Skatteordfører for Socialdemokratiet, Jesper Petersen opfordrer BetXperts brugere, der er blevet limiteret, fordi de er vindende, til at sende ham dokumentation på, at limiteringen finder sted.

Limitering er ikke i første omgang blevet en del af den aftale om ændringer i spilleloven, som har været diskuteret henover sommeren, og som ventes at blive til konkret lovgivning ved årsskiftet, men det kan det endnu nå at blive.

Socialdemokratiets skatteordfører, Jesper Petersen, opfordrer direkte BetXperts brugere til at sende ham eksempler og dokumentation på, at de er blevet limiteret hos enkelte eller flere bookmakere.

"Loven er jo ikke ført igennem Folketinget endnu. Så det er muligt, at det også kan blive en del af den lov, der skal gennemføres, selvom det ikke kom på bordet i den politiske aftale. Men det vil kræve ministerens velvilje, hvis det skal komme med, inden loven bliver ført igennem. Jeg vil gerne høre om flere eksempler på, at vindende brugere er blevet limiteret. Det vil da styrke sagen, hvis man skal ændre på det. Hvis vi tager det op under en lovbehanding, vil det være nyttigt med eksempler. Skriv gerne direkte til mig på mail," siger han.

Den opfordring er hermed givet videre. Skriv direkte til Jesper Petersen og vedhæft dokumentation på, at du er blevet limiteret. Find Jesper Petersens kontaktoplysninger her.

Møde med politiker

BetXpert vil gerne forsøge at få sat et møde i stand mellem en bruger og en relevant politiker - Jesper Petersen eller en anden - som er interesseret i at lære mere om bookmakernes limitering.

Så hvis du er limiteret hos bookmakerne - gerne flere end en enkelt eller to - og har mod på at vise det til en politiker fra Christiansborg, så send en mail til [email protected]

BetXpert vil arrangere mødet og dække det journalistisk. Hvis du ikke ønsker at få dit navn med i den/de artikler, der vil blive skrevet om mødet, vil BetXpert naturligvis respektere dette.