11 af 12 hold er på tavlen efter tre spillerunder i 1. division. Kun Næstved har oplevet lutter nederlag, mens oprykkerne fra Kolding er det eneste hold med maksimumpoint. Tonni Munk Jensen tror på endnu en svær kamp for Næstved i nedenstående gennemgang af fjerde spillerunde, der i denne uge allerede har sin start onsdag aften.

Vejle og Fredericia skyder således runden i gang med et lokalbrag, mens de resterende kampe er delt med tre af slagsen fredag aften og de sidste to søndag eftermiddag. Netop søndag skal Næstved forsøge at komme sig over en tumultarisk sommer, som har budt på tre forskellige trænere, farvel til etablerede profiler fra sidste sæson og goddag til en hel masse eksotiske spillere fra primært Brasilien.

Er der en mening med galskaben, eller er udenlandske investorer ved at tage livet af en af de mere hæderkronede danske fodboldklubber? Det er stadig alt for tidligt at svare på, men det er svært at komme udenom, at den megen polemik ikke ligefrem har gjort betingelserne for gode fodboldresultater bedre, og med hele tre nedrykkere i denne sæson kan Næstved komme i gevaldige problemer, hvis ikke snart skuden rettes op. De nye spillere har umiddelbart kvaliteterne til at spille på det næstbedste danske niveau, men det vil tage en rum tid at få spillet holdet sammen, og den proces er ikke ligefrem speedet op med ansættelsen af en ny spansk træner i sidste uge.

Der skal ikke meget til at vælte korthuset i Næstved for tiden, men søndag har man trods alt en god chance for at komme på tavlen, når man er favoritter på hjemmebane mod Hvidovre.

Vejle - Fredericia

Spilles onsdag d. 14/8 kl. 18.30 - Se mere info i vores matchcenter 

Så stemplede Vejle for alvor ind i den nye sæson. Efter et par skuffende indsatser tog oprykningsfavoritterne en sikker og flot sejr i Hjørring mod med-nedrykkerne fra Vendsyssel. Endelig så man noget løbevillighed og en gnist i øjnene hos Vejle-spillerne, og når de rammer top-niveauet, så vil stort set alle hold få svært ved at følge med dem. Den nye midtbane-kreatør Montiel ligner en profil for holdet, og så var det også vigtigt, at ukrainske Gryn kom i gang med mål og assist. Mod lokalrivalerne fra Fredericia har der de senere år ikke været så mange mål, men til gengæld masser af nerve og spænding.

Fredericia måtte skifte halvdelen af bagkæden mod Næstved, men alligevel endte det i en relativ sikker sejr på 3-1. Backen Buus og midterforsvarer Johannsen er ret tvivlsomme til Vejle-kampen, og det er ikke optimalt at rykke anfører Ege ned i midterforsvaret, men det gik altså mod Næstved, selvom man var bagud 0-1 undervejs. Man har ikke vundet i Vejle siden 2014, men Fredericia har den fordel, at de som et af de få hold i divisionen godt kan følge med Vejle i tempo og teknik. Derfor er der også lagt op til en spændende dyst, hvor Vejle ikke nødvendigvis får det så nemt, som oddsene antyder.

Ciffertip fra hoften: 1-1/2-1/2-2

Vejle - Fredericia: Fredericia +0,75 til odds 1,88 hos Bet365

Vejle er det bedre hold, men havde store problemer i de to første kampe, hvor de også var favoritter og skulle skabe det meste selv. Nu kan et fint spillende Fredericia-hold med to sejre i træk overlade initiativet til hjemmeholdet, og så er point i den grad inden for rækkevidde.

Fremad Amager - Nykøbing

Spilles fredag d. 16/8 kl. 19.00 - Se mere info i vores matchcenter  

To af de ubesejrede hold, som begge har fået en ganske glimrende start på sæsonen. Fremad Amager har som nævnt i sidste uge ikke overbevist spillemæssigt i sæsonstarten, og der var ikke de store fremskridt at spore i hjemmekampen mod Skive, som kunne være gået begge veje. Man står dog godt på banen, og to clean sheets i træk er bestemt også værd at tage med, inden de møder formstærke Nykøbing fredag aften. Pudsigt nok endte alle tre indbyrdes opgør i sidste sæson med udesejre, og det siger en del om, at holdene egentlig ikke har noget imod, at modparten overtager styringen.

Nykøbing fortsatte med at levere underholdende opgør, da de spillede 2-2 hjemme mod Hvidovre. Bestemt ikke falstringernes bedste kamp, og selvom de til sidst kunne ærgre sig over et udlignende mål fra et decimeret Hvidovre-hold, så var uafgjort ganske fair i en kamp, hvor Hvidovre havde flere chancer til at afgøre kampen tidligt. Det er lidt svært at blive klog på Nykøbings sande niveau, men spændende bliver det at se, om de efter ni scorede mål i de første tre kampe også kan prikke hul på den solide Amager-defensiv.

Ciffertip fra hoften: 1-2/1-1/2-1

Fremad Amager - Nykøbing: Nykøbing draw no bet til odds 2,33 hos Unibet (nu 2,20 hos Bet365)

Begge hold med nye trænere, men Nykøbing har spillet klart bedst fodbold af de to så langt. Amager har en god defensiv base og er ubesejret, men kunstgræsset bør passe Nykøbing fint, og odds virker for højt på det pt. bedste hold. Læs hele eksperttippet.

HB Køge - Kolding

Spilles fredag d. 16/8 kl. 19.00 - Se mere info i vores matchcenter  

HB Køge var en af outsiderne til en topplacering i denne sæson, mens Kolding var en af de store nedrykningsfavoritter. Her efter tre spillerunder er der otte points forskel mellem holdene, og det er altså med Køge i bunden af rækken. Alligevel er man favoritter i dette opgør, og man har da også det bedre hold og fik endda lidt oprejsning med et godt kæmpet og tiltrængt point på en svær udebane i Viborg i weekenden. Nu skal der bygges videre på det resultat, og som favorit hjemme mod en oprykker, betyder det også, at de skal en del længere frem på banen end mod Viborg. Det bør give chancer i begge ender.

Kolding vandt 4-3 i en vild kamp mod Roskilde, og nu har oprykkerne som det eneste hold i rækken maksimumpoint efter tre kampe. Ganske vist har modstanderne ikke været de sværeste af slagsen, men det er stadig vildt overraskende med den fornemme start. Nu kan de igen tage på en udebanetur med masser af gejst, mod og tro på tingene, og det er guld værd mod et ramt Køge-hold. Der har været masser af chancer i Koldings kampe hidtil, og på kunstgræsset i Køge bliver der næppe lavet om på det i denne kamp.

Ciffertip fra hoften: 2-1/2-2/1-1

HB Køge - Kolding: Over 2,5 mål til odds 1,75 hos Bet365

Begge hold har spillet to af tre kampe med mindst tre mål, og i Koldings sejr på 2-0 i Næstved kunne der snildt være kommet to-tre mål mere. HB Køge spillede ret defensivt mod Viborg senest, men den går ikke hjemme mod en oprykker, og kommer der først et hurtigt mål i kampen, så kan spillet hurtigt være hjemme.

Skive - Viborg

Spilles fredag d. 16/8 kl. 19.00 - Se mere info i vores matchcenter  

Skives oprykkere er et solidt hold, og de kommer til at spille mange tætte kampe i denne sæson. De har allerede spillet tre af slagsen, og udbyttet på fem point må være ganske tilfredsstillende for dem. Nu kommer den første rigtig svære test dog for dem, når de møder lokalrivalerne fra Viborg, der drømmer om oprykning og har et helt andet setup end lillebror Skive. For to sæsoner siden vandt Viborg alle tre indbyrdes kampe, men Skive er noget stærkere denne gang, mens Viborg er en anelse svagere.

Viborg har fået en pointmæssig start, og man er det eneste hold i rækken, der endnu ikke har indkasseret mål. Det giver en god defensiv tryghed, som Viborg ikke har haft i lang tid, og som kan være ekstrem vigtig i 1. division, hvor mange kampe afgøres på de små marginaler. Offensivt mangler man dog stadig en hel del. Mikkel Agger er ikke nødvendigvis den langsigtede løsning på 9´er-positionen, og senest sad kant-profilen Christian Sivebæk på bænken. Som i de andre kampe må de også mod Skive have god tålmodighed, for der kan stå 0-0 i et pænt stykke tid mod et hårdt kæmpende hjemmehold.

Ciffertip fra hoften: 0-1/1-1/0-2

Skive - Viborg: Under 2,5 mål til odds 2,10 hos Unibet

I betragtning af, at Viborgs forsvar har spillet til nul i alle tre kampe, og Skive igen forventes at stå med kompakt defensiv, så virker under-oddset en tand for højt her. Læg dertil, at begge hold har spillet to af tre kampe under linjen, og at der er tale om lokalopgør, hvor begge hold vil kæmpe for hver en meter.

Næstved - Hvidovre

Spilles søndag d. 18/8 kl. 13.45 - Se mere info i vores matchcenter  

Som nævnt i indledningen på artiklen har sæsonstarten været et mareridt i Næstved. Ikke kun inden for kridtstregerne, men i lige så høj grad uden for. Heldigvis for Næstved er sæsonen lang, og tiden vil arbejde for dem. Fredericias træner Jonas Dal udtalte også efter weekendens kamp, hvor Næstved tabte 1-3, at han var glad for at møde holdet nu, for når først det bliver sammenspillet, er der noget potentiale heri. Endnu er relationerne mellem spillerne på banen langt fra i top, og de kan også få det svært mod et godt sammenspillet Hvidovre-hold, som man ikke formåede at besejre i tre indbyrdes kampe i sidste sæson.

Hvidovre har på papiret også fået en rigtig skidt start på sæsonen med kun et enkelt point, men de kan trods alt tage med sig videre, at de har spillet to gode kampe i træk. Først spillede de stort set helt lige op med Viborg, mens de i weekenden i den grad havde Nykøbing på krogen. Det er stærkt, når man også tænker på, at holdet for tiden er uden midtbaneprofilen Østberg, og det bliver ikke nemmere mod Næstved af, at den centrale forsvarsspiller Mike Mortensen må sidde over med karantæne efter sit røde kort i Nykøbing-kampen.

Ciffertip fra hoften: 1-1/2-2/1-2

Næstved - Hvidovre: Hvidovre +0,5 til odds 1,70 hos Unibet

Oddsene indikerer, at Næstved er det stærkeste hold af de to på nuværende tidspunkt. På trods af et par fravær og et til tider lavt bundniveau hos gæsterne, så kan jeg have mine tvivl om det. Næstved spiller stadig ikke som et hold, og så er der langt til sejrene i denne række.

Roskilde - Vendsyssel

Spilles søndag d. 18/8 kl. 13.45 - Se mere info i vores matchcenter  

Roskilde havde en gylden chance for sæsonens første sejr, da de mod Kolding førte både 2-0 og 3-2. I stedet blev det til et nederlag på 3-4, og den må gøre ondt for det sammensatte hold, der af bookmakerne ikke levnes mange chancer for at klare sig fri af nedrykning. Nu har de mødt de to oprykkere i de to seneste kampe, og man er egentlig ganske fint med i kampene, men ét point i opgørene er ikke noget, der for alvor batter. Forsvarsmæssigt giver man alt for mange chancer væk, og mod et revanchelystent Vendsyssel-hold vil det koste point, hvis ikke defensiven forbedres.

Vendsyssel så meget tandløse ud i nederlaget mod Vejle, og hvis ikke det skal blive en mellemsæson for nedrykkerne, så skal der helt andre boller på suppen fremadrettet. Man startede ellers som lyn og torden mod Fredericia i premierekampen, spillede derefter udmærket mod Amager og tabte, men pilen peger den forkerte vej, og det var snarere indstillingen end en håndfuld skader, der var problemet mod Vejle. Vil vendelboerne blande sig i toppen, så skal kampen mod den forventede prügelknabe vindes, og det burde de også have kvaliteten til.

Ciffertip fra hoften: 0-2/1-3/1-2

Roskilde - Vendsyssel: 2 til odds 1,89 hos Nordicbet (nu 1,82 hos Danske Spil)

Roskildes sammensatte hold virker som rækkens svageste og har haft startproblemer. Vendsyssel har skadeskvaler, og Roskilde vil kæmpe hårdt, men hjemmeholdet har muligvis profiler ude, og udebanen kan passe Vendsyssel vel. Læs hele eksperttippet.

Regnskab efter spillerunde 3

  • Antal spilovervejelser (og ikke egentlige eksperttips) i ugeoptakten: 11
  • Status: +5,45 units
  • Tilbagebetalingsprocent: 149,55 %

Statistik for eksperttips kan findes på linket her
For 1. divisions-sæsonen 2019/20 lyder statistikken som følgende: 

  • Antal eksperttips: 7
  • Status: -6,00 units
  • Tilbagebetalingsprocent: 14,29 %