En ny rapport fra en canadisk advokat afslører, at OL-boksning i Rio de Janeiro 2016 var udsat for matchfixing.

Det er efterhånden en kendt ting, at matchfixing ikke kun kan foregå i seriefodbold og andet sport, hvor der ikke er den store mediebevågenhed. Nu viser en rapport udarbejdet af den canadiske advokat Richard McLaren, at op mod 11 boksekampe var udsat for matchfixing eller matchfixing-forsøg ved OL i Rio de Janeiro i 2016. Det skriver insidethegames.

1,6 millioner kroner tilbudt i forbindelse med semifinale

Rapporten nævner flere specifikke kampe, hvor der enten var en matchfixingaftale eller et forsøg på at lave en. Én af disse kampe var semifinalen i letvægt mellem Otgondalai Dorjnyambuu fra Mongoliet og Sofiane Oumiha fra Frankrig. 

Ifølge rapporten kom der 250.000 dollars på bordet i bestræbelserne på at sikre udfaldet af kampen. Dette skulle angiveligt ikke have lykkedes, men insidethegame skriver, at bokseren fra Mongoliet tabte kampen med ”meget usædvanlige point” hos alle fem dommere. 

Herudover var der matchfixing i kvartfinalen i bantamvægt mellem irske Michael Conlan og russiske Vladimir Nikitin samt finalen i sværvægt mellem EvgenyTischenko fra Rusland og Vasily Levit fra Kasakhstan. 

Forbund kendte alt til matchfixing

Det fremgår også af rapporten, at snyderiet og manipulationen var kendt af toppen i Det Internationale Amatørbokseforbund (Aiba). Da der længe har været mistanke om matchfixing i forbindelse OL-boksning i Rio, blev Aiba allerede frataget sin olympiske status af Den Internationale Olympiske Komité (IOC). Dette allerede i 2019. Dermed overtog IOC selv organiseringen af bokseturneringen. 

Det er desuden værd at bemærke, at ingen af de i alt 36 dommere og kampledere fra OL i Rio fik tilbuddet om at deltage ved legene i Tokyo tidligere i år.