Ny kortlægning: Flest automattilladelser i økonomisk udsatte kommuner

Kommuner med mange borgere på overførselsindkomst har markant flere steder med tilladelse til gevinstgivende spilleautomater pr. indbygger. Kortlægningen viser en tydelig geografisk sammenhæng, men dokumenterer ikke, at automaterne skaber økonomisk udsathed.

Der er stor forskel på, hvor nemt det er at finde en gevinstgivende spilleautomat rundt om i Danmark.

BetXperts kortlægning viser, at automaterne oftere er en del af gadebilledet i kommuner, hvor mange lever af offentlige ydelser, end i kommuner med færre borgere på overførselsindkomst.

Forskellen er tydelig. Deler man kommunerne i fire grupper, har kommunerne med flest borgere på overførselsindkomst i gennemsnit 3,94 steder med automattilladelse pr. 10.000 indbyggere.

I gruppen med færrest er tallet 2,37. Det betyder, at den første gruppe ligger 66 procent højere.

Det samme billede dukker op, når man ser på indkomst.

Blandt kommunerne med de laveste disponible indkomster er der i gennemsnit 3,66 tilladelsessteder pr. 10.000 indbyggere. Blandt de mest velstående kommuner er der 2,38. Her er forskellen 54 procent.

Kortlægningen omfatter både spillehaller og restaurationer med tilladelse til gevinstgivende automater.

Men der er en vigtig forskel mellem en tilladelse og en automat, man faktisk kan sætte sig ved.

Registeret viser, hvor mange steder der må have automater, og hvor mange de højst må opstille. Det fortæller ikke, hvor mange der står tændt og bliver brugt på en bestemt dag.

Det nationale datagrundlag for kortlægningen. Den maksimalt tilladte kapacitet må ikke forveksles med faktisk opstillede automater.

Et marked med to typer tilladelser

BetXpert har taget udgangspunkt i Spillemyndighedens offentlige register. I det undersøgte datasæt findes 1.756 adresser med en tilladelse: 748 spillehaller og 1.008 restaurationer.

Tilsammen må de højst have 23.491 automater.Spillemyndighedens register over tilladelsesindehavere

En automat på et værtshus er ikke det samme som en automat i en spillehal. I spillehallen er automaterne selve forretningen, og hallerne står derfor for langt størstedelen af den tilladte kapacitet.

På værtshuse, caféer og andre restaurationer er de et tilbud ved siden af serveringen. Derfor fortæller antallet af adresser noget andet end antallet af automater, der må stå på dem.

For at kunne sammenligne København med Lolland, Ærø og andre langt mindre kommuner har vi regnet antallet om pr. 10.000 indbyggere. Ellers ville de største kommuner næsten automatisk ende øverst, alene fordi der bor flere mennesker.

Faktaboks: Det måler kortlægningen

- Tilladelsessteder: adresser registreret med tilladelse til gevinstgivende spilleautomater.

- Maksimalt tilladte automater: den øvre kapacitet i tilladelserne, ikke et optalt antal automater i drift.

- Kommunetal: resultaterne er normaliseret pr. 10.000 indbyggere.

- Økonomiske mål: gennemsnitlig disponibel indkomst og andelen på overførselsindkomst.

Forskellen bliver størst, når vi ser på offentlige ydelser

Kommunerne med færrest borgere på overførselsindkomst ligner hinanden. I de to første grupper er der henholdsvis 2,37 og 2,36 tilladelsessteder pr. 10.000 indbyggere.

Derefter sker der et spring: Tallet stiger til 3,53 og ender på 3,94 i gruppen med flest borgere på overførselsindkomst.

Det er med andre ord ikke en pæn trappe, hvor tallet stiger lidt for hver gruppe. Skellet går især mellem den økonomisk stærkere og den mere udsatte halvdel af kommunerne. Derfor viser vi alle fire grupper frem for kun at stille de to yderpunkter over for hinanden.

Tilladelsessteder pr. 10.000 indbyggere, når kommunerne opdeles efter andelen på overførselsindkomst.

Også når alle kommuner vurderes samlet, er mønstret tydeligt. Kommuner, der ligger højt på listen over borgere på overførselsindkomst, ligger som regel også højt på listen over tilladelsessteder pr. indbygger. Det statistiske mål for sammenhængen, Spearmans rho, er 0,73.

Sammenhængen er mindre tydelig, hvis man i stedet tæller, hvor mange automater tilladelserne højst giver plads til. Her er tallet 0,36.

Det tyder på, at mønstret først og fremmest handler om, hvor mange steder med spil der findes lokalt. Hvor store de enkelte steder må være, varierer mere.

Ser man særskilt på restaurationer og spillehaller, følger restaurationerne det sociale mønster tættest.

Sammenhængstallet er 0,71 for restaurationer og 0,42 for spillehaller. Det fortæller dog ikke hvorfor. Et værtshus og en spillehal bliver til under forskellige økonomiske og lokale vilkår, og det kan præge deres placering.

Indkomsten fortæller næsten den samme historie

Vi har også set på den gennemsnitlige disponible indkomst i hver kommune. Her går mønstret den modsatte vej: Jo højere kommunens indkomst er, desto færre steder med automattilladelse er der typisk pr. indbygger. Den statistiske sammenhæng er -0,66.

I den fjerdedel af kommunerne, hvor indkomsten er lavest, er der i gennemsnit 3,66 tilladelsessteder pr. 10.000 indbyggere. I den mest velstående fjerdedel er der 2,38. Lavindkomstgruppen ligger dermed 54 procent højere.

Tilladelsessteder pr. 10.000 indbyggere i kommunerne med henholdsvis lavest og højest gennemsnitlig disponibel indkomst.

Indkomst og overførselsindkomst fortæller ikke helt det samme. En kommune kan godt have et højt gennemsnit og samtidig rumme mange mennesker med en presset økonomi.

Gennemsnittet kan også blive løftet af en mindre gruppe med meget høje indkomster. At begge mål peger i samme retning, styrker billedet, men kommunetal kan stadig skjule store forskelle mellem mennesker og bydele.

Metode: Sådan har vi gjort

- Vi har samlet oplysninger om alle 98 kommuner fra Spillemyndighedens register og Danmarks Statistik.

- For hver kommune har vi regnet antallet af tilladelsessteder og den maksimalt tilladte kapacitet om pr. 10.000 indbyggere.

- Derefter har vi delt kommunerne i fire omtrent lige store grupper efter indkomst og andelen på overførselsindkomst.

- Tallene for hver gruppe er gennemsnittet af kommunernes resultater.

- Vi har også undersøgt, om kommunernes placering på de økonomiske ranglister følges med deres placering på listen over automattilladelser. Det viser en sammenhæng, men kan ikke fortælle, hvad der er årsag til den.

Lolland og Rudersdal gør forskellen konkret

Lolland og Rudersdal viser, hvor stort spændet kan være. På Lolland er den gennemsnitlige disponible indkomst 235.450 kroner, og 30,2 procent af indbyggerne er på overførselsindkomst.

Kommunen har 19 registrerede tilladelsessteder, som tilsammen må rumme op til 291 automater.

Fordelt på Lollands 38.306 indbyggere svarer det til 4,96 tilladelsessteder og en maksimal kapacitet på knap 76 automater pr. 10.000 indbyggere.

I Rudersdal er den gennemsnitlige disponible indkomst 538.360 kroner, mens 9,2 procent er på overførselsindkomst. Kommunen har seks tilladelsessteder med plads til højst 44 automater.

Med 58.381 indbyggere svarer det til 1,03 tilladelsessteder og en maksimal kapacitet på 7,54 automater pr. 10.000 indbyggere.

Lolland har altså næsten fem gange så mange tilladelsessteder pr. indbygger som Rudersdal og omkring ti gange så stor tilladt automatkapacitet.

De to kommuner gør forskellen let at se, men de kan ikke i sig selv forklare det mønster, vi finder i hele landet.

Lolland og Rudersdal illustrerer yderpunkter. Kapacitetstallene viser tilladelsernes maksimum og ikke et fysisk optalt antal automater.

Et par steder kan fylde meget i en lille kommune

Når tallene regnes om pr. indbygger, bliver kommunerne mere sammenlignelige. Men i en lille kommune kan blot nogle få steder få resultatet til at se meget højt ud.

Ærø har eksempelvis syv tilladelsessteder og ender højt, fordi der bor relativt få mennesker. På Fanø giver tre steder en lignende effekt.

Der kan også være andre forklaringer end borgernes økonomi. Turister, natteliv, færgetrafik og mange restaurationer kan skabe et marked for automater.

Et sted kan have kunder, der bor i helt andre kommuner. Derfor er indbyggertallet ikke altid et perfekt mål for, hvor mange mennesker stedet reelt betjener.

Vi har også undersøgt offentlige tal for restaurationsbranchen.

Men Danmarks Statistiks branchekategorier passer ikke præcist sammen med Spillemyndighedens restaurationstilladelser. Derfor kan vi ikke sige sikkert, hvor stor en del af landets værtshuse og restaurationer der har automater.

Tallene fortæller heller ikke, hvornår stederne holder åbent, hvilke automater de har, hvor mange penge der spilles for, eller hvor kunderne bor. To kommuner med lige mange tilladelsessteder kan derfor have meget forskellige spillemiljøer.

Et tidligere dansk studie fandt samme sociale skævhed

BetXperts resultat står ikke alene. I 2022 udgav forskerne Søren Kristiansen og Rolf Lyneborg Lund et fagfællebedømt studie baseret på placeringen af elektroniske spilleautomater i 2019.

De undersøgte, om automaterne lå tættere i områder med færre økonomiske og sociale ressourcer.fagfællebedømt dansk studie fra 2022

Studiet viste, at områder med lavere socioøkonomisk status havde en større tæthed af automater.

Forskerne beregnede også, at mennesker i den økonomisk svageste tiendedel i gennemsnit boede omkring 100 meter tættere på en automat end mennesker i den stærkeste tiendedel.

Forskerne gik tættere på geografien og målte blandt andet afstande, mens BetXperts analyse sammenligner hele kommuner med nyere offentlige registre.

Resultaterne kan derfor ikke lægges direkte sammen. Men de fortæller den samme overordnede historie: Adgangen til fysiske spilleautomater er ikke socialt eller geografisk jævnt fordelt.

Tallene viser et mønster, men ikke hvem der påvirker hvem

Kortlægningen viser, at kommuner med lavere indkomst og flere borgere på overførselsindkomst typisk har flere steder med automattilladelse pr. indbygger. Den kan ikke fortælle, hvorfor det er sådan.

Måske bliver automaterne placeret dér, hvor kunderne allerede er. Måske følger de bestemte typer værtshuse, lavere huslejer eller lokale erhvervsmønstre.

Gamle tilladelser og veletablerede spillemiljøer kan også leve videre, selv om befolkningen omkring dem ændrer sig.

Vi kan heller ikke se, om flere automater fører til flere spilproblemer.

Det ville kræve viden om, hvem der faktisk spiller, hvor meget de bruger og taber, og hvilke problemer de oplever. Man skulle samtidig kunne skille betydningen af automaterne fra andre sociale og økonomiske forhold.

Konklusionen er derfor enkel, men afgrænset: Tilladelser til fysiske spilleautomater er mere udbredte i økonomisk udsatte kommuner end i de mest velstående.

Det er et klart mønster i de offentlige tal. Det er ikke et bevis på, at automaterne skaber den økonomiske udsathed - eller at udsatheden i sig selv skaber flere automater.