230.000 danskere er hos Facebook registreret som interesseret i spil og gambling via deres adfærd på nettet. Disse mennesker er ekstra udsat for kviklånsreklamer på det sociale medie, da firmaerne bag går direkte efter dem med deres markedsføring. Samtidig er 36.000 børn registreret som interesseret i at gamble.

Politikere på begge sidder af midten har udtalt sig kritisk om reklamer fra kviklånsfirmaer og spiludbydere, og nu er der noget, der tyder på, at mere benzin bliver smidt på det bål.

Ritzau skriver, at kviklånsfirmaer kan rette deres markedsføring på Facebook direkte til folk, der via deres internetadfærd, og hvad de interagerer med på Facebook, har vist, at de er interesseret i betting, poker, gambling mm. Det drejer sig i skrivende stund om 230.000 danskere.

Ifølge P1 Orientering er 36.000 danske børn mellem 13 og 17 år på samme vis registreret som interesseret i spil via deres adfærd online. I EU er det tal 740.000.

Minister vil regulere

Center for Ludomani vurderer, at størstedelen af de danskere, der modtager behandling for spilafhængighed, har taget et kviklån. Centerleder Michael Bay Jørsel kalder det overfor Ritzau for "dybt forargeligt", mens forbrugerombudsmanden planlægger en undersøgelse af kviklånsfirmaernes metode.

Også fra politisk hold kan der ske noget på området. Erhvervsminister Simon Kollerup (S) er i hvert fald klar i spyttet.

"Det er uanstændigt, og det viser, at der i kviklånsbranchen er en adfærd, som kalder på politisk regulering" siger han.

Kviklånsfirmaernes brancheforening, Digitale Lånudgivere, tager ifølge Ritzau afstand fra at målrette annoncer mod spillere.

Vil bruge info til at annoncere, når børnene er gamle nok 

"Hvad fanden skal Facebook bruge de her data på børn helt ned til 13 år til? Hvis de var et ansvarligt selskab, så ville de jo sætte en grænse på 18 år."

Sådan reagerer en tydeligvis frustreret Michael Bay Jørsel overfor DR på nyheden om, at Facebook har data på, at 36.000 danske børn er interesseret i spil og gambling. Facebook har også oplysninger om, at 14.000 danske børn under 16 er interesseret i alkohol.

Peter Münster, der er kommunikationschef for Facebook i Norden, forklarer til P1 Orientering, at Facebook har brug for den slags oplysninger til at kunne annoncere for det modsatte - eksempelvis en annonce, der underviser i ikke at drikke alkohol.

Han siger dog også, at Facebook bruger oplysningerne om børns annonceinteresser til at promovere gambling og alkohol, når børnene er blevet gamle nok.