De jyske hold dominerer toppen af 1. division, og de to største oprykningsfavoritter, Viborg og Vejle, er igen klar til kamp efter en landskampspause. Oddsmarkedet og vores faste skribent på 1. division, Tonni Munk Jensen, smider favoritstemplet mod de to tidligere Superligahold til den kommende weekends opgør, men de to københavnske modstandere giver sig med garanti ikke uden kamp.

I sidste uge vendte jeg i disse spalter Fredericias overraskende førsteplads og udfordringerne med et øget pres, når man er det jagede førerhold. Det endte heller ikke specielt godt for Jonas Dals tropper, da de efter to brændte straffespark måtte nøjes med uafgjort hjemme mod Nykøbing, og de kan i det fjerne nok fornemme favoritterne fra Viborg og Vejle komme buldrende bagfra. Viborg imponerede med en stærk sæsonstart, hvor de stort set ikke indkasserede mål, mens Vejle var en meget langsom starter, og det virkede overhovedet ikke, som om spillerne var klar til de noget mere ydmyge rammer og det noget mere nærkampsbaserede fodboldspil i 1. division.

Nu virker Vejles sæson til for alvor at være startet. To ligasejre i træk, hvor de især i den seneste kamp mod netop Viborg virkelig så stærke ud, må have løftet humøret og troen hos de ambitiøse nedrykkere. Ét er dog en vigtig kamp mod Viborg med mange tilskuere, noget andet er et møde mod et Hvidovre-hold, hvor de mange udenlandske spillere i Vejle nok ikke kan nævne mange af spillernavnene på modstanderholdet. Det vil nok være trænerstabens fremmeste opgave i den resterende del af sæsonen at holde spillerne til ilden, så de mange individualister ikke forfalder til at spille for sig selv.

Det problem har man ikke i Viborg, der fremstår som en ganske sammenspillet enhed, der kender gamet i 1. division og ikke slår større brød op, end godt er. De individuelle færdigheder er nok ikke lige så store som i Vejle, men det behøver ikke nødvendigvis være en ulempe i en række, hvor der er enormt mange tætte opgør, som vindes af det bedste og mest koncentrerede hold på dagen. Viborg møder lørdag Fremad Amager på udebane.

Skive - Fredericia

Spilles fredag d. 13/9 kl. 19.00 - Se mere info i vores matchcenter 

Skive spillede endnu en tæt kamp, da de i sidste weekend for første gang i sæsonen tabte til andre end de absolutte topfavoritter til oprykning. Nederlaget i Hvidovre kunne sagtens have været undgået, men forsvaret lavede fejl, som de normalt ikke gør, og derfor kan pokalsejren på 2-0 over Middelfart tirsdag aften også bruges til at bringe selvtillid ind i truppen efter tre kampe med kun ét point. At det så virker lidt satset at bruge seks spillere fra den seneste start-11 tre dage før en vigtig kamp mod 1. divisions tophold, er en anden sag. Skive får det uhyre svært, hvis de først kommer bagud, så det ligner et defensivt udgangspunkt for Thomas Rølls tropper.

Fredericia var tæt på at hente endnu en sejr og udbygge føringen i toppen af rækken, men to brændte straffespark blev dyre, da det blev til pointdeling mod Nykøbing. Selv uden offensiv-profilen Holvad, der havde karantæne - og også har det her - spillede man især i 2. halvleg rigtig fin fodbold og skabte masser af chancer. Fredericia har det godt mod modstandere, der kommer frem på banen og skaber noget plads til de hurtige og kombinationsstærke spillere. Pladsen bliver der nok ikke så meget af i Skive, men der skal stadig være en kvalitetsforskel holdene imellem, som tilgodeser udeholdet.

Ciffertip fra hoften: 0-2/1-1/1-2

Skive - Fredericia: Under 2,5 mål til odds 2,22 hos Nordicbet (nu 2,26)

Det har været ret chancefattigt, hver eneste gang Skive har mødt nogle af de bedre hold. De står meget kompakt og ved, at de helst ikke skal bagud. Fredericia kommer ganske vist med syv af otte kampe over 2,5 mål, men mangler to af de flittigste målscorere i Holvad og Høegh og spiller normalt lidt mere forsigtigt på udebane.

Fremad Amager - Viborg

Spilles lørdag d. 14/9 kl. 16.00 - Se mere info i vores matchcenter   

Det kan godt være, at Fremad Amager indtager ligaens sjetteplads efter otte spillerunder, og mange måske undrer sig over det faldende og lave odds på udesejren i denne kamp, men kigger man bagom tallene, så er der en god grund til, at markedet kommer imod hjemmeholdet. Holdet spiller simpelthen ikke specielt godt, og man ligger på nøgletal som Expected Goals, skud på mål og boldbesiddelse helt i bunden af ligaen. Amagerkanerne har kun scoret to mål i de seneste fire kampe, hvor modstanderne ikke har været noget særligt, og så gavner det dem heller ikke, at de spillede en lang pokalkamp mod Lyngby onsdag aften. Når det er sagt, så kan det kan sagtens være, at der skal et tophold på besøg, før kvaliteten i spillet bliver hævet.

Viborg kunne næsten gå på vandet inden mødet mod Vejle for to uger siden, men de fik sig en ordentligt mavepumper og blev i den grad mindet om, at der kommer bump på vejen, og at der stadig skal arbejdes hårdt for at bevare topplaceringen. De topper stadig min nuværende powerranking i 1. division, for udtrykket inden nederlaget til Vejle var uhyre solidt, og de har en god og bred trup, der bør kunne klare forskellige modstandere og underlag. Spændende bliver det, om holdets nye angriber, albanske Albion Avdijaj, kan forstærke holdet og allerede er klar til minutter her. I sidste sæson vandt Viborg alle tre opgør mod Amager med samlet score på 7-0.

Ciffertip fra hoften: 0-2/1-1/0-1

Fremad Amager - Viborg: 2 til odds 1,87 hos Danske Spil

Det meste af markedet er kravlet under odds 1,80 på Viborg-sejren, men Danske Spil holder stædigt fast i det noget højere odds 1,87. Det virker i overkanten, når vi snakker et af de hidtil dårligste hold mod et af de bedst præsterende så langt i sæsonen. Samtidig vandt Viborg alle tre indbyrdes opgør i sidste sæson.

Roskilde - Nykøbing

Spilles søndag d. 15/9  kl. 13.45 - Se mere info i vores matchcenter 

Det går ikke stille for sig i Roskilde. Flere nye spillere er hentet ind, og nu skifter man så træner igen, hvor Martin Jungsgaard overtager roret fra Christian Iversen, der ikke kunne afse tiden til de mange opgaver i klubben. Fire nederlag i træk gør ikke vilkårene specielt gode for den nye træner, der overtager holdet på sidstepladsen i rækken. De har nu været overraskende godt med i langt de fleste af sæsonens kampe, men sene mål har kostet, og selvtilliden øges ikke efter de mange nederlag. På trods af status som fyraftens-proffer og langt lavere løn end tidligere, så fortsætter man oprustningen, og senest har man hentet Mouritsen i Lyngby. Det betyder, at Roskilde efterhånden kan stille et ganske fint mandskab, der på papiret kan matche flere af de andre formodede bundhold.

Det er aldrig kedeligt at se Nykøbing spille fodbold, og det var det naturligvis heller ikke, da de gæstede topholdet Fredericia i sidste weekend. Masser af chancer i begge ender, skiftende føringer og to brændte straffespark. Falstringerne var ikke uheldige med det ene point, men som de har gjort mange gange, så spiller de fint med mod de bedre fodboldhold, hvor der er lidt mere plads på banen end mod bund- og midterhold. Nu står de over for en anderledes opgave, hvor Nykøbing har favoritrollen og vil blive spilstyrende i store dele af kampen. Kampen kan blive tæt, men Nykøbing har fordelen af at have det mere sammenspillede hold.

Ciffertip fra hoften: 2-2/1-2/1-3

Roskilde - Nykøbing: Nykøbing DNB til odds 1,73 hos Bet365 (nu 1,72)

Nykøbing tager som regel ikke den store notits af, om de spiller hjemme eller ude. De spiller det samme tekniske fodbold, og de bør relationelt være noget længere fremme end Roskilde, der hele tiden skal sluse nye spillere ind på holdet. Nu er der tilmed kommet ny træner, som både kan give en positiv chokeffekt, men også kan skabe endnu mere forvirring på det sammensatte hold.

HB Køge - Næstved

Spilles søndag d. 15/9 kl. 14.00 - Se mere info i vores matchcenter  

HB Køge har spillet sig gevaldigt op efter en ekstremt sløj start, og med syv point i de seneste tre kampe bør de også have selvtillid nok til at sætte sig på dette opgør fra start. Holdet er måske ikke så stabilt i denne sæson som tidligere, men det tekniske niveau er højt, og de har skabt en del chancer i de seneste kampe. Det burde passe dem ganske fint, at Næstved forventes at stille sig tilbage og overlader initiativet til Køge-mandskabet, der i Jordan og Koch i angrebet har et makkerpar, der skaber chancer i stort set alle kampe. 

Det er bestemt ikke det hele, der er lige kønt, men Næstved får skrabet nogle vigtige sejre til sig for tiden. Senest vandt man efter en skidt indsats 1-0 over bundholdet Roskilde, og det var den tredje sejr i fire kampe for holdet, der ellers startede sæsonen med kaos i trup og trænersædet, men siden har set ganske solidt ud. Det er uhyre stærkt kun at indkassere to mål i de seneste fem kampe, men til gengæld skabes der ikke alverden den anden vej. Det er lidt sværere at stille sig ned på kunstgræsset i Køge, men der er ingen tvivl om, at det igen bliver tilgangen for Næstved.

Ciffertip fra hoften: 2-1/1-0/1-1

HB Køge - Næstved: 1 til odds 2,10 hos Danske Spil (nu 2,00)

HB Køge har spillet sig op efter en skidt start og har gode muligheder for at bryde Næstveds defensiv op hjemme på kunstgræsset. Gæsterne kommer i pointmæssig god form, men har ikke toppet spillemæssigt og får problemer med topscorer Koch. Læs hele eksperttippet.

Vejle - Hvidovre

Spilles søndag d. 15/9 kl. 15.00 - Se mere info i vores matchcenter 

To ligasejre i træk har tændt håbet om en plads i toppen af rækken i alle omkring Vejle. Men hvis man i klubben skulle have glemt, at intet kommer af sig selv, så spillede man sig ud af pokalturneringen tirsdag aften med en rædderlig indsats i Vendsyssel, og det kan måske vise sig at være ganske fint før mødet med Hvidovre i weekenden. Først skulle der en meget skidt kamp mod Nykøbing for at tænde holdet til sejr i Vendsyssel. Dernæst to halv-dårlige kampe, inden man så tog sig sammen med sejrene mod Skive og Viborg. Og nu kan det sagtens være, at pokalnederlaget tænder op i holdet igen. Det er svære vilkår for træner Galca, men sådan kan det nemt fortsætte resten af sæsonen. Anfører Schoop er efter skadespause klar til spil-minutter igen, og han kan måske være garant for lidt mere stabilitet i fremtiden.

Hvidovre er en af sæsonens største positive spillemæssige overraskelser så langt. Siden premierenederlaget til Kolding har de virkelig bygget på, og de kunne sagtens have stået med en del flere point på nuværende tidspunkt. Pudsigt nok leverede de så en af sæsonens klart dårligste indsatser i sæsonens kun anden sejr mod Skive i fredags. Der er en god bund i holdet, og selvom det endnu kun er blevet til to point i fire udekampe, så har de også her forbedret sig spillemæssigt i forhold til sidste sæsons kun to sejre i 15 kampe. Om forskellen op til en af de største oprykningsfavoritter så stadig viser sig at være for stor, når de gæster Vejle søndag eftermiddag, vil vise sig. 

Ciffertip fra hoften: 2-1/3-1/1-1

Vejle - Hvidovre: 1 til odds 1,75 hos bwin

Vejle viste topniveau i seneste ligakamp og har anfører Schoop tilbage fra skade. Gæsterne har hævet niveauet og har en fin offensiv, men de er ramt af en del skader på stamspillere i øjeblikket og spillede en skidt kamp senest. Læs hele eksperttippet.

Vendsyssel - Kolding

Spilles søndag d. 15/9 kl. 18.00 - Se mere info i vores matchcenter  

Hvad en pokalkamp mod et svækket Danmarksserie-hold dog ikke kan gøre! Vendsyssel kom fra fem nederlag uden at have scoret og en truende trænerfyring til Johnny Mølby, da de maltrakterede Kjellerup i pokalen for to uger siden. Det var åbenbart lige, hvad der skulle til, for siden har man besejret ikke ueffne Hvidovre i ligaen og Vejle i pokalturneringen med to gange 1-0. Tre nye spillere på højt niveau er kommet ind, hvilket har øget konkurrencen og sammen med sejrene bragt ny tro på tingene. Holdet ligger stadig under stregen, så der skal vindes kampe i en fart, hvis man skal avancere lige så hurtigt, som den ambitiøse klubledelse forventer.

Mange har travlt med at tale Kolding ned efter fire kampe uden sejr og en pokal-exit mod Randers. Men sandheden er, at præstationerne stadig overgår, hvad man kan forvente af en oprykker. To meget knebne nederlag på udebane mod stærke hold som Nykøbing og Fredericia, hvor man i begge tilfælde var foran, er ingen skam, og uafgjorte kampe hjemme mod Vejle og Fremad Amager er også godkendt. Senest mod Amager viste de, at de også kan spille en mere taktisk omgang fodbold, hvor der ikke er store chancer konstant og masser af mål. De er stort set skadesfri og kan spille helt frit i denne kamp, for forventningerne er en hjemmesejr til de fuldtidsprofessionelle nedrykkere fra Vendsyssel. 

Ciffertip fra hoften: 2-1/1-1/2-0

Vendsyssel - Kolding: 1 til odds 1,97 hos Danske Spil

Efter et oddsfald er værdien til at overse, men 1-tallet kan stadig være en kende for højt med tanke på, at Vendsyssel trods alt er det bedre hold, har hjemmebane og har forstærket sig ret så markant de seneste par uger. For en måned siden havde man næppe fået mere end odds 1,50-1,55 på 1-tallet. Nu er vi meget tæt på odds 2,00.

Regnskab efter spillerunde 8

  • Antal spilovervejelser (og ikke egentlige eksperttips) i ugeoptakten: 30
  • Status: +9,66 units
  • Tilbagebetalingsprocent: 132,20 %

Statistik for eksperttips kan findes på linket her
For 1. divisions-sæsonen 2019/20 lyder statistikken som følgende: 

  • Antal eksperttips: 16
  • Status: -5,20 units
  • Tilbagebetalingsprocent: 67,50 %