Den helt store historie inden denne runde er selvfølgelig Zidanes tilbagevenden i Real Madrid. Men det er også masser af drama i resten af ligaen - især i kampen om fjerdepladsen. Læs Andros' ugentlige La Liga-debat og byd gerne ind i kommentarfeltet.

Den forgangne weekend rykkede ikke stort rundt i top 4, eftersom alle vandt og blot cementerede deres aktuelle placeringer. Mest spændende er nok kampen om fjerdepladsen, hvor Getafe i den grad byder sig til med stærkt spil.

De slog Huesca i en intens og vild kamp lørdag aften og har nu skabt en buffer på fire point ned til Alavés på femtepladsen, som kun fik 1-1 hjemme mod Eibar i det baskiske derby.

Sevilla rejste sig også fra de døde, da de savede Sociedad midtover med en 5-2 sejr, og de har dermed gentableret håbet om europæiske pladser. En zone, som også Valencia bejler kraftigt til efter 3-2 sejren ude over Girona, som blev skabt på en sen scoring af Ferrán på et tidspunkt, hvor Valencia var blevet reduceret til ti mand.

Også bundzonen leverede godt med drama i runden, da Villarreal hev en voldsomt vigtig 2-0 sejr hjem ude mod Levante. Den direkte rival, Celta, led i samme  åndedrag et smerteligt 0-1 nederlag hjemme mod Betis og det endda i den nye træner, Fran Ecribás, debut.

Det betød, at Villarreal byttede plads med Celta i tabellen, således at Villarreal nu er over stregen og Celta under. Men kun et point skiller holdene. En anden bundrival, Rayo, løb ind i sit sjette nederlag i træk, da de tabte på Camp Nou dog efter udmærket spil. Madrilenerne har dog kun fortsat tre point op til stregen.

I den kommende weekend sparkes 28. spillerunde i gang fredag, når Sociedad tager imod Levante, og runden byder derudover på et gensyn med træner Zidane i Real Madrid, da Solari blev fyret efter sidste weekends runde. Det må forventes, at alles øjne hviler på Zidanes comeback-kamp hjemme mod Celta.

Der er fortsat stor kamp om de europæiske pladser, og især Valencia - Getafe bør skabe opmærksomhed. Der er meget på spil mellem de to formstærke mandskaber. Ikke blot europæiske pladser, men også masser af følelser, især efter de to holds ekstremt heftige og næsten voldelige møde i Copa del Rey i januar.

Kampene i weekenden kan på ny vende op og ned på nedrykningszonen, og selv Rayo har muligheden for fortsat at kunne spille sig over stregen, hvis de øvrige resultater flasker sig. I den absolutte top handler det for Barca om at løsrive sig yderligere fra Atlético Madrid, og for Simeones tropper handler det ikke blot om at slikke sårene ovenpå et smerteligt CL-exit i Torino i midtugen, men også om at holde fast i det sidste spinkle håb om mesterskabet, samt at holde ærkerivalerne Real Madrid på tryg afstand.

Real Sociedad - Levante

Kampen spilles fredag den 15. marts klokken 21.00. Se mere info i vores matchcenter

Real Sociedad møder op med en kæmpe øretæve i bagagen fra sidste weekends udekamp mod Sevilla, hvor de blev sendt hjem med et 2-5 nederlag. Nederlaget - det andet i træk - har sendt træner Imanols projekt i baglås.

Det så ellers så fantastisk godt ud for få uger siden. Man begyndte at tale om Europa League-plads i San Sebastian, da man havde leveret en flot stime af ubesejrede runder under Imanol. Nu har mand tabt to i træk og kun hentet et point i de seneste tre runder. De europæiske pladser forsvandt i horisonten og nu skal Sociedad her mod Levante fredag aften starte lidt forfra.

Det bliver formodentlig igen uden en serie af de vigtigste spillere, da den centrale midtbanedynamo, Illarramendi, og topscorer Willian José stadig er skadede. Samme skæbne frister den faste centerforsvarer Llorente, mens den centrale midtbaneafløser for Illarramendi, Zubeldia, må sidde over grundet karantæne.

Levante har det ikke godt. De er ved at formøble deres forspring ned til bundzonen, og de har tabt de seneste tre runder i træk. Dog spillede de godt i 1-2 nederlaget hjemme mod Real Madrid ,og de tabte kun knebent 0-1 ude mod Leganés ugen efter.

Men overordnet set er der noget, der er gået i stå i Valencia-klubben siden nytår. De har kun vundet sølle to kampe i de seneste 13 runder, og med den formkurve skal de i den grad til at passe på i bundzonen. Nedrykningsstregen er fem point væk, men det kan hurtigt blive kritisk, hvis de ikke formår at bryde den onde stime.

Huesca - Alavés

Kampen spilles lørdag den 16. marts klokken 13.00. Se mere info i vores matchcenter

Huescas spirende drømme om overlevelse led et mindre knæk i sidste weekends 1-2 nederlag ude mod Getafe. De førte 1-0 og viste god intensitet, men de blev dog helt fortjent overhalet indenom af et klart stærkere og klart mere aggressivt Getafe-hold.

I opgøret mod Getafe var de svækket, og til weekendens hjemmekamp mod Alavés er de endnu mere svækkede. De får den rutinerede centerforsvarer Pulido tilbage fra karantæne, men må undvære midten Musto og venstrebacken Galán.

I forvejen sidder den faste centerforsvarer Insúa og den faste højreback Miramón fortsat ude med skader. Alt tyder på, at højrefløjen Ferreiro på ny overtager højrebacken i forsvaret, mens Pulido bør drive ind i forsvaret og tage den nu karantæneramte Mustos plads.

Træner Francisco skal altså stadig forsøge at stille hold på trods af et hav af skader, men indstillingen og intensiteten bør fortsat være den samme. Der er trods alt kun fire point op til redningen, og med 11 kampe tilbage er der stadig grobund for håb.

Alavés møder op med et 1-1-remis hjemme mod Eibar i sidste weekend, hvor de dermed tabte et lille skridt i den intense jagt på den CL-givende fjerdeplads, da den direkte rival, Getafe, slog Huesca. Nu er der fire point op til Getafe, så der skal helst en sejr til mod Huesca, hvis man som minimum skal holde snor i Getafe.
Træner Abelardo har indtil videre en komplet trup til rådighed og kan altså stille den bedste startopstilling på dagen, hvis holdet undgår nye skader på træningspassene op til weekenden.

Der lurer en god mulighed for, at Alavés kan få skovlen under Huesca her via sit stærke kontraspil. De vil helt sikkert lade det sejrs-hungrende Huesca-hold komme ud af starthullerne for så selv at slå hjemmeholdets opspil i stykker og skabe hurtige omstillinger. Alavés bør næppe undervurdere Huesca. De har ikke meget mere end Huesca, hvad angår budget.

Alavés-sejr +0,25 asian handicap til odds 1,75 hos Betsafe (nu 1,80 hos Bet365 og Bethard)

Alavés' stærke kontrafase kan forvolde bundholdet problemer. Hjemmeholdet skal før eller siden satse, og det kan blive en fordel for gæsterne.

Real Madrid - Celta Vigo

Kampen spilles lørdag den 16. marts klokken 16.15. Se mere info i vores matchcenter

Man kan ikke klandre Real Madrid for at være kedelige. De sidste par uger har budt på ekstremt drama og voldsom nedtur, men bedst som alle havde afskrevet Real, vandt de 4-1 ude over Valladolid (efter en forfærdelig første halvleg). 

Derefter fyrede de træner Solari og genindsatte Zidane på posten. Zidane har allerede slået fast, at det er fra næste sæson, at tingene for alvor skal ændres. Planen for de resterende 11 runder er at slutte så godt som overhovedet muligt, så de kan få fjernet noget af den dårlige smag i munden.

Zidane lægger ud med hjemmekamp mod Celta, og det bliver i den grad interessant at se, om han er manden, der kan løse problemerne i kongeklubben. Man kunne mistænke Zidane for at have drænet hele den nuværende trup for al motivation og sejrsvilje med de mange triumfer, som han og mange af de nuværende spillere har delt i de seneste par år.

Hvis der er noget, Real har manglet i indeværende sæson, så er det noget af den fandenivoldskhed og skarphed og drev, som kendetegnede dem tidligere under Zidane. Bevares; Cristiano Ronaldo er et enormt afsavn, som der aldrig blev kompenseret for, men overordnet set har resten stort set underpræsteret fra ende til anden.

Ramos, Carvajal og Benzema er nærmest de eneste, der går fri. Resten har været skygger af dem selv. Især Modric og Kroos har underpræsteret kraftigt, og især førstnævnte ligner en mand, der aldrig rigtig nåede at komme tilbage fra VM. Symptomatisk for Real Madrid er det den unge back Reguilón, som har blomstret og vist gå-på-mod og intensitet. Og det er værd at bemærke, at det var Solari, der for alvor fæstede sin lid til den unge back.

Zidane skal nu pumpe motivation ind i den metaltrætte trup og yde kunstigt åndedræt i de sidste 11 mere eller mindre ubetydelige runder. Det ligner noget, der skal overstås, og det lugter af gennemgribende ændringer i hele truppen til sommer.

Jeg synes ikke, man skal have +2,00 til odds 1,91 på et hold, der spiller for livet, mod et demoraliseret tophold, som intet har at spille for andet end æren. Og så er det i mine øjne ligegyldigt, om Zidane er træner. Det kan godt være, at Real ræser afsted, og Celta brækker nakken i forsøget på at hive noget med hjem, men +2,00 til det odds, der står pt., er for meget i mine øjne. Især set ud fra de to holds situationer lige nu. 

Celta Vigo-sejr på det asiatiske +2,00 handicap til odds 1,91 hos Bet365 (nu 1,95 hos Bet365 og Bethard)

Celta slås for livet med den nye træner, Fran Escribá, ved roret. Handicap og odds virker en anelse skævvredet, også selvom Real møder op med succes-træneren Zidane i sædet på ny.

Athletic Bilbao - Atlético Madrid 

Kampen spilles lørdag den 16. marts klokken 18.30. Se mere info i vores matchcenter

Bilbao møder op med endnu et pointtab i bagagen, da de kun fik 1-1 hjemme mod et reserveplaget Espanyol-hold i weekenden. Det blev derfor ikke den optimale revanche efter forrige rundes nederlag ude mod Valencia. Garitanos fine stime er dermed endegyldigt brudt. De starter fra scratch mod Atletico Madrid i et opgør, som til enhver tid vil skabe motivation hos baskerne.

Braget mod Simeones tropper bliver uden forsvarsgeneralen Iñigo Martínez, som har karantæne. Ude er også fortsat defensiven Lekue og veteran-angriberen Aduriz. Unai Núñez bør overtage Iñigos plads ved siden af Yeray i centerforsvaret, men udover det bør der ikke forekomme større ændringer i startelleveren.
Bilbao var lige begyndt at tale om mulig Europa League-plads, inden de mistede pusten, så der skal sadles om på ny, hvis de vil tilbage på sporet i kampen for europæiske pladser.

Atlético Madrid møder sårede op til kampen, da de tirsdag aften blev dukket med 0-3 ude mod Juventus i Champions League-returen i Torino. Og for at gøre ondt værre: Cristiano Ronaldo nettede alle tre kasser.

Med det nederlag har Atlético nu kun ligaen tilbage at dyste i, og det handler fremfor alt om for så vidt at holde kontakten til Barcelona på førstepladsen og holde ærkerivalen Real Madrid tre skridt fra livet. Men det bør uden tvivl være et semi-ramt Atlético-hold, som møder op i Bilbao lørdag aften.

Et hold, der kan være både mentalt og fysisk træt, og som derfor meget vel kan få det fysisk svært mod et tændt og udhvilet og sultent Bilbao-hold.

Lucas ligner eneste fravær til weekenden, men der kan blive roteret i startopstillingen, alt efter hvordan benene har det ovenpå kampen i Italien tirsdag aften.

Leganés - Girona 

Kampen spilles lørdag den 16. marts klokken 20.45. Se mere info i vores matchcenter

Leganés vender hjem til Butarque lørdag aften mod Girona. Det bliver i en enormt styrket udgave, da Siovas, Recio og Oscar alle vender tilbage fra karantæne, mens man forventer at få backen Silva og centerforsvareren Bustinza tilbage fra skade.

Dermed kan træner Pellegrino næsten stille stærkeste opstilling til weekenden, hvor også keeper Cuellar vender tilbage efter overstået karantæne, selvom reserven Lunin stod en fin kamp i sidste weekends 0-1 nederlag ude mod lokalrivalen Atlético Madrid.

Leganés har stadig en fin buffer på otte point ned til nedrykningszonen og kan med en sejr næsten tage et afgørende skridt væk fra zonen. Oveni hatten kan de så helt legalt begynde at drømme om Europa League-pladser, som pt. er syv point væk før weekendens runde. Udfaldet af det her opgør kan betyde meget for Leganés' orientering for de sidste 10 runder i ligaen. Skal de se opad eller nedad ?

Girona møder op efter et 2-3 nederlag hjemme mod Valencia i sidste weekend, som brød holdets fine stime på tre runder som ubesejret. Nederlaget faldt i det sidste minut og endda da de var en mand i overtal, men ganske fortjent set over en hel kamp.

De har inden 28. spillerunde seks point ned til stregen, så der er stadig lidt at tage af, omend de på ingen måde vil risikere noget. Endnu en skidt stime kan være fatal. Derfor skal man forvente et øget fokus i Girona-lejren til weekendens kamp, som de helt sikkert har ambitioner om at tage point med fra.

Træner Eusebio har ingen nye skader eller karantæner og bør holde fast i sin stamme.

Eibar - Real Valladolid

Kampen spilles søndag den 17. marts klokken 12.00. Se mere info i vores matchcenter

Eibar fik remis i sidste weekends baskiske derby ude mod Alavés og holder liv i drømmene om Europa League-pladser. Der er fem point op til Sevilla på sjettepladsen inden weekendens runde, så alt er stadig åbent og levende. Men døren holdes nok kun fortsat åben, hvis de kan nappe en sejr her over Valladolid.

Træner Mendilibar har ingen nye setback i truppen. Calavera er pt. eneste tvungne, men ubetydelige fravær. Så Eibar er i stærkeste til hjemmekampen på Ipurúa.

Valladolid møder op til kampen efter et noget misvisende 1-4 nederlag hjemme mod Real Madrid i sidste søndags kamp. De spillede en god første halvleg og skulle have ført her med nærmest mere end et mål, men endte i stedet med at blive straffet for egen uskarphed.

Selvom de spillede en flot første halvleg, ændrer det ikke på, at de nu har tabt fire kampe i træk og er faretruende tæt på nedrykningszonen. Kun et point holder Valladolid fra afgrunden.

Midtbane-subben Hervías er nyt fravær i Valladolid, men overordnet set råder træner Sergio over samme stamme til weekenden og kan altså give genvalg til alle startere fra kampen mod Real Madrid, hvis han ønsker det.

Valladolid satser utvivlsomt til sit kontrabold her mod Eibar, men pt. virker de alt for uskarpe i felterne til at kunne bære sin gamle effektive spillestil.

Espanyol - Sevilla

Kampen spilles søndag den 17. marts klokken 16.15. Se mere info i vores matchcenter

Espanyol kæmpede sig til et heroisk remis ude mod Bilbao i sidste weekend, hvor de var plaget af skader og karantæner. Fight og held var stærkt medvirkende til, at de hev et point med hjem fra baskerlandet, og til weekendens hjemmekamp mod Sevilla kan de så følge op på succesen med en klart styrket startellever, da topscorer Borja Iglesias og den faste centrale midt Sergi Darder begge vender tilbage fra karantæne.

De er dog fortsat uden blandt andre forsvarsgeneral David Lopez, som stadig er skadet, og den centrale midt, Victor Sanchez, som har karantæne, men som reelt kun spillede i sidste weekend, fordi Darder var ude med karantæne.

Så overordnet set er Espanyol styrket til weekendens hjemmekamp. De er ubesejret i seks runder i træk og skimter Europa League i det fjerne. Netop Sevilla er i den forbindelse holdet, som skal besejres, da de indtager det sidste Europa League-mandat på sjettepladsen. Så kampen betyder en hel del for Espanyol. Taber de, så er de tæt på at kunne pakke sammen, hvad angår drømme om europæisk fodbold.

Sevilla møder op med to kampe i benene, da de dels savede Real Sociedad midt over med 5-2 i sidste weekends hjemmekamp og dels har spillet Europa League-returopgør mod Slavia Prag i Tjekkiet. Kampen spilles torsdag, og kan afstedkomme nye skader og ny træthed inden weekendens ligakamp mod Espanyol.

Træner Machín sjofler næppe hverken Slavia Prag kampen eller opgøret her mod Espanyol, for begge turneringer har høj prioritet, nu hvor de ikke længere er med i Copa del Rey. Sevilla vil videre til kvartfinalerne i Europa League, men de vil for alt i verden også forsøge at spille sig op mod CL-pladserne i ligaen, som pt. er fem point væk inden weekendens runde. Derfor skal man forvente en stærk staropstilling her mod Espanyol.

Sevilla-træner Machín har ingen nye karantæner, men forventes fortsat at må se bort fra den stærke back Escudero og den offensive sub Nolito.

Sevilla fik gang i målscoringen i sidste weekends hjemmekamp mod Sociedad. Ben Yedder lader til pludselig at være i topform på ny, og hos Espanyol vender den suveræne topscorer Borja Iglesias tilbage fra karantæne.

Med tanke på at Espanyol altid spiller meget direkte og offensivt under Rubi hjemme på Cornellá-El Prat, så kunne man godt forestille sig mål i opgøret. Ingen kan bruge uafgjort, for begge skal helst have tre point for at spille sig nærmere de respektive mål for sæsonen.

Over 2,5 mål til odds 1,75 hos Bwin

Med topscorer Borja Iglesias tilbage i angrebet står Espanyol klart skarpere rent offensivt til weekenden. Gæsterne har for alvor fåt gang i målscoringen og vil næppe heller stå tilbage for at komme på tavlen. Det kunne ligne et underholdende opgør mellem to hold, der skal vinde.

Valencia - Getafe

Kampen spilles søndag den 17. marts klokken 18.30. Se mere info i vores matchcenter

Valencia møder op til weekendens brag mod Getafe i den vildeste form. De har spillet sig i Copa del Rey-finalen, hvor de møder Barcelona i maj måned, og de er på nippet til at kunne spille sig videre til kvartfinalerne i Europa League, hvis alt går som planlagt i torsdagens returopgør mod Krasnodar.

Man skulle så tro, at den megen fokus på EL og Copa del Rey har sløret Valencias fokus i ligaen, men også her er Valencia flyvende. Med ti mand på banen i slutningen af anden halvleg mod Girona nappede de sejren i sidste weekends udekamp på Ferrans sene 3-2 scoring. Det var Valencias anden sejr i træk og den niende kamp i streg som ubesejret. De er derfor nu også spil-levende i ligaen og er helt med i kampen om Europa League- og Champions League-pladser. Det er Champions League-pladserne, de for alvor jagter. De er seks point væk, men de møder netop Getafe i weekenden, som sidder på den sidste Champions League-givende plads i tabellen. 

Der er ikke blot tale om en sekspoints-kamp i jagten på Champions League-pladser, men der er også tale om en gentagelse af den vilde og ekstremt polemiske Copa del Rey-kvartfinale mod netop Getafe for godt halvanden måned siden. En kamp, der endte i adskillige røde kort - især til Getafe, der havde svært ved at styre temperamentet til sidst, da de blev ekspederet ud af turneringen. 


Eneste nye tvungne fravær i Valencia er den nye centerforsvarer, Roncaglia, som har karantæne. 


Getafe møder op med fortjent 2-1 sejr hjemme over Huesca i sidste weekend og har her en gylden chance for at få en sød hævn over Valencia. Pokaldramaet efterlod de to holds spillere i slagsmål, og selv trænerne Marcelino og Bordalás havde været i verbal in-fight i dagene op til både førsteopgøret og returopgøret.

Getafe tabte returen, men stoltheden kan i den grad genetableres med point her på Mestalla. Der bør ikke være tvivl om, at netop især Getafe-spillerne er monster opsatte på revanche. De følte sig ydmyget efter det smertefulde pokal-exit. 


Træner Bordalás har ingen nye karantæner eller skader til weekendens brag.

Villarreal - Rayo Vallecano

Kampen spilles søndag den 17. marts klokken 18.30. Se mere info i vores matchcenter

Villarreal møder op til braget mod Rayo Vallecano med fornyet tro på tingene. De hev en super vigtig 2-0 sejr i hus ude mod Levante i sidste weekend og spillede sig endelig over stregen, da den direkte rival Celta tabte. Nu gælder det for alt i verden om at hente en sejr her mod den anden direkte rival, Rayo, for at holde sig over stregen. Villarreal kan nu afgøre sin egen skæbne.

De spiller også vigtig retur i Europa League hjemme mod Zenit, men EL har klar anden prioritet, da klubben udelukkende fokuserer på at redde sig fra nedrykning. EL er kun en bonus. Villarreal kom dog fra Rusland med et mere end godkendt resultat på 1-3 og står med mere end det ene ben videre.


Der er et nyt fravær set i forhold til sidste weekend. Den faste højre back Mário Gaspar er ude med karantæne. Udover det er Villarreal fortsat uden den faste centrale midt Manu Trigueros og midtbanesubben Bruno.

Træner Calleja forventes at rotere i torsdagens EL-retur mod Zenit, således at man har en forholdsvis frisk startellever klar til weekendens must win kamp.


Rayo møder op med endnu et nederlag, dog et af de mere forventede af slagsen, da de tabte 1-3 på Camp Nou i sidste weekend. Det var Rayos sjette nederlag i træk, og man skulle tro, at et hold, som har hentet 0 point af de seneste 18 mulige, burde være hægtet af, men skæbnen vil, at resten af bundfeltet er ligeså sløvt, så Rayo har stadig kun tre point op til stregen. Alt lever altså dermed fortsat trods den helt igennem skrækkelige stime af nederlag.


Træner Míchel har fået lang snor, og han er en enorm vellidt mand i klubben. Dog mener man i spanske medier, at grænsen går ved Villarreal-kampen. Får de ikke point dér, forventes det, at han bliver fyret, så de kan hyre en ny mand med friske idéer, mens der stadig er reelt håb om overlevelse.


Michel får sin nye faste midt, Mário Suárez, tilbage fra skade og må kun se bort fra den fortsat skadede forsvarsspiller, Elustondo. Igennem hele sæsonen har Michel lænet sig op af en fast lille stamme, og han bør ikke foretage voldsomt mange ændringer i, hvad der kan være hans sidste kamp med Rayo.

Det ligner et opgør, som Villarreal kan og skal kunne vinde. Rayo er ikke bare demoraliseret, men savner også noget styrke i spillet i felterne såvel som mellem felterne. Modsat Villarreal, der har vist klar fremgang, efter at træner Calleja er vendt tilbage. Rayo er desperate og SKAL frem og have point, og den desperation kan Villarreal udnytte.

Villarreal-sejr på det asiatiske -0,75 handicap til odds 1,79 hos Unibet (nu 1,82 hos Bethard)

Villarreal ligner et teknisk og taktisk stærkere hold end Rayo lige nu. Udover det taler moral og formkurve også kraftigt for Villarreal i weekendend bundbrag.

Real Betis - Barcelona

Kampen spilles søndag den 17. marts klokken 20.45. Se mere info i vores matchcenter

Real Betis møder op med super vigtig 1-0-sejr ude over Celta i bagagen. Bedst som presset var størst på holdet og især på træner Setién, reagerede man med en sejr på en svær udebane mod et ligeså presset mandskab. Setíen reddede livet, og langt de fleste spillere er glade. Lokale medier skriver i hvert fald, at flere af spillerne i truppen vil fortsætte projektet med Setién.

Nu venter der så et kæmpe brag mod Barcelona, hvor man altid er top motiveret, og hvor man næsten kun kan overraske. Ingen forventer, at Setién ligefrem løfter holdet til sejr her mod mesterskabs-aspiranterne, så Betis får lidt en kamp på frihjul. I de momenter plejer Betis faktisk at være farligst; når de puster sig op mod de helt store, hvor de har alt at vinde. 


Setíen har ingen nye skader eller karantæner. Eneste fortsat mærkbare fravær er den stærke venstreback Junior, som stadig er skadet.

Der ventes en stærk kulisse med et enormt opbud på Estadio Benito Villamarín.

Barcelona møder op i bedst mulige form. De har hægtet sin ærkerival Real Madrid helt af i topstriden, og de har onsdag aften ekspederet Lyon ud af Champions League med 5-1 sejr hjemme på Camp Nou i returen.

De mangler nu lige at sætte sidste trumf på ligaen og få hægtet Atlético endegyldigt af. Inden weekenden har de syv point ned til Simeones tropper, så det er klart, at de ikke kan smide point her mod Betis. Valverde spillede alle stamspillerne i midtugens CL-kamp, men bør ikke rotere voldsomt til weekenden. Der er landsholdspause i næste weekend igen, så man skal ikke tænke på hverken Copa del Rey, liga eller Champions League i den kommende uge. Valverde bør derfor holde fast i størstedelen af stammen, så de kan skabe et fornuftigt resultat og gå til landsholdspause med optimal ro i systemet.

Sidste rundes regnskab                     

Spiltip i sidste uge:                      
Antal og indsats: 0                                       
Overskud:  0
Tb%: 0

Spilovervejelser i sidste uge:
Antal og indsats: 5
Overskud: -0,78
Tb%: 84,4

Samlet regnskab

Spiltip i alt:  
Antal og indsats: 4
Overskud: -2,10
Tb%: 52,5

Spilovervejelser i alt:
Antal og indsats: 37
Overskud: +1,16
Tb%: 103,13