Endnu en bookmaker kan være på vej ind på det danske marked. Coolbet forventer at tilbyde deres produkt til danskerne til efteråret, når bookmakerens licensansøgning er færdigbehandlet hos Spillemyndigheden.

Bookmakeren Coolbet bekræfter over for BetXpert, at de har ansøgt om en spillelicens hos Spillemyndigheden. Det fortæller den danske landechef hos Coolbet, Rune Brandt. 

"Vi har arbejdet på licensen siden begyndelsen af året. Det tager tid at leve op til de tekniske krav og dokumentere vores processer, så vi kan få de certifikater, som Spillemyndigheden kræver," siger landechefen. 

"Vi har netop afleveret de sidste dokumenter, og så kommer det an på, hvor hurtig Spillemyndigheden er til at behandle ansøgningen. Vi satser på at kunne holde åbningsfest senest til efteråret - måske allerede i august," fortsætter Rune Brandt.

Coolbet har en spillelicens i Estland og Sverige og har netop fejret tre års fødselsdag. De har over 150.000 kunder i seks forskellige lande. Coolbet har hovedsæde i Tallinn med cirka 150 ansatte og ejes af virksomheden StayCool OÜ.

"Mange danskere har mailet os og spurgt, om Coolbet ikke snart kommer til Danmark. De er typisk trætte af, at de ikke kan spille på de odds, der ligger i top på sammenligningssiderne, eller har set et casinotilbud, de godt kunne tænke sig. Danske pokerspillere har også allerede fundet frem til Coolbet Open, som vi holder to gange om året i Tallinn, Estland," siger Rune Brandt. 

"Nu er vi jo allerede i de andre nordiske lande, og det er gået forrygende, så det er på tide at Danmark også bliver cool. Vi fejrede vores tre års fødselsdag 16. maj med over 150.000 kunder, så det er gået stærkt. Vi fik licens i Sverige sidste år, så det gav blod på tanden til at få den danske på plads også."