Zlatan leverede, men Galaxy skuffede i svenskerens første halvsæson i amerikansk soccer. Kan LA-holdet tage revanche i år? Og hvad gør Toronto efter Giovincos skifte til Saudi-Arabien? BetXperts MLS-ekspert, Rasmus G, har leveret en ordentlig moppedreng af en optakt, der giver dig det komplette overblik over den bedste amerikanske fodboldrække. Enjoy!
MLS grundspillet begynder d. 2 marts kl. 19:00 dansk tid. Personligt er det en af mine yndlings-ligaer, da den er lavt eksponeret, der findes mange brugbare informationer på det tidlige stadie, og så er det en ret så underholdende liga.
Jeg vil i denne optakt gå igennem alle holdene og fortælle kort om dem. Da ligaen er ret så stor og grundet deres draftsystem, vil alle transfers ikke gennemgås, men der vil derimod være mulighed for at komme med spørgsmål, som jeg vil forsøge at svare på bedst mulig vis. Alle spørgsmål og tanker er mere end velkomne.
Ligaen er opdelt i Øst-konferencen og Vest-konferencen. Man spiller i grundspillet om at kvalificere sig til playoffs, som er vejen til MLS-Cup der er trofæet i ligaen. Hvert hold i hver konference spiller både ude og hjemme mod hinanden, men samtidig spiller de også en enkelt kamp mod hvert hold fra den modsatte konference.
Det vil i sidste ende give 34 kampe i grundspillet. Det hold, der på tværs af begge ligaer opnår flest point i grundspillet, vinder ”Supporters Shield”, som svarer lidt til det, vi kender som et "almindeligt" mesterskab fra europæiske ligaer. Det hold, der vinder Supporters Shield får udover titlen æren af at være vært for MLS Cup-finalen.
Der går syv hold videre til playoffs fra hver konference. Det bedste hold i hver konference går direkte videre fra den første playoff-runde. Nr. 2 vil møde nr. 7, mens nr. 3 vil møde nr. 6. Vinderen af nr. 4 og nr. 5 vil i næste runde skulle møde nr. 1 fra deres konference. Der vil altså være noget at spille om helt til sidste ende.
Odds på MLS: Hvem vinder?
Udvalgte odds på vinderen af MLS 2019 | Bedste odds | Bookmaker |
New York Red Bulls | 7,00 | |
Atlanta United | 7,00 | |
Los Angeles Galaxy | 7,00 | |
Los Angeles FC | 11,00 | |
New York City FC | 10,00 | |
Seattle Sounders | 12,00 | |
Portland Timbers | 17,00 | |
Sporting Kansas City | 18,00 | |
Toronto FC | 19,00 |
Odds på vinderen af MLS er senest opdateret den 1.marts klokken 20:59.
Vest Konferencen
FC Dallas
Kort om holdet: FC Dallas har fået ny træner i Luchi Gonzalez, som de sidste mange år har stået i spidsen for deres akademi. Han skal være med til at skabe grobund for den ungdom, som Dallas gerne vil satse på. De kommer til at have et ungt hold denne sæson med en masse talenter. Dallas kommer formentlig til at spille en form for presfodbold, men med en god solid defensiv. Holdet har mistet flere af de bærende spillere fra sidste sæson.
Sidste års placering i grundspillet: 4
Elimineringsrunde: 1/8-finalen
Største styrke: Defensiven bliver i år deres største styrke. Defensiven var en af de stærkeste elementer sidste sæson, og de bærende spillere derfra er stadig i klubben.
Største svaghed: Det unge hold og den tvivlsomme offensiv. Et meget ungt og muligvis talentfuldt hold, som dog er uprøvet og ikke spillet sammen endnu. Uden Lamah og Urutti er der bestemt andre spillere, der skal løfte niveauet.
Vigtigste signings: Dallas har ikke haft et specielt godt transfervindue. Man har hentet midtbanespilleren Bryan Acosta ind, men det ligner ikke en spiller, som kommer til at ændre utrolig meget for Dallas.
Værste afgange: Angriberen Urutti kommer til at blive savnet, da han konstant var en trussel for modstanderen. Otte mål og syv assist sidste sæson er måske ikke prangende, men han var et bærende element.
Betydningsfulde spillere: To spillere som, kommer til at have stor betydning for Dallas, er midtstopper Hedges og backen Cannon. Matt Hedges var grundstenen i Dallas' defensiv sidste sæson, og sammen med den unge, men alligevel rutinerede Cannon skal han sikre samme defensive stabilitet.
Potentiel MVP: Den kreative colombianer, Christian Barrios, viste sidste sæson glimt af genialitet. Han var dog meget svingende i niveau, men med Lamah og Urutti ude kan han blive den største profil.
Straffeskytte: Pablo Aranguiz/Harold Mosquera
Forventet placering: 10
Houston Dynamo
Kort om holdet: Et af de mest underholdende hold i MLS, grundet deres meget offensive og til tider naive tilgang til kampene. Det direkte og offensivt satsende hold kommer tit til at efterlade plads bagud i banen. Hvis de vil rangere højere i år, skal de finde en mellemløsning, men det ser ud, som om de vil fortsætte samme underholdende spillestil.
Sidste års placering i grundspillet: 9
Elimineringsrunde: Ikke i playoff
Største styrke: Deres offensiv er det stærkeste våben, de udfordrende kanter er altid garant for chancer. Samtidig har de en angriber, som scorer de nødvendige mål.
Største svaghed: Rummet, de efterlader bagud. Houston Dynamo er mest af alt kendt for ”indianer fodbold” med chancer i begge ender konstant.
Vigtigste signings: Dynamo har henter Aljaz Struna, som har været fast midtstopper i Serie B i flere sæsoner samt en enkelt sæson i Serie A. En vigtig signing, da der er blevet ryddet godt ud i defensiven.
Dynamo manglede hele sidste sæson en reel højreback. Machado er blevet solgt, da han var blevet for langsom til backen. Andrew Wenger er gået på pension, og i år lader de til, at Chris Duvall får pladsen. Sidste sæson spillede han sløjt. Han har dog i tidligere sæsoner vist sig som en rigtig stabil højreback. Kan de få ham tilbage på samme niveau som i 15/16, vil det være et fornuftigt valg.
Værste afgange: Ingen direkte betydningsfulde afgange, men en masse defensive spillere er stoppet eller solgt. Der kommer altså til at mangle bredde og kvalitet i defensiven, skulle en af de faste spillere blive skadet.
Betydningsfulde spillere: Juan Cabezas var skadet meget af sidste sæson, men måske også en af grundende til, at der var for meget plads i Dynamo-defensiven. Cabezas fungerer, som balancespiller på den defensive midtbane. Han bliver ekstremt vigtig denne sæson, da han skal udfylde alt den plads, som kanterne efterlader. Derudover er Cabezas også fordelingsspilleren, som svarer til den rolle, den tidligere Roma-spiler, Michael Bradley, udfører i Toronto FC.
Når der bliver investeret så meget offensivt, så er det samtidig også nødvendigt at have en angriber, der kontinuerligt scorer mål. Sidste sæson gjorde Mauro Manotas det, og det kunne meget vel blive en endnu god sæson for ham.
Potentiel MVP: Alberth Elis er måske en af de mest talentfulde kanter i ligaen. Han er ekstremt hurtig, kølig foran mål og stærk i luften, så han har potentiale til at være blandt de bedste i ligaen. Han mangler dog det sidste overblik for at nå op på den helt store klinge.
Straffeskytte: Manotas/Elis
Forventet placering: 7
Los Angeles Galaxy
Kort om holdet: LA Galaxy har dette år fået ny træner, hvilket også var på sin plads. Valget er faldet på Schelotto, som virker til at være en fin træner. Han har været i Lanus, Palermo og Boca Juniors - med sidstnævnte vandt han ligaen to gange. Galaxy har fået ryddet ud i nogle af alle de ”alibispillere”, som de havde spillende og skal nu starte på en frisk.
Sidste års placering i grundspillet: 7
Elimineringsrunde: Ikke i playoff
Største styrke: Offensiven. Der ligger utrolig meget kvalitet gemt i LA Galaxys offensiv, og hvis Schelotto formår at få alle individualisterne til at kunne fungere sammen, så står Galaxy med en dødsens farlig offensiv.
Største svaghed: Defensiven. Sidste år lukkede Galaxy 64 mål ind i grundspillet, og det var helt tydeligt, at det var det svageste led. Ashley Cole og Michael Ciani er ikke længere i klubben, men man står stadig med en spiller som Skjelvik, der formentlig skal starte, men slet ikke har niveauet.
Vigtigste signings: Diego Polenta – en midtstopper, som eftersigende skulle have været et tabt talent. Han tog sidste år et halvt års pause fra fodbolden, fordi han skulle finde sig selv. Han er dog nu tilbage i Galaxy-trøjen og kan muligvis være redningsmanden for defensiven.
Værste afgange: Har ikke haft nogen afgange der kommer til at skade holdet. Ashley Cole er den med størst betydning, men hans niveau var kraftigt dalende til sidst.
Betydningsfulde spillere: Jonathan Dos Santos kommer til at få en enorm rolle på holdet, da Schelotto forlanger en arbejdshest inde på midten. Grundet de mange offensive spillere i Galaxy kommer der til at være plads for modstanderen. Dos Santos skal tilbage til sin gamle spillestil, hvor han dækkede alle huller og var en maskine på midten.
Potentiel MVP: Potentiel? Nej, stensikker. Zlatan Ibrahimovic viste sidste sæson, at han langt fra er færdig. Den nu 37-årige svenske angriber scorede 22 mål og lavede 6 assist i 24 kampe sidste sæson, og hans niveau er fortsat klasser over MLS.
Straffeskytte: Zlatan Ibrahimovic
Forventet placering: 5
Real Salt Lake
Kort om holdet: RSL er måske det største spørgsmålstegn til den kommende sæson. Truppen er fyldt med talent, og der er mange spillere om buddet. Sidste sæson var de et af mest svingende hold i niveau og det kan igen i år blive fugl eller fisk. Truppen i RSL er stor og allerede sidste sæson, var der blandt flere spillere småbrok over manglende spilletid. Det kan brede sig til noget alvorligt, hvis ikke træner Petke får skabt et hierarki i truppen. Grundet de mange forskellige typer af spillere, så kan RSL også spille på forskellige måder, og det er ikke til at vurdere, hvilken tilgang Petke vil benytte. Jeg har dem til at slutte i bunden, men talentet er bestemt til en top 5-placering.
Sidste års placering i grundspillet: 6
Elimineringsrunde: Kvartfinalen
Største styrke: Talentmassen i RSL er enorm, da de har et godt akademi. Truppen består primært af sultne, unge spillere, som har større ambitioner end MLS. Det er typisk en god start for et MLS hold, men der skal også være balance i truppen. Derudover har de et farligt angreb, når deres spillere præsterer på toppen, men det er langt fra givet.
Største svaghed: De svingende præstationer skal Petke have styr på. Det kommer sandsynligvis også i takt med, at spillerne bliver ældre og mere rutinerede. Et andet spørgsmål er også, hvem der skal tage tøjlerne i RSL. Kigger man på defensiven, så er Justin Glad med afstand den bedste stopper, de har, men han er 22 år og ligner ikke en leder på banen. Kyle Beckerman bør lede midtbanen, men med sine 36 år kommer han næppe til at spille 2800+ minutter. Angrebet er fyldt med humørspillere, som der ikke kan regnes med hver kamp.
Derudover så er den legendariske RSL-keeper, Nick Rimando, også ved at være godt ”over the hill”. Den 39-årige målmand på blot 176 cm så ud til at være et af de svageste led flere gange sidste sæson. Han kan risikere at blive udstillet mod nogle af de hold, som besidder dygtige afsluttere.
Vigtigste signings: Everton Luiz ligner en fornuftig signing, han kommer fra Spal i Serie A, hvor han har fået 21 kampe. Derudover har han både erfaring fra Champions League og Europa League. En spændende, brasiliansk defensiv midtbanespiller, som skal tage over for Beckerman.
Værste afgange: RSL har ikke sagt farvel til nogen spillere af mærkbar betydning.
Betydningsfulde spillere: Justen Glad er kun 22 år, men en essentiel del af RSLs defensiv. Glad skal denne sæson tage mere ansvar og begynde at tage ejerskab over defensiven.
Damir Kreilach er en målfarlig angriber, som er dygtig til at komme ned i banen og agere spilstation. Sidste sæson holdt han en udmærket niveau igennem alle kampene og var målfarlig i de fleste kampe. Det bliver vigtigt at have en offensiv spiller, som kontinuerligt præsterer.
Joao Plata er på sine bedste dage en af de absolut bedste spillere i MLS. Det er dog i meget korte perioder, man ser dette niveau fra kantspilleren. Han kan gøre forskellen i enkelte kampe, men det er langt fra givet, at Petke ser ham som en starter.
Potentiel MVP: Albert Rusnak bør være playmakeren i RSL den kommende sæson. Sidste sæson blev meget rodet for RSL, og det var ikke meget opbyggende spil, de fik kreeret. Rusnak var dog fantastisk i sin første sæson i MLS, da han stod for en stor del af opbygningen til angrebene. Kan Rusnak komme tilbage til samme spillestil og samme niveau, kan han være afgørende for RSLs offensiv.
Straffeskytte: Albert Rusnak
Forventet placering: 11
San Jose Earthquakes
Kort om holdet: Ny træner, Matias Almeyda, som har et rigtig fornuftigt CV. Flere titler i Mexico - blandt andet den prestigefyldte CONCACAF Champions League i 2018. Sidste år var Earthquakes dog et af de dårligste hold i ligaen, og med minimal udskiftning ser det igen i år svært ud.
Sidste års placering i grundspillet: 12
Elimineringsrunde: Ikke i playoff
Største styrke: Træneren bliver deres største styrke denne sæson. En træner med stor gejst og, som spiller på en helt unik måde. En meget aggressiv og alternativ tilgang, hvis han fortsætter i samme spor som i Chivas. Almeyda spiller med mand til mand pres, hvor hans spillere dækker den samme spiller stort set over hele banen.
Største svaghed: Kvaliteten i truppen. En af de svageste trupper i ligaen, så på trods af trænerens kvaliteter bliver det svært for Quakes at præstere store resultater.
Vigtigste signings: Judson og Espinoza. De to eneste signings, som måske kan bringe en anelse kvalitet til holdet.
Værste afgange: Ingen væsentlige afgange
Betydningsfulde spillere: Valeri Qazaishvili kan dække stort set samtlige offensive pladser. Han har flair og kan afgøre kampe på egen hånd, men kan måske blive fundet for svag defensivt af træner Almeyda.
Potentiel MVP: Judson – en brasiliansk 5’er der er hentet ind for at skabe noget stabilitet på midtbanen. Han har spillet fast mange år i den brasilianske Serie B og skulle eftersigende være en dygtig pasningsspiller – noget som Quakes har manglet på midten.
Straffeskytte: Chris Wondolowski
Forventet placering: 12
1X2 odds, San Jose Earthquakes - CF Montreal II, Søn. 3. mar. 2019 kl. 04:05
Colorado Rapids
Kort om holdet: Rapids har fået hentet flere fine navne ind og står klart stærkere end sidste sæson. Rutinerede spillere, som er gode på bolden, og Rapids har nu muligheden for at spille den boldbesiddende fodbold, de gerne vil. Rapids spiller i en 4-4-2 med en diamant på midten for at skabe mest mulig kontrol.
Sidste års placering i grundspillet: 11
Elimineringsrunde: Ikke i playoff
Største styrke: Rapids kan nu stille med et forholdvis balanceret hold, i den forstand at spillerne begynder at klæde hinanden. Jeg forventer et ret stabilt Rapids-mandskab, som ikke kommer til at overpræstere, men hente de point, der skal til.
Største svaghed: Kofi Opare og Rosenberry er hentet ind til at styrke defensiven, men spørgsmålet er, om de to er nok. Sidste års forfærdelige defensiv skal der rettes op på, men kan træner Hudson klare det?
Vigtigste signings: Kofi Opare og Rosenberry er to nødvendige signings. Opare er bundsolid i defensiven, mens Rosenberrys mange overlap fra backen er nødvendig med en diamant på midten. Derudover er der også hentet to kvalitetsangribere i Kamara og Rubio.
Værste afgange: Edgar Castillo bidrog med meget til det offensive spil fra venstrebacken, og som nævnt tidligere bliver det vigtigt med offensive backs, når der spilles med en diamant på midten.
Betydningsfulde spillere: Kei Kamara i topniveau er en stærk angriber, som fylder meget for de fleste defensiver i MLS. Deruodver de førnævnte defensive signings i Opare og Rosenberry, som skal holde styr på defensiven.
Potentiel MVP: Kei Kamara. Den 34-årige angriber har igennem flere sæsoner været blandt de mest interessante angribere i MLS. Sidste sæson var han også en stor faktor i Vancouver. Kan Kamara finde sit topniveau frem, bliver han en stor målmaskine på et sandsynligvis meget chanceskabende Rapids-mandskab.
Straffeskytte: Diego Rubio
Forventet placering: 6
Sporting Kansas City
Kort om holdet: SKC har muligvis et af de mest afblancerede hold i ligaen, sammen med NYRB og Atlanta United. SKC har stort set klasse på samtlige pladser og burde være blandt favoritterne til at vinde MLS Cup.
Sidste års placering i grundspillet: 1
Elimineringsrunde: Semifinalen
Største styrke: SKC har i mine øjne den bedste midtbane i ligaen, der består af Espinoza, Gutierrez og Sanchez. Alle tre er teknisk over MLS, samtidig med at de med deres blik for spillet kan sætte fronttrioen op til enhver tid.
Største svaghed: Måske den eneste plads i SKC, som ikke er udfyldt med en klassespiller. Angrebspladsen er blevet svækket, efter Rubio er taget afsted, og man ikke har formået at hente en angriber af samme kvalitet. Nemeth og Hurtardo er ikke kontinuerlige nok med deres scoringer.
Vigtigste signings: Andreu Fontas blev hentet i sommer i Celta Vigo, men fik ikke spillet mere end 90 minutter, fordi Vermes ikke ville pille ved sit foretrukne midtstopper-par. Han ligner dog et stort scoop. Fået sin opvækst i FC. Barcelona, har spillet fast i Celta Vigo i flere sæsoner og har Champions League og Europa League på CV’et.
Kelyn Rowe er kommet til fra Colorado Rapids, en ganske habil kantspiller, som eftersigende skulle have været blandt de bedste i opstarten. Salloi er meget svingende i niveau, og han kan næppe opretholde samme høje niveau fra sidste del af sidste sæson.
Værste afgange: Ike Opara er taget videre fra SKC, men dog blevet erstattet af Fontas. Opara er blandt de bedste midtstoppere i ligaen, og samarbejdet mellem Opara og Besler var fantastisk. Besler er ligeledes en af de bedste midtstoppere i ligaen, mens Fontas har potentiale til at blive det. Spørgsmålet er dog, om de to kan få det samme samarbejde op at stå som Besler og Opara.
Betydningsfulde spillere: Zusi er en fantastisk højre back og går klart ind i en top 5 over bedste backs i ligaen. Sidste år var han fænomenal og kan blive blandt de bedste igen, hvis han opretholder niveauet.
Midtbanen – læs ovenfor under "Største styrke".
Potentiel MVP: Den tidligere Derby-kant Johnny Russel kom til MLS sidste sæson og allerede i første sæson viste han elementer af genialitet. Den skotske landsholdsspiller, har tydeligvis et højere gear end de fleste i ligaen. Kan han finde et lidt højere gennemsnitsniveau, så bør han være manden, der kan afgøre tingene for SKC set over hele sæsonen.
Straffeskytte: Sanchez/Russel
Forventet placering: 1
1X2 odds, Los Angeles FC - Sporting Kansas City, Man. 4. mar. 2019 kl. 02:40
Seattle Sounders
Kort om holdet: Et yderst rutineret mandskab, som altid spiller efter resultatet, uden det behøver at være kønt. En af de bedste defensiver i ligaen, samt en af de mest taktisk kloge trænere i ligaen. Det gør, at man aldrig kan afskrive Sounders fra at tage det hele. Holdet er opbygget om en solid defensiv kerne og en genial 10'er i Lodeiro, som styrer alt offensivt for Sounders. De har dog til denne sæson mistet deres måske vigtigste defensive spiller.
Sidste års placering i grundspillet: 2
Elimineringsrunde: Kvartfinalen
Største styrke: Defensiven er den største styrke i Sounders, da det også er her, træner Schmetzer er stærkest og lægger det største fokus. Sounders er kyniske i deres kampe og forstår, hvordan man lukker en kamp.
Største svaghed: Offensivt er de alt for afhængige af Lodeiro, som er den eneste, der har visionen og kreativiteten til at levere kontinuerligt. Sidste år var Lodeiro ude i en længere periode, hvor Sounders hang langt efter i tabellen. Hvis den 29-årige playmaker løber ind i sådan en skade igen, kan det blive rigtig svært for Sounders.
Vigtigste signings: Sounders har ikke hentet nogen reelle forstærkninger.
Værste afgange: Ozzy Osvaldo er smuttet fra klubben og det kan komme til at koste dem rigtig meget. Sammen med Chad Marshall var Osvaldo kernen af Seattle-midtbanen og -defensiven. En af de bedste defensive midtbanespillere i ligaen, som altid beskyttede forsvaret til perfektion. Sounders har ikke fået hentet en erstatning, så Schmetzer har en stor opgave at løse.
Betydningsfulde spillere: Den unge midtbanespiller Christian Roldan viste sidste år prøver på sit offensive spil. Han har kreativiteten i sit spil, og kan han lægge den sidste kvalitet på, får Sounders en spillere mere, som kan have stor indflydelse på opbygningen i Sounders' spil.
Chad Marshall er på trods af sine 34 år stadig en klasse MLS-midtstopper. Han er langt fra den hurtigste spiller, men grundet Sounders dybe defensiv er det også sjældent, hurtigheden bliver aktuel. Det bliver vigtigt for Sounders, at de kan holde Marshall skadesfri, da han er styrmanden i defensiven.
Potentiel MVP: Nicolás Lodeiro bliver uden tvivl MVP for Sounders igen i år. Han er en af de bedste playmakere i MLS og har en vision for spillet, som ingen andre i Sounders besidder. En god defensiv er et godt udgangspunkt, men fjerner man Lodeiro fra Sounders offensiv, så får de svært ved overhovedet at nå 30 mål i sæsonen.
Straffeskytte: Nicolás Lodeiro
Forventet placering: 4
Portland Timbers
Kort om holdet: Måske den største overraskelse sidste sæson, da de gik hele vejen til finalen. Der er flere rigtig dygtige spillere på Timbers-holdet, men de mangler fortsat at finde en kvalitetsangriber. I preseason har defensiven set sårbar ud, og det kan meget vel være, fordi Ridgewell er taget til Hull. Timbers vil gerne have bolden for egne fødder og forsøger altid at skabe chancer i det åbne spil. Timbers kommer formentlig til at spille 4-2-3-1 i den kommende sæson, så Blanco og Valeri kan få den frihed, de skal bruge. Finalepladsen var flot, men kom også en anelse heldigt. Havde det ikke være for Valeri og tildels Blancos genialiteter, så havde de ikke nået finalen.
Sidste års placering i grundspillet: 5
Elimineringsrunde: Finalen
Største styrke: Timbers er dygtige på bolden og mod hold, der står defensivt og ikke vil have initiativet, der skinner de igennem. Dog kommer de somme tider i en situation, at der ikke er nok kvalitet på midtbanen, til at de kan skabe overtaget i kampen og styre slagets gang. Valeri og Blanco er begge fantastiske boldspillere, og når hold lader dem styre kampen, ser de fantastiske ud.
Største svaghed: Spillermaterialet er fortsat ikke til at spille den form for fodbold, som Savarese gerne vil. Sidste sæson bølgede deres kampe ofte frem og tilbage, og da de ikke kan skabe overtag i en hel kamp, så bliver de ofte pressede og kan ikke finde løsninger. Savarese skal putte flere muligheder på Portlands spil, da de heller ikke denne sæson kommer til at kunne styre alle kampe.
Vigtigste signings: Alvas Powell er taget til Cincinnati, så derfor har Timbers været tvunget til at finde en ny højreback. Valget er faldet på Jorge Moreira, som har været reserve i River Plate. Han ligner dog en fornuftig erstatning, som måske kan give en anelse mere kvalitet end før.
Værste afgange: Liam Ridgewell kommer til at blive savnet i defensiven, da hans partnerskab med Mabiala fungerede godt. De to stod for en solid defensiv kerne, som bliver svær at erstatte.
Betydningsfulde spillere: Sebastian Blanco har et usandsynligt godt spark og har i flere omgange afgjort kampe alene for Timbers. Han leverede på et uhørt højt niveau sidste sæson. Kan han præsterer samme niveau igen, så bliver det endnu engang et Timbers-mandskab, man ikke kan afskrive.
Diego Chara har været en fast del af Timbers siden 2013 og er måske også en af de mest undervurderede spillere i Timbers. Hans store arbejde inde på midten kan ikke overvurderes, da han erobrer mange bolde og får stoppet farlige kontraer. Han er samtidig en af grundende til, at Valeri og Blanco kan fokusere udelukkende på offensiven.
Potentiel MVP: Diego Valeri har som Chara været i Timbers siden 2013, hvor han i samtlige sæsoner har været en af de mest toneangivende spillere i ligaen. Hans meget høje bundniveau gør, at han altid har indflydelse på kampene. Valeri spiller oftest på den offensive midtbane eller i angrebet. Han er en målræv, som altid opsnapper de halve chancer og udnytter dem. Da Timbers fortsat ikke har en angriber, som scorer 10 eller 15+ mål pr. sæson, skal Valeri endnu en sæson tage ansvar og lave de nødvendige mål.
Straffeskytte: Diego Valeri
Forventet placering: 3
Vancouver Whitecaps
Kort om holdet: Whitecaps har måtte sige forvel til et af de største talenter i MLS, da Alphonso Davies er taget til Bayern München. Derudover har der været stor udskiftning på holdet, mens træner Marc Dos Santos også er ny. Dos Santos kommer formentlig til at spille på omstillinger i en 4-3-3.
Sidste års placering i grundspillet: 8
Elimineringsrunde: Ikke i playoff
Største styrke: Endnu en sæson bliver offensiven det stærkeste våben hos Whitecaps, som sidste sæson scorede en masse, mens defensiven var uden kvalitet. Der kommer til at være et stor fokus på de forreste tre, som skal være omstillingsmaskinerne på holdet.
Største svaghed: Den store udskiftning på holdet betyder, at der er mange nye spillere, der skal spilles sammen. Flere af de bærende spillere fra sidste sæson er væk, samtidig er de blevet erstattet stort set 1:1, men det vil tage tid at få holdet til at præstere sammen.
Vigtigste signings: Der er blevet bragt kvalitetsspillere ind i hver kæde, så overordnet set står Whitecaps stærkere end sidste sæson. Godoy er hentet ind til defensiven, mens Hwang, der også var rygtet til europæiske klubber, er kommet til midtbanen, og til sidst den største signing i Fredy Montero, som er vendt tilbage til klubben.
Værste afgange: Kei Kamara og Davies var blandt de bedste spillere på holdet sidste sæson, og de bliver naturligvis svære at erstatte. Specielt Davies var helt sensationel, da han kunne sætte adskillige spillere på sin fart.
Betydningsfulde spillere: Der er lagt op til omstillingsspil i Vancouver. De to kanter i 4-3-3-opstillingen kommer til at få meget ansvar for offensiven. Venuto og Bangoura er begge hentet ind til disse pladser. Begge spillere ser spændende ud og kan få store roller på holdet.
Potentiel MVP: Fredy Montero. Montero har før været i Whitecaps og præsteret. Han kender klubben, har europæisk erfaring og er også en af de bedre spillere i ligaen, når han præsterer. Efter Kamara er smuttet, så skal en ny spiller tage over, det kan meget vel blive Montero, der skal score målene.
Straffeskytte: Fredy Montero
Forventet placering: 9
Minnesota United
Kort om holdet: Minnesota kom til at lide hårdt under, at de ikke havde en defensiv sidste år. 71 mål blev der lukket ind i grundspillet, og træner Adrien Heith kunne næsten ikke klandres grundet den manglende kvalitet. Nu har man så hentet en af de bedste midtstoppere i ligaen og en af de bedste defensive midtbanespillere i ligaen. Minnesota har fået et nyt stadion, som er klar til åbningskampen. Det er tidligere set, at en ny hjemmebane kan gøre underværker for et hold i MLS.
Sidste års placering i grundspillet: 10
Elimineringsrunde: Ikke i playoff
Største styrke: Minnesota havde allerede sidste år en stærk hjemmebane - om det var fansene, lokationen eller vejret er ikke til at sige. De får dog nu et splinternyt stadion, og hvis de kan gøre det samme som Atlanta United og DC United, så kan der hentes mange point på hjemmebanen.
Største svaghed: Defensiven er stadig et spørgsmålstegn, da Boxall eller Kallmann fortsat kommer til at starte sammen med Opara. Derudover er Opara meget skadesplaget, så en måned uden ham i defensiven kan få fatale konsekvenser for den tynde Minnesota defensiv.
Vigtigste signings: Ike Opara blev Defender of The Year i 2017, og han er fortsat blandt en af de bedste forsvarsspillere i ligaen. Han har dog tidligere i karrieren døjet meget med skader.
Osvaldo Alonso er en af de bedste defensive midtbanespillere i ligaen og enormt rutineret. 33 år nu, men var stadig fantastisk sidste sæson, og kan komme til at forbedre Minnesota-midtbanen markant.
Værste afgange: Jerome Thiesson kommer nok ikke til at være en svækkelse af startopstillingen, men grundet den tynde defensiv kunne man fortsat godt have brugt højrebacken.
Betydningsfulde spillere: Ike Opara, Ozzy Osvaldo, Darwin Quintero og Ethan Finlay.
Potentiel MVP: Darwin Quintero er med distance Minnesotas bedste spiller. 11 mål og 12 assist sidste sæson, og uden ham var Minnesota blevet klart sidst i ligaen.
Straffeskytte: Darwin Quintero
Forventet placering: 8
Los Angeles FC
Kort om holdet: LAFC var det nyeste skud på stammen i sidste års MLS, da de var et expansion team. Ind var hentet den legendariske, amerikanske træner, Bob Bradley, og den mexikanske landsholdsspiller Carlos Vela som holdets stjerne. Forventningerne var ikke høje til den første sæson, men holdet gjorde det fortrinligt og endte i playoffs. Til den kommende sæson er stammen næsten den samme som i sidste sæson- Denne gang er holdet bare spillet helt sammen, og Bradley bør kunne bygge videre på sidste år. LAFC spiller i en 4-3-3 og har fokus på hurtige pasninger på den sidste tredjedel af banen.
Sidste års placering i grundspillet: 3
Elimineringsrunde: 1/8-finalen
Største styrke: Spillet på den sidste tredjedel er LAFCs største styrke, fordi de har mange forskellige varianter af deres spil i den ende. Med Rossi og Blessing på kanterne kan der spilles på hurtige omstillinger og meget direkte. Samtidig har de dygtige midtbanespillere, som kan sætte spillet med hurtige pasninger omkring modstanderens felt. Specielt Nguyen og Vela har store roller i denne del af spillet.
Største svaghed: Firebackkæden er stadig et stort spørgsmålstegn. Zimmermann, Danilo Silva og Beitashour er alle middelmådige forsvarsspillere og kan være dygtige på de rigtige dage, men også falde helt igennem på de dårlige. Samtidig er det interessant, om Horta har disciplinen til at spille som den mest defensive af de tre midtbanespillere, eller om forsvaret bliver overladt helt til sig selv.
Vigtigste signings: Mohamed El Munir er købt ind til at styrke venstrebacken, og han er også væsentlig bedre end Harvey, som før spillede pladsen.
Værste afgange: Benny Feilhaber er taget til Colorado Rapids, og han havde en stor betydning på midtbanen sidste sæson. Han fordelte boldene til Vela og Nguyen, som derfra satte angrebene. Horta burde have et større potentiale, men besidder ikke samme rutine som Feilhaber.
De mistede halvvejs igennem sidste sæson Laurent Ciman, som med distance var deres bedste defensive spiller. Han er ikke blevet erstattet direkte og det bliver spændende at se, hvordan de klarer det defensive pres uden ham i en hel sæson.
Betydningsfulde spillere: Latif Blessing er den måske hurtigste spiller i MLS, og hans fart har været et stort problem for flere hold. Hans gode dybdeløb har ofte sat LAFC i nogle gunstige positioner. Kan han forbedre sit slutprodukt, så bliver han en ganske fin spiller for LAFC.
Horta vil få stor betydning, for hvis ikke han klare sin opgave med at fordele spillet, samtidig med at han beskytter midterforsvaret, så bliver LAFC udstillet defensivt.
Diego Rossi er en meget talentfuld kant, som viste prøver på sit store talent sidste år. 12 mål og seks assists er mere end godkendt for en ung kant, men løfter han sit spil 10% mere denne sæson, kan han nå de 20 mål.
Potentiel MVP: Carlos Vela er blandt de allerbedste spillere i MLS og havde en kæmpe betydning for, at LAFC nåede playoffs. Hans store overblik og skrappe skud gjorde ham til uundværlig spiller. Sidste år var han ligaens måske bedste spiller, og han kunne godt blive det denne sæson også.
Straffeskytte: Carlos Vela
Øst Konferencen
New England Revolution:
Kort om holdet: Revs har fået ryddet ud i omklædningsrummet og fjernet nogle af de spillere, som måske fyldte for meget i dagligdagen. Revs spiller på Gilette Stadium, som er det stadion med det hurtigste kunstgræs i ligaen.
Sidste års placering i grundspillet: 8
Elimineringsrunde: Ikke i playoff
Største styrke: Angrebet i Revs består af spillere, der alle kan lave mål og formår at sætte hinanden godt op. De er hurtige i omstillingsspillet og kan på dagen spille op mod de fleste hold.
Største svaghed: Var alt for svingende i niveau sidste sæson og havde alt for svært ved at komme ud af de dårlige stimer. Måske var holdet i sidste sæson ikke mentalt stærkt nok.
Vigtigste signings: Edgar Castillo er en stærk signing til venstrebacken, hvor han er dygtig i det offensive spil.
Michael Mancienne er ikke en ny signing, men nåede kun at få 800 minutter sidste sæson. Han er den højest betalte forsvarspiller i ligaen og bør kunne løfte det defensive niveau i Revs i den kommende sæson.
Værste afgange: Kelyn Rowe var fast på midtbanen sidste sæson, og han var blandt de første på holdkortet. Han skulle dog efter sigende have været utilfreds i klubben og skabt dårlig stemning.
Betydningsfulde spillere: Michael Mancienne skal lede forsvaret i Revs og han har både rutinen og niveauet. Samtidig kræver det også, at Penilla, Fagundez og Bunbury lever op til niveauet fra sidste sæson og laver mindst lige så mange mål.
Potentiel MVP: Michael Mancienne bør igen blive nævnt, da han sidste sæson viste momenter af klasse. Derudover har han stor erfaring fra Premier League, Championship og Bundesligaen.
Straffeskytte: Bunbury/Penilla
Forventet placering: 12
DC United
Kort om holdet: Alt gik næsten op i en højere enhed i DC United sidste sæson. Audi Field blev åbnet, da det stod værst til, og viste sig at være et af vendepunkterne for DC. Den utrolig stærke hjemmebane gjorde næsten DC uovervindelige. Samtidig ankom Wayne Rooney, og han trådte direkte ind på holdet og ejede det. Den engelske angriber er kommet med et stort engegement til opgaven, og det er tydeligt, Rooney vil give alt, hvad han har. DC har haft udskiftning i truppen, men alt i alt ser de ud til at stå stærkere end sidste sæson. DC skal forsøge at køre videre på det momentum, som der blev skabt sidste sæson.
Sidste års placering i grundspillet: 4
Elimineringsrunde: 1/8-finalen
Største styrke: Hjemmebane, samarbejdet mellem Rooney og Acosta og så Cannouses enorme arbejdsindsats på midten.
Største svaghed: Udebanen og Rooneys alder. DC havde det sidste sæson meget svært på udebane, dels fordi man mangler sine fans i ryggen, og dels fordi man ikke havde Rooney med i de fleste udekampe. Rooney kom først til DC United i den sidste halvdel af sæsonen, hvor man stort set kun havde hjemmebane-kampe. Spørgsmålet er dog, om Rooneys krop kan holde til at spille ude hver anden weekend på hårde kunstbaner.
Hvordan vil DC United reagere, hvis ikke de får opbygget samme momentum. Kan de finde ud af en krise?
Vigtigste signings: Lucas Rodriguez er hentet i den argentinske liga, hvor han var fast spiller for Estudiantes. På papiret ligner det en god signing, som kan fjerne noget af presset på Rooney og Acostas skuldre.
DC ser ud til at have gjort sig et scoop på højrebacken, da de har hentet Leonardo Jara i Boca Juniors. Jara var fast for Boca Juniors i flere sæsoner og ligner umiddelbart en top 5-højreback i ligaen.
Chris McCann er kommet til fra Atlanta United. En spiller med en stor motor, som er duelstærk, og som ville være en gevinst for alle hold.
Værste afgange: Yamil Asad er taget tilbage til Velez i Argentina. Han havde sine momenter i DC, men stod meget i skyggen af Rooney og Acosta. Han vil dog blive savnet, da han var en dygtig kant.
Betydningsfulde spillere: Russel Cannouse var skadet den første del af sidste sæson, men ligesom Rooney og Audi Field, så havde han en stor betydning for DCs succes. Han fik sat sig godt på 6'er-positionen, hvor han gav bagkæden langt mere støtte, end de havde før.
Potentiel MVP: Luciano Acosta/Wayne Rooney – de to spillere fik sammensat et af de bedste makkerpar i ligaen. De var en konstant trussel, og fra dag et fandt de hinanden, som havde de spillet sammen i 10 år. Hvis DC United skal have samme succes som sidste år, så kræver det, at disse to kan fortsætte de samme takter.
Straffeskytte: Wayne Rooney
Forventet placering: 3
Toronto FC
Kort om holdet: Toronto FC skuffede fælt sidste sæson, hvor de ellers var blevet udnævnt til et af de bedste MLS-hold i historien. Denne sæson har de sagt farvel til deres bedste spiller nogensinde i Sebastian Giovinco. Sidste år var alt spil bygget op omkring Giovinco, og at han skulle sættes op i gunstige positioner. Derudover så er deres mest kreative spiller i Victor Vazquez også taget afsted. Greg Vanney har et stort projekt foran sig. Det forventes, at Toronto primært vil spille 4-3-3 denne sæson.
Sidste års placering i grundspillet: 9
Elimineringsrunde: Ikke i playoff
Største styrke: Mange af spillerne er spillet godt sammen og kender hinanden. Michael Bradley er en af de bedste spilfordelere i ligaen, og med de mange løb, som bliver taget under Vanney, kan det ofte være svært at dække op for Toronto.
Største svaghed: Holdet var alt for afhængigt at Sebastian Giovinco, som spillede en fantastisk sæson. Forskellen på sidste sæson og forrige var blot, at ingen af de andre spillere præsterede. Jozy Altidore var skadet det meste af tiden, Bradley blev brugt på den forkerte plads, og Van der Wiel blev ligeledes brugt på en forkert plads. Vanney skal få spillerne til at leve op til niveau igen, da man ikke længere blot kan smide bolden videre til Vazquez eller Giovinco.
Vigtigste signings: Der er delte meninger om Laurent Ciman i MLS. Personligt mener jeg, at han var den absolut bedste midtstopper i LAFC. Han viste et højt niveau, som også gjorde, at han blev udtaget til VM for Belgien. Derudover var hans lederskab i topklasse, han gik forrest, når det var sværest, og scorede vigtige mål. Min vurdering – Ciman er et godt køb.
Værste afgange: Sebastian Giovinco, Victor Vazquez
Betydningsfulde spillere: Jozy Altidore skal steppe op denne sæson. Der er ikke blevet hentet nogen ny angriber, derfor forventes det, at der bliver spillet 4-3-3. Jozy Altidore har evnerne til at kunne være en topangriber og lave de famøse 15+ mål, men han skal løfte niveauet fra sidste sæson.
Mavinga og Ciman kan blive det, der redder Torontos sæson. Når de topper, er de blandt de bedste midtstoppere i hele ligaen, og en god defensiv rækker langt i MLS.
Potentiel MVP: Michael Bradley får igen den største rolle på holdet med Giovincos afsked. De sidste sæsoner har det offensive spil gået meget på, at bolden bare skulle føres frem til Giovinco, og så ville han skabe noget. Bradley skal være med til at skabe chancerne igen nu, da han skal ligge og fordele til de to kanter, samtidig med han skal være en trussel fra distancen. Han har før vist, at han er blandt de bedste i ligaen til den dybdeliggende playmaker-position og han skal vise det igen.
Straffeskytte: Jozy Altidore
Forventet placering: 9
New York Red Bulls
Kort om holdet: Højt pres, at vinde andenboldene, at spille med musklerne og kæmpe med alt, hvad de har. Sådan har NYRB's spil været baseret de sidste par sæsoner, og det har fungeret. Den nye træner Chris Armas, trådte til midt i sidste sæson og, han kommer ikke til at ændre meget. Spillermaterialet passer til filosofien, og de bør igen komme langt på den måde. NYRB kommer med stor sandsynlighed til at tabe et par point i starten af sæsonen, da man går benhårdt efter at vinde Concafaf Champions League. Deres bredde er dog stor, da man har det bedste ungdomsakademi i ligaen. Sidste år vandt de Supportes Shield, og målet i år bør igen være at tage MLS Cup.
Sidste års placering i grundspillet: 1
Elimineringsrunde: Semifinalen
Største styrke: Fighterviljen. På papiret har NYRB måske ikke det bedste hold, men de går altid ind til kampene med alt, hvad de har, og lægger sig ikke ned for noget. Når det så er nævnt, så har de en fantastisk god defensiv, som de fleste hold har problemer med.
Største svaghed: Kan Kaku Romero være personen, som gør den ekstra forskel for NYRB? Daniel Royer og BWP er begge dygtige spillere, som vil gå ind i de fleste holds startopstilling, men ingen af dem kan dominere kampe på egen hånd. De fleste andre store hold har en spiller, som kan gøre den ekstra forskel i sidste ende. Kaku Romero viste glimt af det i sidste sæson, men hvis NYRB vil gå hele vejen denne gang, så skal han i år vise hele pakken.
Vigtigste signings: NYRB har ikke hentet nogen store signings ind, men der er dog kommet en dansker til. Mathias Jørgensen er kommet til fra OB for en god sum penge i MLS-regi. Han kommer til at få en rolle, da der skal være en backup for BWP. Mathias Jørgensen passer godt ind i klubben - han har fart og er dygtig i presset og direkte i sit spil.
Værste afgange: Midtbanespilleren Tyler Adams er taget til Leipzig, og han kan blive en dyr afgang. Den store motor på midtbanen var afgørende i holdets spillestil. Han var duelstærk, vandt sine anden bolde og kunne flytte bolden hurtigt væk fra centrum. Han efterlader et stort ansvar, som der skal kompenseres for.
Betydningsfulde spillere: Da Tyler Adams er taget afsted, skal Sean Davis træde endnu mere i karakter. Davis havde en god sæson og minder på mange måder om Adams, men han dækkede ikke lige så mange meter og vandt ikke lige så mange dueller. Rzatkowski er en anderledes type spiller, og han kommer ikke til at være lige så disciplineret som Adams. Davis får altså et noget større ansvar denne sæson.
Bradley Wright-Phillips (BWP) har været en sand målmaskine, siden sin ankomst til MLS. En kølig afslutter og en sand angriber, som jagter alle bolde og tager alle dueller. Han er dog 33 år nu, og spørgsmålet er, om han kan fortsætte. Går BWP i stå, så er det svært at se, hvem der skal gøre op for alle de mange mål, han står for.
Potentiel MVP: Alejandro ”Kaku” Romero er manden, der skal gøre den sidste forskel for NYRB. Med sit store overblik og kvikke fødder passer han godt ind på 10'er-pladsen for NYRB. Han er atypisk fra resten af holdet, da han ikke er lige så aggressiv, duelstærk og hurtig. Han er dog også hentet for at gøre en forskel. Hvis NYRB vil vinde MLS Cup, så kræver det, at Kaku gør de uventede ting for dem.
Straffeskytte: Daniel Royer
Forventet placering: 2
Columbus Crew
Kort om holdet: Caleb Porter er blevet ansat som ny træner, og han skal være med til at implementere en lidt anderledes spillestil, hvor der skal spilles med langt hurtigere boldomgang. Samtidigt lægges der op til et mere holdorienteret fokus frem for et fokus på individuelle præstationer som tidligere.
Sidste års placering i grundspillet: 5
Elimineringsrunde: Kvartfinalen
Største styrke: Columbus Crew var sidste år et af de få hold, som fik lukket kampene på de rette tidspunkter. Specielt på hjemmebane havde de et konsekvent niveau og dalede sjældent i niveau. Derudover var Crew også altid garant for chancer grundet deres dygtige 10'er i Higuain (nej, ikke ham fra Chelsea).
Største svaghed: Sidste sæson var holdet alt for afhængige af, at Higuain præsterede og i de perioder hvor han ikke var med eller spillede dårligt, var det tydeligt, at Crew havde problemer.
Vigtigste signings: Ingen væsentlige signings
Værste afgange: Ingen væsentlige afgange
Betydningsfulde spillere: Federico Higuain var den vigtigste spiller sidste sæson, og da de ikke har hentet nye spillere ind, så bliver han lige så vigtig igen i år.
Harrison Afful er blandt de bedste backs i ligaen - altid defensiv stabil og kommer ofte i overlap.
Artur en klog brasiliansk midtbanespiller, som kan blive den vigtigste brik i Porters nye spillestil. Artur er pasningsstærk og kan vende spillet konstant fra en dybdeliggende playmaker-position.
Potentiel MVP: Artur – der er lagt op til en mere kollektiv spillestil i Crew, hvor man i sidste sæson lod meget være til Higuain. Artur ligner en perfekt mand for Porter, og han har bestemt også niveauet til at være MVP.
Straffeskytte: Federico Higuain
Forventet placering: 4
Chicago Fire
Kort om holdet: De var måske den største skuffelse sidste år og endte med kun at skrabe 32 point sammen i sæsonen. De var ramt af skader, spillere der ikke præsterede på det sædvanlige niveau, og deres fans var stærkt utilfredse. Chicago Fire skal præstere bedre i år.
Sidste års placering i grundspillet: 10
Elimineringsrunde: Ikke i playoff
Største styrke: Deres yderst rutinerede hold har en masse erfaring. På trods af det var en forfærdelig sæson sidste år, så bør deres største styrke i år blive at holde niveau over mange kampe. Spillere som Dax McCarty, Bastian Schweinsteiger, Katai og Nikolics er alle rutinerede spillere. De bør kunne holde et højere bundniveau end sidste sæson.
Største svaghed: Nogle gange bliver ens største styrke også den største svaghed. Flere af spillerne, som skal være kernen hos Chicago Fire, er måske ved at nå enden af deres karriere. Kan de finde sulten, som skal gøre dem til et truende hold igen i år?
Vigtigste signings: Der er blevet hentet flere udmærkede spillere ind til at styrke bredden, samt enkelte der skal styrke startelleveren.
Kanten Frankowski er kommet til fra den polske liga, hvor han skulle være et af de mere prominente navne. Der er brugt en god sum penge på Frankowski, og en polsk landsholdspiller på 23 bør også kunne gøre en forskel i Chicago Fire. Han er en spændende signing.
Værste afgange: Der er blevet solgt godt ud i Chicago, men ingen af de spillere, der er taget væk, kommer til at skade kvaliteten af holdet direkte. Alt i alt står Chicago stærkere end sidste sæson.
Betydningsfulde spillere: David Ousted. Sidste sæson manglede Chicago en målmand, som kunne redde point for dem. Ousted har tidligere i sin MLS-karriere vist, at han kan være blandt de bedste keepere i ligaen. Kan han finde sit tidligere niveau frem, så bliver han blandt de vigtigste.
Dax McCarty er anfører og naturligvis en vigtig del af truppen, men han bliver blandt de mest betydningsfulde af en grund: han skal beskytte Schweinsteiger. Det rum, som Schweinsteiger efterlader, når han kommer med frem og ikke når tilbage, skal McCarty kunne dække i år. Sidste år fik han ikke udfyldt den rolle, og forsvaret blevet skudt ned. Det endte med, at Schweinsteiger måtte rykke ned i forsvaret, hvor han ikke kan bidrage med sine kvaliteter. McCarty skal være god, før Schweinsteiger kan være god.
Potentiel MVP: Bastian Schweinsteiger er blandt de mest succesfulde spillere i ligaen. Selvom han er oppe i årene, så er han stadig blandt de spillere med bedst overblik i ligaen. Hans fordeling af spillet, nøgleafleveringer og lederskab skal benyttes i år. Han er blevet for gammel og langsom til at kunne spille på den defensive midtbane, så hans kvaliteter skal bruges længere fremme, hvor han stadig kan måle sig blandt de bedste midtbanespillere i ligaen.
Aleksandr Katai har det højeste topniveau i Chicago, men det laveste bundniveau. En playoff-plads kommer sandsynligvis til at stå og falde ved Katai. Kan han spille på sit topniveau, så er der en chance for, at Chicago kommer i playoff. Katai er dog for stor en humørspiller til, han kan opretholde niveau over en hel sæson.
Straffeskytte: Nikolics
Forventet placering: 10
Montreal Impact
Kort om holdet: Montreal Impact er i høj grad baseret på en mand: Ignacio Piatti. Montreal startede forfærdeligt ud sidste sæson, lige indtil argentineren besluttede, at han ville tage ansvar. Holdet er dog blevet styrket i form af Urutti, som er en dygtig angriber, der kan tage noget af presset væk fra Piatti. Det er svært at sige, hvordan Montreal kommer til at spille denne sæson, da de om nogen blot satser på, at en mand gør forskellen.
Sidste års placering i grundspillet: 7
Elimineringsrunde: Ikke i playoff
Største styrke: Montreal har en stærk hjemmebane, hvor de kan slå de fleste hold på dagen. Med Taider og Piette på midten har de også evnerne til at spille med hurtige pasninger og få sendt deres kanter i gode positioner. Defensivt besidder de også nogle dygtige spillere i den rutinerede Bacary Sagne og midtstopperen Cabrera.
Største svaghed: Montreal er for svingende i niveau, og specielt på udebane skal de forbedre sig. Derudover er de alt for afhængige af Piatti, som har sin sidste sæson i år. Montreal har svært brug for, at andre spillere tager ansvar i det offensive.
Vigtigste signings: Urutti er kommet til fra FC Dallas, hvor han havde en god sæson. Den skydeglade angriber kan lave 15+ mål pr. sæson, og hvis han får et godt samarbejde op at stå med Piatti, så begynder Montreal at se farlige ud.
Værste afgange: Midtstopperen Rod Fanni er gået på pension, og han sluttede af pænt i Montreal, hvor han agerede forsvarsgeneral. Det er endnu uvist, om Cabrera har rutinen til at tage over her.
Betydningsfulde spillere: Saphir Taider er en rigtig dygtig midtbanespiller, som har niveau til at være en dominerende spiller i MLS. Han skal dog havde hovedet med sig og få lagt de mange bundpræstationer væk.
Samuel Piette bliver vigtig på den defensive midtbane, når der skal lukkes af. Fronttrioen i Montreal bidrager ikke med meget defensivt, og derfor er det vigtigt med Piette, som altid holder centrum.
Urutti kan blive en nøglefigur og være med til at skaffe Montreal de sidste point i kampen om at nå en playoff-plads. Piatti måtte sidste år stå for alt kreativt på den sidste tredjedel. Urutti kan også ting på egen hånd, så samtidig giver det også en Piatti en spiller, han kan sætte op.
Potentiel MVP: Ignacio Piatti spiller sit sidste år i Montreal Impact, og hvis de skal nå playoff, så skal han være deres nøglespiller igen. Han er den måske bedste kant i ligaen med stor rutine og afgørende indsatser.
Straffeskytte: Piatti/Taider
Forventet placering: 7
Philadelphia Union
Kort om holdet: Jim Curtin kommer i år til at have bedre muligheder for at spille den form for presfodbold, han gerne vil. Der er blevet hentet spillere ind, som passer bedre til hans ønskede spillestil, men samtidig har man også måtte sige farvel til nogle kvalitetsspillere. Der bliver i år satset mere på, at den taktiske del af spillet skal hente pointene end individuelle præstationer. Kommer sandsynligvis til at spille 4-4-2 i en diamant, når de har bolden.
Sidste års placering i grundspillet: 6
Elimineringsrunde: 1/8-finalen
Største styrke: Sidste år kom man i playoff på grund af holdets kvalitet, men der var ikke nogen reel slagplan. I år har man en plan for, hvordan man vil spille som hold, og der er hentet spillere ind, som fungerer i dette system. Hvis Curtin kan få sit hold til at spille presspil, som man eksempelvis ser i Frankfurt, så vil Philadelphia komme med noget nyt til ligaen.
Største svaghed: Philadelphia kommer til at mangle en kvalitetsangriber. Burke scorede 11 mål i sidste sæson, men niveauet var ikke overbevisende. Sergio Santos er hentet ind, men han har aldrig scoret over 10 mål i en sæson. Hvor skal målene komme fra?
Vigtigste signings: Marco Fabian er måske et af de bedste køb i MLS i denne sæson. Kvalitetsmæssigt er han blandt de bedste spillere, og han passer perfekt ind hos Philadelphia.
Værste afgange: Backen Keegan Rosenberry er taget afsted, hvilket er en svækkelse, da han præsterede habilt på backen sidste sæson med mange overlaps og indlæg.
Borek Dockal er nok den spiller, der vil blive savnet mest. Hans kreative spil og overblik var en af grundene til, at de nåede playoff. Han er dog erstattet af en bedre spiller.
Betydningsfulde spillere: Andre Blake reddede sit hold i flere omgange sidste sæson, og den dygtige keeper kommer sandsynligvis til at få nok at se til igen i år.
Alejandro Bedoya kommer til at være limen på holdet, når der skal kaldes folk tilbage og sættes gang i presset. Han er spilleren, der hele tiden skal sørge for, at områderne ikke bliver for tomme, når der presses op. Han har ligeledes niveauet til det.
Potentiel MVP: Marco Fabian – han har potentiale til at blive den bedste 10'er i ligaen, hvis han kan holde sig fra skader og stadig har det niveau, han viste i Mexico og i Frankfurt. Fabian har spillet presspil i hele sin karriere - både da han var i Mexico og i Frankfurt. Han er eminent til det og passer perfekt ind i deres nye spillestil.
Straffeskytte: Fabian/Picault
Forventet placering: 5
Orlando City
Kort om holdet: Det er et af de sværeste hold at blive kloge på i ligaen. De underpræsterede fælt sidste sæson, men flere spillere i truppen oser dog af kvalitet. Holdet har sagt farvel til to af deres bedste fra sidste sæson, men samtidig hentet det måske største navn dette transfervindue, nemlig Nani.
Sidste års placering i grundspillet: 11
Elimineringsrunde: Ikke i playoff
Største styrke: Baseret på sidste sæsons præstationer så er det nærmest umuligt at sige, hvad Orlando er gode til, da intet fungerede. Orlando fans må dog sidde og håbe, at samarbejdet mellem Kljestan, Dwyer og Nani bliver fantastiske.
Største svaghed: Sidste år var det den dårligste defensiv i ligaen, og det var på trods af, man havde hentet Lamine Sane, som skulle være den bedste forsvarspiller i ligaen, men til tider endte han med at ligne en af de dårligste. Det var helt tydeligt, at der manglede en defensiv midtbane til at beskytte forsvaret.
Derudover så skal James O’Conner få banket vindermentalitet ind i holdet, da de sidste år blot skulle lave en fejl for, at de havde givet op på resten af kampen.
Vigtigste signings: Den defensive midtbanespiller Sebastian Mendez er kommet til fra Ecuadors bedste liga. Mendez er 21 år, har spillet fast i den bedste række i tre sæsoner og er en del af Ecuadors landshold. Orlando har savnet en dygtig defensiv midtbanespiller, og kan de få det i Mendez, så bliver han måske en redningsmand.
Nani er et stort navn i MLS. Han har spillet fast i Manchester United i over fire sæsoner, spillet 85 europæiske cup-kampe og 98 landskampe for Portugal - det gør ham automatisk en stjerne i MLS. Spørgsmålet bliver dog, om han stadig er sulten, eller om han ser dette som en hyggetur inden karrierestoppet.
Værste afgange: Yoshimar Yotun var en af de få spillere, der for Orlando viste den rigtige indstilling i hver kamp, men hans præstationer gik ikke ubemærket hen, og han er desværre for Orlando nu blevet solgt.
Mohamed El Munir var blandt de bedste backs i ligaen sidste sæson, på trods af hans hold præsterede forfærdeligt. Han er nu røget til LAFC, hvor hans niveau også er mere passende.
Betydningsfulde spillere: Sacha Kljestan er stadig en af de bedste 10'ere i ligaen, og når offensiven sandsynligvis bliver Orlandos stærkeste våben, så er det vigtigt, at Kljestan præsterer.
Lamine Sane blev mange gange solgt af sin midtbane sidste sæson og kom til at se dum ud. Han er dog en dygtig forsvarsspiller, som bør kunne tage lederskab i Orlando-defensiven. Der kommer igen i år til at være masser at se til, men Sane skal tage ansvar og lede defensiven.
Potentiel MVP: Hvis Nani kommer for at slutte sin karriere af med stil og vise, hvilken fantastisk fodboldspiller han er, så er jeg slet ikke i tvivl om, han bliver MVP for Orlando. Han er 32 år, men han så stadig forholdsvist mobil ud i Sporting og Lazio. Hvis Nani går ind til sin tid i Orlando med seriøsitet, så kan man godt forvente 15+ mål fra ham.
Straffeskytte: Dwyer/Nani
Forventet placering: 8
New York City FC
Kort om holdet: Først måtte NYFC sige farvel til Viera, som havde opbygget noget helt unikt i NYFC, og nu har de også sagt farvel til den legendariske David Villa. Kan Domenec Torrent bygge New York-holdet op igen og er han manden til jobbet? Den lille kunstbane i Ney York har været vidner til noget af det flotteste fodbold spillet i MLS, men efter Viera smuttede, havde Torrent svært ved at samle brikkerne. Der er sket stor udskiftning i truppen, og NYFC skal finde opbygges på ny.
Sidste års placering i grundspillet: 3
Elimineringsrunde: Kvartfinalen
Største styrke: NYFC var førhen kendt for deres flotte pasningsspil, og man kunne næsten kalde det tiki-taka. Domenec Torrent har prøvet at køre det videre i samme spor, men spørgsmålet er, om han har evnerne til det. De besidder dog stadig nogle dygtige spillere, som bør kunne løfte arven fra Viera og Villa. Mit bud er, at pasningsspillet bliver deres største styrke igen i år.
Største svaghed: NYFC var meget afhængige af Villa sidste år - både på grund af hans lederegenskaber, men også fordi han var den bedste spiller. Domenec Torrent har ikke samme autoritet som Viera, og da han smuttede, var det Villa, der styrede holdet. Torrent skal kunne tage tøjlerne i egen hånd og tage ejerskab over holdet.
Vigtigste signings: Alexandru Mitrita er kommet til fra den bedste rumænske liga, hvor han var en målfarlig og temperamentsfuld herre. Der er dog store forhåbninger til den rumæske kantspiller, der er brugt en god håndfuld penge på.
Den talentfulde midtbanespiller Keaton Parks har tilbragt de sidste to sæsoner i Benfica, hvor han ikke har kunnet slå igennem. Der er dog tale om et stort amerikansk midtbanetalent, som nu har muligheden for at vise sig frem. Han skal tage over for Yangel Herrera, som havde stor betydning i NYFC sidste sæson.
Værste afgange: Yangel Herrera er røget videre i systemet, og det var også på tide, at han kom væk fra MLS. Den dygtige midtbanespiller var blandt de bedste i NYFC, og han bliver svær at erstatte.
David Villa var NYFCs bedste spiller, største leder og topscorer. Han er umulig at erstatte, men NYFC skal forsøge at gøre op for det som et hold.
Betydningsfulde spillere: Mitrita er tænkt som erstatningen til Villa, så der hviler et kæmpe pres på den nye kantspiller.
Alexander Ring er en stor leder og en stærk midtbanespiller. Han skal være med til at erstatte det ansvar, som Villa havde i NYFC. Samtidig skal han være Torrents stemme på banen og sørge for, at holdet hænger sammen.
Potentiel MVP: Moralez stod lidt i skyggen af Villa, men han er en gudsbenådet tekniker. Han bør skinne endnu mere igennem, nu når han bliver omdrejningspunktet på holdet. Moralez har evnerne til at afgøre kampe i samme stil, som man så David Villa gøre.
Straffeskytte: Moralez/Mitrita
Forventet placering: 6
FC Cincinnati
Kort om holdet: Det nyeste skud på stammen er Cincinnati, som nu skal spille deres første sæson i MLS. Cincinnati blev klart nr. 1 i USL, men tabte i kvartfinalen af playoffs til NYRB 2. Alan Koch står i spidsen for holdet og har ingen tidligere erfaring fra MLS. Man skal ikke forvente samme overraskelse fra Cincinnati, som man så med LAFC og Atlanta United. Cincinnati kommer formentlig til at spille 5-3-2.
Sidste års placering i grundspillet: Ikke deltagende
Elimineringsrunde: Ikke deltagende
Største styrke: Kendskabet til holdet er minimalt, men baseret på spillermateriale, der er hentet, og hvad træneren har udtalt, så bliver fokus på defensiven. Der er dog også lagt op til et dødboldsstærk hold med flere spillere, der har deres kvaliteter i hovedspillet.
Største svaghed: De offensive spillere har store egoer, og det har før ødelagt omklædningsrum i MLS. Kan spillere som Fanendo Adi og Roland Lamah indfinde sig med, at der skal kæmpes for holdet denne sæson?
Vigtigste signings: Kendall Waston og Nick Hagglund er begge fornuftige midtstoppere, som er over gennemsnittet i MLS. Midterforsvaret er helt sikkert, hvor Cincinnati står stærkest denne sæson.
Den tidligere FCK-angriber Fanendo Adi havde noget af en rutsjebanetur i Timbers, men han viste i glimt klasse. Han stadig ikke har vist stor kvalitet over en hel sæson, men alligevel mener diverse MLS-eksperter stadig, at han er blandt de bedste angribere i MLS.
Værste afgange: #
Betydningsfulde spillere: Som nævnt tidligere så bliver defensiven Cincinnatis største styrke, og specielt de to midtstoppere bliver vigtige. En spiller som Greg Garza kan dog også få stor betydning grundet hans offensive spil på backen. Med Adi i boksen skal der slåes indlæg, og her er Garza en rigtig dygtig back.
Leonardo Bertone er kommet til fra Young Boys, hvor han var faldet ud af truppen. Han har dog været en fast del af holdet i mange år og bør have et højt niveau. Bertone har spillet flere Champions League-kampe og Europa League-kampe, og han bliver sandsynligvis lederen på midten.
Potentiel MVP: Fanendo Adi har et højt topniveau, og hans store rolle i Cincinnati kan være det, der gør han skinner igennem. På toppen er han en stærk angriber, som er garant for mål. Spørgsmålet er dog, om han kan tage det ansvar på skuldrene og smide egoet fra sig.
Straffeskytte: Fanendo Adi
Forventet placering: 11
Atlanta United
Kort om holdet: Kan Atlanta United leve op til det enorme pres, der hviler på dem og den nye træner Frank De Boers skuldre? Atlanta har på papiret det absolut bedste hold i ligaen, de højeste lønninger, de dyreste spillere og det største stadion. Sidste års MVP i nogles øjne; Miguel Almrion, er blevet solgt for uhyre mange penge til Newcastle. Ind er hentet Gonzalo Martinez, som mange mener er endnu bedre. Tito Martino er stoppet i Atlanta, men ind er Frank De Boer kommet - et måske endnu mere prominent navn. Der er lagt op til en 3-4-3-formation med endnu mere fokus på boldbesiddelse og spil fra bagkæden. Er der et hold, man vil se spille i MLS, så er det Atlanta United på hjemmebane.
Sidste års placering i grundspillet: 2
Elimineringsrunde: Vinder af MLS Cup
Største styrke: Atlanta har på papiret den bedste offensiv i ligaen, og det kommer formentlig også til at afspejle sig på banen. Den fart, de spiller med på den sidste tredjedel af banen, er helt unik. Deres omstillingsspil er i en helt anden klasse, og deres tekniske niveau var ligeledes i en klasse for sig selv sidste sæson. Derudover så har den en af det bedste hjemmebaner i ligaen, hvor der er det højeste tilskuergennemsnit, nogle ekstatiske fans og et kunstgræs, som flere hold har problemer med.
Største svaghed: Kan Atlanta stå for det pres, der hviler på deres skuldre? Miguel Almiron er væk, og han var den måske bedste spiller i MLS. Gonzalo Martinez er nu kommet til, og folk snakker om, at han er endnu bedre. Kan han tage det ansvar på sig? Ezequiel Barco kom til sidste sæson, hvor han blev udnævnt til et af de største talenter i MLS, men han havde dog svært ved at leve op til presset, men der var dog ingen tvivl om potentialet. Kan han denne sæson leve op til forventningerne? Tito Martino er væk, og han skabte, det Atlanta United er nu. Kan Frank De Boer tage over og gå direkte ind med sin egen spillestil og få Atlanta til at fungere?
Vigtigste signings: Gonzalo Martinez – 25 år, kantspiller/10'er og argentinsk landsholdspiller. Han er kommet fra River Plate, hvor han lige har vundet Copa Libetadores og den dyreste spiller i MLS-historien. Hypen omkring Martinez kan næsten ikke blive større og presset ej heller. Han skal erstatte Almiron, som var afgørende for Atlanta sidste sæson. Han bliver en pændende spiller at følge i den kommende sæson.
Floretin Pogba er kommet til fra den tyrkiske liga, hvor han ikke helt kunne falde til. Han har adskillige kampe for St. Etienne og er i sin bedste alder (28) for en midtstopper. Han vil passe godt ind ved siden af Parkhurst og Pirez, når man se på, at der skal spilles med tre midtstoppere.
Værste afgange: Miguel Almiron er svær at komme uden om. Den lille tekniker var en sand fornøjelse at følge i Atlanta, hvor han skabte adskillige genialiteter. Hvis ikke Gonzalo Martinez kan erstatte ham 1:1, så står Atlanta klart svagere uden Almiron.
Chris McCann var vigtig for holdet, da han biddrog med en masse fysik og vilje. Han skulle spille flere pladser, og det var ham, der satte sig igennem på banen, når behovet var der.
Betydningsfulde spillere: Josef Martinez er den bedste angriber i MLS, han er en kølig afslutter og eksplosiv i sit spil. Samtidig er han også en af de bedste omstillingsspillere i ligaen, da hans løb i boksen og uden bold er fantastiske. 35 mål i 39 kampe.
Brad Guzan var i flere omgange en helt for Atlanta United sidste sæson, da han hev nogle afgørende redninger frem på vigtige tidspunkter. Når man spiller så offensivt, som Atlanta gør, så kommer der chancer til modstandere, og det bliver vigtigt, at Guzan kan opretholde niveauet fra sidste sæson.
Remedi/Gressel – Remedi er en dygtig pasningsspiller og passer bedst ind i De Boers planer, da holdet skal være mere boldbesiddende og spille med flere pasninger på den sidste tredjedel. Han bliver essentiel for De Boer, hvis han holder fast i sit koncept hele sæsonen igennem. Gressel var dog en af de vigtigste spillere under Martino, da næsten altid tog den rigtige beslutning i omstillingerne. Under Martino var man klart farligst i det direkte spil, og her er næsten ingen bedre end Gressel til at sætte tingene i gang.
Potentiel MVP: Gonzalo Martinez - der forventes et skyhøjt niveau af ham, og selv hvis han blot spiller op til 70 procent af forventningerne, så vil han stadig blive MVP.
Straffeskytte: Josef Martinez