Skadeshelvedet hos topspillerne på ATP-touren vil tilsyneladende ingen ende tage. Murray og Nishikori er ude af Australian Open, mens der stadig er store spørgsmålstegn forbundet med deltagelsen og formen hos spillere som Djokovic, Wawrinka, Nadal og Raonic. Det skal dog ikke tage glæden fra os tennisentusiaster - årets første Grand Slam i Melbourne er altid noget særligt, og heldigvis har vi stadig en - efter alt at dømme - skadesfri Roger Federer til at drysse en masse stjernestøv over begivenheden.

Australian Open, Melbourne (Australien)

Underlag: Hard court

Deltagere: 128 spillere

Forsvarende mester: Roger Federer

Det er nu ved at være et år siden, at Roger Federer for alvor fik banket sit navn tilbage i verdenseliten, da han i Melbourne vandt sin 18. Grand Slam-titel efter en episk finalesejr i fem sæt over sin store rival, Rafael Nadal. Siden har netop de to delt Grand Slam-titlerne mellem sig, og der er umiddelbart lagt op til, at det bliver de to, der løber med de største trofæer igen i 2018.

Optakten er skrevet, før lodtrækningen foreligger. Vi håber naturligvis på en masse debat i tråden til denne optakt om selve lodtrækningen, de forestående store opgør i turneringen og outright-markedet, så snart lodtrækningen offentliggøres torsdag den 11. januar. I optakten her vil jeg tage et nærmere kig på mine fem favoritter, mine fem outsidere og fem spillere, som jeg umiddelbart vil anbefale at holde fingrene langt fra. De nævnte ranglisteplaceringer er fra ATP's hjemmeside pr. 8. januar.

Favoritterne 

Roger Federer

ATP-rank: 2
Bedste AO-meritter: Vinder 2004, 2006, 2007, 2010 og 2017
AO 2017: Vinder

Outrigt-odds: 2,90 hos Betfair Sportsbook

CV: 25-30%

Turneringens klare favorit hos både bookmakerne og jeg selv, men spørgsmålet er, om vi kender nok til både hans og hans direkte rivalers styrkeniveau, hvis vi skal chancevurdere ham så favorabelt, som bookmakerne har gjort. Jeg kan godt gå med til omkring 30%, men jeg har svært ved at bevæge mig meget mere op. 

Federer havde ganske vist et uovertruffent 2017, og han er som bekendt forsvarende mester her i Melbourne, men han sluttede sidste sæson af med en halvsløj omgang tennis i US Open og et choknederlag til David Goffin ved World Tour Finals på hans ellers foretrukne indendørsbaner. Når vi samtidig ikke helt ved, om der er mulighed for, at Nadal og Djokovic kan finde noget form i løbet af turneringen i Melbourne, så synes jeg, at odds 2,90 er for lavt på Federer.

Hans optakt har været fin. Han har ikke spillet pointgivende turneringer, men han vandt Hopman Cup med Belinda Bencic i uge 1, og Federer gik sågar ubesejret igennem turneringen i både single og mixdouble. Særligt sejren over Zverev, hvor han fik vendt 6-7 til 6-7, 6-0, 6-2 virker imponerende, men det er vigtigt at huske på, at Hopman Cup og Australian Open er to vidt forskellige størrelser. Humøret virker til at være på toppen. Udadtil har årene været gode ved Federer, og han fremstår som en meget afslappet og glad mand, hvilket med al sandsynlighed også er en af årsagerne til det fortsat høje motivationsniveau.

Han er blevet 37 år, og det kan bestemt heller ikke tages for givet, at han bare lige holder til syv kampe bedst af fem sæt over to uger, selv om vi må erkende, at ingen tilsyneladende er bedre til at planlægge fysisk og passe på kroppen end Federer. Det er yderst bemærkelsesværdigt, hvordan nærmest alle topspillerne falder som fluer pga. fysiske skavanker, mens Federer igen og igen går fri af den slags. 

Rafael Nadal

ATP-rank: 1 
Bedste AO-meritter: Vinder 2009, finalist 2012, 2014 og 2017
AO 2017: Finalist

Outrigt-odds: 6,50 hos Unibet

CV: 10%

Nadal meldte fra til opvisningsturneringen i Abu Dhabi i sidste øjeblik, og der er generelt en del spekulationer omkring hans fysiske tilstand ovenpå hans afslutning på 2017, hvor han både trak sig fra Paris Masters og World Tour Finals undervejs i turneringerne. Han har dog meldt sin ankomst i Melbourne og virker til at være i fint humør. Han har været i aktion på træningsbanerne på anlægget de sidste par dage, og holder han sig skadesfri, så er han naturligt den største konkurrent til Federer i år.

Vi har set Nadal være halvskadet ved Grand Slam-turneringer før, og der har han sjældent holdt til to fulde uger. Han plejer at komme nogenlunde i gang i turneringerne, og det er yderst sjældent, han taber i første runde, men stille og roligt begynder det at gå ned ad bakke. Så snart han møder en spiller, der kan teste hans knæ, så kommer problemerne, og så har vi altså set nogle højst besynderlige nederlag til Nadal i Grand Slams gennem årene.

Alt afhænger af fysikken. Er Nadal 100% fit, hvilket jeg tvivler på, så kan han vinde turneringen. Er han kun på 90% eller lavere, så kan jeg ikke se, hvordan han skal kunne komme igennem de to uger. Han har en meget krævende spillestil, og det er ikke muligt for ham at vinde syv kampe på to uger, hvis ikke han kan løbe igennem uden smerter.

Grigor Dimitrov

ATP-rank: 3

Bedste AO-meritter: Semifinalist 2017, kvartfinalist 2014

AO 2017: Semifinalist

Outrigt-odds: 10,00 hos Bet365

CV: 7%

Egentlig regner jeg ikke Dimitrov for en reel titelbejler, for han har aldrig været i nærheden af at vinde en Grand Slam før, og jeg ser ham stadig som en, der falder sammen mod de bedste i Grand Slams, når de afgørende bolde skal spilles. Det tætteste han har været på en Grand Slam-triumf var faktisk her i Melbourne sidste år, hvor han spillede en fantastisk turnering og tabte til Nadal i fem sæt i semifinalen.

Han får alligevel en plads på listen, fordi der ikke er ret mange kvalificerede bud i år (det er lettere at finde outsidere end deciderede titelkandidater som Federer og Nadal), fordi han formentlig har løftet sig mentalt, og fordi han sluttede 2017 helt fantastisk af med karrierens største triumf ved World Tour Finals i London.

Han er startet året fint med en semifinale i Brisbane, hvor han tabte i tre sæt til Kyrgios. Undervejs var han i massive problemer mod både Millman og Edmund, hvilket ikke umiddelbart er lovende, men det var gode og intense kampe, og grundliggende så Dimitrov ud til at ramme bolden udmærket. Jeg kan dog ikke give Dimitrov mere end 7% for at vinde sin første Grand Slam i denne omgang.

Alexander Zverev

ATP-rank: 4
Bedste AO-meritter: 3. runde 2017
AO 2017: 3. runde

Outrigt-odds: 10,00 hos Bet365

CV: 7%

Det tyske stortalent med det stort anlagte powerspil har aldrig været forbi 4. runde i en Grand Slam-turnering, og derfor er han på heller ingen måde normalt berettiget til at være i top 5 over titelkandidater til en turnering som denne. Men i manglen på bedre og med hans afsindigt høje topniveau i baghovedet, så vælger jeg alligevel at føje ham til denne gruppe af turneringsfavoritter.

Får han først selvtillid og slået hul på bylden i denne turnering, så kan han slå alle spillere. Måske endda med større sandsynlighed end f.eks. Dimitrov, der ikke har helt samme power og serv som Zverev. I 2017 spillede Zverev drømmetennis i lange perioder af kampen mod Nadal i 3. runde, men Nadal fik ham alligevel nedbrudt og endte med at vinde i fem sæt. Står Zverev en anelse stærkere mentalt i år, så bliver han meget giftig for alle konkurrenter.


Zverev har kun spillet Hopman Cup i optakten, og det er ikke gået specielt godt, selv om tyskerne nåede finalen, hvor de tabte til Schweiz. Zverev tabte således til både Goffin, Kokkinakis og Federer, mens han kun fik en sejr i bæltet mod formsvage Pospisil. Hopman Cup er som nævnt ikke sammenligneligt med Australian Open, men jeg tvivler nu alligevel på, det har givet plus på selvtillidskontoen at tabe tre ud af fire kampe op til denne turnering.

Juan-Martin Del Potro

ATP-rank: 11
Bedste AO-meritter: Kvartfinalist 2009 og 2012
AO 2017: Deltog ikke

Outrigt-odds: 16,00 hos Unibet

CV: 5%

Man kan sagtens argumentere for, at Del Potro på ingen måde hører hjemme i rækken af favoritter. Han har ingen særlige meritter fra Melbourne, der berettiger ham til at være titelaspirant, og han har endnu ikke nået længere end en semifinale i en Grand Slam efter sit comeback på touren.

Jeg tager ham med her, fordi han spillede formidabelt ved US Open sidste år, fordi hans topniveau er uhyggeligt højt, og fordi han har niveauet og den mentale styrke til at slå de bedste. Jeg tvivler meget stort på, han holder til to fulde uger i varmen i Melbourne, men flasker turneringen sig for ham med en god lodtrækning, knapt så megen tid i solen osv., så er det ikke umuligt, at han kan komme rigtigt langt.

Argentineren sæsondebuterer i uge 2 i Auckland, og det skal blive spændende at se, hvordan han kommer ud af starthullerne i år. Han plejer ikke at gøre særligt meget væsen af sig Down Under, og måske hard court-banerne er en anelse for langsomme til hans smag, men det er alligevel et underlag, der bør bekomme ham vel, og jeg tror på, Del Potro leverer store ting på et tidspunkt i år. For min skyld må det gerne komme allerede nu, selv om jeg ikke finder værdi i oddsene på ham.

  

Outsiderne

David Goffin

ATP-rank: 7

Bedste AO-meritter: Kvartfinalist 2017, 4. runde 2016

AO 2017: Kvartfinalist

Outrigt-odds: 19,00 hos Bet365 
CV: 5%

Goffin bliver bare bedre og bedre, og jeg må indrømme, at jeg for et års tid siden troede, han havde ramt loftet for, hvor langt hans tennis kunne række. Jeg tog fejl, for det lader til, at han har løftet sit niveau betragteligt. Han sluttede året fantastisk af med en sejr over Federer i London og et nederlag i finalen i tre sæt til en storspillende Dimitrov. 

Han har kun spillet Hopman Cup her i optakten, og med fare for at gentage mig selv igen og igen, så skal vi huske, at Hopman Cup er en tynd rettesnor at gå efter, når vi skal vurdere spillernes øjeblikkelige form. Helt ubrugelig er turneringen dog ikke, og Goffin ser ud til at stå stærkt pt. efter at have vundet alle sine kampe overlegent over Kokkinakis, Zverev og Pospisil.

Belgieren gjorde det godt her sidste år, men han mangler sit endelige gennembrud i Grand Slam-sammenhæng. Det er langtfra umuligt, at det gennembrud kommer i år og hvorfor ikke allerede her i Melbourne... Turneringen ligger godt til ham, han er efter sigende skadesfri, og flere af de andre topkandidater til at vinde turneringen døjer med skader. 

Novak Djokovic

ATP-rank: 12
Bedste AO-meritter: Vinder 2008, 2011, 2012, 2013, 2015 og 2016
AO 2017: 2. runde

Outrigt-odds: 7,50 hos Unibet
CV: 10%

Med 10% titelchance bør jeg vel egentlig placere Djokovic i favoritfeltet, men det gør jeg alligevel ikke, da de 10% udelukkende er baseret på, at han er skadesfri og i løbet af turneringen finder sin form. Døjer han stadig med sin albueskade, hvilket noget kunne tyde på, eftersom han trak sig fra turneringen i Doha, så har han så godt som ingen chance for at vinde Australian Open, der selvfølgelig er en endnu hårdere fysisk prøvelse end f.eks. Doha.

Det vil for mig være en ret stor sensation, hvis han kommer tilbage efter så lang tids skadesfravær og rammer sit gamle velkendte niveau, men skulle det alligevel ske, at han er tæt på de 100% fysisk, så kan han med den rette lodtrækning gå hele vejen, fordi han i så fald får mulighed for at spille sig i form undervejs i turneringen. En brutal lodtrækning kan dog sende den seksdobbelte Australian Open-mester ud i mørket, før han når at finde den form, som vi vel egentlig alle længes efter, han rammer.

Jo-Wilfred Tsonga

ATP-rank: 15
Bedste AO-meritter: Finalist 2008 og semifinalist 2010
AO 2017: Kvartfinalist

Outrigt-odds: 121,00 hos Unibet
CV: 1-2%

Jeg har ingen anelse om, hvorfor Tsonga ligger i 121,00 hos Unibet. Han har gode meritter fra Australian Open, og han sluttede 2017 fint af med en lille titel i Antwerpen, en finale i Wien og en Davis Cup-triumf over Belgien. At han stadig ikke helt er på sit tidligere højeste niveau, så vi dog, da han blev kørt over af en velspillende Goffin i Davis Cup-finalen, men ikke desto mindre er han en spiller, der har niveauet til at drille alle i en turnering, som han holder utroligt meget af.

Optakten har efter sigende været fin, selv om han ikke har været i kamp på touren i år endnu. Han har trænet et godt stykke tid på banerne i Melbourne Park, og han giver udtryk for, han er 100% kampklar til de forestående opgaver. 

Meget kommer naturligvis an på lodtrækningen, men jeg ser de 121,00 som et fremragende tradingobjekt. Jeg er personligt ikke meget for at låse mig fast på et spil som dette, da sejrschancerne er forsvindende små, og vi kender ikke engang lodtrækningen endnu, men leder man efter et godt odds til trading, så synes jeg, at det her er ét af de absolut bedste på markedet.

Nick Kyrgios

ATP-rank: 21
Bedste AO-meritter: Kvartfinalist 2015
AO 2017: 2. runde

Outrigt-odds: 18,00 hos Unibet
CV: 3%

Kyrgios bøvler lidt med sit knæ, hvilket han ikke ligefrem er bleg for at fortælle vidt og bredt om. Senest i finalen i Brisbane, hvor han i en samtale med dommeren lod vide, at han kunne være tvivlsom til Australian Open. Det er svært for os at vide, hvordan hans knæ har det efter finalesejren over Harrison i Brisbane, men et faktum er, at han i Grand Slams i 2017 præsterede uhørt ringe, og ofte gav han småskader skylden for de pauvre præstationer.

Sidste år tabte han til Seppi i anden runde i en underlig kamp, hvor han skiftevist var skadet og velspillende, og det er ikke utænkeligt, at det lige så meget er det mentale, der har spillet ham et puds ved nogle af disse store Grand Slam-kampe, hvor presset er ekstremt stort. Folk forventer meget af ham, og det er ingen hemmelighed, han har haft svært ved at indfri forventningerne og fuldbyrde sit enorme potentiale. At han ofte gør en dyd ud af at fortælle, hvor ligeglad han er med folks reaktioner og forventninger tilskriver jeg mere et forsøg på at bevare sit "bad boy"-image. Jeg tror meget gerne, han vil imponere og vinde foran sine australske landsmænd.

Indtil videre har han ikke vist sig holdbar i Grand Slams over to fulde uger - han kan mildt sagt være følelsesmæssigt ustabil, og det kræver et helt særligt momentum for ham at fastholde en positiv motivation og attitude i så lang tid - men nu må man sige, at han med titlen i Brisbane har lagt i kakkelovnen til, at der skal ske et eller andet stort i år. Om det kommer allerede nu, eller om skader og nerver sætter en stopper for det, det aner jeg ikke, men med den gode lodtrækning, motivation og 100% fysik, så kan han slå alle i feltet.

Gael Monfils

ATP-rank: 46
Bedste AO-meritter: Kvartfinalist 2016
AO 2017: 4. runde

Outrigt-odds: 101,00 hos Betfair Sportsbook
CV: 1%

Det var lidt svært at vælge den sidste outsider - ikke fordi der ikke er mange muligheder, men fordi det lige så godt kunne være både Jack Sock og Marin Cilic som Gael Monfils, der har fået min tillid som én, der kan skabe noget stort her.

Primært har jeg lidt fidus til Monfils, fordi han har vist fin form i optakten med titlen i Doha, fordi han har et fantastisk højt topniveau, og fordi forholdene her i Melbourne med varme, masser af tilskuere og relativt langsomme hard court-baner bør passe ham perfekt. Om succesen i Doha, som overraskede mig lidt efter en sløjt 2017, blot er en enlig svale, er på ingen måde umuligt, men jeg lader tvivlen komme ham til gode, fordi han er én af mine absolutte favoritter, når han rammer sit bedste niveau.

Det skal bemærkes, at Monfils aldrig rigtigt har formået at holde niveau over to uger i Grand Slams, og samlet set har han en skuffende rekordliste i de største turneringer. Derudover virker han ofte mentalt intimeredet af spillere som Federer og Nadal i Grand Slam-turneringerne.

  

Hold dig væk fra

Stanislas Wawrinka

ATP-rank: 9
Bedste AO-meritter: Vinder 2014, semifinalist 2015 og 2017
AO 2017: Semifinalist

Én af Melbournes helt store spillere gennem de seneste år, men Wawrinka har været væk fra touren meget længe, og jeg har ingen anelse om, hvor han står pt. efter en optakt, hvor han ikke har været i kamp på touren. Jeg ser Wawrinka som en spiller, der har brug for en masse tennis for at komme op på sit højeste niveau, og det har han som bekendt ikke fået i denne omgang - derfor synes jeg, man som udgangspunkt skal holde fingrene fra ham.

Milos Raonic 

ATP-rank: 24
Bedste AO-meritter: Semifinalist 2016, kvartfinalist 2015 og 2017
AO 2017: Kvartfinalist

Canadieren har gjort det flot i Melbourne de seneste år, og han er kendt som en spiller, der plejer at være yderst godt forberedt efter pausen i december, men han har ligesom Wawrinka været væk fra touren længe, og det var ikke ligefrem et succesfuldt gensyn, da han tabte i to sæt til De Minaur i Brisbane i den første uge af sæsonen. Jeg tror, Raonic skal bruge mere tid til at komme tilbage, og jeg kan ikke se ham gå specielt langt her, med mindre han får en lodtrækning med usædvanligt held.

Dominic Thiem

ATP-rank: 5
Bedste AO-meritter: 4. runde 2017 og 3. runde 2016
AO 2017: 4. runde

Det er måske lidt hårdt at tage Thiem med i denne gruppe, men jeg ser ham grundlæggende ikke som en reel trussel på hard court i de største turneringer. Han kunne "ikke engang" slå en syg Del Potro i US Open 2017, selv om han var oppe 2-0 i sæt, og han måtte trække sig med feber i Doha i sidste uge inden semifinalen mod Monfils. Det skal til hans forsvar siges, at han fik tre udmærkede sejre i to sæt i Doha, inden han trak sig.

Pablo Carreno-Busta

ATP-rank: 10
Bedste AO-meritter: 3. runde 2017
AO 2017: 3. runde

Carreno-Busta var så stabil i 2017, at det bragte ham op på en ekstremt overraskende 10. plads på verdensranglisten, og var det ikke for en håbløst ringe sæsonafslutning fra hans ketcher, så havde han tilspillet sig en plads i det fine selskab ved World Tour Finals i London. Han har godt nok ATP-titler på både hard court ude og inde, og han nåede semifinalen ved US Open sidste år, men jeg ser ham ikke som en top 10 hard court'er, og både form + selvtillid er øjensynligt langt væk pt.

Tomas Berdych

ATP-rank: 19
Bedste AO-meritter: Semifinalist 2014 og 2015, kvartfinalist 2011, 2012, 2013 og 2016
AO 2017: 3. runde

Berdych er faktisk normalt en spiller, der præsterer rigtigt fint i Melbourne, men han ser ikke ud til at være godt kørende pt., og bortset fra et flot Wimbledon, hvor han nåede semifinalen og ydede Federer god modstand, så var 2017 en kæmpe skuffelse for tjekken, der aldrig helt har formået at indfri det håb, der naturligt følger en så talent- og powerfuld spiller. Han tabte til Struff i Doha i sæsonens første uge, og han virker bare generelt ikke til at være, hvor han skal være for tiden, selv om det ikke er umuligt, at Melbourne kan få ham i gear, hvis lodtrækningen er god og muligheden for at spille sig i form til stede.

Australien Open 2018 odds

Odds på årets vinder afspejler, at favoritfeltet ikke er ret stort i år. Man skal således ikke ret langt ned på listen, før oddsene er i den høje, tocifrede afdeling:

Australian Open 2018 - Vinder

Bedste odds Bookmaker
Roger Federer 2,92
Betfair
Rafael Nadal 7,17
Betfair
Novak Djokovic 7,92
Betfair
Grigor Dimitrov 12,00 Cashpoint
Alexander Zverev 15,25 Betfair
Juan-Martin Del Potro 18,30
Betfair
Nick Kyrgios 20,00
NordicBet
David Goffin 20,00
Danske Spil
Dominic Thiem 41,20 Betfair
Stanislav Wawrinka 43,08
Betfair
Marin Cilic 51,00 NordicBet
Milos Raonic 70,19
Betfair
Gael Monfils 101,00
Betfair Sportsbook
Thomas Berdych 102,92
Betfair
Jo-Wilfried Tsonga 121,00 888sport
Pablo Carreno-Busta 355,37
Betfair

Tabellen er blevet opdateret 9. januar kl. 11:10, og odds fra Betfairs Spillebørs er blevet tilføjet. Bemærk: Ved de angivne odds hos Betfairs Spillebørs i ovenstående tabel er 6,5 % kommission blevet fraregnet. Det er således det effektive odds, der er angivet i tabellen.