En Robert Skov-scoring reddede lidt at æren for ekspertpanelet i maj, men resultatet for en lavfrekvent måned bød alligevel blot på en tilbagebetalingsprocent på 84.

Corona-ramte april bød blot på 24 eksperttips på BetXpert, men i maj var der trods alt lidt bedring at spore antalsmæssigt på tip-siden. 50 tips blev det til, efter at flere ligaer trods alt er tilbage, men resultatmæssigt var der ikke meget glæde at hente.

Kun tre eksperter formåede nemlig at notere et overskud i maj, og dermed havnede ekspertpanelet som helhed med en kedelig statistik. Blot 16 af 50 tips var fuldtræffere, og dermed havnede tilbagebetalingsprocenten på sløje 84.

Ny tysk ekspert ramte plet

Der var dog lidt at glæde sig over, hvis man fulgte BetXperts nye tyske ekspert, ElNiño. Han præsterede seks spil efter den tyske genstart, og ét af disse var en sand, dansk fuldtræffer.

Eksperten havde nemlig luret, at Robert Skov var rykket noget længere frem på banen for Hoffenheim, og med danskerens målnæse fandt ElNiño stor værdi i, at Skov ville score sit holds første mål mod Paderborn. 

Blot fire minutter skulle Skov bruge, så sad ElNiños forrygende spil i skabet til flotte odds 7,00. Det hjalp gevaldigt til, at ElNiño totalt ramte en tilbagebetalingsprocent på 203.

Stærke MMA-bud

MMA har de seneste måneder været en kilde til god indtægt på BetXpert, og maj måned var ingen undtagelse. Denne gang var det Loke Barrett, der viste format, da han noterede en tilbagebetalingsprocent på 138 på sine seks forslag.

Sidste mand i plus i ekspertpanelet i maj var Mads BS, der tager sig af dansk divisionsbold. Mads lurede, at Fredericia ville slå Vendsyssel ude og smed derfor odds 3,25 i banken. 

Langt større aktivitet

Juni er traditionelt en mere stille måned på BetXpert, men sådan bliver det ikke i år. Der er fuld damp på kedlerne, og mange ligaer går i gang igen, så forvent massiv dækning i løbet af måneden. Vi glæder os.