Efter en veloverstået første udgave af World Boxing Super Series, som overgik alle forventninger, står sæson to for døren.
I den kommende udgave af turneringen skal otte af verdens bedste boksere i to forskellige vægtklasser kæmpe om "The Muhammad Ali Trophy".
I denne optakt kigger Betxpert nærmere på kombattanterne, som skal bokse på bantamvægt, og vi giver et bud på, hvem der ender med trofæet, når det hele er forbi.

OBS: Denne optakt blev oprindeligt publiceret den 21. august, men da turneringen først er gået i gang her i oktober, så bliver den vist igen.

World Boxing Super Series betragtes som den første store turnering i boksesporten siden Super Six World Boxing Classic fra 2009-2011, hvor Mikkel Kessler deltog. Den anden sæson af turneringen vil planmæssigt finde sted fra september 2018 til maj 2019.

Vægtklasserne, som er blevet udvalgt til denne udgave, er: bantamvægt og letweltervægt. Der er egentligt tale om to separate turneringer, som består af otte af verdens bedste boksere fra hver division. Deltagerne er blevet seedet på forhånd, og favoritterne har derefter fået lov til at vælge deres modstander. Eneste forbehold i forhold til dette er titelkampe, som var aftalt på forhånd. Turneringen består udelukkende af knald-eller-fald-kampe, så det fungerer fuldstændig ligesom slutspillet i eksempelvis NFL eller ved VM i fodbold. Den endelige vinder skal igennem tre kampe, før han modtager trofæet.

​​​

World Boxing Super Series - Bantamvægt Odds

World Boxing Super Series – Bantamvægt består af fire nuværende mestre og to tidligere mestre. Det japanske monster, Inoue, betragtes med rette som storfavorit, men bookmakerne tør ikke helt afskrive talenterne Rodriguez og Burnett samt veteranen Tete:

Deltager

Odds på vinderen af World Boxing Super Series - Bantamvægt Bookmaker
Naoya Inoue 1,50
Emmanuel Rodriguez  7,00
Ryan Burnett 6,50
Zolani Tete 7,00
Mikhail Aloyan 29,00
Nonito Donaire 34,00
Jason Moloney 51,00

World Boxing Super Series - Bantamvægt odds er senest opdateret den 11. oktober klokken 11.50. 

Feltet

Naoya Inoue

Japan
25 år (10. april 1993)
16-0, 14 KO
Ortodoks
Højde: 165 cm.
Rækkevidde: 171 cm.
Vægt: 53 kg.

Naoya "Monster" Inoue er WBA-mester på bantamvægt og er rangeret som nummer to i divisionen og nummer seks pound for pound hos The Ring. Han er tidligere WBC-mester på letfluevægt og WBO-mester på superfluevægt. Han har blandt andre besejret Ryoichi Taguchi, Adrian Hernandez, Omar Andres Narvaez, David Carmona, Kohei Kono, Antonio Nieves, Yoan Boyeaux og Jamie McDonnell.

Inoue havde en solid amatørkarriere, hvor han udmærkede sig som et af Asiens største talenter. Han missede akkurat OL i 2012, da han tabte sin afgørende kamp i kvalifikationen, men efter at være trådt ind i de professionelle rækker har han påbegyndt en af de mest bemærkelsesværdige kometkarrierer i sportens historie. Han blev mester i sin blot sjette kamp, hvilket er en sjælden bedrift, og foruden Lomachenko er han den hurtigste nogensinde til at vinde bælter i tre divisioner. Inoue har en enormt aggressiv stil. Han går ufortrødent frem, og hans body work er blandt sportens bedste. Han besidder en sjælden power for de mindre vægtklasser, men han har trods god modstand været så suveræn indtil videre, at vi ikke ved, hvordan han reagerer på power, pres eller træthed.

Naoya Inoue vinder World Boxing Super Series - Bantamvægt 1,50

Emmanuel Rodriguez

Puerto Rico
26 år (8. august 1992)
18-0, 12 KO
Ortodoks
Højde: 168 cm.
Rækkevidde: 169 cm.
Vægt: 53 kg.

Emmanuel "El Sensacional" Rodriguez er IBF-mester på bantamvægt og er rangeret som nummer fire i divisionen hos The Ring. Han er tidligere WBC Latino- og WBO Latino-mester på samme vægt. Han har blandt andre besejret Eliecer Aquino, Alberto Guevara, Giovanni Delgado og Paul Butler.

Rodriguez var et enormt talent, som tog VM-sølv og OL-guld ved 51 kg. i ungdomsrækkerne i 2010, men hans amatørkarriere som senior blev spoleret efter en ulykke, hvor totredjedele af hans krop blev slemt forbrændt. Han har ikke mødt mange nævneværdige modstandere, siden han blev professionel, men han så fantastisk ud, da han i maj slog den tidligere verdensmester Butler. Dette var et stort step up, men Rodriguez legede med sin modstander og viste, at han besidder en teknik i verdensklasse. Han mangler stadig erfaring, men hans skoling gør ham absolut til en darkhorse i turneringen.

Emmanuel Rodriguez vinder World Boxing Super Series - Bantamvægt 7,00

Ryan Burnett

Nordirland
26 år (21. maj 1992)
19-0, 9 KO
Ortodoks
Højde: 163 cm.
Rækkevidde: 168 cm.
Vægt: 53 kg.

Ryan "The Piranha" Burnett er Super WBA-mester på bantamvægt og er rangeret som nummer tre i divisionen hos The Ring. Han er tidligere BBBofC-, WBC International- og IBF-mester på samme vægt. Han har blandt andre besejret Jason Booth, Ryan Farrag, Anthony Settoul, Cesar Ramirez, Lee Haskins, Zhanat Zhakiyanov og Yonfrez Parejo.

Burnett havde en flot amatørkarriere, hvor han tog VM-sølv og OL-guld ved 48 kg. i ungdomsrækkerne i 2010, før en række grimme skader var lige ved at ødelægge hans fremtid i sporten. I dag er han kommet sig fuldstændigt ovenpå problemerne, og han er trods sin alder en af de mere prøvede kræfter på vægten. Han overraskede ved at udbokse den tidligere mester Haskins sidste år. Han tog sit andet bælte efter en ligeså dominerende præstation mod Zhakiyanov. Med disse præstationer har Burnett to sejre over modstandere, der er regnet i top ti i divisionen hos The Ring i dag – ingen andre i feltet har en eneste. Burnett besidder en forrygende bevægelighed og speed, så han er en fare for enhver over tolv runder.

Ryan Burnett vinder World Boxing Super Series - Bantamvægt 6,50

Zolani Tete

Sydafrika
30 år (8. marts 1988)
27-3, 21 KO
Southpaw
Højde: 175 cm.
Rækkevidde: 183 cm.
Vægt: 53 kg.

Zolani "Last Born" Tete er WBO-mester på bantamvægt og er rangeret som nummer et i divisionen hos The Ring. Han er tidligere IBF International-mester på samme vægt. Han er desuden tidligere IBF-mester på superfluevægt. Han har blandt andre besejret Juan Carlos Sanchez Jr., Teiru Kinoshita, Paul Butler, Jether Oliva, Victor Ruiz, Arthur Villanueva, Siboniso Gonya og Omar Andres Narvaez, mens han har tabt til Moruti Mthalane, Juan Alberto Rosas og Roberto Domingo Sosa.

Tete besidder ikke den samme skoling som de øvrige favoritter, selvom han eftersigende har over 400 amatørkampe, men han er mere prøvet som professionel. Foruden nederlaget i 2010 til Mthalane, der p.t. regnes som verdens bedste fluevægter hos The Ring, har han været rigtig stabil. Han er en komplet bokser i sin prime, som flere gange har vist one-punch power på vægten. Hans titelforsvar mod Gonya tog blot 11 sekunder – det korteste i sportens historie. Han kan overraske med sin power og størrelse.

Zolani Tete vinder World Boxing Super Series - Bantamvægt 7,00

Mikhail Aloyan

Rusland
29 år (23. august 1988)
4-0, 0 KO
Southpaw
Højde: 164 cm.
Rækkevidde: -
Vægt: 53 kg.

Mikhail Aloyan er WBA International-mester på bantamvægt, men han er endnu ikke rangeret i top ti i divisionen hos The Ring. Han er tidligere WBC Silver-mester på superfluevægt. Han har besejret Yader Cardozo, Marvin Solano, Hermogenes Castillo og Alexander Espinoza. Som amatør slog han blandt andre Nordine Oubaali, Khalid Yafai, Amnat Ruenroeng, Robeisy Ramirez, Rau’shee Warren, Andrew Selby og Jasurbek Latipov, mens han blandt andre tabte til Tugstsogt Nyambayar og Shakhobidin Zoirov.

Aloyan havde en fortræffelig karriere som amatør, der blandt andet tæller EM-guld i 2010, VM-guld i 2011 og 2013 samt OL-bronze i 2012 og OL-sølv i 2016. Han er uden tvivl den mindst prøvede i feltet, når det kommer til professionel boksning, men hans baggrund kan give ham en fordel rent teknisk, uanset hvem han er oppe mod. Alt afhænger af, hvor godt Aloyan har fundet sig til rette efter sit skift fra de ubetalte rækker. Han er næppe klar til tolv hårde omgange mod eliten allerede, men intet er umuligt.

Mikhail Aloyan vinder World Boxing Super Series - Bantamvægt 29,00

Nonito Donaire

Filippinerne
35 år (16. november 1982)
38-5, 24 KO
Ortodoks
Højde: 166 cm.
Rækkevidde: 173 cm.
Vægt: 53 kg.

Nonito "The Filipino Flash" Donaire er tidligere mester på fem forskellige vægtklasser fra fluevægt til fjervægt, men han er p.t. ikke rangeret hos The Ring. Han har blandt andre besejret Vic Darchinyan, Luis Maldonado, Moruti Mthalane, Raul Martinez, Rafael Concepcion, Manuel Vargas, Hernan Marquez, Volodymyr Sydorenko, Fernando Montiel, Omar Andres Narvaez, Wilfredo Vazquez Jr., Jeffrey Mathebula, Toshiaki Nishioka, Jorge Arce, Simpiwe Vetyeka og Zsolt Bedak, mens han blandt andre har tabt til Guillermo Rigondeaux, Nicholas Walters, Jessie Magdaleno og Carl Frampton.

Donaire er en fremtidig hall-of-famer som uden sammenligning er turneringens største stjerne. Hvis dette havde fundet sted for cirka fem år siden, så havde han været stor favorit, men der er løbet meget vand i åen siden. Donaire var i sin prime en sublim fighter med en fantastisk timing og eksplosivitet, men desværre forsvinder disse ting med alderen. Hans nederlag er kommet ved højere vægt, så det er muligt, at han kan genopfinde sig selv på bantamvægt, hvor han engang var bedst, men det er usikkert.

Nonito Donaire vinder World Boxing Super Series - Bantamvægt 34,00

Jason Moloney

Australien
27 år (10. januar 1991)
17-0, 14 KO
Ortodoks
Højde: 168 cm.
Rækkevidde: -
Vægt: 53 kg.

Jason Moloney er WBA Oceania-mester på bantamvægt og er rangeret som nummer ni i divisionen hos The Ring. Han er tidligere Commonwealth-mester på samme vægt. Han er desuden tidligere WBA Oceania-mester på superbantamvægt. Han har blandt andre besejret Enrique Bernache, Lolito Sonsona, Julias Kisarawe, Immanuel Naidjala og Kohei Kono.

Moloney er et ubeskrevet blad, som brød igennem lidt ud af ingenting tidligere i år. Han har ikke en omfattende amatørbaggrund, og han har ikke mødt mange nævneværdige modstandere, så der er ikke nogle forventninger til ham. Han var nok ikke kommet med i turneringen, hvis han ikke havde været mandatory challenger til Rodriguez, men nu har han chancen. Der var ikke en finger at sætte på hans præstation, da han besejrede den tidligere verdensmester Kono, men han skal formentlig hive mere ud af hatten end højt output og solidt body work, hvis han skal opleve succes mod nogen i dette felt.

Jason Moloney vinder World Boxing Super Series - Bantamvægt 51,00

Juan Carlos Payano

Den Dominikanske Republik
34 år (12. april 1984)
20-1, 9 KO
Southpaw
Højde: 165 cm.
Rækkevidde: 164 cm.
Vægt: 53 kg.

Juan Carlos Payano er WBO Inter-Continental-mester på bantamvægt og er rangeret som nummer fem i divisionen hos The Ring. Han er tidligere IBO- og Super WBA-mester på samme vægt. Han har blandt andre besejret Luis Maldonado, Jhon Alberto Molina, Jundy Maraon, Anselmo Moreno, Rau’shee Warren, Alexis Santiago og Mike Plania, mens han har tabt til samme Warren. Som amatør slog han blandt andre Raul Martinez, McJoe Arroyo, Yoandris Salinas og McWilliams Arroyo, mens han blandt andre tabte til Yuriorkis Gamboa, Amnat Ruenroeng og Rey Vargas.

Payano er turneringens sorteper, som ingen taler om. Dette er urimeligt, da dominikaneren er en langt bedre fighter, end han får anerkendelse for. Han er kendt som en hårdfør slagsbror, der vinder kampe på toughness, pres og aktivitet, men han har en solid amatørkarriere med to OL-deltagelser bag sig, så hans teknik bliver undervurderet. Han har ikke gjort noget stort væsen af sig siden sine tætte kampe mod Warren, men hvis han stadig har samme niveau, så bør han være en stor mundfuld for de fleste.  

Spiltanker

Jeg har spekuleret over denne turnering i lang tid, men jeg synes ikke rigtigt, at der findes nogle gode bets på nuværende tidspunkt. Det er svært at komme udenom Inoues massive favoritværdighed, men at give ham mere end 60 procent er samtidig at presse den. Han har været fuldstændig urørlig gennem hele sin karriere, så jeg har skam været fristet af et spil, men der findes en del ubesvarede spørgsmål, som jeg er nødt til at få svar på for at få en god fornemmelse af, hvor dygtig han er.

Inoue er stadig meget uprøvet i divisionen. Han har blot haft en enkelt kamp på vægten, hvilket skulle have været karrierens største test, men den afgjorde han på under to minutter. At køre en modstander som McDonnell over uden videre er utroligt imponerende, men vi nåede desværre ikke at lære mere om japaneren. Der var rygter om, at McDonnell, der siden har forladt divisionen, havde et vanvittigt hårdt cut på over 25 lbs. Hvis dette virkelig var tilfældet, så siger resultatet ikke nødvendigvis særlig meget. Så var englænderen allerede dead man walking inden kampen.

Inoue lader til at have bevaret sin enorme power på bantamvægt, men et imponerende resultat mod en modstander, som efter alt at dømme var drænet, er efter min mening ikke nok til, at man kan være 100 procent sikker på dette. Nu skal han op mod mænd, som fra naturens side er større end ham selv. De bør kunne håndtere hans power bedre. Vi ved ikke, hvad der sker, hvis Inoue slår sig selv træt. Det er muligt, at han er bedst, når tingene går hans vej. Vi ved heller ikke, om han kan tage imod rene træffere fra store punchere, da hans kæbe er rimeligt uprøvet.

Inoues Terminator-stil kan sagtens give bagslag, hvis han vader ind i slag fra en power puncher som Tete. Derudover har vi ikke set, om han kan bevare tålmodigheden og følge en gameplan, hvis han skulle opleve modstandere, der holder ham på afstand og giver igen. Hvis nogen kan gøre dette mod ham på bantamvægt, så skulle det netop være typer som Rodriguez og Burnett, som har glimrende teknik, hurtighed, bevægelighed og fornemmelse for afstand.

Jeg siger bestemt ikke, at Inoue er underdog i disse kampe. Bare fordi, at vi ikke har set, hvordan han håndterer disse ting, så betyder det ikke, at han ikke kan det den dag, hvor det er nødvendigt. Dette er dog langt fra sikkert. Hvis historien har lært os en ting, så er det, at alle før eller siden møder en stil, som de ikke kan regne ud. Måske bliver dette ikke aktuelt, fordi Inoue er et unikt talent, men det er de færreste, der bliver ved med at opleve succes, når de går op i vægt. Selv Lomachenko havde problemer i sin seneste kamp mod Linares, hvilket formentlig viste, at hvor eminent ukraineren end er, så er letvægt den maksimale vægt, hvis han skal forblive effektiv.

Jeg tror på, at Inoue vinder World Boxing Super Series, men jeg holder samtidig fast i, at han kommer til at opleve modstand som aldrig før. Således kan jeg altså ikke forsvare at skulle anbefale et spil på turneringens vinderen. Dette er dog ikke ensbetydende med, at der ikke vil komme spilforslag i løbet af turneringen. Jeg tror, at det bliver sparsomt med overraskelser i kvartfinalerne, men jeg vil bestemt bestræbe mig på at udlægge analyser, hvor alle de tekniske aspekter bliver nærmere diskuteret, når vi kommer ind i september, og turneringen går i gang.

Spådom

Source: [Wikipedia}