Danske Spil* erkender at den nuværende Oddset-side ikke duer til de nye tider. Firmaer vil købe en betting-platform og søsætte den i april...

1. januar træder det nye danske licenssystem i kraft, og Danske Spil* får – lovlig – konkurrence fra en lang række andre spilleselskaber. Mange af disse har meget større erfaring med at udbyde spil på nettet end Danske Spil*, og det danske firma har derfor lagt sig i selen for at styrke sin konkurrenceevne i kampen om danskernes spillekroner.

På Kasino- og poker-fronten sker det ved at alliere sig med en stor partner (eventuelt bwin*.party) der skal levere software og netværk.

Samarbejde på betting-fronten

Og nu viser det sig at Danske Spil* også på betting-fronten vil søge et samarbejde. I erkendelse af at firmaets egen platform (et eksempel kan ses her) ikke er tidssvarende, vil DS købe en løsning.

Leverandører har indtil 13. december til at komme med bud, og hensigten er at Danske Spils nye betting-platform skal søsættes i april. Indtil da vil DS fortsætte med egen platform.

Det er værd at lægge mærke til der kun er tale om en platform, altså den tekniske del af en bookmaker. Danske Spil* vil altså nok fortsat selv sætte odds.