Nadal, Federer eller Djokovic? Eller måske endda en helt fjerde...

Lodtrækningen til French Open (der starter søndag kl. 11) er nu foretaget, og BetXperts David Stoltenborg har kigget nærmere på herresiden af den berømte franske turnering. Forneden følger hans vurderinger af de forskellige deltageres chancer.

Læs også Stoltenborgs artikel fra forleden, med et tilbageblik på de seneste års vindere af herre-finalen i Paris samt et overblik over grussæsonen 2008: http://www.betxpert.com/artikel/french-open-2008-atp-optakt

Og Martin P. Andersens kig på kvinde-siden: Wozniacki og de andre: http://www.betxpert.com/artikel/french-open-wta-wozniacki-og-de-andre

Hold desuden øje med tennis-siden hvor de to tennis-eksperter løbende vil udlægge spilforslag til French Open: http://www.betxpert.com/ekspert/tennis/

Vinderchancer, favoritter og underhunde

I denne optakt vil jeg analysere hver lodtrækningsdel (der er otte), således at jeg efterfølgende kan give mit bud på hvem der havner på toppen i hver del og dermed når kvartfinalen. Efterfølgende vil der så være en spillerprofil af disse 8, sammenholdt med en chancevurdering. Den vurdering vil jeg så gå ud fra, når jeg skal analysere om der er værdi i nogle spil på den pågældende spiller.

De 8 dele
Første del

I den første lodtrækningsdel finder vi selvfølgelig verdensranglisten nr. 1, Roger Federer, men derudover nogle interessante navne som Ancic, Montanes, Karlovic og Monaco. Det er ikke en problemfri lodtrækning schweizeren her har fået, med to superservere fra Balkan og to grusspecialister. Karlovic kan drille alle på selv et underlag som grus, og Federer har før mistet sæt til manden som måler langt over de 2 meter og for nylig slog Robredo ud i Hamburg, hvilket indikerer at der er noget at komme efter for ham, selv i en grusturnering. Mario Ancic har slået Federer for nogle år siden, men er ikke længere så stor en trussel, specielt med hans form in mente. Dog skal man altid passe på med at undervurdere disse superservere og samtidig teknisk stærke spillere fra Balkanområdet. Monaco har i år ikke været super på grus, men gjort det stabilt og fået en seedning helt oppe som nr. 13. Årsstatistikken siger dog 19-10, så selvtillid må den lille argentiner have, der ofte er et ubehageligt bekendtskab for selv de bedste. Montanes har været virkelig god på grus i år, og har fine chancer for at levere en artig overraskelse i anden runde, hvis han klarer sig videre. Han startede grussæsonen med at vinde en turnering i Italien, og her på det sidste er det blevet til to kvartfinaler i træk i store turneringer som Barcelona og Hamburg.

Der er bare alligevel ikke den helt store tvivl når der skal vælges en kvartfinalist: Roger Federer.


Anden del
Her er franske Gasquet seedet til at gå videre, og han er oppe imod bl.a. Andreev, Gonzalez og Wawrinka som seedede. Russeren Andreev har allerede spillet over 30 kampe i år, og må selv op til en Grand Slam virke en smule slidt. Han har dog trods alt evnerne og på grus er han i år bl.a. gået i kvartfinalen i Monte Carlo og på det seneste slået Monaco ud i Rom. Fernando Gonzalez har hele to turneringssejre på grus i år, men begge på en forholdsvis billig baggrund. Det er alligevel noget som giver selvtillid, og han har faktisk ikke tabt siden april måned, da han trak sig efter to sejre sidst. Schweiziske Wawrinka er en anden spiller der har spillet et hav af kampe allerede, men det hænger også sammen med præstationerne, som har været rigtig gode. Han gik på grus i Barcelona helt til semifinalen efter sejr over bl.a. Nalbandian, og det blev fulgt op af en finaleplads i Rom, hvor han pressede Djokovic ud i tre sæt.

Derfor må Wawrinka betragtes som manden in form, og da Gasquet intet har vist på grus hverken i år eller førhen i French Open, er den anden ud af to mulige kvartfinalister fra Schweiz.


Tredje del
Nicolai Davydenko er fjerdeseedet og han står muligvis overfor Safin, Ljubicic, Ferrero og Tsonga. For at starte med sidstnævnte har Australian Open finalisten ikke vist sig at kunne holde niveauet fra januar på grus, men med en Grand Slam overraskelse som den i Melbourne skal man ikke udelukke noget. Grusspecialisten og tidligere vinder Ferrero, var manden der nedlagde Nadal for under en måned siden på grus. Det foregik i Rom, men spanieren tabte allerede i næste runde, så anstrengelserne stod ikke mål med udnyttet. Det indgyder alligevel respekt, og trods alderen er der stadig noget god grustennis i Ferrero, som kan være en farlig outsider til kvartfinalebilletten. Den kroatiske servekanon Ljubicic, er mildt sagt ikke kommet i gang endnu i år, men kender man ham ret, er han altid klar når der står Grand Slam på menuen. Han var så sent som i 2006 helt i semifinalen i denne turnering, og nu står han og skal bruge erfaringen fra det eventyr allermest. Marat Safin ved man aldrig hvor man har, og det er for det meste når man mindst venter det, at russeren slår til. Det må så være i år, da resultaterne indtil nu har været meget pauvre, og han vil sikkert gøre alt for at frarøve landsmanden Davydenko pladsen i kvartfinalen.
 
Davydenko er dog en klassespiller, og hans evner rækker længere end hans modstandere her, selvom Ferrero har muligheder for at vinde en eventuel indbyrdes match. Han bliver mit bud.


Fjerde del
Den spanske grusspecialist Ferrer kommer på arbejde i sin del, mod Hewitt, Stepanek og landsmanden Robredo. Det er heldigvis for ham også det han er bedst til, så selv om overraskelsen lurer i form af tilbagevendte tidligere finalist Coria, må han betegnes som storfavorit. Hewitt har fået en seedning som nr. 25, men det er i hvert fald ikke for årets resultater på grus, snarere de tidligere deltagelser i Paris, hvor det er blevet til meget stabile resultater omkring fjerde runde i mange år efterhånden. Tjekken Stepanek havde egentlig ikke vist noget særligt før end han i sidste turnering op til de åbne franske gik i semifinalen i Rom. Undervejs blev det til to fremragende skalpe mod Federer og Ferrer, før end han måtte trække sig mod Djokovic. Tommy Robredo plejer som altid at være god for en kvartfinaleplads eller noget i den stil, og stabilitet der er nøgleordet hos ham, har også været fremherskende på grus i år.

Han får dog svært ved at gøre noget imod David Ferrer, som er en slider af allerhøjeste standard, og en spiller der er i stand til at spille indtil sidste blodsdråbe på favoritunderlaget grus. Han bør gå i kvartfinalen.


Femte del
Amerikansk James Blake er seedningsfavorit, men skal formentlig først forbi Tipsarevic, Baghdatis eller Berdych i hvad der må betegnes som en ”billig” billet til tredjesidste runde. Tipsarevic har for kun to uger siden slået netop Blake ud i Hamburg Masters og må derfor betragtes som en ganske alvorlig konkurrent. Det er dog også det eneste serberen har præsteret på grusset indtil videre. Cyprioten Baghdatis har også fået seedning, men om han holder den er nok yderst tvivlsomt, eftersom han endnu ikke officielt har spillet på grus. Hvis han kommer videre fra sine svære førsterundekampe kan overraskelsen dog ikke udelukkes, da han er en habil grusspiller. Berdych har heller ikke nogen resultater der er værd at skrive hjem om på grus i år. Han plejer som regel at være stabiliteten selv i Grand Slam turneringerne, hvor han næsten altid holder sin seedning, og så heller ikke længere. Blakes yndlingsunderlag er ikke ligefrem grus, hvorfor han ikke syntes at skulle gå helt til en kvartfinale.

I mangel af bedre får Tipsarevic chancen, da han har slået Blake i et indbyrdes opgør for nylig og har en forholdsvis overkommelig lodtrækning i de første to runder.


Sjette del
Her må serbiske Novak Djokovic siges at være favorit. Han er oppe mod Canas, Moya og Mathieu som de seedede modstandere. Hjemmebanespilleren Mathieu vil gøre alt hvad der står i hans magt, men på nær en billig semifinale i Munchen har han ikke præsteret noget nævneværdigt på grus i år, der kan få en til at tro på ham. Den tidligere vinder Carlos Moya derimod, har hvad der skal til for at være manden til at levere overraskelsen. Han er bundrutineret, specielt her i Paris, men på den anden side har der været langt mellem snapsene i år. Det bør dog ikke spille nogen synderlig rolle, da han kan abstrahere fra det som ingen anden, når det er Grand Slam tid. Argentinske Canas har været i tre af de sidste fire kvartfinaler i French Open, og bør statistisk set have gode muligheder. Hans form har bare ikke rigtig været til det, og spørgsmålet er om han måske endda går hen og flopper?

Djokovic har fået en lodtrækning der ser overkommelig ud frem imod både kvart og semifinale.


Syvende del
David Nalbandian har fået en interessant lodtrækning med flere ubekendte. Andy Murray, Nicolas Almagro, og russiske Tursunov er der ikke rigtigt nogen som tør vide sig sikre på, spørger jeg så, mens jeg forestiller mig at Nalbandian er et sikkert kort. Langtfra. Han er røget overraskende hurtigt ud på det seneste, sidste kamp endda til den mulige modstander Almagro, men den tidligere dobbelte semifinalist plejer at kende sin besøgelsestid. Almagro har ellers været åbenbaringen på grus i år, med lutter imponerende resultater. To turneringssejre, krydret med et par sejre over top 10 spillere gør at han er en potentiel favoritdræber i denne turnering. Tursunov har ikke leveret hvad der skal til på grus i år, for at kunne forvente at indfri sin seedning. Senest tabte han i første runde til den mulige modstander Murray, der så fik tæv af Nadal i tredje runde. Faktisk har skotten ikke vundet mere end to kampe i træk siden februar måned. Han har dog sine styrker og han er bestemt ikke typen man skal undervurdere.

I denne del vil jeg prøve med et frisk tip på unge Almagro som kvartfinalist.


Ottende del
Forhåndsfavoritten Rafael Nadal er kommet i seedningssammensætning med Nieminen, Verdasco og Youzhny. Det peger unægtelig i retning af nemmere arbejde end hans førsteseedede kollega Federer. Nieminen er en meget stabil Grand Slam spiller, der sjældent går over sin seedning, men hans meritter er ikke at finde på grusunderlaget. Heller ikke i år, men alligevel plejer han at være god for noget i retning af tredje runde, når en Grand Slam melder sig. Tidligere har han været helt i fjerde, selvom grustalentet ikke burde række til det. En spiller som dog har grustalent er Fernando Verdasco, Nadal’s landsmand, der ser ud til at have fundet den form, som sidste år bragte ham i fjerde runde. I de sidste to turneringer har han slået en række meget gode grusspillere, og han er vel manden der skal udgøre truslen for Nadal i denne lodtrækningsdel. Russeren Youzhny har før vundet hele fire gange over Nadal, men for spændingen ser det desværre ikke ud til at kunne ske igen. Hans form er dårlig i øjeblikket, og grus er ikke hans favorit.

Nadal bør naturligvis gå videre.

Kvartfinalister
Roger Federer
Schweizeren der har lagt nummer et på verdensranglisten så langt som nogen snart kan huske tilbage, er som altid topmotiveret når det gælder om at fratage Nadal sin French Open krone, og vinde den sidste Grand Slam titel til samlingen. Han er blevet et år ældre siden sidst, men desværre for ham har konkurrenterne fået mest ud af det år som er gået. Nadal er blevet endnu mere komplet, mens mange nye topspillere har fået værdifuld erfaring. Federer ser ikke ud til at være blevet bedre på grus sammenlignet med sidste år, hvor nogle allerede luftede deres mening om at det kunne være sidste reelle mulighed for Federer til at vinde i Frankrig. Alligevel er han en så fuldendt tennisspiller at alverdens øjne hviler tungt på ham, når det går løs runde efter runde. Det vil selv efter disse udtalelser komme som nærmest et chok for de fleste, hvis han ryger ud inden finalen. Man forventer nærmest per automatik en finale mellem ham og Nadal, men den er måske i fare for at blive spoleret tidligere end planlagt. De to grusfinaler han har været i er kommet på enten en billig baggrund (Hamburg) eller med en del besvær (Monte Carlo). Indimellem kommer så nederlaget til Stepanek i Rom. Den meget omtalte indbyrdes statistik mod Nadal spiller også ind i vurderingen af hans vindermuligheder som jeg ser til at være ca. 17 %.


Stanislas Wawrinka
Den unge fremadstormende spiller har gjort det over al forventning, og kan med rette betragtes som en mulig arvtager til schweizisk tennis når Federer lægger ketsjeren på hylden om nogle år, hvis han fortsætter udviklingen. Han har en god attitude, er god i pressede situationer og har ungdommens gåpåmod. Derudover har han allerede været med i gamet i 6 år, selvom fødselsåret siger 1985. 23-11 er statistikken på fra i år, og den ene turneringssejr det er blevet til, kunne godt være blevet fuldt op allerede på dette tidspunkt i år, med to finalepladser der er endt i tresætsnederlag. Hans bedste Grand Slam resultat er fra US Open hvor han nåede fjerde runde, men som han har spillet på det sidste er det ikke sikkert at den personlige rekord står længe endnu. Han spås også af flere kollegaer en stor fremtid, og spørgsmålet er vel kun hvornår han bryder afgørende igennem og ikke om han gør det. Chancevurdering: 1 %.


Nicolay Davydenko
Spilleren med det lidt blakkede ry efter hans mulige indblanding i sagen om at tabe med vilje. Så meget desto stærkere bør motivationen være for at flytte fokus over på det sportslige. Han har længe ligget helt oppe hvor det er sjovt på verdensranglisten, men han mangler i den grad at vise det ved en Grand Slam hvor han aldrig har været i en finale. Det piner ham inderligt, for talentet er der helt sikkert, men indstillingen bør også være der for at det skal lykkes. Det bliver meget svært i denne turnering, men kommer han ordentlig i gang er der næsten ingen grænser for hvad det kan blive til. På grus har han det dog sværest, og på hard court slog han Nadal så let som ingenting, for så at tabe ligeså klart på grusset. Det er der hvor hans kompetencer mangler at blive udnyttet til fulde, for der er mere i Davy, det kan enhver med forstand på tennis se. Chancevurdering: 3 %.


David Ferrer
Grusspecialisten Ferrer hier efter succes på den største scene af dem alle når det kommer til grus, Roland Garros. Selvom han er en spiller selv de allerbedste frygter på underlaget er det aldrig blevet til mere end en kvartfinale, og det skal der laves om på hurtigst muligt. Han kommer fra det røde grus eget hjemland Spanien, og er vokset op med grustennis. Det til trods er han samtidig en habil hard court spiller, der så sent som ved Masters Cup var i finalen blandt verdens otte bedste spillere. I år har han finalepladsen i Barcelona som højdepunkt, hvor han pressede Nadal ud i tre sæt, og muligheden for at slå sin landsmand, vil få motivationen helt op at ringe. Usikkerheden ligger dog i om han har psyken til at gå videre runde efter runde, i en så lang turnering, med henblik på at hans kampe ofte ikke er de korteste. Chancevurdering: 2 %.


Janko Tipsarevic
Serberen med de karakteristiske briller er en normalt ikke en man forbinder med de senere runder af grusturneringerne. I år har han dog chancen efter at have udviklet sig enorm det sidste års tid. Sejren over Blake for nogle uger siden giver håb om at kunne nå helt til kvartfinalen hvis han strammer sig an, med den lodtrækning han har fået. Han fik sidste år sin hidtil bedste placering ved French Open, med tredjerundekampen mod Robredo, efter at have slået Marat Safin ud i tre sæt. Han får naturligvis brug for alle sine evner i jagten på kvartfinalen, men med en række stabile præstationer kan det blive virkelighed, og intet French Open uden overraskelser. Jeg vil give ham gode muligheder for at gå langt, men sammenlagt ikke mere end 1 % chance for at vinde turneringen.


Novak Djokovic
En anden serber der har udviklet sig helt utroligt er Djokovic. Fra at være en spiller som altid var med fremme på de mellemstore ATP-turneringer er han nu gået til at være blandt topfavoritterne når der snakkes Grans Slam vindere. Han har sågar overhalet Nadal på de andre underlag end grus, og står dermed som førsteudfordrer til Federer, der nu er gået i stå med sin udvikling, trods forudsigelser om det modsatte. Djokovic unge alder gør det muligt for ham at deltage i en hel del turneringer, og derigennem opnå en helt masse ranglistepoint. I år er ingen undtagelse hvor han nærmer sig de 40 kampe allerede, og faktisk kunne have overtaget Nadals andenplads på verdensranglisten, med en sejr i den seneste indbyrdes kamp. Sådan kom det som bekendt ikke til at gå, men så meget desto større må motivationen være for at vifte ham af pinden som officiel førsteudfordrer til schweizeren, der forhåbentlig ikke har tænkt sig at stoppe som sit kvindelige modstykke, Henin, hos damerne i utide som nr. 1. Chancevurdering: 17 %.


Nicolas Almagro
Den unge spanier må allerede have sat sig godt og grundig i respekt i gruskredse, op til French Open. Han har haft en hel forfærdelig god grussæson, næsten udelukkende med nederlag til de allerbedste. Det tegner særdeles lyst med henblik på fremtiden, at han ikke har de store udsving i resultaterne, og slår dem han bør slå, og kun taber når han er undertippet. Hvis det holder vil han med tiden, roligt men sikkert, kravle længere og længere op i grushierarkiet. Det gode ved hans præstationer er den koldblodighed og sikkerhed han spiller med på grusset, selv når tingene går ham imod. Det er der ikke mange unge spillere der kan gøre, og han er måske den næste spanier til at bryde igennem afgørende på grusset, som vi har set med Ferrero, Moya, Robredo, Nadal med flere. Han har kun været i anden runde ved en French Open turnering førhen, og muligheden for at han flopper er til stede, men med det spil han disker op med, vil det være en nydelse at se ham spille sig i en kvartfinale. Vinderchancer: 2 %.


Rafael Nadal
Manden som skal slås. Ingen tvivl om det. Han har vundet alle de tre udgaver af denne turnering som han har stillet op i, og derfor er han selvfølgelig den naturlige favorit, med den mulige rekord for øje at vinde fire gange i træk som motivation. Optakten har været okay, med et enkelt nederlag til Ferrero, men i hans to sidste kampe mod hans to værste konkurrenter kom der for alvor sved på panden hos den sejrsvante spanier. Begge gange kom han skidt i gang og måtte undervejs både afgive sæt og se sig ud - og overspillet. Mit indtryk er at mæthedsfølelsen på grus er ved at træde længere og længere frem hos den stadig unge Nadal, og fokus flyttes mere over i retning af de andre underlag hvor han mangler at bevise noget i forhold til på grusset, hvor ingen er i tvivl om hvem der er den bedste. Han er gjort til meget stor favorit i år, og med god grund. Lodtrækningen gør at han bør komme smertefrit i semifinalen, men her stopper det lette program også med udsigt til først Djokovic og herefter Federer. Hvis han får spillet sig varm, bliver han ikke let at have med at gøre, men gør han ikke det er jeg bange for at vi har en større mulighed end som så for at få en ny vinder, for ikke at sige finale, på baggrund af hans seneste kampe mod de to store konkurrenter i skikkelse af Federer og Djokovic. Vinderchance 55 %.

SpilforslagHer på Betxpert er det værdien der afgør om der skal spilles eller om væddemålet er et no-bet. På baggrund af mine vurderinger kommer her hvad der pt. (24. maj) indeholder værdi blandt special-væddemålene:

Der er meget fin værdi at hente på Djokovic som ren vinder til odds 8 hos Betsafe.

Et andet bet med værdi er at Nadal taber et sæt i løbet af turneringen, hvilket der efter min vurdering er ca. 75% chance for med de strabadser der venter forude. Så alt over 1,33 på det udfald vil altså være lig med værdi. Den har været oppe i 1,66 (Betfair*), men vil sikkert stabilisere sig omkring de 1,40 minus nettogevinst-kommissionen. 

Med Federers chancevurdering lader der ikke til at være nogen bets på markedet med værdi på ham. Og med udformningen af dette års turnering, med 3 storfavoritter, ser væddemål på andre spillere også dårlige ud, da de 3 tilsammen tegner sig for ca. 89 % af vindermulighederne, jf. mine procentsatser.

Det var hvad jeg umiddelbart kunne støve op fra et marked i konstant bevægelse, og med tennis gælder det specielt om at være hurtigt ude inden bookmakerne slasher værdien væk.

Værdivæddemål på specifikke kampe venter jeg med til jeg har analyser på kampene klar: Hold øje med tennis-siden: http://www.betxpert.com/ekspert/tennis/