Kindred bruger det danske marked som prøveklud og vil forsøge at ændre sit marketingfokus væk fra bonusser. Maria Casino har helt sløjfet deciderede bonusser, mens Unibet har gemt dem væk fra sin forside og benytter dem ikke længere i reklamer.

"1000 kroner i velkomsttilbud". "Velkomsttilbud: Få 500 kroner frit spil". "Op til 2000 kroner ekstra i indbetalingsbonus". 

I årevis har tilmeldingsbonusser været et af de vigtigste marketingværktøjer for spiludbydere på det danske marked. Bonusser i almindelighed er gennem tiden blevet kritiseret af aktører både i og udenfor branchen for blandt andet at være for komplicerede og for at fremelske ludomani.

Nu forsøger Kindred, der blandt andet ejer Unibet, at eksperimentere på det danske marked og minimere fokus på bonusser i sin marketing.

"Vi vil jo gerne have en grad af åbenhed i vores kommunikation, og det skal ikke være svært at være kunde hos os. Vi synes også, det er træls, at man skal læse 117 krav igennem, inden man får en bonus. Jo mere komplekst vi gør det her bonussystem, desto mindre incitament har kunderne til at benytte sig af det. Det er vores antagelse," siger Unibets pressechef, Per Marxen, til BetXpert, og understreger, at der er tale om et strategisk eksperiment kun i Danmark. 

Bonus er god latin

Konkret har Kindred valgt, at Maria Casino ikke skal have en indbetalingsbonus overhovedet. Til gengæld kan man, hvis man indbetaler 100 kroner, få 50 freespins, som man kan bruge på valgfri maskiner uden omsætningskrav, hvis man skulle være heldig at vinde. Maria Casino har tidligere tilbudt en 100 % indbetalingsbonus på op til 5.000 kroner med krav til omsætning af gevinster.

Hos Unibet vil det fortsat være muligt at tilmelde sig og få en bonus, men alle henvisninger til indbetalingsbonussen er fjernet fra bookmakerens hjemmeside, og man får den først præsenteret, når man forsøger at oprette sig. Samtidig fremgår indbetalingsbonussen ikke i reklamer på større medier - herunder i TV. 

"Det er vigtigt at understrege, at bonusstoppet i første omgang kun gælder for Maria Casino-brandet. Når det gælder Unibet, har det været et bevidst valg, at vi med ganske få undtagelser ikke har kommunikeret deciderede bonusbudskaber på sportsbogen siden 2013. Vi ser gerne, at bonussen ikke skal være det eneste incitament for spilleren, netop fordi det er blevet så kompleks en størrelse efterhånden ," siger Per Marxen til BetXpert og fortsætter:

"Der er givetvis folk i branchen, der har andre holdninger til det her. I alle de år, jeg har arbejdet her, har det været god latin at have en bonus. Og vi synes, at vi er nødt til at våge spørgsmålet: Hvis det bliver sværere og sværere at forstå, og der skal postes flere og flere krav på - skal vi så nødvendigvis have en bonus?"

Også motiveret af nye politiske vinde

Som BetXpert tidligere har beskrevet har et bredt flertal i Folketinget lavet en aftale, der sætter loft over bonusser og omsætningskrav. Samtidig tyder meget på, at de politiske krav til bonusser på det svenske marked, som liberaliseres fra årsskiftet, bliver strikse og blandt andet blot tillader spiludbydere at tilbyde én bonus én gang. 

Og de skrappere politiske krav har også været med til at motivere Kindreds beslutning om at eksperimentere med bonusserne på det danske marked.

"Vi kan lige så godt forholde os til de kommende danske lovændringer og de foreslåede regler i Sverige. For hvis nuværende og kommende europæiske licensmarkeder vedtager lovgivninger, der matcher de danske og svenske, så kommer branchen ikke til at kunne vende tilbage til det fokus på bonusser, som den havde engang," siger Per Marxen.  

Så I gør det ikke bare for at stryge politikerne lidt med hårene? 

"Overhovedet ikke. Det her er noget, som vi har talt om i den danske organisation meget længe. For hvis vi selv synes, at det her er halvkomplekst, hvad tænker kunderne så ikke? Så nej, det er ikke et reklamestunt. Det er et forsøg på at finde ud af, hvad er det, folk efterspørger. Og om vi kan løsrive os fra det her. Bonusomkostninger er jo høje, og vi betaler skat af dem. Så kan vi undvære dem og skrue på nogle andre ting, så man får en bedre kundeoplevelse, så er det helt fint," svarer Per Marxen.

Mange fravælger i forvejen bonussen

Per Marxen tør ikke udelukke, at eksperimentet kan sætte Maria Casino og Unibet tilbage i kapløbet mod konkurrenterne. 

"Vi skal ikke kunne sige, om vi bliver sat tilbage ift. vores konkurrenter. Det her gælder i første omgang kun i Danmark, og vi er meget interesserede i at se, hvad resultaterne af det bliver," siger han.  

Gør i det mest for kundens skyld eller mest for jeres egen skyld? 

"Begge dele for det ene udelukker jo ikke det andet. Nu skal vi først have nogle tal på, hvordan kunderne tager imod det og derefter evaluere. Uden at kunne huske tallet på stående fod, er der allerede nu en rimelig stor procentdel af vores kunder, der signer op, uden at tage imod en bonus," siger Per Marxen.

Han tilføjer, at det ikke er umuligt, at Unibet og Kindred vender tilbage til at markedsføre bonusser, hvis eksperimentet viser sig at slå fejl. Det er dog for tidligt endnu at sige noget om, hvor det lander.