Vi er nået til vejs ende i Melbourne, og efter en fremragende turnering på kvindesiden er vi så heldige, at finalen bliver med dansk deltagelse - naturligvis i skikkelse af Caroline Wozniacki. Hun møder verdensranglistens 1'er, Simona Halep, i dét, der udover at være kampen om ét af tennissportens største trofæer, også er et direkte opgør om verdensranglistens førsteplads. Læs Lars Baes Australien Open finaleoptakt mellem Wozniacki - Halep her.

Caroline Wozniacki

Nation: Danmark

Alder: 27 år

Højde: 177 cm

Er: Højrehåndet

Baghånd: Tohånds
WTA-rank: 2

WTA-titler: 27

Grand Slam-titler: 0

Grand Slam-finaler: 3

Træner: Piotr Wozniacki

Wozniackis vej til finalen

1. runde - Buzarnescu 6-2 6-3

Danskeren startede flot ud mod formstærke Buzarnescu, som kun momentvist fik presset Wozniacki i bund. Der var grundlæggende ingen slinger i valsen - måske lige bortset fra starten af andet sæt, hvor hun gik fra 2-0 til 2-3, og Wozniacki fik den optimale start på turneringen.

2. runde - Fett 3-6 6-2 7-5

Her skulle der vise sig at blive rigeligt at se til for Wozniacki, der på forhånd var kæmpe favorit mod kroatiske Fett. Kroaten gik uimponeret til sagen som underdog, og Wozniacki kunne ikke finde sit sædvanlige niveau og lod sig presse for langt tilbage i banen. Fett havde 5-1 40-15 i egen serv i tredje sæt, men på mirakuløs vis fik Wozniacki alligevel vendt bøtten og har siden "spillet for husets penge", som hun udtrykte det efterfølgende.

3. runde - Bertens 6-4 6-3

Ingen problemer overhovedet for Wozniacki, der spillede sin på dette tidspunkt bedste kamp i turneringen. Bertens havde ikke våbnene til at bryde Wozniacki ned, og selv om der røg en finke eller to af den danske pande i kampens hede, så var hun aldrig i noget, der mindede om problemer.

4. runde - Rybarikova 6-3 6-0

Et perfekt matchup for en yderst velspillende Wozniacki, og Rybarikova blev hurtigt meget frustreret. Wozniacki var fremragende både offensivt og defensivt, og en ellers lidt kryptisk type som Rybarikova blev pakket fuldstændigt sammen. 

Kvartfinale - Suarez-Navarro 6-0 6-7 6-2

Jeg havde helt ærligt forventet en sejr i to sæt her, og den burde også være kommet, men Wozniacki overlod initiativet til spanieren, da kampen skulle lukkes ved 5-4* og matchbold i andet sæt. Suarez-Navarro har et giftigt topniveau, men hun har ikke været helt oppe på det niveau et stykke tid, og Wozniacki kunne derfor hæve sit niveau yderligere til tredje sæt, som blev kørt sikkert hjem 6-2.

Semifinale - Mertens 6-3 7-6

Wozniacki var på vej til en gennemført god præstation ved stillingen 63 54 30-0, men hun blev alt for passiv og formstærke Mertens blev inviteret indenfor i varmen. Det var belgieren meget tæt på at udnytte, da hun tilspillede sig to sætbolde i Wozniackis serv ved 5-6, men danskeren viste mental styrke og fik bøtten vendt til sikker sejr i tiebreak.

Form

Wozniacki har været i fremragende form længe. Efter nærmest at have været fuldstændigt ude af det fine selskab på WTA-touren, så har hun i den grad smadret døren op igen. Hun viste imponerende form i slutningen af 2017, hvor hun vandt sæsonfinalen i Singapore, og hun sluttede året med at være den spiller, der vandt flest kampe i hele sæsonen.

I år lagde hun ud med at nå finalen i Auckland, hvor hun dog tabte til den meget velspillende og velservende tysker, Julia Goerges. Wozniacki har altid haft lidt problemer med Goerges, og finalenederlaget satte sig som forventet ikke mentalt på den meget stærke danske psyke. 

I Melbourne må man sige, at hun bare er blevet bedre og bedre, som turneringen er skredet frem. Jeg synes stadig, hun er en anelse for passiv i nogle momenter af kampene, og hun har haft svært ved at serve kampene hjem mod både Bertens og Mertens, mens hun lod Suarez-Navarro komme unødvendigt tæt på. Det bekymrer mig lidt, at hun har haft disse udfald på afgørende tidspunkter i kampene, for det er nok næppe givet, at Halep ikke smækker døren til, hvis hun bliver tilbudt det samme i finalen.

Big match player?

Om Wozniacki er en big match player af de helt store vil vise sig i finalen mod Halep. Indtil videre i karrieren har hun tabt de to Grand Slam-finaler, hun har stået i, ligesom hun har tabt yderligere 22 WTA-finaler. I 2017 tabte hun seks finaler og vandt kun to, hvilket fik mange til at spekulere i hendes mentale styrke, som ellers altid har været vurderet som én af tourens bedste. Alt i alt har Wozniacki vundet 27 titler på WTA-touren, og det kommer man hverken til sovende, ej heller hvis man er i besiddelse af en dårlig psyke.

I de helt store kampe synes jeg dog, at hun generelt i sin karriere har haft en tendens til enten at blive for passiv eller ganske enkelt bare møde for hård modstand, men jeg har en tro på, at hun har vendt en sten ved at vinde sæsonfinalen i Singapore over Venus Williams sidste år - hendes største titel til dato. Det bekymrer mig som nævnt, at hun har lukket flere modstandere ind i kampene her i Melbourne, men på den anden side har hun vist ekstremt mentalt styrke ved at grave sig selv op af hullerne igen og snøre sækkene til. 

Australian Open Finale Odds

Halep er bookmakernes favorit til at vinde finalen ved Australien Open, men oddsene indikerer, at Wozniacki bestemt har sejrschancer i opgøret mellem nummer 1 og 2 på WTA's verdensrangliste. 

Australian Open finale odds på Wozniacki og Halep:

Simona Halep Caroline Wozniacki
1,72 2,25
NordicBet
LeoVegas

Antal partier mellem Halep - Wozniacki:

Over 21,5 partier Over 21,5 partier
1,81 2,05
Unibet
LeoVegas

Odds på Wozniacki i Australian Open finalen:

Kamp

OverUnder
Odds på over/under 2,5 serveesser af Wozniacki i Australien Open finalen 2,05
Danske Spil
1,70
Danske Spil
Odds på over/under 0,5 tiebreaks i kampen 3,60
LeoVegas
1,32
LeoVegas
Odds på over/under 2,5 sæt i kampen 2,37
Bet365
1,62
Unibet
Odds på over/under 9,5 partier i første sæt 1,97
Unibet
1,88
LeoVegas

Simona Halep

Nation: Rumænien

Alder: 26 år

Højde: 168 cm

Er: Højrehåndet

Baghånd: Tohånds
WTA-rank: 2

WTA-titler: 16

Grand Slam-titler: 0

Grand Slam-finaler: 3

Trænere: Darren Cahill og Andrei Pavel

Haleps vej til finalen

1. runde- Aiava 7-6 6-1

Det australske stortalent, Aiava, voldte Halep store problemer med sit offensive spil, og Halep fremstod både nervøs og langtfra spillet ind på underlaget. Aiava havde alle muligheder for at vinde første sæt, men traf igen og igen dumme beslutninger på nøglepoint.

2. runde - Bouchard 6-2 6-2

Bouchard er ikke den spiller, hun var for nogle år tilbage, og Halep havde ingen problemer med at køre hende over, selv om jeg stadig ikke på dette tidspunkt var overbevist om Haleps niveau.

3. runde - Davis 4-6 6-4 15-13

Et "turning point" for rumæneren i denne turnering. Laura Davis spillede sit livs kamp og kunne have slået Halep ud, havde hun udnyttet én af sine tre matchbolde dybt inde i kampen. Halep løftede sit niveau i denne kamp, og man ser ofte, at spillere, der overlever sådan en kamp, kommer meget styrket videre derfra.

4. runde - Osaka 6-3 6-2

Osaka er en farlig spiller med sine tunge slag, men alt prellede af på Halep, der tæmmede japaneren, som en løvetæmmer håndterer en sulten løve. Osaka slog sig selv i stykker på Haleps defensiv og fremragende kontra.

Kvartfinale - Pliskova 6-3 6-2

Endnu en hardhitter måtte lade livet her, og en så overbevisende sejr over Pliskova er ét af de mest imponerende resultater i Haleps turnering. Pliskova har alle offensive våben til at gøre ondt på Halep, men også i denne kamp så vi, at Halep ikke bare defensivt er i verdensklasse, men også at hendes kontrollerede offensiv fungerer upåklageligt.

Semifinale - Kerber 6-3 4-6 9-7

Én af turneringens bedste kampe, hvor Halep for anden gang i turneringen overlevede matchbolde. Kerber havde 6-5 40-15 i egen serv, efter Halep selv havde misset et par matchbolde, men Halep spillede fremragende tennis med masser af offensivt initiativ på de store point, og Kerber, der efterhånden havde sneget sig ind som turneringsfavorit, blev langsomt flået fra hinanden og mistede alt initiativ fra baglinjen, hvor Halep i bund og grund kunne sætte boldene, hvor hun ville. 

Form

Verdensetteren ser bare ud til at blive bedre og bedre. Hun sluttede året fint af, men fik dog en ordentlig røvfuld af Wozniacki og Svitolina i Singapore, hvor gruppespillet blev rumænerens endestation. 2017 bar i det hele taget præg af en sæson, hvor hun lidt á la Wozniacki var lige ved og næsten et hav af gange - blandt andet i French Open-finalen, hvor hun tabte i tre sæt til Ostapenko.

I år har Halep allerede én titel på cv'et, da hun i sæsonens første uge vandt WTA-turneringen i Shenzhen over Siniakova i finalen. Her i Melbourne er det tydeligt for enhver, at hun har spillet sig i form til sit topniveau i løbet af de to uger. Kan Halep holde kadencen fra sine sidste runder, så får Wozniacki ekstremt meget at se til her, men omvendt så har vi før set Halep falde i niveau i finaler, selv om formen er god.

Big match player?

Meget lig Wozniacki på dette område, synes jeg. 16 titler og 12 finalenederlag har hun i sin karriere, og heller ikke dette cv er noget, man kommer i nærheden af, hvis man er mentalt skrøbelig. Ligesom Wozniacki har hun også to Grand Slam-finalenederlag at kigge tilbage på. Begge fra French Open og begge med en vis portion bitterhed, da hun lige så godt kunne have vundet dem begge. 

Jeg vil ikke sige, at hun hører til tourens mentalt stærkeste, hvilket hendes Grand Slam-historik også viser, men hun har virkelig imponeret mig den sidste uge her i Melbourne, hvor hun har overlevet den ene mentale styrkeprøve efter den anden. Spørgsmålet nu er, om hun kan spille med samme frihed på big points, når der står en stor pokal for enden af målstregen.

Hvad er der på spil?

Udover at spille om den Grand Slam-titel, som de to spillere nok hungrer mere efter end nogen anden på WTA-touren, så er verdensranglistens førsteplads også på spil. Det er længe siden, Wozniacki har toppet verdensranglisten (2010-2011), og dét, at kunne krydre Australian Open-titlen med at komme så stærkt tilbage på verdenstronen, vil manifestere hende som én af de bedste spillere i nyere tid.

Match up Wozniacki - Halep 

Hvem tør træde længst ind i banen? Hvis Wozniacki lader Halep kontrollere duellerne, så tror jeg ikke på, hun kan stå stand mod Haleps ekstremt velsmurte kontrollerede offensiv. Den fungerer så effektivt som aldrig før, og Wozniacki må for alt i verden ikke blive for kort i duellerne eller tøve med at slå til forhånden. 

Hvis Wozniacki kan flytte Halep mere rundt end omvendt - og gerne gennem kontratennis, som kan overrumple rumæneren - så tror jeg på dansk sejr. Derudover ligger der en nøgle gemt i serven. Jeg synes, Wozniacki har servet ret godt igennem turneringen, og selv om ingen af de to hører til tourens mest hårdtservende spillere, så kan det sagtens vise sig at være den "lille" ting, der afgør, om en spiller for brudt den anden en enkelt gang eller to mere i løbet af de par timer, som kampen formentlig varer.

Den indbyrdes statistik viser, at Wozniacki har vundet de seneste tre kampe de to spillere imellem, og det kan også vise sig at være et afgørende rygstød at gå ind til kampen med. Wozniacki vandt tilmed hele 6-0 6-2 over Halep ved sæsonfinalen i Singapore. Dette kan dog vise sig at give en falsk tryghed, da Halep på ingen måde toppræsterede i den kamp, mens Wozniacki ramte bolden, som hun lystede. I stedet kan det give Halep en sult og revanchelyst til at få vasket pletten af, selv om det dog skal siges, at jeg tvivler på, sult og motivation vil afgøre noget som helst her. Begge spillere vil dø for denne titel. 

Selv om Wozniacki fører indbyrdes med 4-2, så er der endnu et lille "men". Halep har nemlig vundet de to sidste kampe på hard court udendørs, og det ene af opgørene vandt hun sågar med de knusende cifre 2-6 6-1 6-1.