Vanopslagh åbner for femårigt forbud mod spilreklamer

Debatten begyndte med et forslag fra Helene og hendes niece Christina, der ønskede al reklame og markedsføring for spil, betting og casino forbudt.

Baggrunden var familiens egne erfaringer med spilafhængighed, som ifølge dem havde haft store økonomiske og personlige konsekvenser, og de kritiserede samtidig budskaber som spil med omtanke og stop mens legen er god som utilstrækkelige over for personer, der allerede er afhængige.

Alex Vanopslagh reagerede indledningsvis mere tilbageholdende. Liberal Alliances partileder påpegede, at der var ludomani, før der var tv-reklamer, og stillede spørgsmålstegn ved, hvor stor effekt et reklameforbud reelt ville have. Han var ikke imod et forbud i sig selv, men tvivlede på, at det var nok.

Han understregede samtidig sin generelle skepsis over for forbud. Det er også årsagen til, at Liberal Alliance, som det eneste parti i Folketinget, ikke var en af aftalepartierne bag Spilpakke 1.

Alligevel nåede Vanopslagh frem til, at han er villig til at gå med til et femårigt forsøg med et reklameforbud med forbehold om, at erfaringer fra udlandet skal vise, at det virker.  Hvis forsøget ikke reducerede omfanget af ludomani, ville det ifølge ham være et tegn på, at andre løsninger skulle findes.

Udmeldingen er bemærkelsesværdig, fordi Liberal Alliance lægger vægt på personlig frihed og færre regler og restriktioner.

Vanopslagh har tidligere kritiseret politiske indgreb i spilreklamer som del af en bredere reguleringstendens og i august udtrykte Steffen Frølund, erhvervsordfører for Liberal Alliance, skuffelse over blokeringen af prediction sider som f.eks. Polymarket.

Alex Vanopslaghs udmelding i Signe Moldes Roadshow betyder ikke nødvendigvis, at partiet støtter et permanent totalforbud, men viser en åbenhed over for at teste effekten i praksis.

Heunicke bakker fuldt op om forslaget

Magnus Heunicke var væsentligt mindre tøvende. Den socialdemokratiske politiker og nuværende undervisningsminister gav sin fulde støtte til forslaget og beskrev dele af spilbranchen som "skruppelløse".

Heunicke fortalte, at han har været i kontakt med mennesker, som har mistet alt på grund af spil. Han fremhævede samtidig, at personer, der forsøger at komme ud af et problematisk spillemønster, fortsat kan blive mødt af målrettet markedsføring og tilbud online.

Problemet er derfor ikke kun mængden af tv-reklamer, men også eksponeringen over for allerede sårbare spillere.

Han anerkendte Spilpakke 1 og dens begrænsninger af spilreklamer omkring på TV, nær skoler, i offentlig transport og ambitionen om at lukke ned for bonusser, men beskrev den som et første skridt. Heunickes udmelding går dog videre end den linje, Socialdemokratiet tidligere har lagt i konkrete politiske aftaler.

Mens Vanopslagh efterspørger dokumentation for effekten af et forbud, argumenterer Heunicke argumenterede for, at spilreklamer må have en effekt, når selskaberne bruger store beløb på dem.

Engel-Schmidt henviser til aftalen

Jakob Engel-Schmidt, der som skatte- og vækstminister har ansvaret for området, henviste til den politiske aftale om yderligere begrænsninger, der efter programmet er blevet genintroduceret i Folketinget.

Ifølge ministeren er partierne enige om tre ting: at forbyde spilreklamer fra før en kamp, til den er slut, at forbyde de bonusser, selskaberne lokker med, og at fjerne reklamerne fra uddannelsessteder. Selve pakken rækker dog noget videre end det.

I DR-programmet sagde han dog ikke meget mere end at indholdet af Spilpakke 1 var det han kunne tilbyde på kort sigt. Ministeren lagde således ikke op til videre regulering på området her og nu.

Forslagsstillerne i programmet mente, at aftalen kun tog fat i overfladen og ikke i roden af problemet. Da Signe Molde afslutningsvis bad Jakob Engel-Schmidt om et svar på, hvorvidt han støtter et totalforbud af spilreklamer, nøjedes han med at sige, at han fremsætter lovgivning (med henvisning til lovforslag L37, der blev fremsat torsdag), uden at tage direkte stilling til et totalforbud.

Ulovlige spilsider skaber et dilemma

Det var Alex Vanopslagh, der bragte de ulovlige spilsider ind i debatten. Hans pointe var, at et forbud mod reklamer fra Danske Spil og andre licenserede spiludbydere ikke vil fjerne reklamerne fra uregulerede bettingsider, som fortsat vil have mulighed for at reklamere online.

De sider kan danske politikere ikke regulere på samme måde, og virkeligheden er derfor kompleks, lød det fra Liberal Alliances partileder.

Forslagsstillerne anerkendte problemet, men mente ikke, at det skulle stå i vejen for et forbud. Ingen selskaber bruger så mange penge på reklamer, hvis de ikke har en effekt, lød argumentet. Derfor bør man forbyde dem og tage den derfra.

Hvis Danmark indfører et totalt reklameforbud, kan virksomheder med dansk tilladelse blive afskåret fra at reklamere.

Udenlandske og uregulerede betting- og casinosider kan derimod fortsat forsøge at nå danske spillere online, og det kan være vanskeligere for danske myndigheder at kontrollere, som vi tidligere har dokumenteret her på BetXpert.

Det gør ikke ulovlig markedsføring lovlig. Spiludbydere, der retter sig mod danske spillere, skal have dansk tilladelse og følge danske regler. Det understregede Jakob Engel-Schmidt også i en udmelding i august 2026. Myndighederne arbejder løbende på at blokere ulovlige spilsider, men håndhævelsen er vanskeligere over for virksomheder, der opererer fra udlandet.

Vanopslaghs pointe rammer dermed et centralt dilemma. Jo flere muligheder der fjernes fra de licenserede virksomheder, desto vigtigere bliver det at sikre, at ulicenserede aktører ikke opnår en fordel ved at ignorere reglerne.

Reklame er en vigtig del af værdien af en dansk licens

Den danske spillemodel bygger på, at virksomheder kan få tilladelse til lovligt at udbyde betting eller online casino til danske spillere, hvis de lever op til en række krav. Til gengæld får de adgang til det regulerede marked og mulighed for at konkurrere om danske kunder.

Markedsføring er en vigtig del af modellen. En licenseret virksomhed kan opbygge sit brand og reklamere for sine produkter, mens en virksomhed uden dansk tilladelse ikke lovligt må markedsføre spil mod danske forbrugere. Reklameretten er derfor i praksis en væsentlig del af en dansk licens.

Et totalforbud vil gøre en del af forskellen mellem de to grupper mindre synlig. Licenserede udbydere vil fortsat have lovlig adgang til det danske marked og være underlagt krav om blandt andet ansvarligt spil, spillerbeskyttelse og kontrol. Samtidig skal de konkurrere mod ulovlige aktører, der fortsat kan forsøge at nå danske kunder gennem udenlandske hjemmesider, sociale medier og søgemaskiner, indtil myndighederne griber ind.

Et spørgsmål om kanalisering

Det gør kanalisering til et centralt spørgsmål. Begrebet beskriver, hvor stor en del af danskernes spil der foregår hos udbydere med dansk tilladelse frem for hos ulovlige eller udenlandske aktører. Et hovedformål med licenssystemet er netop at få spillerne ind på det regulerede marked, hvor myndighederne kan stille krav og føre kontrol.

Et totalforbud kan på den ene side reducere den samlede eksponering for betting og casino. Hvis reklamer påvirker spilleadfærden, kan et forbud dermed begrænse aktiviteten eller mindske risikoen for, at sårbare personer bliver lokket tilbage til spil.

På den anden side kan det gøre det vanskeligere for licenserede udbydere at konkurrere om de spillere, der under alle omstændigheder ønsker at spille. Hvis flere finder spilsider gennem søgemaskiner og sociale medier, bliver effektiv håndhævelse over for ulovlige aktører endnu vigtigere.

Her kan Vanopslaghs forslag om et femårigt forsøg blive politisk interessant. Et tidsbegrænset forbud vil gøre det muligt både at undersøge udviklingen i spilproblemer og følge konsekvenserne for det regulerede marked, spilleradfærden og forholdet mellem licenserede og ulicenserede virksomheder.

Spørgsmålet bliver således om man ønsker en reducering i det samlede spilforbrug og i den forbindelse er villig til at løbe risikoen for, at en større andel af det tilbageværende forbrug placeres uden for den danske licensordninger, eller om man vil prioritere en højere kanaliseringsgrad på bekostning af et højere samlet spilforbrug.

Debatten flytter sig fra begrænsninger til totalforbud

Dansk spillepolitik har de senere år primært handlet om at begrænse bestemte typer reklamer frem for at forbyde dem helt. Fokus har blandt andet været på markedsføring omkring sport, bonusser og steder, hvor børn og unge færdes.

Debatten i Signe Moldes Roadshow viste imidlertid, at et egentligt totalforbud kan få større politisk opmærksomhed. Heunicke støtter ideen direkte, Vanopslagh er villig til at afprøve den i fem år, og Engel-Schmidt var ikke afvisende.

Samtidig har der i senere år været et øget fokus i medierne og befolkningen på mængden af spilreklamer på særligt TV.

Det betyder ikke, at der er politisk flertal for et permanent forbud. Spørgsmål om proportionalitet, dokumentation og konsekvenserne for det regulerede marked skal fortsat håndteres, hvis ideen skal omsættes til lovgivning.

Vanopslaghs åbning ændrer dog præmissen for debatten. Når en liberal partileder med grundlæggende skepsis over for forbud er villig til at teste modellen i fem år, bliver spørgsmålet i højere grad, hvordan et sådant forsøg skal udformes, og hvilke resultater der skal afgøre, om det virker.