Den nye spillelov: Flere firmaer har søgt om tilladelse til at tilbyde spil hos forhandlerne

Den nye spillelovgivning træder i kraft pr. 1. januar 2012 og det kan betyde, at vi fra det nye år får flere bookmakere at spille hos, når oddskuponen skal laves i det lokale supermarked.

Flere udenlandske bookmakerfirmaer har nemlig søgt om tilladelse til at udbyde spil hos forhandlere som supermarkeder og kiosker - præcis som Danske Spil gør det nu.

Tina R. Olsen, der er leder af Spillemyndigheden hos Skat udtaler følgende til Dansk Handelsblad:

"Blandt de 43 udenlandske selskaber, som har ansøgt om tilladelse til at tilbyde spil i Danmark, er der fem-ti selskaber, som har indikeret, at de ønsker at sælge gennem forhandlere. De øvrige ønsker at sælge online på nettet, men vores tilladelse giver dem mulighed for også at tilbyde spil gennem forhandlere, hvis de senere skulle ønske det. De skal blot orientere os om det først".

Om vi allerede fra den 1. januar vil få andre udbydere at se i diverse kiosker er ikke sikkert, men med så mange ansøgninger i hænde hos Skat, er der i hvert fald åbnet op for at det kan blive en realitet på et tidspunkt.

Hvilke firmaer der har søgt løftes sløret ikke for på nuværende tidspunkt.

Hvad betyder loven for den enkelte spiller?

Ovenstående er blot én af mange muligheder og konsekvenser som den nye spillelov muliggør. Vi har lavet en FAQ der givet et godt overblik over hvad den nye lov kommer til at betyde for dig som spiller.

Læs den her: http://www.betxpert.com/artikel/faq-hvad-betyder-den-nye-danske-spillelov-for-mig