Fysisk styrke, talent og evnen til at markedsføre sig selv er vigtigt i kampsporten MMA, der er en nådesløs sport. Læs Jakob Elbøls vurdering af fremtidens UFC-stjerner og de danske chancer og få inspiration til mulige værdispil. 

Læs vores store optakt til kampen mellem Khabib Nurmagomedov og Conor McGregor her.

Mixed Martial Arts (MMA) er en nådesløs sport - ikke kun fysisk. Besidder man det sportslige talent, gode talegaver og en underholdende kampstil, så kan man hurtigt tage et himmelspring mod de store lønningsdage og stjernestatus. Men i MMA kan ét enkelt slag være skæbnesvangert og betyde, at man mister alt det, som man har kæmpet hårdt for at opnå på et splitsekund.  

UFC har længe været den altdominerende organisation i MMA-verdenen, og det er primært her, at verdens bedste kæmpere har kontrakt og kæmper imod hinanden, selvom Bellator er ved at komme godt efter. Kun de mest talentfulde og mentalt stærkeste formår at forblive på toppen i længere perioder. Efterhånden er det dog ikke længere nok at være den mest talentfulde kæmper. Man skal kunne markedsføre sig selv – også uden for oktagonen.

Dette er den tidligere fluevægtsmester, Demetrious Johnson et godt eksempel på. Mighty Mouse, som han også er kendt som, er af de fleste MMA-eksperter anerkendt som værende en af de bedste MMA-kæmper på kloden med et hav af rekorder bag sig. Alligevel er Johnson ikke super populær hos hverken "casual" fans eller UFC-præsident, Dana White, der anerkender hans evner, men kritiserer hans manglende evne til at markedsføre sig og tiltrække seere. 

Men i takt med at den forholdsvis unge sport udvikler sig, så popper nye stjerneskud frem i kulissen. Jeg vil her prøve at give overblik over nogle af de UFC-kæmpere, der er værd at holde øje med i fremtiden. Kæmpere, der meget vel kan blive fremtidens superstjerner, der dominerer i oktagonen og i overskrifterne. Ydermere giver jeg et kort indblik i, hvor Danmark står på den store MMA-scene.

Livestream khabib vs. McGregor UFC 229: Her kan du se kampen

Fremtidens UFC-stjerner

Zabit Magomedsharipov (15-1)

Rusland og særligt Dagestan er begyndt at udvikle en række uhyggelige kæmpere, hvor Khabib Nurmagomedov naturligvis er den største stjerne. Han har sat Rusland på MMA-verdenskortet med sin ubesejrede rekordliste, vanvittige sambo-wrestling og virale YouTube-klip, hvor han wrestler med en bjørn. Den 6. oktober møder han superstjernen, Conor McGregor i, hvad der må forventes at være den største MMA-kamp nogensinde. I kulissen lurer dog endnu en ny russisk superstjerne, nemlig Zabit Magomedshapirov.

Den 27-årige russer har i sine tre UFC-kampe vist flere eksempler på, hvor komplet en kæmper han er. Med vild og kreativ striking samt en lang baggrund i wrestling er hans svagheder svære at få øje på. Samtidig måler han hele 185 cm., hvilket er enormt for vægtklassen. Jeg forventer mig store ting af Zabit, hvis eneste klare svaghed i forhold til markedsføring er hans dårlige engelsk. Uanset hvad er og bliver russeren med det lange efternavn en frygtindgydende modstander for enhver.  

Næste opgør: vs Brandon Davis d. 8 september.

Sene afslutninger kan give live-værdispil

Zabit er fremragende, hvorend kampen finder sted. Han slider dog oftest sine modstandere ned og afslutter dem i de senere runder. Måske kan man finde satsede, men høje odds på finish i sidste runde.

Israel Adesanya (14-0)

Israel Adesanya, med kælenavnet 'The Last Stylebender', har indtaget UFC med manér. Den lange new zealænder har ikke alene en underholdende stil grundet sin baggrund i kickboksning, men er også god til at trashtalke. Dette kombineret med hans statur og stil, som dels minder om Jon Jones', har gjort ham let at markedsføre. Hans striking er af højeste kaliber, men på gulvet kan han forbedres.

Der er stadig en del ubesvarede spørgsmål om, hvor godt han matcher op imod de bedste i vægtklassen - især imod en god wrestler. I takt med at han får mere erfaring, forventer jeg dog, at Adesanya får en titelkamp inde for de næste par år. Der venter dog svære match-ups i mellemvægt - allerede i næste kamp.

Næste opgør: vs Derek Brunson den 3. november.

Kan Israel Adesanya vinde før tid?

Jeg har tidligere fundet god værdi i Adesanya decision sejr, da hans punching power var en smule overvurderet grundet hans mange KO’s imod svage modstandere. Måske skal man dog til at kigge den anden vej nu. Det kan ikke vare længe, før Adesanya er main event og dermed sættes til fem runder. Over fem runder vil han bedre kunne udnytte sin kondition og evne til at nedbryde modstandere stående. Kampen imod Brunson er kun tre runder, men jeg ville ikke blive overrasket, hvis han vandt før tid.

Paulo Costa (12-0)

Efter nogle hårde år for de mandlige brasilianske kæmpere, hvor dominerende mestre i José Aldo og Renan Barão har mistet deres bælter og legender i Machida, Rua, Belfort og Nougeira-brødrene enten har trukket sig tilbage eller nærmer sig karrierens efterår, var det tiltrængt med nyt brasiliansk blod i UFC. En af de nye stjerneskud er det fysiske monster, Paulo Costa.

Costa deltog i den brasilianske version af The Ultimate Fighter, hvor han dog tabte i kvartfinalen. Siden da har han dog ikke set sig tilbage, og han besidder det, som alle MMA-fans elsker at se, nemlig knockoutpower. Costa har stoppet samtlige af sine 12 modstandere før tid, og hans kampe er aldrig gået længere end anden runde. Teknisk set er han intet vidunder, men alene hans power kan bringe ham langt. Ydermere besidder han sort bælte i BJJ og en overraskende god gastank, hvilket han dog ikke har haft brug for endnu. Med sine blot 27 år er han endnu ikke i sin prime. Forvent at høre meget mere til Paulo Costa i den nærmeste fremtid, som allerede er en frygtet modstander af mange.

Næste opgør: Forventes at kæmpe til UFC 230 den 3. november eller i starten af 2019 imod Yoel Romero.

Bookmakere kan undervurdere pointafgørelser

Costa har som nævnt stoppet samtlige af sine modstander, men kan han blive ved med det? Jeg synes man skal holde øje med over/under spillene i hans fremtidige kampe, hvor jeg har en forventning om, at bookmakerne muligvis vil undervurdere pointafgørelser. Dette kunne nemt være tilfældet i et match-up imod Yoel Romero.

Mackenzie Dern (7-0)

På kvindesiden har Mackenzie Dern længe været et samtaleemne som ny kommende superstjerne på kvindesiden. 25-årige Dern, som er datter af den dekorerede 'Megaton' Dias, er tidligere verdensmester i BJJ. På gulvet er der ingen i vægtklassen, der kan hamle op med hende. Hendes baggrund, udseende og netop BJJ har gjort til hende til en marketingsguldklump for UFC. Ydermere har der været stor opmærksomhed på udviklingen af hendes accent. Derns mor er amerikaner, og hun er født i Arizona, men de seneste par år er hendes brasilianske accent blevet tydeligere og tydeligere, hvilket fans har moret sig meget over.

Alt er dog ikke et glansbillede for Dern, som ikke alene har store mangler i sin striking, men også har kæmpet enormt med vægtgrænsen - eller har hun? I sin seneste kamp missede hun vægten med over 3 kilo, selvom hun efter eget udsagn gjorde, hvad hun kunne. Vægten kan blive et kæmpe issue for Dern, som er nødt til at blive mere professionel i sin forberedelse. Ikke desto mindre besidder Dern mange kvaliteter, der kan og bør gøre hende til stort navn hos kvinderne: Spørgsmålet er bare, i hvilken vægtklasse?

Næste opgør: Ikke offentliggjort.

Mulig værdi i upset

Hold øje med, hvor fit Dern er, og hvor meget hun vejer op til en kamp. Oddsene vil svinge meget afhængigt af, om hun klarer vanvittige cuts eller om hun ikke prøver som sidst. Hun minder mig en del om Ronda Rousey – hyped, men har klare svagheder. Møder hun en god striker, kan hun få alvorlige problemer, og måske kan man finde værdi i et upset?

Sean O’Malley (10-0)

Sean O'Malley har med sin ubesejrede rekordliste og sine 23 år fået et rigtig godt udgangspunkt i sin pro MMA-karriere - ikke mindst på grund af sin atypiske personlighed. O'Malley er selvudnævnt marihuana-entusiast, hvilket han ikke er bleg for at vise på sociale medier eller til store events. Med sine farverige t-shirts og tatoveringer samt store krøllede hår er han en let genkendelig skikkelse, som hurtigt har fået enorm medieopmærksomhed på trods af et begrænset antal kampe i oktagonen.

Lighederne mellem ham og Diaz-brødrene, som O'Malley også er stor fan af, er tydelige. Og ligesom Diaz-brødrene er O'Malley muligvis ikke den mest talentfulde kæmper, men hans personlighed gør ham "fan-friendly". Med tiden bliver resultatet af hans kampe måske mindre vigtige, men folk vil stadig tune ind for at se ham perfome eller underholde til pressekonferencer.

Næste opgør:  vs José Alberto Quiñónez den 6. oktober.

Hold øje med odds for stoppage

O’Malley har jeg svært ved at vurdere, da jeg er i tvivl om hans kvalitet. Hvordan matcher han op imod de bedste? Samme tvivl tror jeg bookmakerne har, så man kan muligvis finde god værdi i sejrsmetode. Jeg vil i hvert fald holde øje med oddsene på stoppage i hans næste kamp.

Darren Till (17-0-1)

Som den sidste på listen har jeg valgt at tilføje Darren Till, hvilket måske er en fejl. Med en titelkamp imod Tyron Woodley lige på trapperne er Till allerede på tærsklen til at være en etableret superstjerne. Den 25-årige brite er allerede et velkendt ansigt på den store MMA-scene grundet hans imponerende sejr over Donald Cerrone og mere tvivlsomme, men ikke desto mindre flotte, sejr over Stephen Thompson.

Till tog sin træners råd og valgte at flytte til Brasilien for at træne og bo, efter at han var offer for et knivoverfald i hjembyen Liverpool i 2012. En beslutning, der ifølge Till selv ikke alene modnede ham, men også reddede ham fra at falde ned i en forkert grøft. Siden da har han langsomt kravlet sig op i MMA-hierarkiet; fra lokale turneringer i Brasilien til at fylde Echo Arena i Liverpool i UFC. Nu venter den største udfordring i hans karriere nemlig en titelkamp imod den forsvarende mester, Woodley.

Grunden til at jeg har valgt at inkludere Till på listen er dog, at selv hvis han skulle tabe til Woodley, så har han fremtiden foran sig. Med sine 25 år har han allerede hele pakken - både atletisk og mentalt. Troen på egne evner skinner igennem hos briten med den velkendte scouse-dialekt, hvilket er enormt vigtigt i en sport som MMA. Nederlag er næsten uundgåelige i det lange løb, men hvordan, man tackler disse kan være afgørende. Her er folk som Dominick Cruz, Conor McGregor og Demetrious Johnson gode eksempler på mentalt stærke kæmpere, imens Ronda Rousey er det modsatte. Till virker mentalt stærk og er allerede en del af verdenstoppen.

Næste opgør:  vs Tyron Woodley den 8. september.

Forvent flest kampe afgjort på decision

Till er fremragende, men hans cut til weltervægt er voldsomt. Han har haft svært ved at stoppe modstandere i weltervægt, så det bliver heller ikke let, når han i fremtiden hopper op til mellemvægt. Jeg forventer, at størstedelen af Tills kampe vil være decisions – afhængigt af modstanderen naturligvis. Engang kunne man oddse på, om kæmpere ville blive champs inde for en bestemt tidsgrænse. Det kunne være rart at få denne type specials tilbage i dette tilfælde.

Den danske MMA-scene

Ovenstående liste kunne udbygges med folk som: Dominick Reyes, Tatiana Suarez og Renato Moicano, der ligeså er kæmpe talenter, men hvor står Danmark på den store MMA-scene?

I UFC har vi allerede Mads Burnell og Damir Hadzovic, der begge har fået en blandet start i det store forbund. Burnell var meget tæt på at levere en stor overraskelse i sin seneste kamp imod Arnold Allen. Han var på vej imod forholdsvis sikker pointsejr, inden han blev fanget i et guillotine choke i sidste runde. 24-årige Burnell har dog masser af kvaliteter, og i takt med at han får mere erfaring, vil han blive bedre. Han er en del år fra sin prime, så jeg er bestemt fortrøstningsfuld for Burnell, der bør have en fremtid i UFC.

Danmark har dog flere kæmpere i andre forbund, som muligvis kunne være at finde i UFC inden for et rimeligt tidsomfang. En kæmper som Søren Bak er værd at holde øje med. "The True Viking", som Bak også kaldes, har en titelkamp i weekenden i Cage Warriors, hvor en sejr vil bringe ham meget tættere på en UFC-kontrakt. Bak er en rigtig dygtig grappler, der samtidig er let at markedsføre grundet hans indlevelse i vikinge-karakteren. Det britiske forbund Cage Warriors har endvidere fostret flere store UFC-kæmpere gennem tiden - primært europæiske. Altså vil en titel til Bak ikke gå ubemærket hen hos UFC, der altid er på udkig efter nye talenter.

Sidst, men ikke mindst skal vi også lige nævne Mark O. Madsen, som de fleste danskere i forvejen kender til gennem hans tid som wrestler, hvor det blandt andet blev til olympisk sølv ved OL i 2016 i Brasilien. Madsen har nu stoppet sin wrestlingkarriere for at kunne fokusere fuldt på MMA. Indtil videre er det blevet til fire sejre i lige så mange kampe for Madsen - alle i første runde. Dette har nu belønnet sig i en kontrakt med Cage Warriors, hvor han kan blive et uhyggeligt bekendtskab for modstanderne. Han er naturligvis en yderst erfaren Greco-roman wrestler, men har samtidig vist stor power i sine hænder. Det bliver spændende at følge ham imod modstandere af højere kvalitet, og det er slet ikke unormalt at se wrestlere træde ind i MMA i en sen alder, hvilket den nuværende letsværvægts- og sværvægtsmester, Daniel Cormier, er et tydeligt eksempel på. Hvis Madsen fortsætter sin stime af stoppages, kan vi sagtens få den 33-årige dansker at se i UFC.

Sporten og dets kæmpere udvikler sig med stor fart, så lad os håbe, at vi kan få flere danske seere og ikke mindst kæmpere til UFC i den nærmeste fremtid.