I Norge har man stadig en statsejet spiludbyder, som har monopol på spillemarkedet. Statsmonopolet kan blive styrket, hvis nyt lovforslag går igennem.

Den 18. juni skrev vi her på BetXpert om, hvordan det norske Lotteritilsynet fulgte op på nogle restriktioner, som de norske banker var blevet pålagt. Helt præcis drejede det sig om, at bankerne skulle blokere for overførsler til og fra udenlandske ikke-licenserede spiludbydere. 

Officielt var formålet med restriktionerne, at man ville ”begrænse det illegale spilleudbud” samt ”finde på metoder, der forhindrer og reducerer problemer forårsaget af spil.”

Herudover var formålet også at styrke statsmonopolerne Norsk Tipping og Norsk Rikstoto. Førstnævnte beskæftiger sig med sportsvæddemål, mens sidstnævnte koncentrerer sig om hestevæddeløb.

Nu kan monopolerne muligvis blive yderligere forstærket via nyt udkast til den norske spillelov.

Forslag: Saml de tre spillelove under ét tag

I dag har Norge tre love vedrørende pengespil: lotteriloven, pengespilloven og totalisatorloven. Disse styres i dag af Lotteriudvalget, Kulturministeriet og Miljø- og Fødevareministeriet.

Nu har det norske Kulturministerium sat et nyt lovforslag til høring i Stortinget. Planen er, at man vil samle de tre love ét og samme sted: i kulturministeriet. Det fremgår på Regjeringens hjemmeside.

Kultur- og ligestillingsminister, Abid Q. Raja, siger atter, at forslaget skal være med til at øge spillesikkerheden for de norske spillere.

”Formålet med lovforslaget er at sikre ansvarligt spil og forebygge spilleproblemer og andre negative konsekvenser af spil.”

Lovforslaget består af i alt ti punkter. Her er seks af dem:

  • Ansvaret for alle spilforskrifter, herunder regulering af hestespil, samles under kulturministeriet.

  • Norsk Tipping og Norsk Rikstoto har eneret til at udbyde pengespil, der kræver særlig offentlig kontrol. De eksklusive rettighedsaktører er underlagt streng statskontrol. Dette inkluderer bl.a., at det er staten, der udnævner bestyrelsesmedlemmer.

  • Forbuddet mod at udenlandske spilleselskaber kan tilbyde eller markedsføre spil rettet mod det norske marked videreføres. 

  • Markedsføring af lovligt spil bør ikke være for omfattende og må ikke være målrettet mod børn eller folk, der har frabedt sig det. 

  • Et større ansvar lægges på dem, der tilbyder spil. Disse skal foretage risikovurderinger og etablere nødvendige foranstaltninger for at sikre, at pengespil er ansvarligt og ikke fremmer kriminel aktivitet.

  • Forslaget styrker Lotteritilsynets værktøjer til at sikre, at spil foregår på lovlig vis. Lotterimyndigheden skal have mandat til at oprette en advarsel på hjemmesider, hvor der udbydes pengespil - en advarsel, der skal informere brugeren om, at et spilletilbud på hjemmesiden er rettet mod det norske marked uden tilladelse. 

Kommer undersøgelse i forkøbet

Som vi også skrev i artiklen fra den 18. juni, så er Spillavhengighet Norge, der er et behandlingscenter for folk med spilleproblemer, i øjeblikket i gang med at lave en undersøgelse, der skal redegøre for, om monopolmodellen er den bedste model for Norge, når det kommer til spørgsmålet om at bekæmpe spilleproblemer. Resultaterne af undersøgelsen ventes først at komme engang i 2021. 

Med ovenstående undersøgelse in mente kunne lovforslaget dermed godt se ud, som om at man fra politisk side forsøger at styrke monopolets position, inden undersøgelsen eventuelt måtte vise, at et mere liberalt marked vil fremme spillernes sikkerhed mere.