Tiden er kommet til årets sidste Masters 1000, som afholdes i Paris og har Jack Sock som forsvarende mester. Nadal gør comeback denne uge, men det kan ikke rokke ved, at Djokovic er storfavorit til at vinde titlen, hvilket han i øvrigt har gjort fire gange før. Udover æren ved at vinde turneringen i Paris, så kæmpes der også om de sidste pladser til sæsonfinalen i London, hvor der stadig er to ubesatte pladser.

Paris, Frankrig

Rang: Masters 1000
Underlag: Indendørs hard
Forsvarende mester: Jack Sock

Den øverste fjerdedel af lodtrækningen
Nadal er førsteseedet og holder lige akkurat fast i førstepladsen på verdensranglisten med det yderste af neglene. Djokovic vil med al sandsynlighed allerede overtage duksepladsen efter denne uge, men skulle det glippe, at serberen når én runde længere end Nadal, hvilket det vil kræve, så taler al logik for, at han snupper førstepladsen efter sæsonfinalen i London.

I denne uge har Nadal fået en fin lodtrækning, uden den på nogen måde er prangende. Jeg er dog også i tvivl om, hvor stort spanieren stiler her, når han netop er tilbagevendt til touren. Mon ikke det primært handler om at få lidt tennis i benene inden Nitto ATP Finals, hvor han ikke ligefrem plejer at udgøre den helt store trussel. Måske håber han at kunne sætte det hak i bæltet, selv om jeg heller ikke i London levner ham særligt mange chancer.

De seedede spillere i denne fjerdedel er Nadal, Thiem, Coric og Sock, og mest bemærkelsesværdigt er det nok, at Jack Sock har en titel og 1000 point at forsvare fra sidste års sensationelle afslutning på sæsonen, hvor han gik hele vejen i Paris og nåede semifinalen i London. Sock har været decideret rædderlig i år (han har vundet otte kampe i hele sæsonen) og risikerer at ryge et godt stykke udenfor top 100 indenfor de kommende ugers tid. Lodtrækningen gør det ikke let for ham denne uge. Han har godt nok bye i første runde, men derefter venter vinderen af Gasquet/Shapovalov, og skulle han mod forventning avancere derfra, så har vi balladen med Nadal allerede i tredje runde. 

Nadal skal dog først lige igennem Verdasco/Chardy først, og det er slet ikke sikkert, det bare bliver lige ud ad landevejen for den spanske gruskonge. Turneringen har han aldrig vundet, og Verdasco, som har fundet noget form igen, har ofte voldt ham problemer. Skulle Nadal komme igennem ovennævnte spillere, så er Thiem seedet til at stå overfor ham i kvartfinalen. Thiem hænger pt. på yderste mandat ift. London, men der er god afstand til både Nishikori og Isner, som er de eneste, der kan true Thiems billet til London. 

Thiem har fået en vanskelig lodtrækning, synes jeg. Simon/Pouille i første kamp er langtfra let på modstanderens hjemmebane, og Coric/Medvedev/Carreno-Busta i tredje runde er ligeledes en hård opgave at stå overfor. Jeg kunne godt frygte for Thiem, at han får en relativt hurtig exit her og må sætte sin lid til, at Nishikori ikke når langt.

Den næstøverste fjerdedel af lodtrækningen
I denne fjerdedel er Zverev og Isner seedede til at møde hinanden i kvartfinalen. Zverev skuffede mod Copil i Basel, og jeg er i det hele taget ikke specielt imponeret af ham, efter han har teamet op med Ivan Lendl. Jeg synes stadig, det er alt for forudsigeligt, hvad han bringer til bordet, og mentalt synes jeg heller ikke, han har præsteret specielt positivt på det seneste.

Isner har haft en flot, men lidt svingende, sæson, og selv om han har en meget flot historik her i Paris og forsvarer semifinalepoint i denne uge, så ligger det ikke i kortene, at han skal nå den finale, som det vil kræve, hvis han skal kvalificere sig til London. Isner er dog ikke ligefrem dårligt spillende, og han er ret vild med de her baner, hvor bolden hopper relativt højt, så jeg vil ikke afskrive ham på forhånd - særligt ikke med en ganske gunstig lodtrækning i baghånden, hvor han efter bye i første runde har vinderen af Herbert/Kukushkin i anden runde. Derefter kan alt ske med den storservende amerikaner. Han har brug for at spille sig varm, og det er bestemt ikke usandsynligt, at han netop får den mulighed med en ganske blid lodtrækning.

Interessant er det også, at Krajinovic, der yderst overraskende nåede finalen sidste år i Paris, skal op mod Khachanov i sin første kamp. Russeren er i storform, men gik død mod Nishikori i Wien. Kommer Khachanov med sin bedste tennis denne uge, så ligner det frit fald på verdensranglisten for Krajinovic.

Den næstnederste fjerdedel af lodtrækningen
Den måske allermest interessante del af lodtrækningen, fordi det er her Nishikori befinder sig, og med al respekt for Isner så er det formentlig Nishikori, der står med de klart stærkeste kort på hånden for at "overraske" og snuppe London-billetten i ellevte time. Først og fremmest er Nishikori i fin form efter at have spillet sig i finalen i Wien sidste uge, men dernæst har han faktisk også fået sig en ganske god lodtrækning, synes jeg. 

Han skal som minimum nå semifinalen her, og det er faktisk lige før (kun lige før), jeg vil holde ham som favorit til at gøre det. Hans værste konkurrenter i denne fjerdedel er Federer og Anderson. Anderson har netop kvalificeret sig til London, og ham kan Nishikori få revanche mod efter finalenederlaget i Wien. Jeg kunne forestille mig, at Nishikoris motivation er en smule højere end Andersons, hvis de to brager ind i hinanden i tredje runde.

Dernæst kan japaneren stå overfor Federer i en "finale" om pladsen i London, og selv om Federer kommer direkte fra sin 9. titel i Basel, så behøver det ikke nødvendigvis skræmme Nishikori. Federer spiller langtfra sin bedste tennis pt., og han har desuden aldrig været specielt begejstret for Paris Masters, som han kun har vundet én gang tilbage i 2011. Federer har derudover fået sig en lidt drilsk lodtrækning, hvor han i sin første kamp i anden runde skal stå overfor enten Raonic eller Tsonga.

Den nederste fjerdedel af lodtrækningen
Her har vi Djokovic, som fjerdedelens helt store favorit (i øvrigt også turneringens), og sådan som han spiller pt., så er det meget svært at forestille sig, hvem der skal kunne stille noget op overfor ham. Lodtrækningen er derudover meget gunstig på papiret, hvor Tsitsipas i tredje runde og Dimitrov/Cilic i kvartfinalen virker mest sandsynlig.

Tsitsipas spiller virkelig god tennis, og der er ingen tvivl om, han er én af fremtidens mænd på touren, men jeg synes stadig ikke, han har de våben, der skal til for at kunne slå Djokovic, når serberen er i den form, som han viser pt. Men hvem har egentlig også det? 

Spændende er det, om Dimitrov og Cilic endelig får gang i et eller andet igen. Begge har skuffet stort på det seneste. Cilic er mentalt helt væk på big points, og Dimitrov er bare generelt væk. Dimitrov kommer til at starte næste sæson meget langt tilbage på ranglisten efter en elendig sæson i 2018, og det hjælper næppe alverden denne uge, at han har fået tilknyttet Andre Agassi til sit mandskab. 

Cilic har stadig lidt arbejde at gøre, hvis han skal være 100% sikker på en billet til London, men da jeg på ingen måde ser ham slå Djokovic i kvartfinalen og dermed selv klare skærene, så skal han nok under alle omstændigheder satse på, at kun én af enten Nishikori, Isner eller Thiem spiller sit livs turnering her. Djokovic virker i hvert fald til at være alt for stærk for den mentalt medtagede kroat for tiden.