I dag rammer vigtig deadline for en række danske spiludbydere
En større gruppe tilladelser til væddemål og online casino udløber ved årsskiftet. Spillemyndigheden anbefaler, at udbydere, der vil fortsætte på det danske marked, har sendt deres komplette ansøgning om fornyelse senest 1. september.
Kalenderen siger 1. september, og for en række betting sider og casinoer på det danske marked betyder det, at vi har ramt en vigtig dato.
En større gruppe af de danske tilladelser til væddemål og online casino udløber nemlig i dag.
Fristen betyder ikke, at en tilladelse automatisk forsvinder, hvis ansøgningen lander efter 1. september. Datoen hænger sammen med myndighedens forventede behandlingstid.
Spillemyndigheden oplyser, at en fornyelsessag vejledende tager omkring tre måneder, efter at alt nødvendigt materiale er modtaget. Derfor anbefaler myndigheden, at en komplet ansøgning ligger klar senest fire måneder før udløbet.
For operatørerne handler de kommende måneder dermed ikke alene om at fortsætte deres eksisterende aktiviteter.
En dansk tilladelse er tidsbegrænset, og en udbyder skal igennem en ny myndighedsbehandling for at få lov til at fortsætte, når den nuværende tilladelse udløber.
Tilladelser gælder højst fem år
At en større gruppe nu står foran en fornyelse, skal ses i sammenhæng med den måde, det danske licenssystem er bygget op på.
En tilladelse til at udbyde onlinecasino eller væddemål i Danmark gives i op til fem år. Det betyder, at eksisterende udbydere med jævne mellemrum skal søge på ny, hvis de ønsker at blive på det regulerede danske marked.
Spillemyndigheden har ikke i sin meddelelse oplyst, præcis hvor mange tilladelsesindehavere der har udløb den 31. december, men beskriver selv gruppen som en "større gruppe".
Fornyelsen er samtidig mere end en administrativ formalitet.
Ansøgningen sker via Spillemyndighedens blanket 2-01, der bruges både ved nye ansøgninger og ved fornyelser.
Ansøgningen omfatter blandt andet oplysninger, som myndigheden bruger til at vurdere, om selskabet fortsat kan drive spilvirksomhed fagligt og økonomisk forsvarligt.
Derudover skal relevante personer omkring selskabet afgive personlige oplysninger gennem Tillæg A.
Det gælder blandt andet medlemmer af direktion og bestyrelse samt reelle ejere i koncernen. I forbindelse med vurderingen indgår blandt andet straffeattester og gældserklæringer.
Netop dokumenternes alder er en af årsagerne til, at processen har et relativt snævert tidsvindue.
Straffeattester og gældserklæringer fra personens nuværende bopælsland må som udgangspunkt højst være seks måneder gamle på ansøgningstidspunktet.
Spillemyndigheden oplyser samtidig, at en fornyelse tidligst kan søges seks måneder før udgangen af 2026, fordi en række dokumenter ellers risikerer ikke længere at opfylde aktualitetskravene.
Med andre ord har udbyderne ikke kunnet sende papirerne af sted et år i forvejen for at være på den sikre side.
FAKTA | Det skal spiludbyderne være opmærksomme på
- Fakta: Det skal spiludbyderne være opmærksomme på
-
En tilladelse til online casino og væddemål gælder i op til fem år.
En større gruppe eksisterende tilladelser udløber 31. december 2026.
Spillemyndigheden anbefaler ansøgning senest 1. september.
Alt nødvendigt materiale skal indsendes samlet.
Den vejledende behandlingstid er omkring tre måneder, når myndigheden har modtaget alt materiale.
Centrale dokumenter som straffeattester og gældserklæringer må som udgangspunkt højst være seks måneder gamle.
En fornyelse af enten onlinecasino eller væddemål koster 137.300 kroner i ansøgningsgebyr i 2026.
En samlet fornyelse af både væddemål og onlinecasino koster 171.700 kroner.
Det er ikke gratis at blive på markedet
Fornyelsesprocessen indebærer også en direkte omkostning for operatørerne.
I 2026 koster det 137.300 kroner at ansøge om fornyelse af en eksisterende tilladelse til onlinecasino. S
øger et selskab om at forny både sin tilladelse til online casino og væddemål, er det samlede ansøgningsgebyr 171.700 kroner. Gebyret skal betales samtidig med, at ansøgningen indsendes.
Til sammenligning er prisen for en helt ny tilladelse betydeligt højere. En ny tilladelse til online casino koster 343.300 kroner i 2026, mens en samlet ny tilladelse til både væddemål og online casino koster 480.600 kroner.
En fornyet tilladelse betyder desuden fortsat, at udbyderen skal leve op til de omfattende krav, der følger med adgangen til det danske marked.
For onlineudbydere omfatter det blandt andet adgang for Spillemyndigheden til datalageret SAFE, løbende overførsel af spildata ved hjælp af sikkerhedssystemet TamperToken og kontrol af spillernes status i ROFUS.
Derudover gælder en række certificerings- og sikkerhedskrav til blandt andet spilsystemer, informationssikkerhed, penetrationstest og sårbarhedsscanning.
Det er derfor ikke blot et spørgsmål om at betale et gebyr og forlænge en eksisterende aftale.
Myndigheden skal igen kunne vurdere, om selskabet og personerne bag fortsat lever op til betingelserne for at have adgang til det regulerede danske marked.
Det gør årets fornyelsesrunde interessant ud over selve papirarbejdet. Spillemyndigheden har ikke offentliggjort, hvilke af de berørte operatører der allerede har søgt om fornyelse, eller hvilke der eventuelt vælger ikke at fortsætte efter årsskiftet.
Først når processen er længere fremme, bliver det derfor tydeligere, hvordan listen over danske tilladelsesindehavere ser ud i 2027.
Men for den større gruppe, hvis nuværende tilladelser udløber ved årsskiftet, er første vigtige dato allerede nået. 1. september er Spillemyndighedens anbefalede sidste dato for at have den komplette fornyelsesansøgning inde, hvis der skal være plads til den forventede sagsbehandling inden 31. december.
Tilføj kommentar