da Bologna røg ud mod Galatasaray i 3. runde (tyrkerne kom i UEFA efter CL-exit og vandt senere UEFA Cup’en mod Arsenal det år). I 4. runde var det exit for de resterende fire italienske hold: Roma røg ud mod Leeds, Udinese stoppede ved Slavia Prag, Parma tabte til Werder Bremen og Juventus slog godt nok Celta Vigo med 1-0 i Torino, men fik en røvfuld på 0-4 i Spanien.

Så var det slut, og aviserne kritiserede holdene og klubbernes ledelser sønder og sammen.

2001: Tristheden fortsatte

Året efter var der ikke megen opmuntring at hente: efter UEFA Cup’ens 4. runde var der ikke flere italienske hold tilbage, da Inter røg ud mod Alaves, Roma tabte til Liverpool og Parma røg ud mod PSV Eindhoven på reglen om udebanemål.

Til stor morskab for Milans fans, røg Inter det år ud af CL-kvalifikationen mod svenske Helsingborg og måtte derfor nøjes med UEFA Cup.

Men i CL-sammenhæng var der generelt ikke så meget at grine ad for de italienske hold, da Juventus røg ud af første runde gruppespillet, mens Milan og Lazio var færdige efter anden runde. Milan havde eller en overkommelig gruppe med Deportivo, Galatasaray og Paris SG, men sluttede som nr. 3. Lazio var i gruppe med Anderlecht, Real Madrid og Leeds og sluttede suverænt sidst i gruppen.

Bayern München vandt for øvrigt pokalen efter 1-1 og straffe mod Valencia det år.

2002: Og det blev ved…

Elendigheden ville tilsyneladende ingen ende tage for de italienske hold, for i den efterfølgende 2001/2002 sæson i Champions League, blev det ikke meget bedre:

Parma tabte til franske Lille i kvalifikationen, og Lazio måtte sige farvel efter første gruppespil efter at være sluttet bag Nantes, Galatasaray og PSV Eindhoven. Juventus og Roma gik dog videre til næste runde af gruppespillet, men så stoppede festen også.

Romerne sluttede godt nok foran Galatasaray i deres gruppe, men Barcelona vandt gruppen, og da de tabte 0-2 mod Liverpool stod romerne dårligst i indbyrdes opgør og måtte sige farvel selvom både Liverpool og Roma sluttede med syv points. Juventus sluttede sidst efter Deportivo, Leverkusen og Arsenal.

Samme år nåede Inter dog UEFA Cup-semifinalen mod Feyenoord, men måtte sige farvel efter et selvmål af Cordoba på hjemmebane. Den første kamp endte 2-2, bl.a. på et mål af Jon Dal Tomasson.

Hollænderne vandt UEFA Cup’en med 3-2 over Dortmund, Tomasson scorede sejrsmålet og kåredes som man of the match.

2003: Tilbage på sporet

Året efter, i 2002/2003, nåede Lazio godt nok en UEFA Cup-semifinale, men det virkede som om at den turnering blev prioriteret lavere og lavere for italienerne. I første runde blev Chievo Verona slået ud af Røde Stjerne Beograd, og runden efter røg Parma ud mod Wisla Krakow.

Men selv om det går skidt i UEFA Cup’en, så er dette sæsonen hvor italienerne kom tilbage i CL-sammenhæng. Roma, Inter, Milan og Juventus slog sig alle videre fra første runde i gruppespillet, og alle sammen via førstepladser (Romas delt med Real Madrid).

I anden runde røg Roma dog ud efter at være sluttet bag Valencia, Arsenal og Ajax Amsterdam. Milan og Inter gik sikkert videre, mens Juventus gik videre efter at have stå bedst i indbyrdes opgør mod Basel og Deportivo. Manchester United vandt gruppen sikkert, bl.a. efter en flot 3-0 sejr ude over Juventus.

Efter det gruppespil virker Juventus ikke som om en CL-finalist, men de slog Barcelona i kvartfinalen efter forlænget spilletid, og i semifinalen tabte de godt nok med 0-1 ude mod Real Madrid, men vandt til gengæld en mindeværdig 3-1 sejr hjemme i Torino. Det var i den sammenhæng at Nedved fik raget et dumt gult kort til sig, og derved blev spærret til finalen.

Milan slog Ajax i kvartfinalen (på et mål af Tomasson til 3-2 i overtiden), og Inter slog Valencia ud. Dermed var der tre italienske hold i semifinalen. Juve sendte som nævnt Real ud, og Milan gik videre på reglen om udebanemål mod Inter efter 1-1 og 0-0.

Finalen var ikke den helt store oplevelse, men der var også nerver på for begge holds vedkommende. Shevchenko fik for øvrigt et korrekt mål annulleret efter kort tids spil. Tomasson spillede på det tidspunkt for Milan, men var skadet og kom ikke i kamp i finalen. Martin Laursen sad på bænken, mens Helveg ikke engang var i truppen.

For første gang i syv år vandt et italiensk hold altså CL, og italienerne var på banen igen. Desværre nød danskerne Helveg og Laursen ikke rigtigt Ancelottis opbakning og fik ikke megen CL-spilletid.

2004: Skidt igen

Året efter, i 2003/2004 sæsonen, blev CL formatet ændret således, at der nu kun var et enkelt gruppespil inden knockout-fasen. Inter sluttede efter Arsenal og Lokomotiv Moskva i deres gruppe, og så var det ud. Juventus gik videre efter at være sluttet foran Real Sociedad, Galatasaray og Olympiakos. Milan vandt deres gruppe foran Celta, Club Brügge og Ajax, mens Lazio røg ud efter at være sluttet sidst efter Chelsea, Sparta Prag og Besiktas.

I den efterfølgende runde røg Juventus ud efter 2 x 0-1 mod Deportivo, mens Milan samlet slog Sparta med 4-1. I kvartfinalen var det dog allerede slut. Milan vandt 4-1 hjemme over Deportivo, og de fleste havde vel troet på italiensk avancement, men Deportivo vandt 4-1 i Spanien og sendte Ancelotti’s mandskab ud.

I UEFA Cup’en nåede Inter kvartfinalen mod Marseille, men røg ud efter 2 x 0-1, og det at Udinese røg ud mod Salzburg i første runde (som Parma slog sammenlagt 9-0 i anden runde), og i tredje runde røg Perugia ud mod PSV mens Parma tabte til tyrkiske Genclerbirligi. Interessen og intensiteten var forsvundet for italienernes vedkommende, og de fik ikke engang skældud i aviserne efter at have tabt i UEFA Cup’en.

2005: Milan knækker i Istanbul

I 2004/2005-sæsonen var det igen tid til et italiensk hold i finalen. I kvartfinalen røg Juventus ud mod Liverpool med samlet 1-2, mens Milan smadrede Inter med sammenlagt 5-0.

I Istanbul mødtes Milan og Liverpool så i en af de bedste finaler der nogensinde er spillet. Den ordinære kamp endte som bekendt 3-3 – efter italiensk føring på 3-0 - og Liverpool vandt så på straffespark. Igen fik Shevchenko annulleret et mål i den ordinære spilletid, og han er faktisk den eneste spiller som har fået to mål annulleret, i to CL finaler. En ære han sikkert gerne havde undværet…….

I samme sæson, gav Parma dødsstødet til den italienske interesse for UEFA Cup’en. Man havde nået semifinalen mod CSKA Moskva og spillet 0-0 i Parma i den første kamp. Men i den hjemlige Serie A hang Parma alvorligt med bagenden i vandskorpen og havnede faktisk i to omkampe mod Bologna om at undgå nedrykning.

Derfor stiller de med et reservehold i Moskva og bænker bl.a. målmand Frey, midtbanespilleren Simplicio og topscorer Gilardino. Vel var det ærgerligt at de tabte 0-3 i Moskva og forsvandt ud af UEFA Cup’en, men de undgik nedrykning og sæson var reddet.

Et par år senere havde jeg selv fornøjelsen af at se Parma spille mod OB i Odense og igen i UEFA Cup-regi. Her var historien lidt den samme: man sparer på kræfterne, og lader spillere som Budan og Morfeo sidde udenfor. OB var dog ikke en større mundfuld, end at italienerne vandt 2-1 i Odense.

2006: Kun en semifinaleplads

Sæsonen efter kommer Milan igen længst i CL-regi. Man når semifinalen mod Barcelona, efter at have sent Bayern München og Lyon ud. Barca vinder dog 1-0 i Milano og opgøret i Spanien ender 0-0. Juventus ryger ud mod Arsenal i kvartfinalen, og i samme omgang ryger Inter ud mod Villarreal. Inden man når så langt, er Udinese sorteret fra i gruppespillet, hvor de ender bag Barcelona og Werder Bremen.

De seneste år

Sæsonerne 2006/2007 og 2007/2008 har de fleste læsere sikkert i nogenlunde klar erindring. Milan vandt som nævnt over Liverpool i 2007, mens Manchester United slog Chelsea i 2008.

Og i år…:

Som nævnt er kun Udinese tilbage i dette års UEFA Cup, og de står overfor tyske Werder Bremen i kvartfinalen. Skal Italien have flere europæiske points i år, ja så skal de altså hænge hatten på Udinese. Det får dog ikke den store bevågenhed i Italien, da fokus som nævnt primært er på Serie A og Champions League.

6+5-regel vil gavne Italien

Umiddelbart ser det altså ud til, at vægtskålen pt. er tippet over til de engelske holds fordel. Faktum er da også at holdene pt er stærkere end de italienske og til dels de spanske.

Er englænderne så bedre fodboldspillere end italienerne? Nej, de har blot flere penge og kan samlet set købe bedre spillere, men såfremt UEFA får trumfet en 6+5 regel igennem EU’s bureaukrati, og der derved kommer regler om flere nationale spillere på klubholdene, ja så er det nok forbi med den engelske dominans.

Grunden til at de italienske hold halter bagefter er til dels, at de bedste spillere tager til England (og til dels Spanien), hvor lønniveauet er højere. I oktober 2007 var der på Foxsports hjemmeside et overblik over antal udlændinge i hhv. Premier League og Serie A, og tallene sagde at 63% af spillerne i England er udlændinge, mens det for Serie A’s vedkommende var 36%.

Noget af en forskel, og man forstår at modstanden mod 6+5 reglen primært kommer fra England. Således havde kun Aston Villa, Derby og West Ham flere englændere i truppen end udlændinge. I Italien havde kun Inter, Milan og Roma flere udlændinge end spillere med italiensk pas.

Ud over en evt. 6+5 regel vil et europæisk lønloft i fodboldens verden, ligeledes kunne være med til at bremse udviklingen i England. En klub som Manchester City ville næppe være i stand til, at hente spillere som eksempelvis Robinho, såfremt de ikke var i stand til at smide de kæmpelønninger på bordet, som tilfældet er.

Lønloftet skulle jf. UEFA præsident Platini sættes i forhold til at den samlede lønsum maksimalt måtte udgøre en givet procentdel af klubbens egenkapital. Igen er der naturligvis protester fra de fleste storklubber. Klubber som Manchester United og Milan har dog udtrykt sig positivt i denne forbindelse.

Italien skal nok rejse sig

Uanset eventuelle 6+5 regler samt regler angående lønloft mener jeg ikke, at man på italiensk fodbold vegne behøver at frygte udviklingen set i forhold til den nuværende situation. Den minder meget om det som Italiensk fodbold var ude for i starten af dette årtusinde, og klubberne har rejst sig flot siden.

Der er nye unge spillere på vej, og mange af dem med italiensk pas. Af angribere kommer vi til at høre mere til Inters Balotelli, Villarreals Giuseppe Rossi samt Milans Paloschi (pt. udlejet til Parma) og Pozzi (udlejet til Empoli).



Følg BetXperts Serie A-tip på denne side.

Læs mere om italiensk fodbold på Lars Hellegaards website loscudetto.dk