Endnu en gang var der målfest i den tyske Bundesliga, og de ni kampe endte med et målsnit ikke langt under fire. Bayern halede yderligere ind på Dortmund i toppen. Hvem skal der holdes øje med i den kommende runde? Læs Rasmus G's bud her.

Vi var vidne til en voldsom Bundesliga runde i sidste uge, som bød på mange overraskende resultater. Variansen bed mig i bagdelen, da Dortmund smed en 3-0 føring væk hjemme mod Hoffenheim. Derudover fik mit kække forslag på Gladbach -2,0 aldrig rigtig luft under vingerne, da de tabte 0-3 hjemme til Hertha.

Leverkusen vandt 1-5 ude, og Freiburg spillede 3-3 hjemme mod Wolfsburg. Alt i alt endnu en målrig runde, der bød på 34 mål i ni kampe svarende til et snit på 3,77 mål pr. kamp.

FC Augsburg vs Bayern München  

Efter to sejre i træk måtte Augsburg lide et stort nederlag ude til Werder Bremen. 4-0 lød det ved slutfløjtet, og selvom det måske var i overkanten, så var Werder langt mere effektive end Augsburg. Skadeslisten er stadig lang i Augsburg, og nu ser det ud til, at man må undvære den faste angriber, Finnbogason. Derudover har anfører og fast midtbanespiller, Baier, også fået hevet en karantæne til sig.

Bayern slog forventet at svækket og svagt Schalke mandskab 3-1 hjemme, og samtidig smed Dortmund og Gladbach point. Det betyder, at Bayern nu ligger nummer 2 kun fem point bag Dortmund. Neuer er tilbage i træning, mens Tolisso og Robben fortsat ser ud til at være ude. Lewandowski trænede heller ikke med tirsdag, men det kan være en mindre batalje. Fire dage efter Augsburg har Bayern en vigtig Champions League-kamp ude mod Liverpool. Selvom det ikke ser ud til, at Kovac vil rotere, så står han i en situation, hvor han med al sandsynlighed ønsker at have absolut friske spillere mod Liverpool. 

TSG Hoffenheim vs Hannover 96 

Hoffenheim leverede et stort comeback ude mod Dortmund, hvor de var bagud 3-0 indtil det 75. minut. Hoffenheim fik flot kæmpet sig tilbage på 3-3, men spillede en ringe første halvleg og kom først i gang inden halvleg, hvor Dortmund sløsede i defensiven. 

Hübner er ude mod Hannover, og Vogt er fortsat tvivlsom. Der har samtidig været lidt problemer hos Bicakcic, så Hoffenheim kan være svært sårede i defensiven op til denne kamp. Den meget vigtige midtbanespiller, Florian Grillitsch, har også karantæne. 

Hannover vandt endelig igen, da de besejrede deres direkte modstander i bundstriden, Nürnberg, 2-0 hjemme. Det kom dog på en forholdsvis billig baggrund, da Nürnberg fik rødt kort efter 11 minutter, og på trods af dette var det ikke en imponerende indsats af Hannover. En sejr mod Nürnberg virker stadig ikke til at være et vendepunkt for Hannover, som fortsat har sine store problemer i defensiven og med skader. 

Schalke 04 vs SC Freiburg 

Schalke drog til Bayern i weekenden og tabte 3-1. Det var ikke resultatet af en kæmpe præstation af Bayern, men mere fordi Schalke leverede flere uprovokerede fejl, som i sidste ende kostede. 

Schalkes måske bedste spiller, Daniel Caligiuri, har karantæne mod sin tidligere klub. Det kan blive lidt af et problem, da man nu står uden en reel højreback, for Schöpf er også ude. Embolo er fortsat fraværende, mens der er stor tvivl om angriberne, Burgstaller og Skrzybski. 

Freiburg viste stor effektivitet, da de hjemme spillede 3-3 mod Wolfsburg. Grifo viste endnu engang, hvor vigtig en signing han har været, ved at diske op med en assist og et mål. Defensiven haltede dog fortsat for Freiburg, og særligt over kanterne er de sårbare. Freiburg har dog udviklet sig igennem sæsonen og er nu et rigtig spændende hold. Kan de få styr på defensiven, så begynder det at ligne noget. 

Schalke - Freiburg (AH+1) 2 til odds 1,70 hos Nordicbet (nu 1,66 hos Unibet)

Schalke har svært ved at skabe chancerne til at vinde stort hjemme. På papiret har Schalke et bedre hold, og Freiburg har fravær, men hjemmeholdet mangler også en profil, og Freiburg er i bedring. Læs hele spilforslaget

VfB Stuttgart vs RB Leipzig 

Krisen fortsætter i Stuttgart, som tabte 3-0 ude til Düsseldorf. Der skete dog en reaktion i Stuttgart oven på nederlaget, men ikke den forventede reaktion. Stuttgart fyrede sportsdirektøren Reschke og har ansat den tidligere Stuttgart-spiller, Hitzlsperger, i stedet. 

Weinzierl er altså fortsat i trænersædet, men fyringen af sportsdirektøren kan blot være det første skridt i en stor rokering. Angriber Gomez er tilbage fra karantæne, men ud ryger Gonzalez med karantæne, som i store dele af sæsonen har været Stuttgarts bedste offensive kort.

Leipzig spillede 0-0 mod Frankfurt i en kamp, der var uden de helt store chancer. Leipzig formåede at holde en ellers formstærk Frankfurt-offensiv helt nede og var det bedste hold i kampen, og Sabitzer havde sågar et skud på stolpen, men derudover var det offensive spil ikke flydende. Bruma og Forsberg er dog begge så småt tilbage, og det bør bringe nogle flere muligheder til Leipzigs spil. Midtbanespilleren Konrad Laimer har karantæne, men Tyler Adams er dog en kvalitetserstatning.

VfL Wolfsburg vs Mainz 05 

Wolfsburg spillede en blandet kamp imod Freiburg, men vandt heldigt efter dumme fejl i Freiburgs defensiv. Skadeslisten er blevet formindsket, og man mangler ikke mange i førsteholdstruppen nu. Mehmedi er så småt tilbage i træning og kan komme i spil til denne kamp. Wolfsburg har set over hele sæsonen været ganske fornuftige, og de ser kun ud til at have store problemer mod hold, der spiller hurtigt og med få berøringer på den sidste tredjedel af banen.  

Mainz blev godt og grundigt domineret af Bosz' Leverkusen, som spillede med utrolig mange pasninger og kørte holdet rundt. Positivt for den kommende kamp er, at de får den vigtige midtbanemand, Latza, tilbage, for han var svært savnet mod Leverkusen. Set på underliggende stats er Mainz et af de heldigste hold på udebane denne sæson, hvor de tillader modstanderen alt for mange chancer. 

Wolfsburg dominerer fra hjørneflagene

Wolfsburg har ikke været specielt gode hjemme, måske fordi de er bedre til lade modstanderen tage teten og så selv spiller deres direkte spil i stedet. Det får de dog svært ved at gøre hjemme mod Mainz, som ofte overlader hjemmeholdet styringen til hjemmeholdet. Jeg forventer endnu en gang, at Mainz tillader meget plads, men med Wolfsburgs manglende evne til at kombinere bliver det sandsynligvis med mange spark udefra. En hjørnelinje på Wolfsburg afventes, og undertegnede skal forsøge at opdatere i kommentarfelt ved spilmulighed.

Hertha Berlin vs Werder Bremen 

Af alle hold blev det eller notorisk udesvage Hertha, som skulle slå Gladbach på hjemmebane. Gladbach var ellers ubesejret i egen hule, indtil hovedstadsholdet kom forbi. Det var dog mere end fortjent, at Hertha fik hevet en sejr hjem. Spillerne viste kæmpe overskud på bolden og tog alle de rigtige beslutninger i omstillingsspillet. 0-3 blev slutresultatet, og det var en ganske imponerende indsats af Hertha. Duda, Selke og Kalou kom alle på tavlen og spillede alle en fantastisk kamp. Det forventes derfor, at de får genvalg, og at anfører Ibsevic bliver henvist til bænken nok en gang.

Werder imponerede dog også på hjemmebane, da de med stor træfsikkerhed sikrede en 4-0 sejr mod Augsburg. To mål af den hurtige kant Rashica, som viser stor spilleglæde for tiden. Midtbanen i Werder har vist stor kvalitet på det seneste, hvor de blandt andet mod Dortmund dominerede Delaney og Witsel.  

Hertha Berlin - Werder Bremen: 1 til odds 2,45 hos Bethard

Hertha kommer fra en storsejr hos Gladbach. Werder har en stærk midtbane og slog senest Augsburg 4-0, men markedet overvurderer Bremen-klubben på baggrund af de seneste kampe. Normalt er odds på Hertha-hjemmesejr over Werder en del lavere. Læs hele spilforslaget 

Eintracht Frankfurt vs Borussia Mönchengladbach 

Det blev til et højst overraskende 0-0-resultat ude mod Leipzig for Frankfurt, som blev lukket godt ned offensivt. De har torsdag aften en kamp ude mod Shakhtar, hvor det forventes, at de stiller i noget nær stærkeste opstilling. Det kan begynde at blive hårdt for Frankfurt, som generelt ikke har roteret meget denne sæson. De har fortsat ingen faste spillere ude på nær midtstopper Abraham.

Gladbach blev ganske chokerende tævet 0-3 hjemme af Hertha, og dermed sluttede deres ubesejrede stime på hjemmebane. Det lignede en decideret offday for Gladbach, der spillede uden den store gnist og gejst. De undervurderede måske berlinerne, men nu er det tilbage til virkeligheden, og de skal forsøge at komme tilbage på sporet på en svær udebane. 

Gladbach +0,25 til odds 1,89 hos Bethard

Selvom Frankfurt har en af de stærkeste hjemmebaner og de bedste tilskuere, så bør de snart få det svært. De har ikke roteret meget igennem sæsonen, og nu skal de igen ud i en midtugekamp - denne gang en tur til Ukraine og spille første opgør mod Shaktar i Europa League. Gladbachs nederlag skal man næppe lægge alt for meget i, da det er første gang i sæsonen, de har virket så umotiverede. Jeg forventer, Hecking hurtigt får styr på tropperne igen, og jeg kan godt se dem tage point ude mod Frankfurt.

Bayer Leverkusen vs Fortuna Düsseldorf 

Peter Bosz fortsætter med at imponere i spidsen for Leverkusen, som er blevet langt mere pasningsbaserede og offensivt orienterede. Det kom  da også til udtryk, da de spillede en flot udekamp mod Mainz og vandt 1-5. Hele 751 pasninger blev sat sammen mod Mainz, og Leverkusen dominerede med en boldbesiddelse på 72%. Brandt og Havertz gør det fantastisk på midtbanen, hvor deres kreative kvaliteter kommer i spil under Bosz. Leverkusens eneste vigtige fravær i den kommende runde er forsvarsspilleren Lars Bender. 

Düsseldorf slog Stuttgart hjemme 3-0, hvilket afkræver respekt, men det skal dog bemærkes, at Stuttgart er et mandskab i stor krise. Det var en rimelig lige kamp, men Düsseldorf viste mere skarphed foran kassen. Düsseldorf har to vigtige spillere i karantæne til denne kamp, da Stöger og Ayhan begge fik deres femte gule kort mod Stuttgart.  

Leverkusen - Düsseldorf: 1 til 1,43 hos Bethard (nu 1,42)

Leverkusen har set betydeligt bedre ud efter ansættelsen af Bosz, og det kan ikke understreges nok, hvor talentfuldt et hold han har at arbejde med. Düsseldorf ligger pænt til i tabellen, og de 10 point ned til stregen gør, at de måske kan begynde at slappe lidt af. Leverkusen bør dog sigte hårdt efter en plads i top 4, som giver adgang til Champions League, og her er en hjemmesejr over Düsseldorf et must.

FC Nürnberg vs Borussia Dortmund 

Nürnberg fik rødt kort efter 11 minutter i sekspoints-kampen mod Hannover og måtte derfor lide et 2-0 nederlag. Det betød ændringer i Nürnbergs ledelsesgang, da sportdirektøren og træneren er blevet fyret. Assistenttræner Schommers er blevet ansat som midlertidig træner, og han skal forsøge at hente nogle vitale point. Midtbanespilleren Simon Rhein har karantæne til dette opgør, samtidig med den faste midtstopper, Margreitter, sandsynligvis er ude.  

Dortmund smed en 3-0 føring væk hjemme mod Hoffenheim, og efter en ellers flot første halvleg blev de overmodige og ukoncentrerede i anden halvleg. Defensiven blev sat på prøve, og konstellationen mellem  Diallo og Weigl svigtede.

Onsdag i Champions League blev de også sat på prøve, da de gæstede Wembley. En rigtig god første halvleg af de sort-gule, hvor Sancho drev gæk med samtlige Tottenham-spillere, blev dog efterfulgt at en lige så dårlig anden halvleg, og en mindst lige så anonym Sancho og Dortmund-offensiv. Der var klasseforskel i anden halvleg. Alcácer, Reus og Akanji ser fortsat ud til at være ude i den kommende runde.

Powerranking uge 7: 

1. Bayern München: De regerende mestre har fundet en vis stabilitet og har sat kursen mod mesterskabet igen.  

2. Borussia Dortmund: Efter en svag indsats mod Werder i pokalen efterfulgt af kæmpe nedture mod Hoffenheim og Tottenham ligger Dortmund og vipper mellem anden- og tredjepladsen på listen. De holder sig dog lige akkurat foran tredjepladsen. 

3. Bayer Leverkusen: Sidste uges nummer fire, men Bosz har virkelig fået ændret udtrykket hos Leverkusen, som ligger meget tæt på Dortmund. 

4. Borussia Mönchengladbach: 0-3 hjemme mod Hertha er en svækkelse af det ellers enormt stærke hjemmehold Gladbach, og da de ikke længere er ”uovervindelige”, må de rykke en plads ned. 

5. RB Leipzig: En fornuftig defensiv indsats hjemme mod Frankfurt, men en kedelig offensiv. De ser dog mere stabile ud nu, end hvad man så i den første del af sæsonen. 

6. Eintracht Frankfurt: Trætheden er begyndt at vise sig i Frankfurt, som nu træder ind i Europa League igen. Mange skader til breddespillere og en knap så bred trup kan svække dem i Bundesligaen. 

7. TSG Hoffenheim: En yderst svag indsats i første halvleg mod Dortmund, som blev efterfulgt af en tro på tingende og lidt held, gjorde, at de leverede et flot comeback. Hoffenheim er dog fortsat ikke i nærheden af top 4. 

8. Hertha Berlin: En 0-3 sejr ude over Gladbach bør måske rykke Hertha højere op på listen, men de mangler fortsat at bevise deres stabilitet på hjemmebane også. 

9. VfL Wolfsburg: 3-3 ude mod Freiburg er godkendt, men den defensive indsats skal forbedres. Wolfsburg holdes dog fortsat på en 9. plads grundet et fint spillermateriale.  

10. Werder Bremen: 4-0 hjemme mod Augsburg rykker ikke alverden, da Augsburg har deres defensive problemer.  

11. Schalke 04: Havde Schalke ikke en række fravær, så burde de måske rangere højere end Werder Bremen, men faktum er, at de fortsat er uden nogle vigtige spillere og ikke kan få spillet til at fungere. 

12. SC Freiburg: Freiburg bliver liggende i ingenmandsland. Kan de få styr på defensiven, kan de måske rykke længere op på listen. 

13. FC Augsburg: Et af de mest svingende hold i ligaen, som til tider spiller fantastisk fodbold, og mindst lige så ofte sejler rundt i defensiven.  

14. Fortuna Düsseldorf: Düsseldorf er forholdsvis konsekvente i niveau, men topniveauet er ikke decideret imponerende. De får dog hentet de point, der skal til. 

15. Mainz 05: 1-5 mod Leverkusen og spillet ud af banen. Elendige Mainz slæber sig kun op på 15. pladsen, fordi alternativerne er endnu dårligere. 

16. VfB Stuttgart: Der er krise i Stuttgart, og der kan ikke gå længe, før en trænerfyring er en realitet. Spillermaterialet er til mere end den nuværende 16. plads i ligaen. 

17. Hannover 96: En 2-0-sejr over den direkte nedrykningsrival, Nürnberg, giver dem både en næstsidsteplads her og i ligaen. 

18. FC Nürnberg: Kriseramte Nürnberg er svære at placere andre steder end nederst.

Sidste rundes regnskab                             

Spiltip i sidste uge:                        
Antal og indsats: 2                                         
Overskud:  -0,3 
Tb%: 86,5  

Spilovervejelser i sidste uge:  
Antal og indsats: 4  
Overskud: -2,1  
Tb%: 48,8  

Samlet regnskab  

Spiltip i alt:    
Antal og indsats: 4  
Overskud: +1,5  
Tb%: 138,3  

Spilovervejelser i alt: 
Antal og indsats: 16  
Overskud: -1,2  
Tb%: 92,3