En Danske Spil-kunde fik ændret deltagerne i sit head-to-head-væddemål, så kuponen gik fra at være vundet til at være tabt. Men hvordan kunne det overhovedet sket, at Danske Spil ændrede i en allerede indgået kupon?

250 kroner hos Danske Spil havde Rasmus Jensen spillet på et head-to-head-væddemål på kvalifikationen til det tyske Formel 1 Grand Prix, men da han ville tjekke sin kupon og gevinst, opdagede han, at det var to helt andre kørere, der står på kuponen. Det skrev Ekstra Bladet i august.

Rasmus Jensen kontaktede Danske Spil, og i fællesskab nåede de frem til, at han nok havde trykket forkert. Sidenhen kom han i tanke om, at han havde sendt et screenshot til sin ven af spillet, og heraf fremgik to andre kørere, end dem der stod på kuponen hos Danske Spil. Herefter kontaktede han igen det statsejede spilleselskab, og de indrømmede, at der var ændret i kuponen ved en fejl, og Rasmus Jensen fik sit indskud tilbage.

Til Ekstra Bladet forklarede pressemedarbejder ved Danske Spil Anders Michael Kristensen, at der var tale om en manuel fejl, og at Rasmus Jensen nu havde fået udbetalt gevinsten for væddemålet og ikke kun fået sit indskud retur. Hvordan den manuelle fejl opstod, var der ingen præcis forklaring af. 

BetXpert har interviewet pressechefen hos Danske Spil, Marie Grabow Westergaard, om episoden, og hvordan den manuelle fejl kunne opstå.

Sådan skete den manuelle fejl

Danske Spil får flere af deres odds fra en tredjepartsleverandør, men spiludbyderen sætter også "rigtig mange" odds selv, fortæller Marie Grabow Westergaard. 

Hun forklarer videre, at når der skal oprettes nye odds, så er det almindelig praksis, at man bruger "byggestenene" fra tidligere oprettede odds. Eksempel: Har man et vinderodds, hvor der skal tilføjes nye udfald, så rettes og ændres den eksisterende blok, i stedet for at et helt nyt vinderspil oprettes. Har man et head-to-head-væddemål uden indskud, er det også normalt, at man går ind og ændrer på deltagerne i det for at se, om man kan gøre væddemålet interessant og få indskud på det. 

"Det er den måde, man gør det på, og det kommer ikke til at ændre sig. Det er sådan, man kan bygge nye odds hurtigst, hvis man allerede har et marked. Det kan man også gøre, selvom der allerede er spillet på det (eksempelvis et vinderspil, hvor nye deltagere tilføjes, red.) - man kan så bare ikke slette det, der allerede er oprettet og spillet," siger Marie Grabow Westergaard. 

Og det er så i en ændring af et head-to-head-væddemål, at der bliver overset, at der allerede er spillet på udfaldet?
"Ja. Det, der helt præcist sker i dette tilfælde, er en menneskelig fejl. En person overser de tjekpunkter, man har, hvor et af dem er, om der er spillet på kampen. Man gennemgår selvfølgelig nogle punkter, før man ændrer i et væddemål. For man ændrer ikke på et spil, der er allerede er oddset på," siger Marie Grabow Westergaard. 

Bør der ikke være kommet en advarsel frem i systemet om, at der allerede er spil på kampen?
"Sådan operer systemet ikke, så det gør der ikke. Der er en tjekliste, man skal igennem. Der er meget få mennesker, der er mere pinlig berørt end dem selv over denne her sag, for det her er aldrig tidligere sket. Det har vi ikke kendskab til. Aldrig. Efterfølgende har alle gennemgået proceduren igen, og der er også tilføjet nogle flere tjekpunkter, man skal igennem, før man på nogen måder må ændre et allerede oprettet odds."

Det er vigtigt for Marie Grabow Westergaard at understrege, at der er tale om en manuel fejl og ikke en system- eller automatisk fejl. 

"Pointen er, at nu er der blevet strammet kraftigt op på, hvad man skal gøre og tjekke, når man ændrer i allerede oprettede væddemål. Det er heldigvis ikke en systemfejl, men en person, der ikke opdager, at der er spillet på væddemålet. Havde det været systemet, havde vi haft et kæmpe problem, men systemet kan heldigvis ikke gøre det her," siger pressechefen.

Flere fejl forekom

Der er sket flere fejl med Rasmus Jensens væddemål. Den første sker, da væddemålet manuelt bliver ændret til at omhandle to nye kørere, mens den anden fejl sker, da der rettes tilbage til de korrekte kørere, men i stedet for at udbetale gevinst, bliver indsatsen kun refunderet. Det er først efter kontakt til Ekstra Bladet, at Rasmus Jensen får sin gevinst, forklarer Marie Grabow Westergaard.

"Den anden menneskelige fejl sker i kommunikationen internt her i huset, hvor manden (Rasmus Jensen, red.) selvfølgelig skal have sin gevinst udbetalt, men han får bare sine penge tilbage, og det er en fejl. Han skulle have fået udbetalt sin gevinst, hvilket også var beskeden internt. Den besked har jeg set," sige Marie Grabow Westergaard. 

Den manuelle fejl skete, inden Danske Spil havde en stor opdatering den 20. august, hvor selskabets IT-systemer blev forbedret. Men det betyder ikke, at en lignende manuel fejl aldrig vil ske igen: 

"Det kan stadig lade sig gøre. Det er den samme måde, man gør det på, som før den nye platform," siger Marie Grabow Westergaard.

"Man behøver ikke gemme sine Oddset-kuponer i mange år"

Oplever man tvivl om, hvorvidt et væddemål er afgjort korrekt eller ej, eller hvad det helt præcist er, man har spillet på, så kan man kontakte Danske Spils kundeservice, og få problemet udredt.

Ifølge Marie Grabow Westergaard registrerer Danske Spil alle ændringer ved et væddemål, og derfor kan de finde frem til, om der skulle være sket en manuel fejl ved det spillede væddemål. Eller om en spiller i stedet for har klikket forkert, eller ikke husker hvad der er spillet på.

"Man behøver ikke gemme sine Oddset-kuponer i mange år. Vi har en log på alt, og vi kan se, hvem der har været inde og ændre i  hvad. Vi kan se alt. Den log skal vi også gemme i flere år," siger hun.