En systemfejl betød at den amerikanske bookmaker FanDuel tilbød odds 750 på et livespil i stedet for odds 1,165, og efter at have konsulteret den lokale spillemyndighed har bookmakeren nu besluttet at udbetale den fulde gevinst efter først at have afvist.

Det amerikanske marked er i gang med at finde sine fødder, efter den amerikanske Højesteret i sommer annullerede en del af lovgivningen, der i årevis har gjort det ulovligt at tilbyde sportsbetting.

Enkelte stater har været hurtigt ude af starthullerne og ændret på lovgivningen, så det nu er muligt at placere væddemål på sport lovligt flere steder, og et lovligt sportsmarked betyder, at spillere ligesom herhjemme kan gå til myndighederne, hvis de ikke mener, de er blevet retfærdigt behandlet.

Samtidig er det ikke ualmindeligt, at amerikanske borgere trækker virksomheder i retten, hvis de føler sig forudrettet.

Det oplevede bookmakeren FanDuel efter ved en fejl at have tilbudt odds 750 på, at Denver Broncos ville vinde søndagens NFL-kamp mod Oakland Raiders med få sekunder tilbage og en potentielt kampafgørende field goal-mulighed 36 yards fra end zone.

Odds 750 i stedet for 1,165

FanDuel oplyser, at det var en systemfejl i liveoddsfeedet, som betød, at væddemålet kunne spilles til odds 750 i stedet for odds 1,165, og indledningsvis nægtede bookmakeren, der ejes af Paddy Power Betfair, ifølge ABC News at udbetale den fulde gevinst.