Efter en pragtkamp mellem Manchester United og Milan glæder vi os til at se om Chelsea og Liverpool kan leve op til løjerne i den anden Champions League-semifinale. De to engelske storhold mødes onsdag aften hvor danske Agger skal forsøge at holde bomstærke Drogba fra at score...

Vi har naturligvis en grundig analyse af kampen – og har også spottet et spil. Chelsea er svækket på midtbanen (men har stadig et virkelig godt hold), og Liverpool bør have pæne chancer for at hente et enkelt point. Læs analysen:

http://www.betxpert.com/ekspert/cl/#61087

Skadespræget topklasse på Old Trafford

Tryllerier fra Ronaldo og især Kaká – og effektivitet fra Rooney... Jo, der blev serveret diverse lækkerier for tilskuerne på Old Trafford da Manchester United vandt 3-2 over Milan tirsdag aften.

United kom lynhurtigt foran, på et lidt pudsigt mål, hvor et Ronaldo-hovedstød ganske vist blev pareret af Milan-keeper Dida, men bolden boblede op over ham og ind mod stregen, og hans desperate forsøg på at hoppe op igen og bokse den væk, gav den blot et ekstra puf ind i netmaskerne.

Derefter tog det Milan noget tid at få ro på tropperne – men så skal jeg ellers love for at Kaká tog fat og viste at det i høj grad kan diskuteres om Ronaldo nu også er Verdens bedste spiller lige nu. Først tog han bolden med i et langt træk, forbi en desperat Heinze, og lagde den over i det lange hjørne, forbi en reelt sagesløs Van der Saar. Og derefter begik han en uovertruffen genistreg. En lang bold frem blev driblet (med ben og hoved) uden om tre United-forsvarere og til sidst lagt under målmanden – mens forsvarerne løb ind i hinanden og så temmelig tåbelige ud...

I anden halvleg så det en overgang ud som om Milan sad på flæsket. United-spillerne virkede trætte og endda opgivende. Meget sjældent at se. Men Milan-spillerne var også mærkede af det høje tempo og blev desuden kraftigt svækket af skader til Maldini og Gattuso. Uden dette havde United næppe fået lov til at score, først på et Scholes-vip frem til Rooney, og til allersidst på en kontra hvor Giggs (hvem ellers?) pillede bolden fra en indskiftet (og katastrofalt dårlig) Brocchi og afleverede smukt til Rooney der afsluttede lige så flot.

Alt i alt nogle flotte offensive præstationer, fra begge hold – men man må så også sige at kampen i høj grad var præget af skader. Dels det store United-mandefald i forsvaret (uden disse havde Kaká nok haft sværere ved at score, i hvert fald sit andet mål), dels de to Milan-skader der kom under kampen. Med Maldini og Gattuso på banen, havde italienerne nok trukket halvlegsføringen i mål.