Der findes uanede mængder af viden om tennis på alle niveauer i BetXperts univers, og i denne baggrundsartikel vil bruger og professionel tennistræner Rune Thomsen give sin vurdering af de 10 største herretalenter på futureniveau netop nu.

For at lykkes i en så krævende sport som tennis, er der mange ting, der skal gå op i en højere enhed. Det skyldes, at tennis er en stor global sport, og at der er store penge at hente for de spillere, der kommer helt til tops. Derfor er konkurrencen hård, og der investeres stort i spillerudvikling på verdensplan.

Det kræver mange ressourcer og enorme mængder tid at få en spiller i top 100 i verden på ATP- eller WTA-niveau. Rejsen starter for de fleste derfor allerede, fra spillerne er børn - ofte helt ned til 10-årsalderen. Her lever de en professionel tilværelse med utallige træningspas om dagen og mange rejser rundt i hele verden årligt.

Alle de nedenfor nævnte spillere har knækket den første del af koden, men har stadig et stort stykke arbejde forude for at etablerer sig i verdenstoppen. De vil i de kommende år stå overfor en lang række af nye udfordringer som eksempelvis: Skader, mental deroute og mangel på teknisk/taktisk niveau i spillet.

Svært at prissætte for bookmakerne 

Fra et valuemæssigt synspunkt kan det være guld værd at holde øje med disse spillere for dem, der forsøger at vinde penge på sporten. Spillerne gør sig gerne i professionelle turneringer, selvom deres alder berettiger dem til forsat at være juniorer. De har derfor sjældent en korrekt ATP-rangering i forhold til deres niveau, og de har ofte ikke ret mange kampe på professionelt niveau, som bookmakerne kan prissætte efter.

Et par eksempler på dette: I februar i år slog den blot 14-årige spanier, Carlos Garfia, italienske Frederico Gaio, der på daværende tidspunkt lå nummer 257 på ATP-ranglisten, til odds 12,00. Ingen havde kendskab til den spanske teenagers niveau, og selvfølgelig kræver det noget held at ramme sådan et odds, men det kan sagtens forekomme, at juniorerne driller de etablerede spillere. Af andre eksempler kan Marta Kostyuk’s run i Australien Open nævnes samt Amanda Anisimova i Indien Wells.

Herunder følger i vilkårlig rækkefølge en liste over de 10 største futuretalenter samt en række boblere:

Felix Auger-Aliassime, Canada

Født: 8/8/2000

ATP-rangering: 175

Højde: 191 cm

Vægt: 84 kg

Karriereindtjening: 145.239 Dollars

Auger-Aliassime blev den næstyngste spiller i historien til at vinde to Challengers. Han besidder en utrolig korrekt teknisk forhånd og kan spille helt poleret fra begge sider. Han har ingen umiddelbare svagheder, hvilket hans gode double resultater også vidner om.

Han er et produkt af Team Canadas fantastiske talentarbejde, som han har været en del af, siden han var cirka 14 år gammel. Han bør på nuværende tidspunkt kunne drille etablerede top 100-spillere. Auger-Aliassime har været lidt plaget af skader i starten af 2018, men han bør komme i omdrejninger senere på året, og der kan derfor være god værdi i at spille på ham, selv når han er underdog.

Potentiale: Top 5

Denis Shapovalov, Canada

Født: 15/4/1999

ATP-rangering: 45

Højde: 183 cm

Vægt: 75 kg

Karriereindtjening: 1.091.889 Dollars

Dennis Shapovalov brød igennem i Montreal Masters i 2017, efter han i 2016 vandt Wimbledon for juniorer. Han er i øjeblikket den yngste spiller i top 100. Han er venstrehåndet og har stor kraft i både forhånd og baghånd - især enhåndsbaghånd. Han kan godt have en tendens til at være lidt skrøbelig mentalt til tider.

Han er født i Tel Aviv men nu bosiddende på Bahamas. Endnu et produkt at Canadas talentarbejde, men også i høj grad af en mor, der er tennistræner og driver sin egen klub hjemme i Canada. Bookmakerne har luret Shapovalovs niveau, så der er ikke længere den store værdi at hente på, at han kan levere et overraskelsesmoment.  

Potentiale: Top 10

Alex Di Minaur, Australien

Født: 17/2/1999,

ATP-rangering: 112

Højde: 180 cm

Vægt: 69 kg

Karriereindtjening: 394.294 Dollars

Fik sit gennembrud i Eckental Challenger, Tyskland, i november 2016. Han vandt en runde i Australian Open i 2017 og kom i finalen i Sydney International i 2018. Var i Wimbledon-finalen i 2016 for juniorer. Han er i besiddelse af en ukuelig vilje og ihærdighed. Han mangler noget fysik og power, men til gengæld bevæger han sig helt uovertruffent på banen.

Han har fået sin tennisopdragelse i Spanien, hvor han har boet og trænet, fra han var 5, til han blev 13 år, hvorefter han har pendlet mellem Spanien og Australien. Di Minaur leverer stærkt hjemme i Australien og bliver stadig lidt undervurderet mod etablerede spillere, så der kan fra tid til anden være lidt værdi at hente på ham.

Potentiale: Top 20

Corentin Moutet, Frankrig

Født: 19/4/1999

ATP-rangering: 148

Højde: 175 cm

Vægt: 68 kg

Karriereindtjening: 175.399 Dollars

Corentin Moutet fik sit gennembrud i oktober 2017, da han vandt Brest Challenger i Frankrig. Han spiller med venstrehånd og tohåndsbaghånd og har et fantastisk touch og flair for spillet. Kan virke lidt sløv til tider på banen, og så mangler han lidt power og fysik. Han er født og opvokset lidt uden for Paris, hvor han stadig har sin base i dag.

Frankrig har traditionelt opfostret fantastiske spillere, hvor touch og lækre slag er i topprioritet. Det franske tennisforbund har i de seneste 20 år nok været det mest velfungerende forbund i verden til at producere topspillere. Bettingmæssigt er Moutet mest interessant, når han er kæmpe underdog, fordi han kan hive et helt vildt niveau op, eller når han er meget stor favorit, for så kan hans lidt sløve tilgang godt koste mod lavererangerede spillere.

Potentiale: Top 20

Nicola Kuhn, Spanien

Født: 20/3/2000
ATP-rangering: 196

Højde: 185 cm

Vægt: 75 kg

Karriereindtjening: 88.068 Dollars

Spansk/tyske Nicola Kuhn vandt Challenger i Braunschweig i juli 2017 og cementerede dermed sit navn blandt spillere, der skal holdes øje med. Det blev kun endnu mere imponerende af, at han måtte hele vejen igennem kvalifikationen, inden han spillede sig i finalen. Han har et meget komplet spil og kan slå tungt fra begge sider. Derudover er han mentalt stærk.

Kuhn har siden 13-årsalderen fået sin tennisopdragelse i Spanien på Juan Carlos Ferrero Acadamy og skiftede i 2016 nationalitet fra tysk til spansk. Der vil ofte kunne findes værdi i spil på Kuhn, fordi hans rangering er for lav set i forhold til hans niveau. Jeg gætter på, at bookmakerne om et halvt år har fået rettet ind på ham, og jeg vurderer, at han har niveau til at slå en del top 150-spillere og højere.

Potentiale: Top 10

Miomir Kecmanovic, Serbien

Født: 31/8/1999

ATP-rangering: 197

Højde: 183 cm

Vægt: 75 kg

Karriereindtjening: 90.853 Dollars

Fik sit gennembrud i oktober 2017, da han vandt en Challenger i Suzhou i Kina. Han har tidligere toppet verdensranglisten for juniorer. Han spiller ganske chancebetonet og med stor risiko i begge sider; han bruger eksempelvis sin forhånd til at slå igennem modstanderen. Kecmanovic har, siden han var 14 år, boet og trænet i Florida på IMG Acadamy.

Kombinationen af den amerikanske kultur og den serbiske stædighed har gjort Kecmanovic meget alsidig. Kecmanovic kan godt være svær at vurdere bettingmæssigt, fordi han stadig svinger meget i sine præstationer og qua hans meget chancebetonede spil, men specielt på grus her over sommeren i Europa skal han nok få taget nogle tunge skalpe.

Potentiale: Top 30

Sebastian Korda, USA

Født: 5/7/2000

ATP-ranking: 862

Højde: 193 cm

Vægt: 75 kg

Karriereindtjening: 16.817 Dollars

Vandt Australien Open for juniorer i 2018 og har været med fremme i en række futures i USA. Han har en stor serv og spiller med stor kløgt og modenhed trods sin unge alder, men han mangler noget fysik og styrke. Han er søn af legendariske Petr Korda, som vandt Australien Open i 1998 og var nummer 2 i verden, og Regina Rajchrtova, der også er tidligere professionel.

Korda har fået sin tennisopdragelse af sine forældre og USTA. Værdien i Korda vil på nuværende tidspunkt ofte være på overlinjer i antallet af partier. Grundet hans store serv vil han ofte kunne holde sig pointmæssigt inde i kampe mod langt højererangerede spillere.

Potentiale: Top 50

Thiago Seyboth Wild, Brasilien

Født: 10/3/2000

ATP-rangering: 605

Højde: 183 cm

Vægt: 77 kg

Karriereindtjening: 14.662 Dollars

Thiago Seyboth Wild fik et wildcard til ATP 250 i Sao Paolo tidligere I år. Før det har han mest gjort sig i futures. Han er fysisk stærk, spiller med stor kraft og har grus som sit bedste underlag. Han har været igennem et brasiliansk team, som tilknytter unge, talentfulde spillere fra hele landet. På grus er der værdi i Wild på futureniveau, hvor hans placering stadig er for lav. Jeg vil mene, at han godt vil kunne spille lige op med spillere omkring top 300 i verden.

Potentiale: Top 80

Yshai Oliel, Israel

Født: 5/1/2000

ATP-rangering: 566

Højde: 188 cm

Vægt: 78 kg

Karriereindtjening: 12.482 Dollars

Oliel har vundet en future på hjemmebane i Israel, og de fleste af hans resultater er blevet til i hjemlandet. På juniorniveau er det blevet til en finale i 2017 i Australien Open. Han er stærk med venstre forhånd, som han slår med stor sikkerhed. Han bor og træner i Israel, hvor han er støttet af en privat rigmand, som, siden Oliel var 12 år, har hjulpet ham økonomisk.

Oliel kan slå selv de bedste spillere på futureniveau, og specielt hjemme i Israel er der ikke nogle futurespillere, han ikke vil kunne besejre.

Potentiale: Top 50

Yibing Wu, Kina

Født: 14/10/1999

ATP-rangering: 337

Højde: 183 cm

Vægt: 73 kg

Karriereindtjening: 88.151 Dollars

Vandt en challenger på hjemmebane i 2017 og er det bedste bud på den første kineser i top 100 på ATP-ranglisten. Han har allerede fået sin debut på Kinas Davis Cup-hold. Han spiller aggressivt fra baglinjen med en stor tohåndsbaghånd. Kina har satset utrolig meget på tennis, og der findes næsten ikke en region i Kina, som ikke har et top moderne high performance tennisprogram.

Dette har Yibing Wu haft fordel af, og han har sideløbende suppleret med træning i Spanien. Wu vil være interessant på hard court, og specielt i Asien vil han kunne drille mange i top 200.

Potentiale: Top 100

Boblere som kan gå Top 100

Yuta Shimizu, Japan, 1999

Using Park, Sydkorea, 2000

Emil Ruusuvuori, Finland, 1999

Artem Dubrivnyy, Rusland, 1999

Alejandro Fokina, Spanien, 1999

Zizou Bergs, Belgien, 1999

Blake Ellis, Australien, 1999

Sebastian Baez, Argentina, 2000

Rudolf Molleker, Tyskland, 2000

Hugo Gaston, Frankrig, 2000

Axel Geller, Argentina, 1999

Bemærk: Det er i strid med lovgivningen at udbyde væddemål på sportsbegivenheder forbeholdt unge under 18 år. Det er dog tilladt at spille på sportsbegivenheder forbeholdt voksne, hvor unge under 18 år deltager.