Efter enighed mellem de to parters advokater er retssagen fra Nordirland, hvor en studerende har vundet et millionbeløb, som Bet365 nægter at udbetale, blevet udskudt til næste år.

Retssagen, der skal afgøre, om Bet365 retmæssigt kan tilbageholde en vindende spillers penge med henvisning til bookmakerens "Third Party Rule", er blevet udskudt til næste år. Det skriver det britiske medie, Racing Post.

Den engelske bookmaker Bet365 har tilbageholdt over otte millioner, som en nordirsk studerende har vundet på hestevæddeløb. Den studerende, Megan McCann, satsede i 2016 cirka 210.000 kroner og vandt over otte millioner kroner, men Bet365 har nægtet at udbetale pengene til kvinden.

Bet365 mener, at McCann har forbrudt sig mod bookmakerens "Third Party Rule", som frit oversat kan fortolkes som en regel om stråmandskonto. Ifølge Bet365 har Megan McCann spillet for penge, der ikke er hendes egne, og det er et brud på bookmakerens regler.

Revideret erstatningskrav fra McCann

Retsdatoen var oprindelig fastlagt til den 13. november, men den er nu efter aftale mellem de to parters advokater udskudt til det nye år.

Beslutningen om at udskyde retssagen blev truffet 13. november ved en høring, der varede fem minutter, efter diskussioner mellem de to parters advokater. Udskydelsen begrundes med, at det giver Megan McCann mulighed for at komme med et revideret erstatningskrav til Bet365.

Hendes advokater oplyste efterfølgende, at den primære påstand vil forblive uændret. Det drejer sig i stedet om en proceduremæssig rettelse, der skal øge fokus på sagens knudepunkt. Det blev ikke oplyst, om McCann vil øge eller reducere sine krav. 

Umulige aftalevilkår

Megan McCanns advokater har i optakten til retssagen hverken be- eller afkræftet, at McCann, der var 19 år, da væddemålene blev sat, har benyttet sig af en stråmandskonto. Deres vigtigste påstand er, at Megan McCann aldrig har accepteret en regel om, at en stråmandskonto er forbudt.

Bet365 skriver det ganske vist i sine regler og vilkår, som man skal acceptere, når man opretter en konto hos bookmakeren, men McCanns advokater kalder Bet365s regler og vilkår "for lange, komplicerede og alt for vage til, at den gennemsnitlige kunde kan forstå dem.  

Advokaterne har kaldt sagen for "ligetil" i et brev til Bet365s advokater. 

"Vores klient placerede et væddemål hos jeres klient. Hun vandt. Hun har ret til sin gevinst," står der i brevet.

Ikke overraskende er bookmakerens advokater uenige i den tolkning.

"Dette er forkert. Det er en sag, hvor jeres klient har benyttet kontoen [...] ved brug af midler fra og til fordel for en tredje part. Det er en voldsom overtrædelse af vores klients vilkår. Vores klient har en begrundet mistanke om, at jeres klient er skyldig i kriminelle overtrædelser inklusiv bedrageri, snyd og forsøg på snyd," svarer de ifølge The Telegraph.

Spillemyndigheden holder øje

Den nordirske retssag kan derfor bevæge sig i flere retninger, da både Bet365s generelle regler og vilkår kan komme under lup, ligesom den konkrete regel om brug af stråmandskonto kan blive behandlet.

Herhjemme i Danmark oplyser Spillemyndigheden, at den holder et vågent øje med sagens udvikling. I begyndelsen af oktober fortalte kontorchef for væddemål og onlinekasino, Jan Madsen, til BetXpert, at Spillemyndigheden selv vil undersøge sagen, hvis det bliver aktuelt.

"Det kan være, at deres regler er for forskellige fra vores, og at det ikke kommer til at få betydning i Danmark. Vi skal først se, hvad domstolen siger, og så skal vi lave vores egne undersøgelser," sagde han.

Der er endnu ikke fastlagt en ny retsdato, men 14. december vil McCanns reviderede krav blive præsenteret til godkendelse for Bet365.