Lørdag aften skydes AL-Bank ligaens finaleserie i gang – den succesrige ekspert Mike Larsen har taget et kig på de to hold og kommer med et bud på vinderen...


Vinderen af finalen er det hold, der først vinder 4 kampe. Finalen kan dermed maks. gå ud i 7 kampe – ligesom kvart- og semifinalerne.

 

Det er 2 uger siden, at semifinalerne blev overstået. Det er en unormalt lang pause i slutspillet og bestemt noget, som skal vurderes efter sæsonen for at se, hvordan det kan gøres bedre.

Mike Larsen, der har haft en god sæson som ishockey-ekspert, vil også komme med analyser og tips til finalekampene. Hold øje med hans side:

 

http://www.betxpert.com/ekspert/mike-larsen

Finale-programmet

Lørdag 7. april kl. 17.30. Kamp 1: Odense - Herning

Mandag 9. april kl. 18.30. Kamp 2: Herning - Odense

Torsdag 12. april kl. 20.45. Kamp 3: Odense - Herning

Lørdag 14. april kl. 19.45. Kamp 4: Herning - Odense

Tirsdag 17. april kl. 19.45. Evt. kamp 5: Odense - Herning

Torsdag 19. april kl. 20.45. Evt. kamp 6: Herning - Odense

Lørdag 21. april kl. 19.45. Evt. kamp 7: Odense - Herning

TV-dækning

TV2 Sport har meldt ud, at man vil sende alle kampene, så det må forventes at nogle af kampene bliver flyttet en smule, da TV2 Sport også har andre forpligtelser overfor andre sportsgrene.

 

Tidspunkterne ligger kun (foreløbigt) fast for de første 4 kampe, mens for de følgende kampe har jeg sat de tidspunkter på, som jeg forventer, at de spiller på.

 

Vinder-odds

Odense: 2,1 Sportingbet

Herning: 1,85 PartyBets

 

Odense Bulldog - Blue Fox Herning

De forsvarende danske mestre fra Herning mod denne sæsons store overraskelse fra Odense. Havde man inden sæsonen sagt, at det ville være Bulldogs, der ville stå i finalen mod Herning og endda med hjemmebanefordelen, så ville man have grint og måske fået dig indespærret.

Kvartfinaler

Odense valgte i kvartfinalen at spille mod Frederikshavn, hvilket kom som en stor overraskelse for de fleste, da man havde spillet en del tætte kampe mod netop Frederikshavn. Man må sige, at Odense havde set rigtigt, da man fejede Frederikshavn af isen på bare 4 kampe. I 2 af kampene viste man stor vilje, da man kom tilbage fra at være nede med 3 mål.

Herning valgte at tage EfB Ishockey frem for AaB Ishockey. Det kunne man nok forstå, da AaB havde vist god styrke, mens EfB Ishockey var nede i en lille bølgedal. Herning vandt i 5 kampe, hvor EfB var tæt på at skabe lidt spænding, da man vandt kamp 4 og var foran langt hen i kamp 5. Herning viste dog den vante kynisme ved at afgøre 5. kamp med bare 10 sekunder igen.

Semifinaler

Odense fik AaB Ishockey som modstander i semifinalen, da grundspilsvinder SønderjyskE ikke valgte nordjyderne. Igen vandt Odense med 4-0 i kampe, hvilket var noget misvisende, da AaB var rigtig godt med i et par af kampene. Odense var dog skrappest i kampene, og dermed også fortjent, at de gik videre, men 4-2 i kampe havde nok været mere retfærdigt. Forward Rob Ricci havde en stor andel af æren for den hurtige udsendelse af AaB.

Herning var noget overraskende blevet valgt af SønderjyskE som modstander i semifinalen. Herning tog flot kampen op mod SønderjyskE, og gik videre efter med 4-1 i kampe. I denne serie var Herning stærkest, og man slog til på de rigtige tidspunkter i kampene. Bl.a. i kamp 2, hvor SønderjyskE var foran med 0-2 og fik annulleret et mål til 0-3. Derefter gik Herning op og scorede et par mål og endte med at vinde 3-2 i stedet.

Målmand

I Odense har man Ervins Mustikovs på mål, og han blev kåret som februar måneds spiller i AL-Bank Ligaen, og det kunne man se i semifinalen, at selvtilliden havde fået et ekstra boost. Han giver en del returpucke, men har holdt en redningsprocent på flotte 93,33. Den er kommet over 8 kampe, hvor der er gået 2,09 mål ind pr. kamp.

Herning har Lubos Pisar på målmandsposten. Han er en levende mur, der altid er bevægelig og god til at læse spillet foran ham. Han er nok ligaens bedste målmand sammen med Alfie Michaud fra SønderjyskE. Pisar har spillet et rigtig godt slutspil for Herning, hvor han kun har været under normalt niveau i én kamp. Redningsprocent på 94,67, og kun lukket 1,60 mål ind pr. kamp.

Samlet set vil jeg lægge et lille plus på Pisar i denne duel, da jeg ser ham som en bedre målmand. Han er stabil og resten af defensiven kan stole på ham i alle situationer.

Backs

Odense har en stærk backkæde i denne sæson, hvor man hentede Phillip Hersby ind på holdet mod slutningen af grundspillet. Man har 7 gode backs på holdet, hvor Lyø dog kommer til at mangle i finalerne, da han er blevet udtaget til U18-VM.

Herning har også en god bred trup, når man kigger på de defensive spillere. Man har en række gode backs, hvor finske Korhonen har været den tabende back, når man kigger på spilletid i kampene. Mitch Ganzak har været en af slutspillets bedste backs i denne sæson og blomstrede særligt, da de vigtige kampe startede.

Samlet set, så vurderer jeg de to forsvar til at være meget lige. Skal jeg vælge ét hold, så vil jeg sige, at jeg har en meget smal fordel til Herning, da Odense – med Lyøs tur til VM – er svækket en smule i forhold til evt. skader.

Forwards

Odense har stort set kun een kæde, som laver de fleste af deres point. Rob Ricci har fundet formen i slutspillet, og det er blevet til 15 point i bare 8 kampe. Kan man stoppe ham, så har man en god mulighed for at vinde, da det ikke er meget, at man ser til de andre kæder målmæssigt. Han spiller sammen med Morten Andreasen og Oluf Mårs, og de har et fremragende samarbejde.

Herning har sammensat et par kæder, der kan afgøre en kamp på egen hånd. Lasse Lassen har efter sin hjemkomst til AL-Bank Ligaen sat sit præg på slutspillet. Han og kaptajn Jason Walters er de spillere, som man har lagt mest mærke til. Dog har man også talentfulde spillere som Spelling og Patrick Björkstrand til at score mål og stå for flotte detajler.

Samlet set giver jeg et lille plus til den herningensiske offensiv, da de virker til at have mere bredde. Lukker man Ricci ude af kampene, så har jeg svært ved at se, hvorfra Odense skal komme med målene.

Team News

Odense Bulldogs må se bort fra unge, talentfulde Rasmus Lyø (back) i hele serien. Han er med det danske U18-landshold, der skal forsøge at bibeholde Danmark i A-Gruppen ved VM i Tjekkiet.

Blue Fox Herning er uden Oliver Björkstrand (forward), også grundet U18 VM. Holdet mangler også Georg Sørensen (målmand), Mathias Andersen (målmand) samt Bjørn Uldall grundet turneringen, men de ville ikke have fået den store spilletid alligevel. Georg Sørensen ville have været reserve for Pisar, hvis klar.

I Herning forlyder det, at Marty Guerin (forward) er begyndt at træne med igen, og det vil være en forstærkelse af holdets bredde, som i forvejen er god.

Indbyrdes

02/02-12 Herning Blue Fox - Odense Bulldogs 0-4 FT

28/12-11 Odense Bulldogs - Herning Blue Fox 6-2 FT

17/11-11 Herning Blue Fox - Odense Bulldogs 4-1 FT

15/10-11 Odense Bulldogs - Herning Blue Fox 1-4 FT

22/09-11 Herning Blue Fox - Odense Bulldogs 1-4 FT

10/09-11 Odense Bulldogs - Herning Blue Fox 2-8 FT

08/09-11 Herning Blue Fox - Odense Bulldogs 3-4 FT

De første 2 kampe var i pokalturneringen, hvor Herning gik videre efter en stor sejr i Odense i returkampen. I grundspillet endte det faktisk med, at Odense vandt 3 af 5 kampe. Der var endda 2 sejre i Herning i grundspillet, hvilket var meget overraskende.

 

Samlet vurdering

Samlet set, så forventer jeg en meget lige serie, hvor det bliver det hold, der klarer sig bedst på udebane, som vinder serien.

Herning har i mine øjne fordelen af bedre målmand og en bedre offensiv linie, men de er ikke flere klasser bedre end Odenses. Defensivt er det meget lige i mine øjne.

Begge hold har været meget kyniske i deres kampe op til denne finaleserie, og begge hold har været stærke på hjemmebane i hele sæsonen, så det hold, der kan tage en sejr på udebane vil stå med meget stærke kort.

Jeg vurderer serien som næsten fifty-fifty, men med et lille plus til Herning. 52-48, eller 51-49, i Hernings favør.

Herning har gode traditioner og er vant til at stå i disse store vigtige kampe, hvilket Odense ikke har været vant til i de seneste sæsoner. Jeg tror, at Herning tager guldet, selvom det er Odense, der har hjemmebane-fordelen.

 

Let's Beat The Bookies”