Ex-badmintonspilleren, Joachim Persson, der tidligere har ligget nummer seks på verdensranglisten, er blevet idømt en bøde og 18 måneders karantæne fra al badminton for ikke at have indberettet to episoder, hvor han var vidende om potentiel matchfixing.

I to tilfælde i sin aktive karriere er den tidligere elitebadmintonspiller, Joachim Persson, blevet kontaktet af andre badmintonspillere, som har talt med ham om at fixe en given kamp. 

Kun i det ene tilfælde var Joachim Persson selv direkte involveret i kampen, men i begge tilfælde har Persson ikke indberettet henvendelsen til det internationale badmintonforbund, BWF. Og det er han i dag blevet straffet for, skriver TV2.

De næste 18 måneder må den nu pensionerede Joachim Persson ikke deltage i badmintonturneringer eller arbejde i en funktion, der er relateret til sporten - herunder som træner eller i en administrativ rolle. Derudover har han fået en bøde på 30.000 kroner.

"Det dummeste i verden at overveje"

De to tilfælde, hvor Persson ikke har indberettet mulig matchfixing, er fra perioden 2014 til 2017, skriver DR. I det ene tilfælde kontaktede en spiller fra Malaysia Persson for at få ham til at tabe første sæt i deres indbyrdes kamp for derefter at vinde kampen. Det afviste Persson og vandt kampen i to sæt.

I det andet tilfælde var der en spiller, der kontaktede Persson om en kamp, som han selv overvejede at fixe. På daværende tidspunkt var det tilladt for aktive badmintonspillere at bette på badmintonkampe, de ikke selv var involveret i, og det havde Persson gjort længe og været meget åben om.

Persson fortalte angiveligt den unavngivne badmintonspiller, at det skulle han slet ikke overveje, og at "det var det dummeste i verden at overveje."

Oprindeligt var BWF ikke klar over, at sidstnævnte tilfælde havde fundet sted. Persson fortalte dem det selv i forbindelse med en afhøring om det første tilfælde med den malaysiske spiller.

Ikke bevist, at der har været tale om manipulation

BWF har anerkendt, at det ikke er bevist, at de to kampe er blevet manipuleret, men har stadig straffet Persson for ikke at indberette sin viden og for at nægte at udlevere personlige oplysninger om sine bankkonti og telefon.

Persson kalder ifølge DR dommen for komplet latterlig og for et justitsmord og understreger, at han ikke har været involveret i matchfixing.

Persson er til daglig sportschef i badminton-klubben Langhøj, men holdejer Jørgen Søvndal kalder i et interview med Dagbladet Holstebro-Struer Persson for "helt færdig" i klubben.

Ifølge BT er Badminton Danmark ikke bekymret over, at dansk elitebadminton generelt kan være plaget af matchfixing, da der bruges ressourcer på at undervise alle spillere på både eliteniveau og u-landsholdsniveau.