Premier Tennis League er et banebrydende koncept med korte kampe og stjerner/legender fra Wozniacki til Sampras. Men er det sundt for tennissporten?

Hvad har Micromax Indian Aces, UAE Royal, Singapore Slammers og Manila Mavericks til fælles? Umiddelbart skulle man tro, at de alle sammen deltager i Asiens Champions League i volleyball. Men faktum er, at de alle er en del af International Premier Tennis League (herfra IPTL) – et spritnyt og innovativt koncept, der kickstartede i slutningen af november i Manila på Fillipinerne. Konceptet er i flere perspektiver en udviklet udgave af det allerede eksisterende World Team Tennis, der spilles i USA.

(Odds på IPTL udbydes af blandt andre Bet365*. Følg BetXperts IPTL-tips her)

Et banebrydende koncept

For at ridse op hvad hele konceptet omfatter, så spiller de fire hold alle mod alle fire forskellige steder; Manila (Filippinerne), Singapore, New Delhi (Indien) og Dubai (UAE). En holdkamp afvikles som bedst af 5 kampe bestående af en herresingle, en legends herresingle, en damesingle, en herredouble og en mixdouble. Hver enkelt kamp spilles som et sæt til 6, hvor man ved 5-5 spiller en 5 minutters shootout, der har format som en tiebreak. Samtidig er der tilføjet følgende features, der skal gøre kampene endnu mere interessante og ikke mindst anderledes:

  • 20 sekunders ”serve clock” der i den grad udfordrer problematikkerne omkring spillernes tendens til at tage for lang tid mellem pointene ”til daglig”.
  • Et Happiness Power Point, hvor en spiller kan vælge, at det pågældende point skal tælle dobbelt.
  • Der spilles med no ad, uden let og indbyggede coaching-pauser undervejs i kampene.
  • Holdene består af en blanding af nuværende ATP- og WTA-spillere samt tidligere stjerner fra ATP-touren såsom Pete Sampras, Goran Ivanisevic og Carlos Moya.

Fest eller fiasko?

Men for at vende tilbage til artiklens overskrift, så er der to sider af det nye koncept.

Der hersker ingen tvivl om, at IPTL indeholder alt det der skal gøre kampene hurtigere, mere intense, mere interessante og give dem et godt twist, og måske primært tiltaler dem, der ikke har tålmodighed til at sætte sig og se en Grand Slam-kamp over 5 sæt. Samtidig tager det sporten til lande, hvor de i løbet af sæsonen ofte ikke får stjernerne at se, hvilket naturligt nok er med til at højne interessen for konceptet endnu mere. Spillernes popularitet i Asien er større end enorm, og med de navne man har formået at lokke til at deltage, er der ingen tvivl om, at opbakningen, tilskuermæssigt, vil være 200%.

ATP´s bestyrelsesformand bakker også op om konceptet, og afviser at det er en trussel til den nuværende tour.

”Jeg synes det er dejligt at nogle andre tager fat på tennis og specielt bringer det til nye markeder, så det kan jeg kun bifalde”, fortæller Chris Kermode i et interview med engelske BBC. Han lægger dog ikke skjul på vigtigheden af, at det er og fortsat kun vil være en række af opvisningskampe.

Hvor meget man skal lægge i det sidste er svært at vurdere, men om WTA og ATP reelt ser en trussel i IPTL er nok ganske tvivlsomt på nuværende tidspunkt.

En af turneringens helt store trækplastre, Roger Federer, der kom med i stedet for en skadet Rafael Nadal, har ligeledes været med til at dementere, at IPTL er noget der skal konkurrere med den nuværende tour.

Schweizeren fortæller i et interview med Daily Mail, at han ikke tror at turneringen i dens nuværende format kan blive en integreret del af touren, specielt fordi de mange regler og twists efter hans mening lægger meget pres på spillerne.

”I sidste ende ved I hvordan jeg er – jeg er meget traditionel og jeg kan godt lide touren som den er og vores score-system”, fortæller han i samme interview. Men trods dette, så har både Federer og flere andre spillere udtrykt begejstring over holdformatet, der skaber mere interaktion mellem herrer og damer samt tidligere spillere.

”Det kommer ikke til at erstatte den måde vi spiller på touren, men det har helt sikkert en plads i vores sport at have mere interaktion, mere sjov og ballade og anderledes regler”, uddyber Federer.

Bagsiden af medaljen

Men som det ofte er, så er der altid en bagside af medaljen, og IPTL har fået mange tennisfans op af stolen for at udtrykke deres mening om konceptet, der efter manges mening er alt for kommercielt og blot handler om at tjene en masse penge – noget der måske ikke er helt forkert. Kigger man eksempelvis på billetpriserne, så var de billigste billetter i Manila til salg for omkring 400 kr svarende til 2900 pesos i lokal valuta. Til sammenligning ligger en gennemsnitlig dagsløn på 421 pesos, hvilket i hvert fald gør det svært for mange af dem som turneringen måske i virkeligheden burde være for.

Samtidig er det meget svært ikke at se en larmende dobbeltmoral hos mange af de deltagende spillere. Det er ikke lang tid siden, at specielt herrespillerne beklagede sig over en alt for lang ATP-sæson, der sluttede i slutningen af november, for at starte op 4-5 uger senere. Der blev sat for store krav til spillere, det krævede for mange kræfter at skulle levere gennem så lang en sæson og der var alt for kort tid til at restituere og forberede sig til den kommende sæson.

På den baggrund kan man godt tillade sig at undre sig over en lineup der bl.a. inkluderer Novak Djokovic, Roger Federer, Andy Murray, Tomas Berdych, Marin Cilic og Gael Monfils, der alle skal flyve om på den anden side af jorden og afbryde både off- og pre-season. Trods flere af dem kun deltager et par af stederne, så ændrer det ikke på at det sætter både tidsmæssige og fysiske krav til spillerne, hvilket strider ganske meget mod de mange beklagelser over at sæsonen i forvejen er for lang.

Money in the bank

Er der så en forklaring? Ja – det kan siges ganske kort: masser af penge i banken. Flere af spillernes agenter har heller ikke været blege for at erkende, at der er betragtelige beløb i spil, der har lokket spillerne til at deltage.

Selvom både Coca Cola og Qatar Airways er nogle af de allerstørste sponsorer, så er det i ligeså høj grad de nationale virksomheder, der også lægger navn til holdene, der smider voldsomme beløb i konceptet. PLDT Home Fibr, DBS, Micromax og Musafir er navnesponsor for henholdsvis Manila Mavericks, Singapore Slammers, Indian Aces og UAE Royals, og de pengestærke virksomheder får eksponering og output nok til at man har villet investere enorme beløb i at hente de største stjerner til Asien midt i forberedelserne til den kommende 2015-sæson.

Der hersker ingen tvivl om at de økonomiske perspektiver er ganske gennemtrængende i IPTL. Men er de også så gennemtrængende at de er bekymrende?

Hvad mener I?

Hvad mener I? Skal man være bekymret over, at de fleste spillere kan lokkes til Asien midt i off- og pre-season for at spille en række, groft sagt, ligegyldige kampe, for store beløb, trods man flere gange har beklaget sig over en alt for lang sæson? Eller skal man lægge de naive briller væk, og bare acceptere at økonomien spiller en større og større rolle – ikke bare i tennis, men i sport generelt?

Og sidst men ikke mindst – hvad mener I om konceptet? Er det forfriskende med et nyt koncept, der gør kampene mere intense og anderledes, eller er det mere ødelæggende for tennissporten som den er i dag?